Boghjørnet: bb Rainer Buchmann

Digitale speedometre, pirat-bygget super-Mercedes, Porsche 911 med regnbuelakering og sure fotomodeller med jakker så brede som håndboldmål – velkommen til et nostalgisk kig på 70’ernes og 80’ernes hippe bilsnedker.

Fulgte man med i Bilen Motor og Sport i 80’erne var der med jævne mellemrum nogle mere end almindeligt kreative bilskræddere, der dukkede op. Franco Sbarro var en af dem, Rainer Buchmann en anden. Her skal det handle om sidstnævnte, der bliver præsenteret i en helt ny bog, skrevet af en tidligere motorjournalist ved Frankfurter Allgemeine.

Det begyndte i en baggård. Sandweg i Frankfurt omkring 1979.

Buchmann var i begyndelsen af 1970’erne Porsche-mekaniker i Frankfurt, oprindeligt i samarbejde med sin bror (deraf navnet BB: Brødrene Buchmann) og ud over at reparere trafikskadede Porscher, arbejdede han også med at ombygge og forbedre, hvad kunderne nu kom med og ville have ombygget og forbedret. Den første store ombygning var en Porsche 911 Targa Turbo, som blev til i samarbejde med Polaroid, der lavede de nu helt forsvundne instant-fotoapparater. Porschen holdt længere end kameraerne og fik flere efterfølgere i regnbuefarvet lakering, som ellers blev brugt til reklameformål. Det var hovedsagelig Porsche, Buchmann kastede sig over, og hans ry gik meget hurtigt vidt omkring. Porsche-entusiaster er ifølge Buchmann mere end almindeligt passionerede, og da de også var ret velbeslåede mange af dem, var der ikke problemer med at tjene penge på service og spektakulære ombygninger.

Hvad den fine Porsche lige skulle ud i sandet for, må guderne vide, men strandrally gør sig jo altid.

Næste projekt var lidt mere farligt, da det indebar en åbenlys krænkelse af et, tør man nok sige, stort og indarbejdet varemærke. Buchmann fik nemlig en idé af en tidlligere Porsche-ingeniør om en ny sportsvogn, som han havde tænkt sig skulle være en Mercedes. Den slags er jo i sig selv risikabelt, når man ikke er beskæftiget ved Daimler-Benz. Buchmann gjorde det alligevel. CW 311 var en supersportsvogn med mågevingedøre, AMG-tunet 6,3 l motor og intet mindre end 369 hk.

Ingen Supermercedes uden mågevingedøre.

Med sine lighedspunkter med Mercedes C-111 og tydelige referencer til den legendariske 300 SL var det oplagt at sætte en stjerne på. Alle advarede ham mod at gøre det, for konsekvenserne kunne blive helt uoverskuelige med retssager og erstatninger og larm og ballade. Buchmann tog det roligt. Han vidste noget om markedsføring, og han havde heldigvis gode kontakter i den tyske presse, som han var sikker på ville skrive pænt om hans nye bil. For hvis først der kom skriverier om, at han havde lavet en møgbil med en tretakket stjerne på, så ville der for alvor blive problemer.
Det kom til at gå over al forventing i efteråret 1978: I oktobernummeret af Playboy kunne man se et helt opslag med en tegning af den måske kommende sølvpil, og ugen efter ramte Auto Motor und Sport alle kioskerne med CW 311 på forsiden. Og i hælene på magasinerne fulgte så aviserne. Alle bilfolk talte om CW 311. For var det her faktisk den nye Mågevinge?

Trængte man til lidt Boney M eller James Last under kørslen, havde CW 311 heldigvis kassettespiller monteret. Sandsynligvis fra Blaupunkt, hvis kendte ”svanehovede” kigger op mellem sæderne.

Der gik da heller ikke mange øjeblikke, førend der var telefon fra Stuttgart. Pressechef Günther Molter fra Daimler-Benz var i den anden ende, og en stille og rolig samtale med masser af glimt i øjet fulgte. Molter udtalte sin anerkendelse for Buchmanns arbejde og bad ham om at bekræfte, at der udelukkende var tale om et enkelteksemplar, og at han ikke ville bygge flere? Det bekræftede vor ven. Han havde udelukkende lavet en enkelt, og den skulle ikke efterfølges af flere.

– Fint, lød svaret, så var der ikke mere. Eller jo, det var der faktisk: Motler ville såmænd bare for en god ordens skyld tilføje, at Daimler-Benz ville sætte pris på, at man en anden gang lige spurgte om lov først…

Selvfølgelig – samtalen sluttede i bedste forståelse, og Buchmann holdt sit ord. Han fortæller i bogen, at han selvfølgelig ville have revet stjernen af bilen med det samme, hvis Daimler-Benz havde erklæret krig, men i og med at han lavede en ordentlig bil, og at CW 311 også tog lidt af opmærksomheden fra BMWs nye

Niki Lauda syntes også godt om CW 311, da han prøvekørte den for et østrigsk motormagasin.

CW 311 vakte enorm opmærksomhed, og den blev solgt til den navnkundige bilentusiast, sultanen af Brunei, i hvis ejerskab den efter sigende stadig er.
Så meldte BMW sig på banen. I München var man selvfølgelig ret sur over, at Buchmanns hjemmesysler havde taget al opmærksomheden fra BMW M1. Buchmann havde svært ved at overbevise de vrisne bayere om, at han faktisk ikke havde lavet sin sportsvogn for Mercedes, men uden deres vidende. Men lige meget: BMW havde et motorcykelproblem: Man var ikke færdig med sin nye K-maskine med rækkemotor, så havde Buchmann lyst til at shine en af de gamle med boxermotor op, så det kunne aflede offentlighedens opmærksomhed fra den pinlige forsinkelse?

Jo da, det ville han gerne. Resultatet blev Futuro, som med sit aerodynamiske look, turbolader og vilde instrumentpanel med digitaltal vakte stor jubel rundt omkring på udstillinger.

BMW Fututo 1980. Den blev også kun lavet i eet eksemplar.

I firserne var vi glade for pastelfarver, og Buchmann gik også i gang dér. Lakvirksomheden Merck havde i sluthalvfjerdserne præsenteret en ny form for autolak med en helt enestående glans i. Iriodin-lakken, som den hed, blev brugt i flere af Buchmanns Porscher og 10 pastelfarvede VW Golfer blev brugt i reklamearbejdet, der i sagens natur blev både flashy og opsigtsvækkende.

Iriodinlakeret Golf dukker op af Rhinen.

I det hele taget fik Buchmann et nært samarbejde med flere leverandører til bilbranchen, der bidrog til at sponsorere de dyre ombygninger. Blaupunkt, Pirelli og Recardo var faste bestanddele af Buchmanns mange kreationer, som også trak flere mystiske personer til.

I samarbejde med Vogue lavede Buchmann i 1982 et fremstød for VW Polo i Paris.

Sjovt er det at høre om en libysk diplomat, som var flittig kunde og som bl.a. forærede sin kone en ny Mercedes, som hun bare betragtede fra sin balkon på Hotel Frankfurter Hof og meddelte, at farven var forkert. Den blev så omlakeret. Eller om ejeren af en caribisk ø, der lod hele øens økonomi køre ved hjælp af et sindrigt pyramidespil, som gav ham råd til at købe verdens dyreste Porsche med guldinstrumentbord og indbygget TV. Eller den om den frygtsomme prins fra Saudi Arabien, der ønskede et tågeanlæg installeret i sin Porsche, så han i bedste Bjergkøbing Grand Prix-stil kunne indhylle eventuelle ondsindede forfølgere i tæt tåge.

Flere Mercedeser blev også ombygget med fantasi og sindrige løsninger.

140.000 DM måtte man bløde i 1986, hvis man ville have en iriodinlakeret 560 SEC Magic Top med hjem. Små 1,1 mio. i vore dages mønt og det tredobbelte, hvis der skulle danske nummerplader på. Men så fik man også et digitalt speedometer og indbygget telefon med i handelen.
Bogen er fyldt med masser af gode historier og mange sjove billeder giver et kig ind i det internationale jet-set anno 1980. Der er ikke mange kritiske spørgsmål fra forfatteren, men man føler sig i det hele taget godt underholdt undervejs. Spændende er der også at læse om de opfindelser, Buchmann gjorde med fjernbetjente låse, parkeringshjælp og multifunktionsrattet, som nu nærmest er standard selv i husholdningsbiler.

Man skal ikke gå ned på velour. Eller for den sags skyld på plads til kassettebånd. Eller udstyr overhovedet. Special-Polo 1982. Bemærk multifunktionsrattet.

Alting har en ende, og for nogen bliver den brat. Med mere end 40 ansatte var der tryk på i Buchmanns værksteder, men i 1986 var det slut. Den faldende dollarkurs havde gjort indhug i dollarmillionærernes formuer, og ombygningerne blev dyrere og dyrere. En måske uforsigtig likviditetsstyring gjorde sit til, at bb måtte gå konkurs i februar 1986. Først nu i 2014 er han begyndt igen i det ganske små, og hvad han har lavet i mellemtiden fortæller bogen ikke.

Nok så mange oliesheiker og emirer kunne ikke holde Buchmanns forretning gående. Denne Mercedes blev i 1980 leveret til en anonym rigmand i Mellemøsten.

Bogen taler måske mest til os, der går i totalt nostalgi-mode, når vi ser firserbiler i pastelfarver med masser af plasticskørter, digital-instrumenter og avancerede kassetteradioer. Men sjovt er det at se, hvad toppen af poppen anno 1983 kunne drive det til. For tyve år siden blev 70’erne betragtet som det grimme og kiksede årti, og nu har vi svært ved at se det fede i skulderpuder, læderslips og L’Oreal-gelé i det let afblegede hår. Men 80’erne bliver måske det sidste årti, hvor bilerne var så fri for elektronik, at de kan opnå en status som klassikere? Alene derfor kan der være grund til at se på 80’ernes frembringelser, og Buchmanns specialudgaver er i hvert fald værd at genopdage.

Man kan bladre i bogen her

Rainer Buchmanns egen hjemmeside med masser af billeder og presseklip findes her: http://www.bb-frankfurt.com/index.php/de/