Register

one + nineteen =

A password will be e-mailed to you.

BMW 850i er som en Jaguar XJ-S uden sexappeal

Ingen tvivl om at en BMW 850i også er en fin tolvcylindret coupé. Men mangler der ikke noget?

Jo, der gør! Jeg skal ærligt tilstå, at jeg godt kan lide en BMW 850i alligevel, og at dens design og for så vidt også dens koncept er vokset på mig over årene. For hver gang jeg ser een (og det er jeg egentlig ikke så tit) tænker jeg om ikke den egentlig godt kunne være noget for mig? Hvilket spørgsmål blev aktuelt igen, da en kommentator skrev stort set det samme efter at jeg juleaftensdag bekendtgjorde, at jeg ønskede (ønsker…) mig en V12-bil med klaplygter i 2026.

Problemet med 850i er bare, at der mangler noget. Jeg er langt fra den første der prøver at sætte ord på hvad det præcis er, og jeg er næppe heller den sidste, der ikke lykkes hundrede procent med det. Men jeg tror det er sexappeal.

Det er svært at sætte fingeren på havd BMW 850i lige mangler…

Man kan måske sige, at BMW 850i er lidt bilernes udgave af TV2’s hit fra 1985 om at “Rigtige Mænd gider ikke høre mere vrøvl”: Forskellen er dog at TV2 er decideret ironiske, mens BMW’en egentlig gerne vil være det hele – men bare er for pæn og ordentlig alligevel. Kompetent, flot og veluddannet – men uden kant, falder i med gardinet og er ikke rigtig fabelagtig til noget som helst.

…indtil man ser, at en Jaguar XJ-S får alle damerne!

Men hør, siger nogle kritiske ViaERTRO-læsere måske, hvis de kender mig og min forkærlighed for, at den slags også gerne må være til at betale: “Man kan ikke få adgang til kongelogen for en dalers penge” –  eller noget i den betydning. Og det er der meget om. Men nu skrev jeg i samme tekst varmt om Jaguar XJ-S, og dén har sjovt nok præcist det som 850i mangler af kant. Og den er endnu billigere!

Jaguars brochure for XJ.S var helt klart et liv, man gerne ville leve…

 

Endnu andre læsere vil så måske kommentere, at det også er en ringere bil – men de kender mig så knap så godt: Jeg er som regel knap så meget til fals for praktiske kvaliteter, men falder som regel hellere for den mindre gode men mere fede bil!

…mens BMW prøvede at sælge 850i sådan her: Men så meget tjener ingeniører åbenbart heller ikke.

Således ogå her: XJ-S er jo indiskutabelt en mere spændende bil, der i sin næsten tyve år lange historie startede livet som underdog, transformerede over i racerbil, fik stor succes og dermed en livsforlængende eliksir, der endda er med til at gøre den til en større klassiker. Alle bilentusiaster kender klippet herunder, der illustrerer HVOR sexet en XJ-S kan være:

Oh ja! På det tidspunkt var XJ-S en bilgeneration gammel, og den gjorde det alligevel. Jeg ELSKER den tangent fra en bil, der ALDRIG var tænkt til at skulle ud på racerbanerne.

Det skulle en 850i heller ikke – og det kom den heller ikke. Faktisk er 850i i sammenligning med den ældre generation bil fra Jaguar mere sådan en veluddannet levebrødspolitiker, der er designet til eksakt det som fosterforældrene tror folket vil have – mens alle vælgerne sidder sådan og tænker “hmm, hvor er det lige hunden ligger begravet her?”. Uden at indse, at der ikke er noget fejet under tæppet – og dét er hele problemet: BMW 850i var ligeså pæn som Dustin Hoffman i “Fagre Voksne Verden” – men uden at have affæren med moderen og datteren.

Jeg prøvede (for researchens skyld, selvfølgelig) at søge på BMW 850i og damer, men var ikke helt klar over var slemt det stod til, før et af resultaterne viste sige at være en i8:

Andre var den forkerte 8-serie – mens andre billeder igen bare var forkerte på andre måder. Det viste sig væsentligt nemmere at finde nogle gode tekniske illustrationer af teknikken i en 850i end hvad man egentlig kan få ud af den. Og det er måske noget man også lige skal huske på, er det ikke?

13 kommentarer

  1. Batman

    Du har ret i beskrivelsen, Claus. Og hvordan er den V12er, pålidelig eller skal man hellere vælge den velkendte V8er, som er i 840i/Ci med det samme karosseri? Billigere i tændrør, benzin etc. -:)
    Og vel mere til at stole på en Jag’en? Eller?

    Svar
  2. Casper

    Jeg har haft en Xj-s v12 og den var fantastisk. Solgte den alligevel. Savnede den og kiggede så også 850i dog v8. Fed bil men også mange penge i dk. Synes xj-s er det bedste v12 valg til pengene. Men de skal købes rigtigt altså uden rust og alt for mange fejl ellers koster det. Uanset hvad er en v12 er fedt men koster mange penge at holde uanset om man selv skruer eller får det lavet. Hvis man ikke vil indrømme det så finder man jo ud af det undervejs. Så et ordentligt budget er en del af v12 drømmen i min optik. Mvh Casper

    Svar
  3. Thomas Stensig

    Det er to fede biler – på hver deres måde! Jeg ville gå med BMW’en. Jeg har ikke haft nogen af dem, ikke engang været tæt på, men 850’eren med dens kileform er bare smuk. Og så er jaggen bare lidt for ‘70 agtig 🫣. I mine yngre år, da jeg syntes at spoilere etc. var interesant, legede jeg med ideen om at en F40 hækspoiler og en lidt dybere front spoiler på 850’eren kunne se fedt ud. I dag ville jeg være glad for bare at køre i en 😊
    Mvh Thomas

    Svar
  4. Ole Wichmann

    “Jaguar XJ-S uden sexappeal”! Jeg kunne ikke være mere enig.
    Ved nærmere eftertanke er det måske derfor at jeg har haft 6 Jaguar og 8 Alfa Romeo men ingen tyske biler.
    Tyske biler er teknisk i orden men mangler sexappeal.
    Bevares Porsches 911 model er da en undtagelse…

    Svar
  5. Michael Sehested Lund

    Heldigvis findes der biler til alle slags mennesker – ellers ville det være som at leve i DDR i gamle dage, hvor udvalget stort set bestod af en Trabant eller en Wartburg.

    Jeg er faktisk begyndt at holde af Jaguar XJ‑S, efter jeg så nærmere på den, som @Casper havde. Til gengæld bør man helst lade være med at åbne motorhjelmen, medmindre der er et reelt ærinde dernede – for lige dér viser XJ‑S’en sig som en klassisk engelsk bil på godt og ondt.

    Det er ikke fordi, der ikke findes interessante konstruktioner fra UK – det gør der bestemt. Men ofte er de ikke helt færdiggjorte; det er som om, de har tænkt: “Vi giver den sgu lige et par popnitter.”

    Svar
  6. ThomasJ

    Begge biler har kvaliteter, der måske kunne gøre dem til fantastiske power cruisere. Fælles for begge er at de er yderst sjældne med manuel gearkasse, så en ombygning ville være at fortrække, især XJ-S gearkassen er noget bedaget og med kun 3 trin. For mig er der klart også mest romantik i XJ-S, måske det hænger sammen med at jeg som barn i slut 70´erne ofte så en hvid XJ-S ført af elegant fruentimmer (Susanne Kaiser kæreste med Bøje Nielsen).Hun hentede ofte naboens 2 tøser og kørte dem til spejder :-). 850i skræmmer ikke nogen i dag med 300hk til næsten 2 tons, men som de fleste ved er der meget potentiale i den motor, der i Mclaren F1 yder 612hk.En 850 med manuel gearkasse der lyder som en Mclaren, så er alt andet ligemeget.

    Svar
  7. Petersen

    Begge biler har efter min mening nu samme “sexappeal”, hvis man skulle personificere dem – men forudsætningerne er forskellige. Jaguaren er forføreren: old money og casanova. BMW’en derimod er alfahanen, patriarken, lederen. At kalde den pæn, vil jeg mene, er en misforståelse.
    Begge biler tiltrækker altså bare på hver deres måde – og om man er til det ene eller det andet, er jo i sidste ende et spørgsmål om temperament. At vurdere dem på deres tekniske ydelser set med nutidens øjne er desuden ikke retfærdigt over for dem.

    Svar
  8. Leo Jensen

    Jeg besøgte BMWs produktion i München på vores ingeniør-studietur, og produktionslinjen, hvor de byggede V12 var et show. Imponerende, men sterilt. Sådan har jeg det også med 850i, Claus rammer hovedet på sømmet ved at sige at den mangler sexappeal. Det mest spændende på den rundvisning var det hjørne, hvor de trak M3-karosserier af linjen for MANUELT at lave nogle fuldsvejsninger for at forstærke den.
    Jeg har ligesom Ole heller aldrig haft en tysk bil, og det kommer jeg nok heller aldrig til.
    Jeg har dog trods det en oplevelse med BMW’s V8’er. Da jeg arbejdede ved Brenderup Trailers foregik test af trailerne i samarbejde med AL-KO i Ulm. Vi lånte testbane af MAN (senere Iveco), og ved en test i januar måned kunne ingen af de 2 sædvanlige ikke-indregistrerede trækbiler, som var parkeret på banen, starte. Det var ellers et par dejlige S-klasse W126, men batterierne var flade. Vi hastede tilbage til Ulm og fik en BMW 5-serie, som var færdig som firmabil. Jeg kørte mange omgange a 1000m og over utallige potholes, riller, bølger og hvad sådan en rundbane nu kan byde på. Normalt kørte vi med 2 biler, så bil og trailer kunne få en pause efter 10-20 omgange, men nu kørte bilen kontinuert, da vi havde 2 trailere med. Efter et stykke tid gik det galt, røgen væltede ud foran. Det skulle så vise sig ‘bare’ at være en støddæmper, der ganske enkelt var sprunget læk pga overophedning og derfor havde sprøjtet olie ud.
    Nå, hvor vil jeg mon hen med det her ? Jo, det var først da hjelmen blev åbnet, at det gik op for mig at jeg kørte i en V8’er. Godt nok den 3-liters, men totalt anonym og kønsløs. Den fungerede fint, men der var lidt for meget Toyota over den til at være interessant.
    Mon ikke der faktisk er flere XJ-S V12 på plader i DK end BMW 850i? Min garage trækker som bekendt i den retning…

    Svar
  9. Svend Carstensen

    Leo: en interessant observation, at du ikke lagde mærke til, at du kørte en V8’er! Det siger en del om det indtryk, bilen giver.
    Men var testbanen i Ulm virkelig MANs? Jeg ville tro, at den snarere tilhørte Magirus, som jo – som du nævner – i dag indgår i IVECO. MANs fabrik ligger ved München, der jo er et godt stykke fra Ulm (ca. 130 km).
    (Blot lidt pernittengryneri fra en tidligere MAN-medarbejder – som i øvrigt hverken har haft BMW eller Jaguar).

    Svar
  10. Leo Jensen

    Du har nok ret. Banen blev ikke brugt ret meget, da jeg kom der sidst i 90’erne, så det er ikke fordi jeg har set en masse lastbiler af det ene eller andet mærke. Det var AL-KO, der stod for leje af banen, så jeg havde heller ikke direkte kontakt med dem.
    Banen ligger ved Blaustein/Markbronn 15-20 km vest for Ulm.

    Svar
  11. Uffe

    Det var på Magirus-testbanen ved Ulm, at Erik Sommer (1902-1952) var passager i en terrængående lastbil, der væltede, hvormed Erik Sommer blev fastklemt og mistede livet. Sønnen, 21-årige stud.polyt. Ole Sommer (1931-2018), måtte overtage forretningen med import af Jowett og Jaguar og senere forhandling af Volvo. Besøg på Sommer’s Automobile Museum i Nærum kan varmt anbefales.

    Svar
  12. Erik S.

    Hej igen, som ejer af BMW 850 er jeg lidt farvet. Men sexappeal er jeg enig i ikke er dens tour de force. Men tag den på autobahn og læg den mellem 150-200 kmt, så finder man ud af hvad den er bygget til. Det er en GT bil og ikke en sportsvogn, selv om min dog har været med på Lotus klubbens tirsdagsture nogle gange, jeg har bare ladet være med at sige til den at den ikke er en Lotus… Hvad man taber i svingene kan man hente på langsiden :-)

    Svar
  13. Claus Ebberfeld

    FULDSTÆNDIGT rigtigt, @mslund – altså det med “Heldigvis findes der biler til alle slags mennesker – ellers ville det være som at leve i DDR i gamle dage, hvor udvalget stort set bestod af en Trabant eller en Wartburg.”. Hvilket minder mig om, at det ikke er mere end et par uger siden, at jeg blev overrasket over at se en Trabant komme osende forbi som om muren endnu ikke var faldet :-).

    @Thomas-Stensig, angående “Og så er jaggen bare lidt for ‘70 agtig”…øhm, kan noget være FOR halvfjerdseragtigt?!?!

    @Thomasj, angående “Begge biler har kvaliteter, der måske kunne gøre dem til fantastiske power cruisere”, så mener jeg det er indiskutabelt, at det ER de allerede. Begge to! Med de forskelle der selvfølgelig kommer af et par generationers aldersforskel, men ellers synes jeg virkelig de er forbavsende ens i deres koncept og fokus. Det samme kan man faktisk IKKE sige om motoerne i 850i og McLaren F1: Det er ikke samme motor, og selvom familietræet er det samme, så er de to MEGET forskelige – og det er derfor deres ydelser også er det.

    @petersen, jeg forstår hvad du mener, men jeg holder nu fast i at 850i faktisk ER “pæn” og det endda på to måder: Rent designmæssigt og så af karakter. Det ER ingen “Bad Boy”, og det er der jo ellers altid damer, der gerne vil have! Bevares, man kan med eksakt samme ret sige, at XJ-S heller ikke var en Bad Boy ab fabrik i 1975 – men det blev den så med TWR-racerne og deres succes i firserne. I modsætning hertil forblev 850 sådan en “hvad kunne det ikke være blevet til” med en M-udgave eller noget – og svaret er jo så: Ingenting.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.