Jeg har en Panda 30 fra 1983 med en 652 cm stor (?) tocylinder motor og så vidt, så godt.
Dette tredive hestekræfters maskinværk er ganske velafprøvet: Motoren hentede Fiat fra 126 og før det kom den fra 500. Panda 30 blev ikke rigtigt eksporteret, og det var lige efter bogen: Den var oprindeligt kun tiltænkt det italienske hjemmemarked og her endde det ganske snævre segment, der ønskede en meget basic bil til korte afstande i by eller på landet.
Men egentlig: Det skal ikke handle så meget om Panda, men derimod om når der opstår problemer med en klassisk bil og hjerne går amok i alle retninger på een gang. Så her kommer historien:
En fredag tænkte jeg lige ville køre en tur rundt på det flade Amager ud omkring Dragør og tilbage til garagen. En slags opvarmning, kan man sige: For jeg ville så næste morgen lørdag køre til AJ-tanken ved Klampenborg og mødes med ligesindede. Undervejs tankede jeg bilen med 100 oktan (de 652 kubik er ikke grådige og jeg syntes de havde fortjent det), så den stod klar til lørdag morgen og jeg skulle bare dreje nøglen og afsted. Efter tankningen kørte jeg til garagen og konstaterede undervehs at alt (OK, der er heller ikke så meget i en Panda 30, men I forstår hvad jeg mener…) virkede upåklageligt og jeg stillede derfor bilen i hi natten over med stor forventning til lørdagen.
Næsten morgen kommer jeg til garagen, drejer nøglen og bilen starter lige efter min drejebog for denne perfekte lørdag og jeg kører ud af garagen og sætter kurs mod AJ-tanken. Men lige pludselig begynder den at går ujævnt i motoren. Hva’be’har og det her er jo meget ubehageligt og uvant men vender først pegefingeren indad og tænker at det jo er en kold karburatormotor og måske giver jeg for meget gas og lever en anden fejl 40. Jeg når da også motorvejen, men mærker stadigvæk lidt ujævn motorgang og det bliver mere klart for mig efterhånden som farten øges at noget er helt galt og beslutter mig at køre fra ved førstkommende afkørsel og lister tilbage til garagen.
Jeg får hurtigt mange bekymrede tanker om hvad der er galt: Er det tændingen, er det karburatoren, eller sågar plejlstængerne og så er motoren kaput – altimens bilen og motoren hoster og bevæger sig i grimme ryk og stød. Når jeg har problemer med en klassisk bil fare mine tanker i alle retninger og jeg forstiller mig det værste scenarie og går lidt i sort. Dog velvidende at alt bliver godt igen når regningen er betalt og logistikken er overstået – min Panda 30 er jo ikke min første klassiker.
Nej, netop ikke: Så jeg når garagen og heldig som jeg er har jeg også en Lancia Flaminia stående dér – og jeg bestemmer mig rask væk for at tage den til AJ-tanken i stedet for og det bliver så også en hyggelig morgen med den. Lancia startede og kørte som en drøm, lækkert bundtræk og god lyd og imens jeg kørte Lancia, tænkte jeg lidt at en Fiat Panda 30 er en lortespand.
Fiat Panda 30 er allernederst i Panda-hierakiet: Allerede basisbilen var designet til at være – øhja, basis, og hvordan kunne man gøre dén endnu billigere? Ja, ved at putte en gammel, enkel og let og billig motor i den. Fint nok – men npår dén så ikke ville køre ordentligt, så har man problemer på motorvejen!
Hvorefter jeg ringede til mekanikeren mandag og bestille en tid til min Panda 30. Egentlig lidt skuffet, da jeg synes jeg ligesom havde tanket den med de gode dråber og havde gjort mit den fredag aften – men det var tydeligvis ikke nok. Dagen efter den skæbnesvangre lørdag tager jeg ned i garagen igen: Det gør jeg næsten altid på en søndag – og denne højhellige dag vil jeg også lige kigge på Panda og se om den stadigvæk er i stykker eller et mirakel er indtrådt i natten løb. Det har man da hørt om, har man ikke?
Jeg åbner motorhjelmen, rører lidt her og der uden nogle egentlig velbegrundede motoriske tilgange til fejlfinding. Jeg har alligevel ikke den store indsigt til mekanikken, men tænker ærligt talt at det er jo bare er en tocylindret motor, det dobbelt af en knallert. Hvor svært kan det være? Ikke desto mindre famler jeg lidt i blinde, men falder da over et tændkabel der sidder lidt løst. “Aha!” tænker jeg, “kan det bare være det?” uden egentlig forventninger om, at jeg slipper så let. Men i hvert fald skubber jeg tændrørshætten ned over tændrøret, men det virker stadigvæk løst. Så træder stædigheden til og jeg bruger jeg lidt kræfter og pludselig jeg kan både mærke og høre, at nu har hætten fat om tændrøret. Jeg starter i gen og vupti – problemet er løst og alle mine bekymringer forsvinder som dug for solen.
Min Panda 30 kører godt igen og er dermed helt officielt alligevel ikke en lortespand – men derimod en herligt ukompliceret klassiske bil som selv jeg kan fejlfinde på. I hvert fald denne gang…
Ja ja da – det gik jo nemt. Husker med gru da jeg efter afmontering af luftfilterkasse på min 2300 S Coupe kom til (ja sådan er det bedst formuleret) at tabe en møtrik ned i indsugningsmanifolden OG jeg var nødt til at køre over til min gode Hill Climb ven Lars Leed i Humlebæk for at låne en magnet-skruetrækker for at fiske den op…..hvorefter jeg klog af erfaring efterfølgende investerede i en sådan fiks magnetisk skruetrækker med teleskopudtræk. Og nej – jeg forsøgte IKKE at starte før omtalte genstand var fisket op. God Påske alle JOP
Tillykke med den vellykkede fejlfinding, der minder mig om denne episode af Harry’s Garage: https://www.youtube.com/watch?v=he3Hm_hBLLQ
Tillykke med den lille ny, fedt med en basic Panda, der var også ved at være lidt mange 4×4’ere overalt ;-) Glæder mig til at se den en dag!
Det er skønt med gamle biler hvor man kan se hvad der er faldet af, modsat moderne biler hvor alt er dækket af plastik.
En Panda er en skøn bil og de tidlige årgange er stadig godt i gang i det landlige Italien.
Og den har garanteret heller ingen irriterende motorlampe!
Dejlig bil, der vel var en af de sidste, der virkelig tolkede “minimalisme” helt bogstaveligt. Og for hjemmemekanikeren bare skønt, at der med to cylindre kun er halvt så meget, der kan gå i stykker som på de firecylindrede. Næsten.
.. og der findes jo også en UNO 6 fra Italien, gjorde stor gavn da jeg lagde kartofler i dag :-)
.. et foto mere
Jeg har kun få kilometers køreerfaring med førstegenerations-Pandaen, men jeg anerkender dens ærlige simplicitet.
Min Panda-historie er af en lidt anden slags – det er nemlig mig og min kæreste, der står ved bagklappen af den røde på næstøverste billede, der i øvrigt er fra den første, danske Panda-brochure. Billedet er skudt på Svendborg havn i 1980 (81?), hvor vi kom spadserende en sommereftermiddag og naturligvis lige skulle lure på, hvorfor nogen havde kørt en ny Panda ud på en af broerne. Da vi kom nærmere, blev vi shanghajet af en reklamefotograf, der spurgte om vi ville agere statister på nogle “prøveskud” til den nye brochure. Det var _naturligvis_ ikke til den endelige tryksag (for så skulle de nok have betalt os honorar ;-) ).
Stor var overraskelsen derfor, da vi nogen tid senere besøgte venner, der netop havde købt en ny Panda – og hvorfor havde vi ikke fortalt, at vi var med til at promovere den nye model?
Helt sjovt at tænke på, at have haft en (meget) lille part i introduktionen af Pandaen i DK, men jeg må også konstatere, at hvor bilens design stadigt “holder”, her 45 år senere, så gælder det samme nok ikke mig :-)
Og jo, vi fik lov at prøvekøre vennernes nye Panda.
det var da godt, det var en Panda, havde det været en Lamborghini havde de vel bedt jer om at smide kludene… Men I ser nu søde ud alle tre som I er!