Register

four − two =

A password will be e-mailed to you.

Lillejuleaftensgaven: En rigtig Jaguar

Der er i denne tid (og jeg mener ikke juletid som sådan) en del snak om, hvad Jaguar er, var og skal blive. Men glem det – bare køb denne!

Det gik stærkt i sidste uge og jeg har undskyldt til indsenderen af den bil, der måske BURDE have været Ugens Fund: En 1977 Jaguar XJ-S til knap 100.000 kroner.

Og ja, det er med afgift, nysynet, med 119.000 km og INTET RUST. Det sidste står også i annoncen skrevet med versaler ligesom her – og endda med udråbstegn bagefter.  Hvis både det og kilometertallet passer OG biler ellers kører godt, så er jeg nødt til at indrømme (eller påpege, alt efter hvordan man ser det), at man her får mere bil for pengene end med den lidt ældre Peugeot 504 Cabriolet, som blev udpeget som Ugens Fund.

Bilen er en 1977’er, og det betyder ingen træ i kabinen og et hmm, lidt uskønt rat – men i modsætning til mange andre har den overlevet med tilsyneladende original kabine.

Man får også potentielt tre gange flere problemer med alt (undtaget kalecheproblemer…), og de kan endda nok også være dyrere oven-i-hatten. Og derfor skal man virkelig alliere sig med en Jaguar-kender og helst faktisk en XJ-S-kender. Og hvis HAN siger god for den: Så køb!

I modsætning til hvad man kunne tro med et tolvcylindret mesterværk under hjelmen har et kig herunder altid været sådan lidt – skræmmende. Men det er faktisk en virkelig fin maskine. Man skal bare lige være opmærksom på, at en 1977 er pre-HE-maskinen og derfor bruger mere brændstof end de senere. Relevant, hvis man vil bruge den som firmabil. Jeg siger det bare.

Sagen med en XJ-S er jo, at det er en ret kompliceret bil i sin opbygning – og derfor også særdeles suveræn, når den virker som den skal. Den er en slags britisk Porsche 928, kan man måske sige. Også på den måde den blev modtaget, da den kom frem i 1975: Hvor 928’eren ikke var en 911 var en XJ-S ingen E-type.

Car Magazine testede i 1981 XJ-S mod 928 og udnævnte (modstræbende) briten som vinder. Modstræbende fordi de var klar over, at Jaguaren ikke var perfekt – men den var i kombinationen af sine kvaliteter alligevel tyskeren overlegen.

Da (vi) bilkøbere er konservative (det var vi i hvert fald dengang vi havde vores frie vilje til at vælge bil) havde begge derfor en svær start – da tooeren altid har det svært efter en succesfuld etter. Hvilket ikke behøver betyde, at de er dårlige biler. Som i dette tilfælde.

1977 er imidlertid næsten halvtreds år siden, og en håndfuld dekader gør nu engang de fleste biler dårlige af ren og skær tidens tand. Hvis denne ikke er det, så er det et mirakel. Men det er jo også snart jul. Der er nok større sandsynlighed for at en mekaniker end en engel har været over bilen – men det kan man jo bore lidt i ved et nærmere eftersyn.

Jeg kan ærligt talt næsten ikke forstå, hvis denne schweizisk-fra-ny bil virkelig er så god som den ser ud -til den pris. Og det er derfor vi lige tager et Ugens Fund på en mandag før juleaften: Det kunne jo være nogle af jer derude lige mangler den sidste ting inden Den Store Aften – til konen (så smid lige en pels med i handlen), til jer selv (ingen yderligere forklaring påkrævet) eller til som et monument over hvad Jaguar engang kunne.

 

Enhver Mand Skal Eje En Tolvcylinder Engang

Tak for tippet og undskyld igen til Carsten Goth – jeg ved ikke hvordan jeg har overset det! Find annoncen her: Jaguar XJ-S

19 kommentarer

  1. Carsten Goth

    “Relevant, hvis man vil bruge den som firmabil. Jeg siger det bare.” Se, det er god julehumor ! Og jeg som troede 280ZX var på vej som afløser til Alpinaen. Nå, tilbage til kogning af fonten…

    Svar
  2. Casper

    Alle skulle have lov til at eje en XJ-S ville være mit motto. Jeg har haft en som dog var en HE og tolv år yngre end den som tales om her. Benzinøkonomi skal man kunne leve med fordi man til gengæld får en sublim køreroplevelse. Samtidig har den også en wow faktor mange vender sig om og jeg fik da sjældent lov at tanke min uden spørgsmål og blikke.
    Hvis man ikke selv kan reparere og skrue på dem så er skal der sættes et solidt budget af hvert år til vedligehold. 12’ern er i min optik ganske holdbar og driftssikker bare den holdes ordenligt. Fedtes der derimod med tingene og laves reparationerne ikke ordenligt så er det ikke godt. Så der er ingen omveje med en XJ-S hold dem ordenligt og korrekt og der returneres med køreglæde. Prøv det. God jul

    Svar
  3. Leo Jensen

    Den ser godt nok rigtig fin og uspoleret ud, og 120.000,- er det samme som dårligt vedligeholdte og forskruede eksemplarer udbydes til.
    Kilometertælleren er kun 5-cifret, så der skal nok kigges lidt i servicepapirerne for at eftervise det lave kilometertal, men ud over at prisen nok kan forhandles, hvis der er problemer, er 100.000 km mere ikke et problem. Jaguars biler er nok komplicerede, men de kan tåle at blive brugt !
    Årgangen ser korrekt ud, og det er langt fra en garanti med XJ-S, hvor man kunne spare mange penge på afgiften ved import ved at fifle lidt med papir og stelnummer.
    Hvis den ikke bliver solgt står verden ikke mere…

    Svar
  4. Ole Wichmann

    Når man først (efter 50 år) har accepteret at en Jaguar XJ-S ikke er nogen E-type, er det en cool GT bil med unikke linier.
    Er der et dansk ord for “butress”?
    Fotos er taknemmelige men den ser fin ud, hvis teknikken er OK.
    Hvis den er i orden er det MEGA billigt.
    Hvis jeg ikke lige var på vej i en anden retning, så kunne jeg godt…
    XJ-S står på min ønskeliste!

    Svar
  5. Claus Ebberfeld

    Hold bare styr på din fond, @carsten-goth – den er også vigtig :-)

    @coesterg, jeg elsker kommentaren om “jeg fik da sjældent lov at tanke min uden spørgsmål og blikke”. Så er det jo pludselig en fordel, at den skal tankes tit! Og du har ret i, at den her nok skal tænkes endnu oftere end din senere HE: Forkortelsen står jo for “High Effiency”, og den skulle efter sigende køre 20% længere på literen. Onde tunger sagde det betød 6 km/l i stedet for 5!

    Men jeg havde jo også en HE V12-maskine i min gamle XJ12 Sovereign, og den målte jeg altså flere gange til at gå over 9 på literen. Det var bedre end min Mercedes-Benz SLC, for eksempel.

    Svar
  6. Leo Jensen

    Min 1977 XJ-S har fået en ‘89 HE og 2.88 diff monteret midt i 90’erne. Jeg målte den til 7.7 km/l i snit over hele sæson 2016 og har ikke bekymret mig om det siden. Den kører 5- 600 km på en tankfuld ligesom mange andre biler

    Svar
  7. Claus Ebberfeld

    Og hov, @coesterg: Den med “Alle skulle have lov til at eje en XJ-S ville være mit motto” er også virkelig klogt sagt! En lille omskrivning af den med at alle skal prøve en tolvcylinder – men det gør jo ikke oplevelsen ringere, når den fine motorkonstruktion ligger i en fin bil.

    @leo-jensen, to ting imponerede nemlig også mig: Der ser IKKE ud til at være fiflet med årgangen. Og også resten af bilen ser både fin og original ud – selv med kun eet sidespejl, hvilket jeg synes er en fed detalje. Jeg gætter bestemt også på at farven er original, da de færreste ellers ville vælge en hvid. Jeg kunne nærmest kun se at fælgene ikke er malet korrekt, og det er meget nemt at få på plads. Kilometertallet skal man lige undersøge nærmere, ja – helt enig.

    @ole-wichmann, du peger jo indirekte på en årsag til, at XJ-S ikke blev modtaget af Jaguarfolket med åbne arme: Det er en anden type bil end E-typen, der jo var en sportsvogn. XJ-S er ikke en sportsvogn, men som du siger en GT-vogn. Men når man tager den forskel med i betragtning, så er jeg faktisk ikke sikker på at man længere kan sige, at XJ-S var en dårligere bil?

    Svar
  8. Claus Ebberfeld

    @leo-jensen, endnu et godt citat: “Jeg målte den til 7.7 km/l i snit over hele sæson 2016 og har ikke bekymret mig om det siden.” Hvis den stadig kører 7,7, så er den jo nok stadig i orden. En udmærket indikator, faktisk.

    Svar
  9. Ole Wichmann

    Hvis man bekymrer sig over XJ-S benzinforbrug, er konklusionen nem, så er det ikke en bil for dig!
    Jeg gider ikke høre om benzinøkonomien i klassikere. I forhold til vedligeholdelse eller restaureringsomkostninger kan det ikke være det der er afgørende med de få km vi realistisk kører i dem.

    Jeg tror en XJ-S er mere velegnet til en tur til Rivieraen end en E-type…

    Der er mange legendariske citater om vore kære biler:
    Enzo Ferrari’s (sande) kommentar da han så E-typen: “Det er verdens smukkeste bil” og Jeremy Clarksson’s “Man kan ikke være en ægte biltosse uden at have ejet en Alfa Romeo”.

    Fortsæt gerne listen af citater henover julen…

    Svar
  10. Herbert

    Henry Ford: Everytime I see an Alfa Romeo pass by, I raise my hat.
    Ferdinand Porsche om Tazio Nuvolari: The greatest driver of the past, the present and the future.
    George Best: I spent a lot of money on booze, birds and fast cars. The rest I just squandered.
    Marilyn Monroe: I’ve been on a calendar, but never on time.

    Svar
  11. Lars Torp Madsen

    Hvis den er rustfri og ellers fungerer, så er det en meget fin pris….

    Og ja Ole Jagman, den er bestemt en (langt) bedre feriebil end en E-Type (hvis man er magelig som mig). Med V12 og klima, så ruller den 150 km/t i behagelig march hastighed med ret lavt støjniveau.

    Svar
  12. Claus Ebberfeld

    Den er utroligt nok (i betragtning af at alle I Jaguarkendere er enige i at prisen er meget fin) stadig til salg, @lars-torp-madsen. Men måske forhandleren har haft juleferielukket.

    Dét klip vender jeg tilbage til igen og igen, @jensby: Bare lækkert at se og høre.

    Svar
  13. Casper

    @claus ebberfeld: Ja den burde være solgt nu. Men er det fordi markedet er ved at ændre sig? Prøv at se andre V12 klassikere til salg nu, ikke kun Jaguar, de bliver da ikke solgt med lynets hast lige nu? Jeg følger på forskellige bilsider nogle XJ 12’er en 850i og en SL600 alle 12’er de rør sig ikke ud af flækken. Jeg tror markedet er der endnu for 12’erne, men de kræver flere penge end de fleste klassikere, personligt overskud, og hvis man ikke selv kan lave dem kyndige hænder der kan skrue. Markedet ændre sig måske fordi der er færre købere som kan sige tjek til en eller flere af de tre punkter jeg nævner??

    Svar
  14. Klaus R

    Hvis man skal efterleve det med at eje en 12-cylindret inden man dør (og det skal man), så er en fin og velholdt XJS den eneste mulighed – alt andet er prismæssigt stukket helt af.
    Boksen med Ferrari er tikket af, så mon ikke 308 GTB’eren snart ryger til salg? Det har været en helt forrygende oplevelse, og hver gang tanken om et salg har meldt sig, har en køretur slået ideen ihjel. Men nu skal det nok være.
    Og afløseren kunne meget vel blive netop en Jaguar XJS. At det ikke er en E-type er helt fint – den har på en eller anden måde aldrig rigtigt talt til mig. Men en XJS er en ægte GT-bil, og sådan en er jeg efterhånden gammel nok til at køre i…….

    Svar
  15. Claus Ebberfeld

    Jaeh, det er delvist rigtigt at XJ-S er den sidste mulighed fordi alt andet er stukket af, @klaus-r. Men det er kun hvis de tolv cylindre skal ligge i en coupé: XJ12 er også værd at overveje, og BMW 750 har også en fin maskine. Jeg er ikke helt opdateret på priserne på Mercedes-Benz’ tolvere, men en SL600 kan da også noget.

    Når alt det er sagt så er XJ-S stadig min foretrukne af de nævnte.

    Svar
  16. Klaus R

    Samme foretrukne her @Claus Ebberfeld. Jaguars V12 har rødder mange år tilbage, hvorimod både BMW og Mercedes V12 er af lidt nyere dato – og faktisk alt for polerede til mig.
    Har kørt adskillige BMW 750 og 850 uden at få den rigtige oplevelse af V12 motoren i dem. Også Mercedes V12 er for meget “symaskine” til mig, hvorimod Jaguars V12 lige har det mere klassiske maskinlyd i sig.
    Jeg tror at jagten på en fin XJS skal sættes i gang i 2025 – det er ægte GT-bil til os der var unge da modellen var ny…..

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.