Register

five − 3 =

A password will be e-mailed to you.

Egentlig elsker jeg jo fælge og de ting, de kan gøre ved en bil. Problemet er, når de gør noget forkert.

Dagens tekst kommer som en overeaktion ovenpå min egen overreaktion i Weekend Matiné Nr. 509, hvor jeg ignorerede et antal mulige Ugens Fund, fordi de stod på det jeg kaldte “upassende fælge”. Faktisk kom der ingen læserreaktioner på det overhovedet, hvilket jeg i min mest optimistiske opfattelse tolker som at læserne er helt enige med mig! Selvom det også bare kan være, at de alle var på stranden. 

Denne fine 944 valgte jeg fra som Ugens Fund, fordi jeg synes (og har skrevet det før) at fælgene er forfærdelige.

Først vil jeg gerne minde om, at jeg ikke selv er nogen engel, når det kommer til fælge. Jeg har skam også sat forchromede 5,5 tommer trådhjul på biler, der kun blev leveret med malede 4,5. Eller de obligatoriske Minilites på en britisk klassiker. Og satte aluhjul også på min Honda Civic 1,3S. Samt beholdt nogle meget for blanke men dog korrekt størrelse fælge på min Corvette. De mest kontroversielle fælge jeg selv har sat på min bil var vel de gyldne krydsegerfælge på min Mercedes SLC? De mest geniale var RX7-fælgene på min 626 Coupé: Sikke en opgradering!

Denne ældre Porsche kører også på for store fælge, men her har nogen tænkt sig om: De er i samme design som de originale Fuchs-fælge, bare større. Smart.

Til gengæld fik jeg skiftet 17-tommerne på min BMW 628 til de originale TRX-millimeterstørrelse fælge. Og afmonterede de periodeforkerte aluhjul på min Rover SD1 og  skiftede til originale stålhjul med de rigtige Rostylelignende kapsler. Og hovedparten af mine biler har jeg bare ladet køre på deres rigtige fælge. Fordi det nu engang er rigtigt. 

Denne fælg sidder også på en Porsche 911. Men der sidder der med vilje, og giver bilen et helt andet look end de originale Fuchs. Et sammenhængende, velfungerede look.

Andre ser det tilsyneladende som et blank kanvas, når de får sig en bil på dens rigtige hjul. Det synes jeg sådan set heller ikke der er noget i vejen med, når bare der er mening med galskaben. En idé. Noget der føjer noget til bilen. Udover muligheden for at sætte større dæk på.

Jeg husker selv fra familiens Volvo 240’ere, at der var utallige originale fælge i tilbehørskataloget. Hvis det ikke er nok, så er der meget ofte mulighed for at lade sig inspirere fra motorsporten: 

Volvo 240 Turbo Gruppe A. Jeg mener det er en 17-tommer på sådan een. Helt klassisk guld-krydseger-look.

Der er i min bog masser af fælge, der kan tilføje noget til alle mulige forskellige klassiske biler. Det er ikke engang svært hvis man holder sig til de originale muligheder. Eller det tidstypiske. Eller som sagt lader sig inspirere fra motorsport. Den tidstypiske, vel at mærke. 

Et blankt kanvas!

Hvis man går videre end dét, så kan det stadig fungere – men man skal tænke sig lidt mere om. Ellers ender man med noget, der ikke rigtigt duer. Trækker bilen ned. Ser noller ud. Eller bare er for stort. Grimt. Eller på anden måde forkert. Bevares, det kan også være netop dét man vil – men så forstår jeg det bare ikke længere. Og bilen kan ikke blive Ugens Fund. Måske. 

Men hvem sætter forkerte fælge på en 500E?!?

18 kommentarer

  1. Jesper Oldrup Hansen

    Jeg er sikker på at Granberg/Kvist-Volvo’en står på 16″-fælge fra BBS. Ringen lige uden for skruerne, matcher den ydre ring af fælgen i størrelse. På en 17″-fælg, ville denne ring være cirka dobbelt så stor. 16″ vil også passe med at denne bil er, om ikke den rigtige, men så en replica af en Magnum Racing 240 Turbo anno 1984.

    Svar
  2. audifirs

    En grund til at skifte fælg/fælgstørrelse kan være at det er svært eller i hvert fald meget dyrt at finde dæk i original størrelse. Jeg selv har været nødt til at køre varevognsdæk for at få original størrelse. Men jeg syntes også det er en fejl at skifte fælge med mindre det decideret er en køremæssig opgradering.

    Svar
  3. Claus Ebberfeld

    Godt input, @jesper-oldrup-hansen: Jeg var som sagt ikke sikker.på det med de 17 tommer – meget aggressiv størrelse for midtfirserne :-).

    @audifirs, helt enig: Det fandt jeg jo også ud af på den hårde måde, da jeg skiftede til TRX-fælge på min 628 CSi. Eller da jeg skulle have 185-dæk i 13 tommer. Så vidt jeg husker skiftede jeg også til de en tomme større krydsegerfælge på min SLC, blandt andet fordi den skulle have nye dæk og 14 tommer-dæk var fire gange dyrere end 15 tommer. Der selvfølgelig kørte bedre. Men igen: Der skal være mening med galskaben og tingene skal hænge lidt sammen.

    Svar
  4. Claus Ebberfeld

    Jeg kunne ikke finde det billede af en Maserati Indy på 17 tommer fælge, som jeg ville bruge som afskrækkende eksempel.

    Men her er i stedet eet af en Merak på 18 tommer! Jeg er ret sikker på, at der ikke er nogle rationelle argumenter for det. Jeg synes også det ser helt tosset ud – men de skal have den ros, at fælgene er lavet i et design, der er forholdsvist tro mod det originale, og fælgene som sådan skriger derfor ikke til himlen.

    Svar
  5. holmen

    Så kom den alligevel med som (et noget forsinket) ugens fund :-) Takker.
    Mon min 944 så når at komme videre til en ny ejer inden sommerferien trods de efter Claus’ opfattelse, grimme fælge ;-)
    Om de er grimme er heldigvis en smagssag og individuelt – der er vist ikke fældet dom i en sag, mig bekendt. Andet end smagsdommeri og en uddøende race af original polizei …
    Jeg medgiver dog at en 944 ser bedre ud på originale teledial fælge – det skulle jeg nok have tænkt over før jeg smed sprit nye dæk på.

    Måske kan jeg komme ind i varmen igen når jeg kommer kørende i min nyerhvervelse – en fin og original 230CE.

    Svar
  6. stefan

    Jeg kommenterede ikke forleden, da jeg ikke lige vidste hvor jeg skulle starte og slutte – desuden havde jeg travlt :)
    Det var måske heller ikke blevet det mest positive indlæg, da jeg ikke er fan af MR2 og heller ikke er enig i originalpolizei holdningen til andre fælge på bilen – i dag fornemmer jeg dog en hvis opblødning.
    Min egen veteran har også uoriginale fælge. De er “klassiske” i design, men måske ikke i størrelse. Jeg er glad for dem af udseende, men også de køreegenskaber de giver. Jeg kommer ikke til at køre på 14 diagonal dæk – selvom den nok er født med dem.

    Svar
  7. Leo Jensen

    Jeg er også glad for originale hjul, men lader dog min XJ-S fortsætte på de tidstypiske Wolfrace Slots, med dæk i original størrelse.
    Den næste artikel i serien må blive om dækvalg. Jeg kunne ikke finde på ikke at køre på Michelin X 125R15 på min 2CV (om sommeren), men mine Jags får ikke Pirelli P600 eller hvad det nu er de er født med.

    Svar
  8. Peter R.

    Claus…jeg er nødt til at korrigere dig, det var ikke 17″ alufælge der sad på 628eren, men til gengæld et sæt originale 16″ Alpina-fælge, som i de fleste klassikerkredse anses som en upgrade helt inden for skiven… jeg er principielt enig i dine betragtninger og belært af erfaring, så kører klassiske biler bare bedre på moderate størrelser.

    Svar
  9. Claus Ebberfeld

    Fælgene på din 944 er da heller ikke grimme, @holmen – de passer bare ikke på en 944. Der er sikkert andre biler, hvor de vil være en forbedring :-). Fuchs på din nye Mercedes er en virkelig fint lavet fælg, næsten kunst: Tillykke!

    Undskyld, @peter-r: Det var frit efter hukommelsen! Men jeg elskede det look den fik på TRX-fælgene. Jeg indrømmer gerne, at den kørte bedre på de andre…

    Svar
  10. Claus Ebberfeld

    @niels-v, princippet på De Tomasoen dér er eksakt det samme som på den Maserati Merak jeg viste et bilede af længere oppe: Fælgens oprindelige design er stort set bibeholdt, men bare i en større diameter.

    Og jeg mener det samme: For stor diameter både udseendemæssigt og i forhold til halvfjerdserbilers undervogne. Måske medmindre de er modificeret tilsvarende? Det kan man jo ikke umiddelbart se. Nu ved jeg jo godt at den der Pantera også har en voldsom motor, så det kan da godt være den reelt næsten er en restomod – men det er så også en lidt anden genre, synes jeg. Så er vi trods alt derovre, hvor der igen er en idé med tingene.

    Om man så kan lide det eller ej.

    Svar
  11. Peter R.

    @Claus Ebberfeld, det var nu også blot lidt godmodigt drilleri fra min side – jeg er helt enig med dig, jeg elsker det ultraklassiske design på TRX-fælgene. I tilgift får man så det fedeste dækmønster på Michelin’erne;-)

    Svar
  12. Claus Ebberfeld

    Jeg er helt med, @peter-r: Og herunder lige et foto af den omtalte fælg/dæk-kombination på en (anden) E24. Bare lækkert!

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.