Boghjørnet: Mercedes-Benz SL – R 129

Omfattende hovedværk om Mercedes-Benz’ R 129-serie giver et detaljeret indblik i arbejdet med at konstruere morgendagens klassiker.

Mercedes-Benz’ SL-model med typebetegnelsen R 129 vakte ved præsentationen i foråret 1989 opsigt, som andre Mercedes-modeller har det med at gøre. Testrapporterne strømmede over med anerkendende ord og specielt samlede interessen sig om den aktive styrtbøjle, der klappede op, hvis bilen væltede. Nu, 25 år efter lanceringen, er gammel-bil-fasen ved at være ovre, R-129 er på vej ind i klassikergaragerne og priserne for gode eksemplarer begynder at bevæge sig opad. Derfor kan der være grund til at se lidt nærmere på denne nyudgivelse af den erfarne Mercedes-kender, Günter Engelen.

R 129 var og er meget mere end den aktive styrtbøjle. Den er fyldt med mange andre gode ting, og Daimler-Benz har i høj grad en politik, der lægger op til at give ingeniørerne præstationsangst, for ikke alene har de et rennomé at leve op til, de skal også gerne skabe noget, der overgår forgængeren med mange længder. Forgængeren, R 107, der produceredes fra 1971 til 1989, var bestemt ikke nogen dårlig bil, men opdraget var at lave noget, der var endnu bedre, og det tog tid. Det kommer nok bag på de fleste, at arbejdet allerede blev påbegyndt i 1974, og de første træmodeller var klar i september samme år. De lignede overraskende meget R 107 – og de lå dermed tilsvarende meget langt fra den endelige version.

Første version, september 1974. Meget adskiller den sig ikke fra R 107.

Grundformen stod under ledelse af chefdesigner Bruno Sacco først klar i 1983 og bar tydeligt præg af slægtskabet med samtidens øvrige Mercedes-modeller. Samme år var de første kørende modeller på hjulene, og prøvekørslerne gik i gang i 1986.

Store reverser, men små armbevægelser. Bruno Sacco kom til Daimler-Benz i 1958 og var fra 1975 designchef. Han stod bag flere strenge og saglige designs.

Lanceringen blev udskudt flere gange. Årsagen var bl.a., at ledelsen gav model W 201 (190’eren) og W 124 højere prioritet. I 1977 forventede Daimler-Benz, at  R 129 var klar i 1981, men allerede året efter blev lanceringen udskudt til 1987 for så i 1986 at blive den endelige: foråret 1989. hvis man ellers kunne få det at virker, ville  slippe levende fra en kolbøtte, hvis styrtbøjlen klappede op, når det blev nødven

Grundformen var som nævnt på plads i 1983 og derpå skulle alle detaljer på plads – og der var mange. Blinklys, kofangere, spoilere – alt det, man ikke lægger mærke til, men som er et produkt af mange menneskers diskussioner, prøver, tegninger, papmodeller og panderynker. For så slet ikke at tale om interiøret, hvor bogens utallige billeder af lige så utallige 1:1-modeller viser forskellige formgiveres tanker om 1990ernes ideelle føreplads.

Førerpladsen var tænkt klar og stilren, men i specialmodellerne kunne man skeje ud i skarpe farver. Det gjorde man så.

Sideløbende hermed sad andre ingeniører og forsøgte at løse den ellers ret umulige opgave med at skabe en sikker cabriolet, uden at skulle lade designet skæmme af faste styrtbøjler á la Fiat Ritmo Cabrio eller VW Golf Cabrio. Opdraget var, at R 129 skulle være lige så sikker om en personbil, men man ville ikke have en fast styrtbøjle. Løsningen blev delvis fundet i et patent fra 1912, hvor et par lyse hoveder havde opfundet en selvopklappelig kaleche, der i tilfælde af en kolission skulle lukke sig sammen og holde alle passagerer ombord.

Den aktive styrtbøjle havde sine rødder i en fjern fortid med den aktive kaleche.

Daimler-Benz udviklede idéen til en styrtbøjle, der klappede op, hvis vognen pludseligt hældede mere end 26 grader, og kombineret med en meget kraftig a-søjle ville passagerne kunne slippe levende fra en kolbøtte, som i de fleste andre cabrioleter ville betyde døden. Som alle indlysende løsninger var det lettere sagt end gjort og det tog flere år, førend idéen blev til brugbar praksis.

0,3 sekunder efter begyndende væltning er styrtbøjlen klar.

Af andre spændende nyudviklinger var de voluminøse forsæder, der ikke bare kunne indstilles i alle retninger men også havde sikkerhedsselen indbygget i ryglænet. Noget sådant kræver en meget kraftig opbygning, og ingeniørteamet bag udtog ikke mindre end 20 patenter i forbindelse med konstruktionen.

40 kg vejer hvert sæde. Men så er det også solidt.

Alle kapitler har en præsentation af de ingeniører, der var med til udviklingsarbejdet på de enkelte dele, og de fortæller levende om de problemer, der opstod undervejs og hvordan man enten løste dem eller kom uden om dem. Billedsiden understøtter på flotteste vis teksten, så man kan sagtens få timer til at gå med bare at kigge billeder.

Det er en bog med vitaminer i. Den giver et godt indblik i, hvor enormt mange mennesker, der skal til for at få en nykonstruktion på vejen – hvis man ellers var i tvivl. Grundigheden er trukket ud i alle hjørner, og man fornemmer, at forfatter og forlag virkelig har strammet alle skruer, så kærven på dem vender samme vej.

Sprogmæssigt skal man holde tungen lige i munden, for med få oaser, bestående af de spændende beretninger fra de folk, der var med, er det stålhårdt ingeniør-tysk det meste af vejen. Specielt kapitlerne om de forskellige motorer og gearkasser er selv for tyskkyndige barske at komme igennem, hvis ikke man lige har begreber som Körperschallübertragung, Blechauspuffkrümmer eller Drosselklappensteller helt presente. Som opslagsværk er bogen dog helt nødvendig for den, der enten vil lære sin R 129s historie at kende eller bare går rundt og drømmer om en af slagsen.

Så er der tyskundervisning for de teknisk interesserede. Det er ikke let.

Bogen har et stort kapitel med specialmodeller og slutter af med 50 siders tekniske data: produktionstal, udstyrslister og en liste over løbende ændringer af konstruktionen. En købervejledning med liste over svagheder og kritiske steder, man som køber skal tage sig i agt for, er der dog ikke.

Ingen SL-model uden mågevinger. Karmanns nytolkning fra 1993 forblev dog ved prototypen.

Som Berlina-menneske er bøger om cabrioleter ikke lige det første man går ombord i, men denne her har virkelig noget at byde på. Günter Engelen er en kyndig skribent inden for Mercedes-Benz’ historie og har flere bøger om SL-klassen på samvittigheden. Sin grundige samvittighed. Detaljerigdommen er sine steder så overvældende, at læseren næsten går i knæ, tynget af det omfattende fremlagte materiale. Man tænker af og til, at forfatteren siden 1974 må have levet i Daimler-Benz’ direktion, tegnestuer og værksteder, gemt sig i et skab i dagtimerne og så efter arbejdstids ophør sneget sig ud, tændt lyset og lusket rundt mellem tegninger, skitser og modeller, taget billeder, læst mødereferater, skrevet ned, dokumenteret og systematiseret.

Kort og godt: ALT er med.

Det er en imponerende præstation.

Anbefales varmt.

Det er muligt at bladre i bogen her: http://blaettern.motorbuch.de/03689/index.html