Motorsport er tit noget med banebrydende teknologi. Men det handler i sidste ende om at vinde. Og hvis der skal gammel teknologi til, så er det også en godkendt vej: Så i 1994 byggede Mercedes en spritny 1000-hestes stødsstangmotor.
Det er noget interessant noget, det med motorsport og regler: De allerbedste tænkere ser nogle gange ting, som ingen andre har set. Som i halvfemsernes CART-serie i Amerika. I spidsen af feltet prøvede Ford og Chevrolet at pine det sidste ud af deres 2,65-liters turbo-V8’ere, der var spidsen af udviklingen med deres over 800 hestekræfter.
Til seriens allermest prestigefyldte løb kunne produktionsbaserede motorer i nogle tilfælde stikke hovedet frem og lige vise flaget. Inden de eksploderede. Buick holdt eksempelvis længe ved med deres til-en-vis-grad-produktionsbaserede V6’er. Baggrunden var, at CART-seriens strateger på et tidspunkt i firserne havde tænkt, at det da ville være en fordel for de små motorproducenter (som de gerne ville have flere af), hvis de kunne bygge noget baseret på en produktionsmotor. Men som vi i bagklogskabens klare lys ved, så er der stor forskel på gade- og raecrmotorer, og førstnævnte vil uværgerligt blive en ringere racermotor: Til gengæld for deres medfødte ulemper måtte disse motorer så køre med 3,4 liters motorvolumen OG større turbotryk, der skulle udligne stødstænger og de kun to ventiler per cylinder. Det virkede for Buick, der var hurtige indtil de gik i stykker.
Måske verdens nyeste stødstangsmotor?
Engang først i halvfemserne blev reglerne for graden af gademotorkomponenter lempet. Og pludselig så motorproducenten Ilmor, at man jo kunne bygge en ny motor, der i et og alt var en racermotor – bare med stødstænger og kun to ventiler per cylinder, men stadig med større potentiale end de rene racermotorer på 2,65 liter.
3,4 liters slagvolumen mod 2,65 – og 55 bar overtryk mod 45 = skidt med de manglende ventiler.
Ilmor havde luret, at projektet ville blive opfattet som et snigløb på ånden i reglementet, og det var det jo også. Men hey, det gjaldt jo om at vinde Indy 500. Så de kørte projektet videre i stilling i 1993 i dybeste hemmelighed, og undervejs kom Mercedes så ind i billedet. Motoren kom så til at hedde Mercedes-Benz 500l og blev installeret i den meget succesfulde Penske PC-23. Det hele var så umådeligt hemmeligt, at ingen rigtigt vidste noget før få dage løbet – og der var skandalestemning blandt konkurrenterne. Især fordi teorien viste sig at holde: Rygterne gik, at motorerne ydede over 1000 hestekræfter og at bilen gik over 412 km/t på toppen – en enorm fordel over alle andre. Pole position, dominerende sejr og en evig plads i historiebøgerne gik derfor til Penske-Mercedes.
For the winner takes it all. Ligegyldigt hvordan.
Al Unser, Jr. vandt Indianapolis 500 i 1994.
ViaRETRO-bonusinformation: Hullet i reglementet blev lukket i 1995, og der var Penske ikke konkurrencedygtige efter at have brugt et år på at bygge en vinderbil til éet enkelt løb.
Spændende Claus – især når man har en lille svaghed for amerikanernes evne til at løfte noget så mærkeligt som at køre hurtigt i rundkreds, op til det største i hele verden ;o)
Jeg tror dog at du har byttet lidt rundt på ladetrykket….. 55 Bar ville nok sende både motor, bil og fører i orbit længe før maksimalt ladetryk blev opnået. Mon ikke du mener Psi?
Så passer det også med det reglement der var for klassen dengang ;o)
Jeg elsker sådanne historier, jeg kendte den ikke i forvejen.
Spørgsmålet er så om det var investeringen værd for at vinde den ene sejr?
Men godt gået hvis man vil vinde for enhver pris…
Det flotteste ved projektet var efter sigende, at det lykkedes at holde det hemmeligt. Billigt har det ikke været, nej. Men nu står Mercedes som vindere, og det gør eksempelvis BMW og Audi ikke. Det har nok været en del penge værd.
Trykket var vistnok opgivet i noget med mm kviksølv, så ja, der er vist noget galt med mine tal. Men cirka tyve procent mere tryk er rigtigt nok. Og det er meget.
Jeg er vild med historien. Overskriften på indlægget kunne lyde som en aprilsnar og det virker som spild at alt muligt for at jagte den sejr. Det var formegentligt mening bag galskaben og derfor er mit spørgsmål: Havde Mercedes behov for at hive sejren hjem med det formål at bruge det som marketing på det amerikanske marked? Nogen gode bud på dette?
Søren tror du er på rette spor. Indy 500 er mig bekendt et løb med høj prestige. At vinde der, svare i det amerikanske vel lidt til at vinde Le Mans på vores side af vandet. Der er noget som giver masser af omtale.
Bilen i sig selv er vel en frækhed som Brabhams støvsuger F1’er. En snedig personn finder et hul reglerne og udnytter det . Det giver måske en kort succes, men samtidigt en kæmpe omtale som til holder i årtier bagefter.
Er man rigtig hitte-på-som kan det skabe en lang succes, et eksempel på dette var Smokey Yunick som nærmest levede efter princippet om at alt reglerne ikke udtrykkeligt sagde var forbudt, jo måtte være lovligt. Hans biler har vist fået mange tekniske kontroller bragt på grådens rand.
Indy 500 er LØBET i USA. Det er ubetinget den største motor sportsbegivenhed der ovre, og reklameværdien er enorm.
Mit bedste bud er at det Mercedes lagde i udviklingen af Mario Ilnors motor, er peanuts i forhold til hvor meget lignende PR og øvrig eksponering ville have kostet.
At reglementet så havde huller ingen andre havde tænkt på at finde/udnytte, gær jo ikke historien mindre god. I F1 havde man jo udnyttet den slags længe, men helt samme tradition havde man ikke haft i Indy serien før.