Eller cirka. Meningen er lidt uklar, men det vigtige er, at der er VIRKELIG lækre biler imellem – og dem mener ViaRETRO jo altid er en omtale værd.
Overskriften er lidt en sensationslysten omskrivning, men det handler om Hagerty’s “Bull Market List” for det kommende år.

Dette er deres “Bull Market”-kandidater fra 2021, og den forreste er faldet en del i pris. Men det betyder jo ikke, at den er en kedelig bil, vel?
Der er bare lidt misforhold til hvad listen egentlig handler om, for hvis man ser på, hvad et “Bull market” er, så er betegnelsen lånt fra økonomiverdenen og betyder følgende:
“Bull market” is the term used to describe a financial market in which prices are rising or are expected to rise.
Og når et velrenommeret og gigantisk firma som Hagerty bruger det ord om biler, så kan man jo ikke undgå at få opfattelsen af, at det handler biler der vil stige i pris. Ikke desto mindre siger den utroligt behagelige, dygtige og hurtige journalist Henry Catchpole i videoens indledning, at listen ikke handler om at tjene penge – hvilket er ikke bare klogt men også rigtigt. Der er nogle af bilerne, som man ikke vil kunne tjene penge på. Omvendt er der andre, hvor det er helt sikkert, at pengene er bedre anbragt end i banken. Ligesom der er nogle, der er udeladt på begge sider.

Ferrari 400/412 er på Bull Market-listen. Men betyder det, at man kan tjene penge på den? Ikke nødvendigvis. Men det er jo indiskutabelt en lækker vogn, ikke?
Men det er indiskutabelt, at hvis samtlige de 11 biler som de peger på i videoen lader een kold – så kan man ligesågodt ophøre med at læse ViaRETRO, Hagerty og nok alle andre bilmedier også. Undtaget måske dem, der mest skriver om el. Det er en anden snak til en anden regnfuld selvmordsdag. Måske. Men helst ikke. Det korte af det lange er, at man skal se den – klik herunder:
Mange af os kan gøre det i arbejdstiden sådan en fredag lige før jul. Det er relevant for branchen, for julehandlen, for læring i markedsføring, PR og SoMe. Find selv på flere undskyldninger – hvis din chef er på arbejde. Det er en rigtigt velproduceret video.
Jeg er langt fra enig i alt – og der er også lodret sludder imellem. Som vi der skriver og fortæller om biler ved, vi nogle gange kommer til at jokke i. En DeLorean DMC-12 er således ikke specielt meget for tung “fordi den har rustfrit stålkarosseri” – men ja, den blev tungere end forudset. Catchpole synes så alligevel den kører godt, og det er det vigtigste.

DeLorean DMC-12 er også på listen. Men der er lavet omkring 9.000 af dem – tre gange flere end af Ferrari 400-serien. Hvorfor er den på Bull Market-listen? Tjah, måske bare fordi den er fed!
Det synes han så også en Geländewagen gør, og dét trækker måske lidt i den anden retning? Eller også understreger det bare, hvor forskellige biler kan være – især biler, der er værd at købe. Ligesom de to sagtens kan bruges til at starte Bull Market-snakken på: Vil de stige i værdi, når begge er lidt la-la som køreoplevelse og lavet i tusindvis af eksemplarer? En diskussion, der kan sluttes af med konklusionen om, at det er ligemeget, fordi begge er dejlige biler?
Er alle de andre af de 11 også det? Det synes jeg ærligt talt ikke. Jeg tror (p.t. – det er lidt et spørgsmål om min dagsform…) ikke jeg ville eje en Mini Cooper. Omvendt er jeg lidt træt af, at een af de biler jeg har kigget på som direkte erstatning for min Alpina C1 er med på listen. I kan selv gætte på hvilken dét er. Ligesom jeg lærte flere HELT nye ting: At der fandtes en ting som en Ford Bronco 2 havde undgået min opmærksomhed. Ligeså at den havde en Ford “Köln”-V6. Samt ikke mindst at den egentlig er sært cool. Vil jeg have een i 2025? Helt sikkert ikke!
Men at en Jaguar E-type er sat direkte op imod en Volvo 1800 giver rigtigt god mening, er spændende at både se og høre – og det samme gælder ens egne fortsatte spekulationer om deres værdiudvikling. Jeg tror personligt jeg som ejer af hvilken af dem ville være ligeglad, da de simpelthen er SÅ lækre biler begge to: De bærer lønnen i sig selv.

Henry Catchpole er en fabelagtig fortæller, chauffør og journalist. Og de to biler her er begge skønne.
Det gør feltets enlige stationcar efter min mening ikke. Men I andre er måske uenige? I hvert fald er den komplette liste af de 11 biler således, og jeg er meget interesseret i at høre hvad I tænker om den som “Bull Market”-kandidater:
Jaguar E-Type (Serie 1 3.8 coupe)
Volvo P1800
Ferrari 400/412
Datsun 280ZX
Ford Bronco II
DeLorean DMC-12
Mercedes G500 (W463)
Honda Prelude (1997 – 2001)
Dodge Magnum SRT-8
Mini Cooper S (R53)
Lamborghini Gallardo (6-gears manuel)
Solcenterejerne blandt jer vil selvfølgelig straks pege på Gallardoen – men I andre? Kommentarer er yderst velkomne:
Jeg var nok lige umiddelbart sikker på at de mente Bear market, da en bil som E-typen tronede frem. Tror vi er nød til at realisere at de gamle engelske sportsvogne skal købes og køres fordi vi elsker dem. Køberskaren for denne type biler forsvinder ganske enkelt helt naturligt. Efter at have solgt min Healey frogeye for nylig og kigger lidt bil igen, kan jeg pludselig komme i nærheden af en fin TR6 for tæt på 100K. Lækkert nok, eller hvad. Hvis jeg skal investere, bliver det i andre mærker fra listen. Måske en Datsun.
Ja, at E type er på listen overraskede også mig. Selvom den indiskutabelt er lækker. Og måske også P1800 – men jeg er glad for, at Michael L nu bliver glad. På listen lokker kun få af bilerne (400/412 og 280ZX). Førstnævnte er for intimiderende avanceret og dyr for mig – og når nu Claus køber sidstnævnte, kan jeg jo komme tæt på den på næste års Viaretro ture. Delorean optræder i en af mine cirkler – og folk jeg kender, der har kørt eksemplaret smiler slet ikke bredt bagefter ! Bronco har altid trukket i mig – men kun serie 1. Foruden at jeg aldrig kommer over i 4WD segmentet – det må for mig godt lugte lidt af fart (hvorfor en 500 Nuovo flyttede ind på adressen sent på sæsonen). Ja nogen lige linie eksisterer ikke.
Man skal være forsigtig med at sætte for gamle biler på bull listen.
Når bilerne bliver så gamle, at deres tilsvarende publikum falder fra. Så falder prisen.
Se f.eks. MGA. For 10-15 år siden kostede et flot eksemplar 300.000. Men antallet af potentielle købere der husker bilen, med en ret lille motor og blot 80 hk, som en spændende sportsvogn i deres ungdom falder fra, så falder interessen. En fin MGA koster i dag omkring det halve.
Det er formentlig af samme årsag at en Jaguar XK120 er faldet i pris siden 2021. Det er en pæn gammel bil. Men for mange er den også blot det.
Super lækker video, flot filmet, og ser ud til at være en fed bane. Det er jo altid svært at blande design, køreegenskaber, smag og investeringspotentiale med køreglæde og brugsværdi. Det bliver hurtigt noget rod. Men jeg kunne nu stadigvæk godt tænke mig såden en Mini Cooper S. (Har haft 2 stk.) Og E-typen går jeg aldrig træt af at køre i. Mange af bilerne ville dog ikke friste mig. Men det er jo det, der er så skønt ved de gamle biler… og nu er der kun lidt mere end en uge til at dagene begynder at blive længere igen…
De fleste af bilerne er kedelige. Hvorfor vælger de ikke en Ferrari 365 GTC/4, en mini Daytona til en 1/4-del af prisen – fremfor en mere almindelig 400/412. Testkøreren har det bredeste smil på i Lamborghini’en, så dén vælger jeg – den må også være i sit rette element i et BULL marked, – bare det ikke taber så meget i værdi, ville jeg være tilfreds :-)
https://www.carandclassic.com/car/C1634072
Ja, det var en god nyhed @Carsten ! Udenfor for Norden har Volvo 1800 gået til relativt gode priser allerede. Lige nu har Læborg en tidlig Jensen-bygget P1800 med stelnr. 100 i meget fin stand til salg for 300 tkr., og det er den faktisk værd, vil jeg mene.
Jeg ved hvad du mener,@Jesper-Meincke-Hansen, for sådan havde jeg det også. Deres forklaring er, at E-typen er faldet i pris, men nu er på vej op igen. Hvilket måske ganske rigtigt kan betyde, at nu er et udmærket tidspunkt at købe een på, Det kan jeg som bilentusiast ikke være uenig i: Jaguar E-type er en fantastisk sportsvogn.
@soren-w, det er nemlig også det med kriterierne, der er lidt uklart for mig. Hvis det kun handlede om at være velkørende sportsvogne, så ville der jo være en E-type med hvert år. Men det er der ikke. Hagerty skriver, at de analyserer på bilernes popularitet og priser og markedstendenser og mm – og det er sikkert rigtigt. Men hvordan de vægter og konkluderer er jeg ikke sikker på.
@alfahahn, måske vælger de ikke en GTC/4 fordi den er klart mindre vellykket i designet og tre-fire gange dyrere end en 400i Automatic? Igen: Det er ikke helt tydeligt. Men i det mindste er jeg helt enig med dem i dette tilfælde.
Jeg syntes alle 11 biler kunne være spændende at eje og umiddelbare okay at håndtere.
Volvo P1800 er fin, den er på min liste.
Ferrari 400/412 er lækker, skal være med manuel gear og jeg syntes ikke det gør noget at den får en lidt lavere profil på dækkene.
Jeg har et postet et slemt foto af 914eren side om side med 400eren, fra de gode gamle dage i stald nr.1
Jeg syntes de var et pænt makkerpar fra den vinkel.
Jeg er tilsyneladende ikke i målgruppen til bilerne i bull-segmentet. Havde jeg (rigtig) mange penge ville jeg da gerne have en 400/412. Ellers er der ikke meget, der trækker. Mest interessant er det (for mig), at biler oppe i alderen falder i popularitet eftersom tiden sørger for den klassiske ejer falder fra. Det er på en måde sundt (at de unge kommer til) og trist. Det gør så heldigvis, at nye ejere kan komme til et fad, der ellers har været uden for deres rækkevidde – det er også meget godt. Derudover skal jeg være ærlig at sige, at jeg har det fint med, at dem der spekulerer for at gøre en god handel kan have tab. Det gør plads til folk med små midler, der så i stedet måske bare har passion. I min bog vinder passion over penge – hver gang.
I forlængelse af mit vedhæftet foto af 914eren og 400ieren automatic har på mit foto har den bredde gril der går henover tågelygterne. Det er egentlig meget kool..
Det er en virkelig lækker detalje, @njalfredhave – der især fungerer godt, hvis den har gule tågelygter. Kræs.
En manuel Ferrari 400 GT til mig – ja tak. Og allerhelst i bronzebrun metallic.
En E-type er naturligvis også på min liste. Tjaa… og så ville jeg nok sætte Prelude på min personlige tredje plads her. Men så skal den også have den underskønne 2,2 liters Vtec motor…