Register

eight + 18 =

A password will be e-mailed to you.

I ugens løb solgte jeg et rat til en bil, som jeg ikke har ejet i over ti år.

Sandt at sige havde jeg helt glemt at jeg havde det rat: Det hang på en stumtjener sammen med andre rat, som hørte til andre biler, som jeg siden dengang havde solgt. Ja, der er en slags mønster. Det omtalte rat var til en Triumph GT6. Men verden er lille: Ganske vidst havde jeg selv glemt at jeg havde rattet, men min gamle mekaniker kunne åbenbart godt huske det – og nævnte for nogle uger siden til en herre, der havde klaget sin nød til ham, at han manglede eet, at han kunne prøve at kontakte mig. Det hele gik op i en højere enhed, og jeg afleverede det til et af hans fynske familiemedlemmer i sidste uge. Således blev det rat jeg faktisk havde glemt en del af den store masterplan, som jeg skrev om for en måned siden under overskriften “Oprydningsonsdag” – og som jeg stadig arbejder på.

Det omtalte rat. Flot er det, og derfor havde det egentlig bare hængt til pynt i over ti år. Men da een skulle bruge det, solgte jeg det selvfølgelig.

Man kan således sige, at der er fremdrift i planen. Ikke imponerende hurtigt, og – som historien med rattet viser – ikke noget der kører efter en stor masterplan og stram projektstyring. Men det går faktisk fremad. Jeg havde for nogle uger siden et anfald af inspiration, ikke mindst efter en del motiverende Youtube-videoer, og fordi jeg kort derefter fik krejlet det helt perfekte stykke tømmer. Så nu er jeg i gang med fundamentet til dét, der bliver min cirka 75 kvadratmeter store mandehule. Hvor “fundament” skal forstås lidt som “idé” – men jeg er faktisk i gang med stemmejern og mejsler og rundsav og den slags. 

I nabobyen var een ved at renovere en lade, hvor de havde et stykke 14×14 tømmer til overs. Det bliver nu bundrem i min skillevæg og det glæder mig, at det kommer til at spille fint sammen med den adskilning jeg lavede mellem det nye og det gamle betongulv for flere år siden.

Bevares, det er ikke vildere end at enhver rigtig håndværker ville få stress af “fremdriften”, men for mig er et det store gennembrud, at jeg faktisk hygger mig med det og kan se, at det bliver godt. Alt er vindt og skævt og gammelt og skrammet mens budgettet er nul og stort set alle materialer noget jeg har krejlet igennem tiden – men som sædvanligt ser jeg tingene fra den lyse side: Når det pivåbne område (endnu) ikke er opvarmet, så holder julebryggen (jeg mener det var en meget passende navngivet “Julefred” i glasset på billedet) sig fint kølig mens jeg er langsom. 

De minus 11 mindede mig om, at jeg gerne ville kunne varme noget af mine garager op.

Og det er koldt derude: Det indbyggede termometer i Mercedes’en viste minus 11 grader i ugens løb, og så kunne jeg jo godt se hvorfor isen ikke tøede af mit krejlede træ til projektet – samt at jeg lige må vente lidt med at mure. Det er smadderkoldt at sætte sig ind i Mercedesens brune læder, og det er langt fra ideelt at køre sidelæns med automatgearet. Mmen her er der også lys for enden af tunnelen: Det ser ud til, at min nye firmabil har stofsæder og manuelt gear. Mere om den senere.

For prangende.

Så faktisk tegner julen og den nærmeste fremtid virkelig godt: Jeg bruger nogle juledage på garageprojektet og kan faktisk godt se, at det kan (i teorien) blive klar til noget Klub ViaRETRO-housewarming i foråret. Men rolig nu! Det er stadig ingen invitation – men jeg tror den kommer i 2023. Og det med housewarming er faktisk bogstaveligt talt – for jeg har også kig på noget opvarmning af området. Hvis ikke det kommer til at fungere, så venter vi bare til der kommer varme i luften af sig selv.

For rodet. Så det er nok i virkeligheden dét, der kommer tættest på!

Bevares, det bliver ikke som I andres fuldsiolerede beboelsesstandard-garager med vandkloset og gulvarme, men for mig vil det være et stort fremskridt, hvis bare øllen kan holdes frostfri: Jeg har ikke haft en opvarmet garage (eller bare en frostfri) siden jeg lejede mig ind i noget spildvarmeopvarmet fællesgarage for ti år siden, og mine knap to hundrede kvadratmeter i Pederstrup på Djursland var pivringe isoleret og havde en totalt ineffektiv brændeovn som varmekilde, og tog derfor en dag at varme op, når jeg havde ViaRETRO-gæster.

Perfekt. Måske lidt for perfekt – men mandens attitude på sofaen kan jeg godt forholde mig til. Stedet er utroligt nok dansk og ejeren beskrev det således: “Et udtjent gammelt baghus på Nørrebro ombygges til en fin 3 etagers bolig”. Det undersælger det lidt, for garagen burde også være omtalt. 

Det meste vil være et fremskridt. Herunder paradoksalt nok også, at området bliver mindre. Jaja, jeg kan have færre gæster og færre biler – men i hvert fald det sidste er også helt efter planen. Og ellers er der jo stadig en lade mere.

Det her er vist fra Holland et sted, og har omtrent den størrelse, stil og atmosfære jeg drømmer om. Men som så ofte før: Mindre kan også gøre det, og enhver garage er vel bedre end ingen garage?

13 kommentarer

  1. Claus Ebberfeld

    @pinehill, det tænkte jeg sådan set også på, men det er virkelig nødvendigt, når den ligger på et betongulv, der OGSÅ har fugtspærre? Og så i øvrigt formentligt nok ikke skal ligge til evig tid…selvom det ved man selvfølgelig aldrig rigtigt.

    Svar
  2. Daniel Read

    Re – fugtspærre.
    Tja, hvis det er et gammelt betongulv (terrændæk) tvivler jeg på at det er tørt/tæt men hvis der er udlagt en fugt/radonspærre under evt ny beton (og at betonen har fået lov at tørre ud og ellers ikke fremstår med restfugt) så kan det vel principielt undlades.
    Ligegyldig hvad så er der nok en del år i et gammel stykke tømmer!

    75m2 man-cave…. Ikke værst
    Vi venter i spænding

    Svar
  3. Claus Ebberfeld

    @pinehill, bjælken ligger på den nye beton med fugtspærre – den gamle del til venstre i billedet har det næppe. Og det er jo dér, der bliver lukket af til det du kalder “man-cave”, så jeg er faktisk også spændt på hvordan det vil fungere. Men det er i hvert fald helt sikkert, at betongulvet ikke bliver fornyet lige med det første: Det er jo et kæmpe arbejde!

    Nuvel, begrebet “man-cave” er en helt anden snak, for det er ligeså bredt (eller værre) fortolket som Shooting Brake. Jeg kalder det garage, fordi det er biler der er i centrum for det hele, ikke mænd.

    Svar
    • Flemming Madsen

      Måske bedre med en sejltur på Svendborgsund i Riva’en til sommer.

      Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.