“Tidløs”. Men er det altid en fordel?
Advarsel: Indledningen her kommer fra en reaktionær! Eller – i hvert fald en mand, der førhen har bekendt (blandt meget andet…), at han foretrækker halvfjerdserne frem for firserne. Ikke mindst efter en erkendelse af, at mine yndlingsfirserbiler alle egentlig slet ikke er firserbiler, man faktisk ved nærmere granskning er undfanget i halvfjerdserne – som den herunder:
Min gamle BMW 628 CSi.
Det kom så vidt jeg husker flere år efter at jeg havde solgt den, men i dag betragter jeg 6-serien som en af de smukkeste BMW’er. Min var fra 1982 og egentlig husker jeg det meste om 6-serien som noget fra firserne – herunder hele dens motorsportskarriere, som i øvrigt var spændende nok i sig selv.
Dette billede er fra 1983, hvor den store E24-coupé forsvarede BMW’s farver i Gruppe A.
Men det er den faktisk ikke, for modellen blev første gang vist i 1976. At den levede helt frem til 1989 før den blev afløst af den (i direkte sammenligning og efter min personlige mening…) småkedelige 850, ja det er nærmest en blåstempling af E24’erens kandidatur til prædikatet “tidløshed”.
Jeg elskede faktisk min 628 CSi – fantastisk vogn, som jeg vil give mine varmeste anbefalinger til alle, der overvejer at træde ind i vores klassikerbilshobby. Alligevel solgte jeg min efter en tre-seks måneder, fordi jeg syntes den var – for moderne! Og det illustrerer på en og samme tid en velsignelse og en forbandelse ved gamle biler, der er “tidløse”.
Mangen en gang har jeg således cirklet omkring dagens temabil, som Michael S. Lund herunder dvæler længe og velovervejet og næsten kærligt ved. Men begge mine Mercedes-Benz endte alligevel med at være ældre. Hvorfor? Fordi temabilen virker mig lidt for moderne. Ikke desto mindre kom den i eksakt samme år som min gamle E24-serie, 1976. Den er bare mere og måske endda lidt for “tidløs”.
Så ja, for meget af en god ting, måske? Jeg er i hvert fald endnu ikke nået til temabilen – men er helt enig i Michaels valg af idealmodellen blandt dem. God fornøjelse med hans gennemgang herunder – og god weekend!
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Mercedes-Benz W123, det urokkelige grundfjeld i bilhistorien, fylder 50 år
Tekst Michael Sehested Lund
Ved lanceringen i januar 1976 tilbød Mercedes-Benz W123-modelserien en overbevisende kombination af elegance og teknisk innovation.
Sedanmodellen var den første, der blev lanceret. Modelprogrammet blev udvidet året efter med coupéen og – for første gang fra Mercedes-Benz – en stationcar. I løbet af de næste ti år blev W123 produceret i næsten 2,7 millioner eksemplarer, herunder også i en forlænget udgave og et chassis til specialmodeller (som eksempelvis ambulance). Æraen med W123 markerer et særligt succesfuldt kapitel i E-Klassens historie, som den mellemstore model fra Mercedes-Benz blev kaldt fra 1993 og frem.
Sådan skrev presseafdelingen (lidt redigeret) hos Mercedes-Benz mange år senere om W123 ved lanceringen af en nyere E-klasse. Det er da heller ikke første gang, at Mercedes-Benz W123 bliver omtalt på ViaRETRO. W123 fortjener endnu en omtale, fordi den netop nu i disse dage – fra 22. til 28. januar, 1976 – blev præsenteret for pressen for 50 år siden på den daværende Paul Ricard-bane ved Marseille. Et særtog fra Deutsche Bundesbahn transporterede 33 forskelligt udstyrede test- og demobiler fra Stuttgart til Frankrig, så de kunne få deres offentlige debut i mildere vintervejr end hjemme i Tyskland. Pressen var positiv over det de så og kom bag rattet i – både for bilens teknik og design. Købernes dom bekræftede dette: Årets produktion blev hurtigt udsolgt efter lanceringen af W123, og brugte modeller blev ofte solgt til nyprisen allerede det første år.
Foto Mercedes-Benz Media
Mercedes-Benz W123 satte en ny standard for sikkerhed i en tid, hvor begrebet “passiv sikkerhed” stadig var relativt nyt. Volvo slog måske hårdere på marketingtrommerne, men Mercedes gik systematisk til værks med en kabinestruktur og andet, der kunne modstå voldsomme kræfter.
Jeg nævner i flæng:
- Deformationszoner, der absorberede energi i stedet for at sende den videre til passagererne.
- Sikkerhedsstyretøj udviklet af Béla Barényi.
- Instrumentpanel og rat fra begyndelsen af forberedt til airbags (blev ekstraudstyr fra 1982).
- Stærkere dørstolper for bedre sidekollisionsbeskyttelse, noget konkurrenterne først for alvor fulgte efter med mange år senere.
Det hele diskret pakket ind i et karrosseri designet af primært Friedrich Geiger og assisteret af Bruno Sacco. Designet afspejlede tydeligt slægtskabet med den allerede eksisterende W116 S-klasse og R/C107 SL- og SLC-modellerne.
På motorsiden fandtes der en del at vælge imellem fra 2 til 2,8 liter slagvolumen. 2,5- og 2,8-liters motorerne var 6-cylindrede, hvor jeg snupper min W123 (hvis jeg skal have en) med M110 DOHC-motoren på 2,8 liter. Der fandtes også et helt program af dieselmotorer, der var med til at gøre Mercedes-Benz W123 til taxien par excellence fra Nordeuropa til langt ned i Afrika.
En anden grund til populariteten Mercedes-Benz W123 opnåede var en solid og velkonstrueret opbygning, der samtidig var enkel at gå til, når det ind imellem blev nødvendigt at reparere på den.
Men hvad nu, hvis jeg selv skulle have en Mercedes-Benz W123? Ja, så ville jeg gå efter en med 2,8 liter M110-motoren, og det skulle enten være coupéen, dvs. en 280CE, som elegant er uden B-stolpe og med lidt kortere akselafstand.
Foto Michael Sehested Lund
Min foretrukne er dog stationcarudgaven, igen med 2,8-liters motoren. På Mercedesk betyder det en 280TE – og min skal være i en metalgrøn farve med brunt læder i kabinen. Mercedes-Benz var simpelthen gået foran konkurrenterne med en livsstilsstationcar, hvis vi ser bort fra Volvo Herregårdsvognene, som dog også var i en klasse lavere.
Foto Wikipedia Rudolf Stricker
Det er efterhånden ved at være en femten- tyve år siden, at Mercedes-Benz W123 i T-udgaven (eller S123 som den rigtigt hedder i producentens egen parlør) var en skattet bil i den kreative klasse bosiddende i forstæderne lige nord for København. Kombinationen af den rette stil, god holdbarhed og en pris, der var til at komme i nærheden af for et brugt eksemplar, afgjorde det.
Bilerne i gadebilledet har forandret sig i de senere år, hvor de allestedsnærværende SUV’er er blevet den foretrukne biltype, mens den traditionelle sedan nærmest er helt forsvundet. Til gengæld har den såkaldte livsstilsstationcar stadig en vis klangbund. Så netop som stationcar udstråler en Mercedes-Benz W123 i T-udgave en høj grad af tidløshed i sin form. Teknisk er der naturligvis tale om en gammel bil, men samlet set er der al mulig grund til at kippe med flaget og ønske et stort tillykke med de 50 år!
Ordet er nu jeres i kommentartråden. Lad os høre jeres historier om Mercedes-Benz W123 – som taxi, som familiebil, som drømmebil eller som noget helt fjerde.
Ugens Foto: Da Mercedes-Benz var decideret moderne
Faktisk var det lidt mere vellykket, da Pininfarina lavede en moderne Ferrari: Testarossa
Og ja, hvorfor skal vi i et formentlig højrøstet og passioneret panel debattere på Classic Car House kl 10 lørdag den 24. januar: Jeg glæder mig, da emnet er mig kær.
Ugens eksplosions(agtige)tegning
Ugens Fund: 1978 Fiat Mirafiori 1600 CL til 27.500
Det er edderbankemig meget lækker orange kabine til de penge! Og så er jeg som stakkelse forelsket mand faktisk helt i stand til at se ud over, at der er “et enkelt rusthul ved klik panel ved forruden”.
Alle I andre derude skal på dette tidspunkt (det er jeres borgerpligt!) skrige op om, at man ikke kan købe en Fiat fra halvfjerdserne med “et enkelt rusthul”, og tak for det. For det ER et mysterium, hvad der er sket med alle de andre! 1978 er længe siden, men at den kun har et enkelt og så dér – det bør man gå meget nøje efter, så tag lige en lakmåler eller en magnet med til besigtigelsen. Og en ven, der kender sig på gamle Fiat.
Men hvis både magneten og venner siger at “det holder sig indenfor det acceptable” eller hvad den diplomatiske formulering nu er, så køb: For se lige kombinationen an igen, og indrøm at den lidt fesne italienske variant af “battleship grey” og orange stofinteriør er helt sublimt godt set af den uden tvivl italienske designer, der har stået bag:
Hvem vil ikke gerne sidde her?
Især interiøret gør denne Mirafiori til en slag “fattigmands 130”. Ikke coupé, bevares – men alligevel: Fire døre ind til det interiør er vel bare en fordel? Og til 27.500 kroner kan man jo dele den med tre kammerater eller sine børms konfirmationspenge, og så er der masser af oplevelser for hele familien.
Jeg mener ærligt talt ikke, at der er noget at betænke sig på. Udover lige det omtalte rusthul. Men ellers: Lad din indre italiener få luft inden han eksploderer i armbevægelser!
Tak for tip til Leif Burgdorf. Find annoncen hér: Fiat Mirafiori
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
@Michael
Jeg så en blå W123 i Utrecht i tirsdags, og jeg sagde dette til min kollega: Bemærk det tidløse design, der gør, at vi helt glemmer, at det er en 40-50 år gammel bil.
I ran my Signal Red 1984 C123 – so a late example of the model – for 5 years and covered just under 18,000km in it, including a trip to Southern Germany – https://viaretro.com/2022/06/back-to-my-roots-pt-2/. I’ve always admired the elegant, smooth styling and I really enjoyed driving it, seeing that three-pointed star ahead of me. As a later model it came with central locking, electric windows, electric sunroof, electrically adjustable passenger door mirror and electric radio aerial, so it felt very modern despite it’s age – like the editor’s BMW E24, an ’80s car with it’s roots in the ’70s, but some of these modern conveniences did give me trouble, though not as much as the body did.
A £15k bill to replace rusted sills and wheel arches and repaint the car below the beltline darkened my feelings towards it and I sold it in November before any more bills came my way – three of the four electric windows were sticking or completely stuck and would potentially need new, hard-to-find electric motors and I just didn’t want to swallow any more big bills. I had already replaced the electric aerial and had the vacuum-operated central locking fixed, among other things. In the end, I was relieved to sell it (after several months trying – demand for the W and C123 in the UK is low) back to the person I bought it from and for the same price as I had paid for it, but it owed me much more than that in repairs – it basically cost me c £4500 for each year I owned it. Of course, it was an old car, but it was a Mercedes, and I really hadn’t expected to spend quite so much on it. I might have been unlucky, and I don’t regret buying it, but I do wish it had cost me less!
Lige præcis, @Erik . Det kendetegner bare et godt design!
Tror bare vi må konstatere @ce , at 1976 var et godt bilår både hos BMW og Mercedes.
Paul Bracq havde en heldig hånd med den BMW E24 6-serie Coupé, som han også havde det i 1963 med Mercedes W113 230 SL “Pagode”.
@Tony – my C123 is a 1978 model which means cleaned for every electric and electronic device! Except for power sunroof and automatic transmission. I ran 30.000 kms in it since 2019 and was never towed. I changed the radio for a Blaupunkt Kingston with cassette and cd-changer in the trunk and an automatic antenna.
I rebuilded carburettor and sunroof and had some poor quality rustfixing done properly. The rustwork and painting was about £ 5.000 over the years.
The car is now stored for the winter, and i look forward to the first drive – always a pleasure.
I like the design and the reliability – exact the same as the old Nimbus motorcycle i once owned – ran 40.000 kms with only little trouble once.
And yes, my car is the white one in Michaels column!
The corrosion issue will of course be more or less the same regardless of model year, @tony-wawryk. But as I understand it, your car has been affected by several electrical problems. I’m dealing with the same thing in my ‘new’ Porsche 911, which also has issues with the electric windows. The old one had manual winders, and there was never anything wrong …
Vi ved jo alle, at en 123 er en kvalitetsbil af rang. Men naturligvis bliver ting slidt. Også på en 123.
Jeg kigger på dem for tiden, og modsat de fleste andre vil jeg gerne have en sedan. Ja, folk i de ældre generationer vil nok spørge, hvor meget en tur til nabobyen koster, men det lever jeg med. Og hipster-tingen er drevet over, og var alligevel aldrig aktuel her i sydvestjylland.
En 6-cyl i god stand i lidt levende farver. Ja tak! En ren morfarslæde, yes, men med masser af historie, kultur og klasse.
@skaanning, den lækreste kombination jeg har set var en pastel-gul-agtig 280 TE med manuelt gear og grønt læder med så vidt jeg husker også grønne tæpper. Eller var de brune? Nåmen, de to hovedfarver og motoriseringen samt det, at det var en stationcar var nok til mig: Den var TOP-lækker. Sindssygt dyr på grund af ganske få kilometer og original stand – så det blev der ingen firmabil eller andet ud af.
W123 i 200D-udgave står klart i erindringen som den sidste bil, jeg med sikkerhed kunne køre fra i min 2CV, i hvert fald i acceleration. Om den evt kom snigende bagfra efter 3 kilometer kan jeg ikke huske, så det har ikke været tit…
Michael, jeg har fornylig læst, at man kan have held med at få elektriske 911 vinduer til at køre hurtigere efter rens af kontakterne….
Og ja – jeg kan også godt lide 123 – men ikke som diesel – datidens taxier lød forfærdeligt – kørt helt ud uden rigtigt at komme nogen vegne.
Tak for tippet om kontakterne til rudehejset, @Carsten , det skal jeg have undersøgt.
Der var ikke meget ryk i datidens dieselhakkere, som du og @leo-jensen skriver, det var før kombinationen common rail indsprøjtning og turboladning.