Medlem Søren Navntoft

Kan ViaRETRO skrive om fetish? Selvfølgelig kan vi det! Men for at lægge blidt ud tager vi først en andens fetish, ikke vores egne. Tegneren Crepas brugte i 1965 fotografen Valentina som en bifigur, men i årene fremover udviklede hun sig på egen hånd – herunder en seksualitet, der også var omkring fetish. Hvis det er for hård kost for snerpede læsere, så spring direkte til galleriet nederst – det er perverst lækkert!
Først og fremmest endnu en gang en tak til en læser, denne gang H.P. Thygesen. I en kommentar i ugens løb antydede han, at jeg havde en fetish. Det er ikke helt rigtigt – jeg har mange! Ikke alle har ViaRETRO-potentiale (men så måske nok andre steder, hvem ved?), men nogle har måske, og nu leger jeg lidt med tanken om at komme ud med dem. I mellemtiden slog det mig, at jeg jo kunne starte med at beskrives andres fetish.

Som tænkt, så gjort – og vi skal tilbage til tresserne, til Italien og til tegneserieuniverset. Milanesiske Guido Crepas læste til arkitekt i halvtredserne, og havde allerede fra barnsben haft stor lidenskab for at tegne. Og talent, hvilket han levede ud allerede i studietiden, hvor han begyndte at illustrere magasiner, designe pladecovers og bogomslag og tegne reklamer som et bijob. Han gjorde arkitektstudiet færdigt i 1958, men da var han faktisk allerede professionel illustrator. Og det er dét vi kommer tilbage til med galleriet til sidst.

For i virkeligheden er han uendeligt langt mere kendt for hende herunder: Valentina.

Mester selv er i gang med Valentina. Hun er ofte beskrevet som “indehaver af verdens bedste mås”. Og det er tydeligt, at Crepas gør sig umage.

Hende og hendes numse er er der skrevet mangt og meget om. I tresserne begyndte Guido Crepas under kunsternavnet Crepax at tegne egentlige tegneserier, og Valentina dukkede første gang op i 1965. Hun var da kun en bifigur, kæreste med hovedpersonen Philip Rembrandt, med superhelt alteregoet Neutron – og med det navn aner man nok, at det er noget med fantask i.Selvom Neutron var helten viste Valentina selv som bifigur dog nogle mystiske kvaliteter, der allerede dengang gik lidt i retning af erotiske toner. Og jeg skal lige love for, at det spor fik frit løb, da Valentina i 1967 fik hovedrollen, og Neutron måtte se passivt til.

En sjældent lineær stribe fra Crepax – Valentinas første fremkomst. Er der allerede her en flirt igang?

Nu læste jeg mange tegneserier som dreng og ung mand – men Valentina var faktisk ikke en af dem. Det har ikke så meget med erotikken at gøre, for den forstod jeg godt, sådan på et grundlæggende teoretisk plan. Men tegnestilen, dén konkrete form for erotik og ikke mindst kombinationen af de to var for tungt stof for mig dengang. For Valentina var simpelthen så langt fra Tintins ligne claire-verden som tænkes kan: Tintin havde hverken sexliv eller krop eller tanker i den retning, mens hele albums med Valentina roterede omkring de tre selvsamme ting.

I hele sin karriere var Valentina Rossi fotograf, her med et Hasselblad – og selv i dén professionelle rolle kunne Crepax fremstille hende med undertoner. Leger hun ikke unødvendigt meget med den lange linse?

Og Valentinas tanker er ikke for børn, kan man sige – og læsningen af Crepax’s Valentina-albums således heller ikke. Hans værker er blevet sammenlignet meget med film, fordi han bruger filmiske virkemidler i sin visuelle fremstilling, og samlet set virker et typisk Valentina-opslag  således uendeligt meget mere kompleks end førnævnte Tintin. Hvilket er det perfekte match til historierne, der er et ligeså komplekst sammensurium af fantasy (som genren hedder), science fiction, drømme, surrealisme og hallucinationer – og jo ældre hun bliver desto mere erotisk tone (eller bare rå erotik) kommer der ind i billedet. Et sted læste jeg som kritik af Valentina, at hun smider tøjet for hurtigt!

Pudsigt nok, så bliver Valentina faktisk ældre undervejs – som en af de få tegneseriefigurer i verden, der er underlagt denne menneskelige svaghed. Hun er født (altså som Valentina Roselli, figuren i serien) i Milano i 1942, og var altså bare godt tyve år i de første afsnit (“striber” kan man jo ikke kalde Crepax’s stil). Undervejs fik hun gråt hår og begyndte sandelig også at bruge læsebriller – men måsen holdt sig fantastisk godt.

Numser var et fast element (høhø, det er fredag!) i Valentina, og hun spillede rollen godt.

Fantasierne ligeså – både hendes og Crepax’s som tegner. Som sagt overgik (og overgår stadig) de komplicerede spil i tegneserien mine benzininficerede logikvindinger, men det gik ikke hen over hovedet på mig, at der foregik noget. Meget. Vældigt kloge analytikere har tillagt Valentina en selvanalytisk værktøjsfunktion for både tegner og læsere – og særligt “Den magiske Lanterne” skulle være et godt redskab til at forstå alle de ting, som vores superego normalt censurerer bort. Ja, det skal jeg ikke kloge mig på, for ved jeg bare, at det dengang gik hen over hovedet på mig – bortset fra det med, at hun havde en god mås. Som kom mere og mere på komedie. Biseksualitet, transseksualitet, afholdenhed, selvtilfredsstillelse, det hele var med – ja, også fetish, som det hele startede med. I dag forstår jeg bedre Valentina – men ikke det hele: Vi deler ikke fetisher. Tegnestilen i sig selv, derimod, den sætter jeg stor pris på.

Crepax selv mente han var en kedelig type! Valentina var i høj grad modelleret efter hans kone Luisa, og så tror pokker han måske manglede energi til at sprudle selv. Omvendt afspejler Valentinas (og kæresten Philips, i de første historier) frie liv, at Crepax selv var blevet fri og nu var sin egen herre: Før tegnede han for andre, nu for sig selv – og der tog han sig altså nogle friheder. Han betragtede sprog og tegninger som to sider af samme sag, og følte sig påtrængende, når han en sjælden gang illustrerede andres tekster.

Apropos illustrere andres tanker: I 2012 bragte brasiliansk Playboy en billedserie under titlen “Valentina”. Min grundige research afslører, at de og den italienskfødte model Valentina Francavilla var ganske tro mod Crepax’s figur:

Han lavede faktisk andre ting end Valentina, men helt op til midt i halvfemserne levede hun fint, denne hans mest berømte figur. Men allerede midt i firserne indrømmede Crepax, at han gerne ville af med hende – men at det var helt umuligt for ham at tegne hende til ro med kæresten Rembrandt og deres datter Mattia. Crepax døde i 2003 og Valentina var da en af Europas mest kendte kvindelige tegneseriefigurer, berygtet og beundret.  Galleriet herunder er lillebitte eksempelsamling. Der dog nok giver indblik i en noget anden verden end onsdags- og lørdagsrutiner.

Så handler ViaRETRO i dag bare om tegneserieerotik og burde det retteligen hedde ErosRETRO? Nænænæ, for se nu lige her, hvor vi går tilbage i tiden igen. Nu skrev jeg det bevidst ikke før, men Crepax’s første historie med Rembrandt og Valentina hed “La Curva di Lesmo”, og så ringer der nok en lille klokke i bukserne på alle motorkenderne. Ja, Lesmokurverne var dem på Monza, for her var scenen sat for det første album.

Som man næsten aner, så tegnede han også bilerne med stor passion – og kigger man godt efter, så vil man også se en præcision, der ikke lader Jean Graton (ham med Michel Vaillant fra forleden) meget efter. I denne historie var de rekvisitter for komplottet, men ikke desto mindre ligeså veltegnede som Valentinas numse. Og os der kan lide biler (og numser) ved, at det er rigtigt svært at for en udenforstående at skildre vores store kærlighed (det er så bilerne…) med den præcision og passion som de fortjener.

Sagen er såmænd også, at Crepax ikke var udenforstående, men faktisk var en klassisk italiensk motorsportselsker med viden og kendskab til sporten. Og så var en af hans første store soloopgaver faktisk – at tegne racerbiler! I midten af halvtredserne fik en Shellansat øje på et af Crepax’s pladecovers, og hyrede ham til at lave en kampagne for Shell. Den blev meget stor stor og endte med at indebære omkring fyrre illustrationer af Shell-situationer. Ikke traditionelle reklamer, og der var hverken lovprisninger eller priser overhovedet – men blot en fremstilling af typisk stemningsfulde øjeblikke i racerverdenen i halvtredserne. Kampagnen vandt reklamernes italienske guldpalme i 1957 og levede ret længe, herunder i et samlet optryk anno 1960 med den ualmindeligt lækre titel  “Trecento all’ora” – trehundrede i timen.

Og her er det vist på tide at afsløre en alvorlig fetish: Jeg finder selv en noget nær pervers tilfredsstillelse i at konstatere, at jeg faktisk finder disse 1957-illustrationer mindst ligeså opildnende som Valentina i selv de mest pikante situationer. Det siger dels noget om mig – men også en hel del om Crepax’ talent.

Hvis der blandt læserne skulle være enkelte, der ikke interesserer sig for numser eller klassiske kameraer, så nyd i det mindste galleriet herunder. Kan man ikke det, så kontrollér pulsen.