Inden jeg begyndte med rigtige biler var der Tamiya i mit liv.
Jeg har kunnet lide biler så længe jeg kan huske, og efter dem af træ, dem til sandkassen og dem af metal kom der plastik på menuen: Samlesæt af biler, som man selv skulle lime, male og dekorere med klistermærker med mere gav en forsmag på, hvad biler også handler om – det under formerne, teknikken og hvordan det hele er bygget op. Ligesom med rigtige biler var der forskel på kvaliteten af samlesæt – og Tamiya var de bedste jeg kendte.
Det var også en ret omfattende drømmeverden – igen ligesom de rigtige biler: Som jeg husker det kom der et samlet katalog en gang om året, og det var for mig ligesom den nye Bilrevyen for året. Der var superbiler, racerbiler og keicars i en skøb blanding – og ja, da priserne var overkommelige fik jeg også bevæget mig ud i motorcykler. Den dag i dag er min eneste tohjuler fortsat en Suzuki Katana. Jeg var mere eventyrlig udi bilerne, hvor jeg også med stigende alder og flere lommepenge nåede omkring de kørende af dem, de fjernstyrede: Til dato de eneste elbiler jeg har haft.
Sidste uge døde grundlæggeren Shunsaku Tamiya, 90 år gammel, og jeg var overrasket over hvor mange af mine bilbekendte, der ytrede hvor stor en betydning Tamiya havde haft for dem i deres bilopvækst. Her gik jeg og troede, at det bare var mig! Men nej: Endnu en gang viser vores hobby sig at binde mange af os sammen i et større fælleskab end vi nogle gange selv er klar over.
Min sidste Tamiya-model var en Ferrari 640 Formel 1-racer som den herunder. Hvad var jeres sidste Tamiya?
Med stor omhu lykkedes det mig at male øjenbryn, så køreren lignede Nigel Mansell.
En stor del af min køretøjsinteresse stammer også fra Tamiya, og senere har andre samlesætsfirmaer også bidraget.
Jeg har enda valgt at konveretere nogen af mine scala 1/35 modeller til 1/1.
I ny og næ bliver der stadigvæk købt et sæt eller to til en vinteraften.
Personligt har jeg aldrig lagt modelbygningen på hylden, selv om plastikbiler i noget større skala begyndte at fylde i garagen…
Min sidste Tamiya-model var en Alfa Romeo GTA, jeg byggede for den daværende ejer af den ene af to oprindeligt dansk-solgte biler. Jeg brugte adskillige timer på at tone den rette røde nuance til lakken, så den blev en eksakt kopi af 1:1-bilen.
For nylig erhvervede jeg mig dog den i teenage-årene fuldstændig (økonomisk) uopnåelige “enhjørning” fra hylden i hobbybutikken: Tamiyas enorme Lola T70 i skala 1:12 – Det har dog prompte affødt dilemmaet, om jeg nu skal ofre cirka det samme på at skaffe et ombygningssæt, så den kan få den korrekte Aston Martin-motor.
Bil-byggesæt var en døende hobby omkring årtusindskiftet, men har oplevet en helt enorm opblomstring i de seneste 10-15 år – godt hjulpet på vej af Corona-nedlukningerne. Takket være de teknologiske fremskridt inden for 3D-tegning, -print og -scanning findes der i dag et udvalg af modeller og detaljeringsdele som ingen formentlig havde forestillet sig muligt. Nogle firmaer har endda fundet et så stort marked i nostalgi-udgivelser, at de er begyndt at “klone” og forbedre de mest eftertragtede bil-byggesæt fra tresserne.
Så… Læg skærmen fra jer og find lim og maling frem i stedet!
Jeg har godt nok bygget mange, præcis den sidste er jeg ikke sikker på, og om det var Tamiya er jeg heller ikke sikker på.
Det gode ved byggesæt i 1:24 er at de kan laves om til slotcars, hvis man monterer det rette chassis i sådan en, og så er det pludselig en konkurrenceracer. Finten er at man kun bygger det der kan ses udefra, lever op til vægtgrænser, bredde, motortype og hvad der ellers var af regler, og har nogen fantastiske (smukke) race på de forskellige klubbaner, rundt i DK. En fed tid (det hele findes stadig, jeg er bare ikke der mere).
Jeg har stadig en del byggesæt i mit skur, for a rainy day, eks ESCI Escort MK2 RS1600 i helt gennemsigtig plast, et sæt med en DeTomaso Pantera, en Toyota TE27 Levin Sprinter og helt sikkert flere af Tamiyas Supra Mk4 Castrol, som var den bil jeg brugte allermest i vores nationale konkurrencer. Har aldrig været “gift” med en producent, men der var ingen tvivl om at kvaliteten var høj, hvis der stod Tamiya på æsken.
Hvis der stadig var en god “3. halvleg” i det miljø. ville jeg opsøge det igen, det vigtigste ved at være en del af et foreningsliv, er ikke konkurrencen, men de mennesker man mødes med og udveksler livets ulidelige lethed med, som senere bliver til netværk.
Helt enig i, at Tamiya var/er de mest eftertragtede og naturtro modeller. Jeg gik et år på ungdomsskole i modelbygning – tænk det kunne man i 1980erne. Hvor andre byggede fly og modelskibe byggede jeg og min kammerat fjernstyrede Tamiya-modeller. Jeg husker vi byggede en orange Porsche 935 i Jägermeister-reklame. Den var fed, og da vi var hurtige færdige end fly- og skibebyggerne kunne vi ræse rundt på de lange gange i skolens kælder med de fjernstyrede biler. Det var gode tider med el-biler.
Ellers er jeg vild med de gamle Tamiya 1:12 formel 1-modeller fra 1970erne og sidder her og betragter Jackie Stewarts Tyrrell fra 1971, som desværre er den sidste jeg har tilbage.
@tocoman, Tamiyas Porsche 934 og 935-modeller som fjernstyrede biler var to af de Tamiya, jeg ALLERHELST ville have. Sjovt nok især 934’eren.
Min viste Ferrari var i 1:20, men det havde nok også med økonomien at gøre. Drømmebilen i blandt byggesættene var netop en 1:12 – også en Ferrari, nemlig Niki Laudas første mesterskabsbil 312T. Den gad jeg faktisk stadig godt have!
Og dén eksakte bil stod jeg i øvrigt ved på Goodwood for et par uger siden – den får en æresplads i en kommende video derovre fra. Men modellen kan jeg fortsat godt drømme om. som sagt.
@Kai Bach Andersen
De danske modelbilbyggere har generelt været noget underrepræsenteret i forhold til andre modelbyggere – og ikke helt lige så gode til at organisere sig som f.eks. modelbilsamlere. I de senere år har Facebook dog gjort meget for at skabe kontakt mellem “lidelsesfæller”. Der har i tidens løb været flere danske facebookgrupper for bil-byggere, men i dag er den største og mest aktive af dem “Skala Modelbil Byg”.
Uhhh – får i den grad lyst til at bygge en fjernstyret bil igen. De sidste to var hhv. en Delta Integrale og en Fiat 600 Abarth. Ungerne skulle jo være ordentligt kørende.
Som var det en Avant der var det store. Her var kuglelejer samt alverdens muligheder for at justere dæmpere, camper mm.
Skøn hobby😊
“Som ung”, skulle der stå…