One-off onsdag: Den perfekte firmabil

Det kræver bare, at man kan lide engelske biler, stationscars og V8-motorer. Øh, vent engang…

Det kan jeg jo! Og derfor blev jeg straks vild med den her. Jeg var i går kommet kørende i min Alpina med bagagerummet fuldt af reservedele til en igangværende restaurering af et projekt, og derfor var jeg netop helt med på anvendeligheden af en stationcar. Og så var den her pænere – synes jeg. Det handler om sådan en her:

MG ZT-260 var en væsentlig videreudvikling af Rover 75 – som jeg også altid godt har kunnet lide.

Dén her havde også træk. Og den ville kunne trække en del, for en MG ZT-260 er meget langt fra udgangspunktet, Rover 75 – idet MG lavede den forhjulstrukne 75 om til baghjulstræk og gav den en 4,6-liters V8 fra Ford. Vældig, vældig fin motor, faktisk – 260 er antallet af hestekræfter. Der fandtes også en Roverversion, men de havde alle automatgear, og det vil vi jo ikke have, vel?

Nej, jeg ville have dén der, for den konkrete bil nøjedes ikke med 260 hestekræfter, men var een ud af tre, som MG havde giver X-pack-motoren fra deres SV-R-model, og så sad der en kompressor ovenpå og motoren leverede 380 hestekræfter. “Men så trækker ham Claus jo igen overskriften til det yderste, for tre biler er jo ikke en one-off?”. Nej, indrømmet – men det er tæt på. De to var højrestyrede og denne var den eneste venstrestyrede. Sådan.

I princippet ville jeg også kunne leve med en højrestyret, og det vil gøre jagten noget nemmere.

Da manden jeg besøgte var mekaniker OG racerkører kunne han selvfølgelig ikke lade den stoute brite være heller: Den var pillet lidt hist og her, og bilen leverede nu 425 hestekræfter, målt på rullefelt. Motoren havde gået 150.000 kilometer og holdt fint (det gjaldt ikke hans to foregående 2,5 V6’ere, der begge var brudt sammen – ja, han kunne også godt lide britiske biler…), og til sommer skulle han og konen på ferie i den.

Og ingen vil vide, hvilken vild sjældenhed de kører i. Men jeg ved, at det er den perfekte firmabil. Hvad siger I?