For ikke længe siden var det Valentinsdag. Mens det måske er for meget at give en Mågevinge, så kunne man jo give en Toyota Sera.
Indrømmet, Valentin er en ualmindelig tynd undskylding, da det jo ikke er noget vi rigtig fejrer i Danmark, men jeg lavede alligevel et par opslag på Facebook over temaet, herunder et med en Toyota Sera. Det herunder:
Da den unge kvinde er alene på billedet amuserede jeg over, at hun måske ikke har en Valentinsaftale, men at hun i stedet har en bil med mågevinger. Men har hun nu det?
Vel egentlig ikke – hvis man fortolker begrebet så rigidt, som vi godt kan finde på her på kanalen. De klassiske mågevingedøre (og navnet) kommer fra Mercedes-Benz 300 SL. Her er dørene hængslet midt på taget og åbner ret op og udefter – og har også en dørform, der ganske rigtigt giver bilen en vis lighed med en måge, der er ved at slå med vingerne.

En Mågevinge koster næsten hundrede gange mere end en Sera. Og den på billedet her meget mere, da den har aluminiumskarosseri. Og nåja, de samme mågevingedøre.
Toyota Sera har derimod dørene hængslet foran i panelet under A-stolpen. Egentlig konstruktivt meget smartere, da dér i forvejen er en masse styrke i karosseriet – hvilket ikke ville være tilfældet midt på taget af en 300 SL. Hvis ikke lige det var fordi dørene skulle hængsles der. Så altså: 1-0 til Sera. Eller? Ja, det er som sagt ikke helt samme type dør, og den almene betegnelse for den type Sera har (selvom Toyoya faktisk selv kaldte dem “Gullwing doors” i brochuren…) lader til at være “sommerfugledøre” – altså stadig fra dyreriget og om noget smukkere. Jeg er ikke stor fan af måger som sådan, skal jeg sige.

Sera er en ægte JDM-bil (Japanese Domestic Market, husker I nok….), og alle var derfor højrestyrede. Personligt synes jeg automatgearet er et større problem. Bedetæpperne? Hmm – måske ejeren tidligere har haft en gammel Mercedes.
Der stod selvfølgelig også en Sera på Bremen Classic Motorshow for et par uger siden – hvordan kunne de ikke have een, når temaet var japanske sportsvognsikoner? Ja, her kunne kritiske røster jo finde på at sige “fordi Sera ikke er hverken en sportsvogn eller et ikon”, og de ville have ret. Men som I ved: Ikonbegrebet er under pres, og det var også blevet en meget lille udstilling, hvis der kun var de egentlige ikoner fra Japan på. Så jeg lader det passere.
Jeg husker tydeligt Seraen, fordi jeg netop studerede dens døre meget grundigt. Det er jo en brandgod (eller ærgerlig, alt efter synsvinkel) historie, at det efter sigende var den lille Toyotas dørkonstruktion, der i sin tid inspirerede Gordon Murray til den senere McLaren F1’s døre. Og dén blev et ikon, ikkesandt? Jeg ved bare ikke rigtigt om historien kan passe, for Sera er ikke den første med de døre. Så vidt jeg kan læse mig frem til var det Alfa Romeo 33 Stradale fra 1967, og det virker egentlig som en type bil Murray kunne blive mere inspireret af. Men dørene på en Sera er nok vandtætte.

Teorien bag sommerfugledørene på Alfa Romeo 33 Stradale skulle være,. at den giver nemmere adgang end “normale” mågevingedøre. Bedøm selv hvor fin plads der er …
Det var nu ikke kun derfor jeg studerede Sera: Jeg har egentlig altid godt kunnet lide dens design, der er pænt og harmonisk og egentlig ikke spor spektakulært. Bortset lige fra dørene. På dén måde tager den coupébegrebet – der jo netop kan siges at handle om at lave en mindre praktisk bil ud af en typisk ret praktisk – til nye højder. Dog ikke helt højt nok til at opnå ikonstatus, som sagt. Den blev heller aldrig solgt på andre markeder end i Japan (og selv dér kun i omrking 16.000 eksemplarer), så den i Bremen og alle andre her på kontinentet er altså grå importbiler. Ikke at der er noget i vejen med det.

Kun japansk, som sagt.
Men når jeg kiggede så grundigt på den, så var det også med den bagtanke, om ikke man egentlig fint kunne leve med sådan en Sera som dagligsbil? Altså hverdagsklassiker? Hvis man da kan kalde den klassiker med dens kun – hov, kun? Jeg kunne ærligt talt ikke huske hvornår den debuterede, men kan så læse det var i 1990, og dermed er den jo teknisk set en ægte veteranbil, selv i Danmark. Men det er en Toyota, så den må da være designet til hverdagsbrug. Teknikken solid. Og, hmm – jeg kiggede lige en sidste gang: Dens design holder sig altså godt – og kunne man ikke…?
Og i den sammenhæng er det så faktisk ligegyldigt, om den har mågevingedøre eller de er noget andet.
Hvis nu den ikke havde sommerfugledøre, ville det så ikke bare være Toyota Paleos lillesøster?
Nøj den lugter af Daewoo. Jeg kommer aldrig til at eje noget med mågevinger. Måske fordi jeg (på grund af min alder?) ikke falder i decideret svime over 300sl (og ikke har råd..) og dels ikke forstår ideen med de døre.
Minder den ikke lidt om en CRX ?
Og er CRX så alligevel ikke lidt sjovere ?
Men tak for påmindelsen, den var gledet helt ud af hukommelsen. Der var engang, hvor en Toyota kunne være andet end lettere kedelig.
@ole-wichmann, Sera er vist baseret ret meget på Paseo, nemlig. Men ha – den kan jeg faktisk også godt lide :-). Mangler dog det skøre – som ER hele idéen med de døre, @stefan: Det handler KUN om at have en dør, der er anderledes.
Jo, Carsten-goth, du har ret. Jeg har læst gamle tests (sørgeligt, men jeg elsker det…) og en CRX kører helt klart både bedre, sjovere og hurtigere – og er billigere.
Er det mig der er helt åndssvag eller har den 2 hængsler pr dør? Synes at Claus skriver at den er hængslet under A-stolpen, men den er da også hængslet “over bakspejlet”?
Næ, den er god nok, @kai-bach-andersen: Den er primært hængslet med den tunge del i A-stolpen, men den har også en fastgørelse i taget. Jeg tror roligt vi kan slå fast at selve dørkonstruktionen er mere åndssvag :-)