One-off onsdag: De La Chapelle Parcours

Intet kan gøre redaktøren mere lykkelig, end når han lærer noget nyt om en gammel bil – og sådan en oplevelse fandt sted lige efter nytår.

Jeg skrev om Venturi i Weekend Matiné Nr. 592 – og det i høje og nærmest kærlige vendinger: Jeg elsker den bil! Men ligemeget hjalp det, og ingen værdigede min favorit fra 1991-årgangen en eneste kommentar. Jeg er spændt på hvilke skrammelkasser I alternativt har peget på i afstemningen over Lunds ti udvalgte, der i min optik jo alle er mindre lækre biler end min favorit. Men sådan er der så meget: Markedet sagde det samme som jer – nemlig ingenting, hvorfor Venturi gik konkurs flere gange.

Undervejs i min genlæsning af historien stødte jeg så på nedenstående billede:

Og dét mystificerede mig: For den gule sportsvogn er jo tydeligvis en MVS Venturi – mens den gamle til venstre er knap så gammel som den ser ud, men en slags (utro) replika af noget Bugatti eller lignende. Men det store skrummel af en minibus? Og ikke mindst: Hvad laver de tre meget forskellige biler på den samme stand fra en-eller-anden biludstilling?

Det viser sig at fællesnævneren fremgår af skiltet under loftet, “De La Chapelle”. Dem kendte jeg som netop replikabyggere eller det der er værre – lidt ligesom det der britiske firma, der byggede noget der lignede (lidt) Morgan, men ikke var det. Jeg har glemt hvad de hedder, men det er i denne (og mange andre…) sammenhæng(e) også ligemeget, når det nu åbenbart handler om De La Chapelle. Den franske producent byggede i øvrigt også børnebiler, sådan en slags skalamodeller af legendariske biler som 300SL og Ferrari 330 SP og selvfølgelig også diverse Bugatti. Dem ser man faktisk ret ofte dukke op til salg, og de kan være overraskende dyre.

Men tilbage til nutiden – eller cirka: Hvor stammer billedet fra? Mit bedste bud er Paris Motor Show 1990, hvilket passer med at Venturien stadig ikke er den opdaterede Atlantique, men den mere kantede original – min favorit, som sagt. Den stakkels “Bugatti” i baggrunden er nondeskript nok til også sagtens at kunne være fra 1990. Hvilket kun efterlader spørgsmålet om minibussen, der viser sig at være elefanten i glasbutikken De La Chapelle.

Den hæderkronede fabrikant af børnebiler og ringe replikaer blev åbenbart omkring 1988 købt af bilentusiasten Didier Primat. Han var chef for Primwest Group og fik sin forretning overbevist om at der var en forretningsmulighed i at genoplive Frankrigs storhed indenfor automobiler. Nok blandt andet fordi det var hans egen forretning og mindst ligeså vigtigt hans egen drøm! Her i bagklogskabens klare lys kan vi andre halvbelæste undre os over, at det skulle have virket fornuftigt at basere så ambitiøse drømme på købet af en fabrikant af børnebiler og replikaer – men den luksus havde bestyrelsen af Primwest jo ikke. I stedet godkendte de udvidelsen af konglomeratet med købet af MVS også, hvorpå det nye firma burde kunne dække over hele spektret!

Det var præcis meningen at vise dette med standen i Paris: De La Chapelle præsenterede på een og samme stand noget tidløst (det var den retro Type 55), noget sporty (det var nytilkomne Venturi) og ikke mindst noget innovativt – minibussen Parcours.

Man må medgive dem, at Parcours faktisk var ret innovativ: Den var en luksus-high-performance MPV, som simpelthen ikke var noget der fandtes på markedet dengang. Stylingen var stærk halvfemserguf med en monoboxform, der var aerodynamisk mere optimeret til præstationer end alle hidtidige MPV’er, og cW-værdien skulle være omkring 0,28. Og selv hvis den ikke helt var, så kunne Jaguar V12’eren med næsten 300 heste alligevel drive den store kasse op på omkring 230 km/t. Hele projektet kom efter sigende ud af et kundeønske om sådan en bil, og det må dermed siges at være ganske afgørende for visionen for De La Chapelle. 

At dømme ud fra gearvælgeren er dette den første prototype med Jaguar V12-motor, og vældig stiligt ser det ud.

Hvor kundeønsket eksakt kom fra fremgår ikke helt, men noget tyder på, at der ikke var ret mange der delte begejstringen for en lynhurtig MPV. De La Chapelles svar var at lave Parcours endnu hurtigere ved at montere Mercedes-Benz’ endnu stærkere 32-ventilers 5-liters V8, hvormed den skulle kunne køre 240 km/t.

Det her må således være en Mercedesmotoriseret prototype, og den ser da også lidt mere moderne ud.

I princippet kan jeg egentlig godt se, at sådan en super-MPV kunne have passet i stald med sportsvognene fra Venturi – men dem gik det bare heller ikke ret godt, og selv den opdaterede Atlantique solgte ikke rigtigt. Da Venturi var kommet meget længere i deres forretningsplan og kørte på en meget større skala med både produktion og udvikling, så var deres regnskabstal endnu mere blodrøde –  og Primwest Group sagde stop for legen i 1992.

Parcours helt store speciale skulle være dens evne til at transportere 6, 7 eller sågar 8 personer (hvordan de skulle placeres ved jeg ikke helt) i vild luksus og med ligeså høj fart som komfort.

Dermed forblev det ved kun tre byggede Parcours, der således forfejler “one-off”-temaet en smule. Men dog er undskyldt ved at være franske hvorfor der altid er lidt tvivl om hvad der egentlig foregik og hvor mange der blev bygget. Det turde dog være sikkert og vist, at en fransk entusiast i dag er ved at restaurere prototype-Parcours’en med Jaguar V12-motor, som også er den jeg ville have valgt. Hvis jeg altså havde kendt til projektet lidt før: Minibusser med tolvcylindrede motorer er der nu engang langt imellem, ikke?

Rigtigt flot er den jo ikke – men hvilken MPV er det?