“Jeg forstår ikke hypen omkring Countach”, sagde han. Og så forklarede jeg ham, at det ikke er hype.
Vi er stadig på messe i Maastricht og om fredagen kom der en gruppe yngre entusiaster på standen, hvor vi blandt andet har en Countach. Den fedeste jeg har set længe, faktisk, eftersom den er brunmetallic. Jeg nænnede næsten ikke at sælge den, faktisk! Men eftersom jeg havde gjort det dagen før de kom var der ligesom kun tilbage at forklare ham hvad en Countach er.
Vi nåede såmænd også at lave en Youtubevideo fra messen. Hvor jeg såvidt jeg husker nævner, at jeg gerne ville lave en hel video om Countach. Det bliver så ikke denne bil, desværre.
Den helt korte udgave (inden messen åbner igen lørdag klokken 9) er, at Countach er selve skabelonen for den moderne supersportsvogn/hyperbil. Ja, Miura var måske nok den første superbil (måske ikke?), men den var om noget for smuk.
Ikke smuk. Men bestemt heller ikke grim. Toneangivende som få.
Den unge mand mente ikke en Countach var pæn – men det var heller ikke meningen. Den skulle bare være super, og så giver den ellers resten af bilverdenens kedelige praktiske krav fingeren. Efter vores korte snak forstod han det bedre – og jeg følte at jeg havde fået det bedste ud af situationen.
Skulle der komme flere forbi forklarer jeg det gerne igen.
God weekend
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Haute couture på hjul
Tekst: Michael Sehested Lund
Vi har på det sidste beskæftiget os en del med mere jordnære biler, og nogen vil sikkert mene, at det kan blive lige lovlig ordinært. Men der har altid været en vis bredde i ViaRETRO, som udsagnet “Enhver klassiker er bedre end ingen klassiker” så glimrende udtrykker. Og tilsvarende står det helt åbent at gå den diametralt modsatte vej og kaste sig over biler, der er sjældne, eksotiske og for de få.
Det blev jeg mindet om, da jeg forleden læste en artikel med overskriften: “Want your Rolls‑Royce to match your pet Labrador?” Den dækker over et fænomen, der kun går én vej: Der bliver flere ultrarige i verden, og de har både midler og lyst til at udtrykke deres drømme og særheder gennem deres biler. Rolls‑Royce har i dag en hel afdeling, der ikke laver andet end at opfylde kundernes mest specifikke ønsker. I dette tilfælde ønskede ejeren af en eldrevet Rolls‑Royce Spectre Bailey et billede i træfinér af sin elskede labrador mellem bagsæderne.
Foto Rolls-Royce Motorcars
Fire måneder senere — og efter brug af 180 forskellige stykker finér — lykkedes det at indfange Fidos ånd og personlighed til kundens fulde tilfredshed. Sådan noget tager tid, når det skal laves ordentligt.
Foto Rolls-Royce Motorcars
Med eksemplet er vi helt fremme i nutiden, men den slags ønsker er ingenlunde nye. De fandtes allerede i bilens barndom, hvor udgangspunktet for en kundespecificeret bil var en chassisramme med motor og transmission, som blev sendt til en karrosseribygger og forsynet med et karrosseri efter kundens ønsker. Tag blot Brooke Swan Car fra 1910 som eksempel. Bilen — der kan ses på Louwman‑museet i Haag — blev bygget til Robert Nicholl Matthewson, en excentrisk og velstående forretningsmand, der ønskede at gøre indtryk på det lokale parnas i Calcutta (eller Kolkata, som det hedder i dag). Og ja, bilen lignede en svane. Det var en anden tid.
Foto Michael Sehested Lund
Bygningen af kundespecificerede biler begyndte dog at tynde ud ved slutningen af 1950’erne, fordi flere og flere biler blev baseret på selvbærende karrosserier, hvilket gjorde livet besværligt for karrosseribyggerne. Kundespecificerede designs blev derfor sjældnere — hvis vi ser bort fra konceptbiler, der ikke nødvendigvis skulle kunne køre. Jeg vil i det følgende foretage nogle nedslag i kundespecificerede biler fra slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, hvor der kun blev bygget ganske få. Ikke overraskende var der i flere tilfælde en Rolls‑Royce indenunder; hvem andre end englænderne kunne finde på at holde fast i en separat chassisramme?
Men der fandtes undtagelser. Som denne 1968 Bentley T1 Coupé Speciale, bygget på Bentley T1 — søstermodel til Rolls‑Royce Silver Shadow — der netop havde selvbærende karrosseri. Bilen blev bestilt af den engelske industrimand Lord Hanson.
Foto Bonhams
En del af hemmeligheden var måske, at motor/transmission, forhjulsophæng og baghjulsophæng var monteret på separate påboltede rammer, hvilket gjorde opgaven lettere. Bentley T1 Coupé Speciale blev designet af Paolo Martin hos Pininfarina, og ser man nærmere på den, er det måske muligt at ane visse paralleller til Rolls‑Royce Camargue fra 1973, som Paolo Martin og Pininfarina også stod bag. Når det er sagt, står det tilbage, at Bentley T1 Coupé Speciale ikke er helt heldig i proportionerne — bagenden er alt for lang i forhold til forenden. Det er som om, nogen trak i bilen fra den forkerte ende.
Foto Rolls-Royce Motorcars Camargue
For at det ikke skulle være løgn, kastede Paolo Martin og Pininfarina sig ud i endnu et projekt: en 1973 Mercedes‑Benz 300 SEL 6.3, baseret på Mercedes W109 600, nogenlunde samtidig med Camargue. Denne gang for en velbeslået hollandsk kunde.
Foto Mercedes-Benz Fans
Ved første øjekast ser resultatet nogenlunde harmonisk ud, og slægtskabet med Camargue er tydeligt. Men helt ærligt — hvad skulle man med den? Mercedes havde jo selv deres W111 “Flachkühler” 280 SE 3.5. Måske var det M100‑motoren fra Mercedes 600. Måske var Flachkühleren for meget “morfar”. Eller måske var det bare endnu et eksempel på, at penge og smag ikke altid følges ad.
Med Bentley T1 Coupé Speciale var jeg inde på den lange bagende, men det skulle blive værre endnu. Se blot denne Frua‑designede 1973 Rolls‑Royce Phantom VI Cabriolet. Navnet kommer af, at bilen var baseret på Rolls‑Royce Phantom VI, der netop var opbygget på et traditionelt chassis.
Foto Bonhams
Den opmærksomme læser bemærker straks de danske nummerplader — og den er god nok. Bilen var en del af Frederiksen‑samlingen, som Bonhams fik til opgave at sælge i 2015. Et stykke dansk bilhistorie i den tunge ende.
Jeg indledte klummen med nutiden og en kundetilpasset Rolls‑Royce Spectre Bailey, og netop nutiden er værd at bide mærke i. For der er opstået nye muligheder med tidens elbiler. I dag er det blevet almindeligt med såkaldte mega castings, hvor større karrosseridele i undervognen trykstøbes i stedet for at blive svejset sammen af mange små pladedele. Den nederste bærende del af karrosseriet kan i princippet bestå af en mega casting foran, batteripakken i midten og en mega casting bagtil.
Det giver nye muligheder for de karrosseribyggere, der stadig eksisterer. For herved bliver det igen muligt, at kunder — med særlige ønsker og penge nok på kontoen — kan få bygget en bil i et helt personligt design.
Bare de ikke forlader sig på moderne “design”…
Ugens Fund: 1983 Lancia A112 Abarth til 50.000 kroner
Og det er en rallybil! Javist, det er ikke vores sædvanlige valg til Ugens Fund, men nu handler det jo også meget om værdi for pengene, og det får man her. Sælger skriver specifikt, at bilen er en original Abarth, og det er egentlig dér, værdien ligger. I princippet kunne man også bygge en basis 1-liters A112E om til rally og tune dens motor og andet til Abarth-specifikationer, men det bliver det bare aldrig en Abarth af – og har derfor heller ikke samme værdi. I Ugens fund får man derimod to-i-een. Eller måske endda tre.
For det første er bilen ifølge annoncen en ægte Abarth. De koster normalt over det dobbelte, så det lader til, at man gør et knaldgodt køb her. For det andet er bilen med sine 90 heste til vægten på (vel?) 700 kilo uden tvivl rigtig sjov at køre i. Og for det tredie lader det til, at den i et hele taget ER klart til at køre i: Hårdt!
For en rallybil ER noget andet end en gade-A112 Abarth, og det viser salgsbillederne da også: Den har nu engang kørt rally. Omvendt plejer det at betyder, at bilen er på et teknisk og vedligeholdsmæssigt meget højt niveau – da de ellers ikke kan holde til at køre rally. OK, som køber vil man måske helst have en bil, der ikke har været kørt hårdt – men valget er nu engang en helt klassisk medalje med to sider.
Jeg kunne godt den her Abarth, der helt uden tvivl er rasende meget køreglæde for pengene på gaden – og med den meget, meget oplagte option til ejeren om lige at køre noget hillclimb, rally eller sågar andet historisk motorsport. For 50.000? I en bilen med 90 heste til 700 kilo? Italiensk herkomst? Sikkert en fræk fræsende musik fra udstødningen. I en bil, der også er nem at parkere!
Som så ofte er annoncen ord- og billedknap, men den smule man får fra sælgers side virker lovende. Jeg plejer selv som en første pejling at inddele sælgere i, om det overhovedet er værd at spørge mere ind til bilen – og dernæst om det er værd at besøge sælgeren for at se giraffen. I dette tilfælde ville jeg springe direkte til giraffen, må jeg indrømme.
Dette er en model med det måske mest kendte originale rallylook for en A112 Abarth. Meget bedre. Men der er andre.
Bevares, jeg er ikke vild med dens look, der i mine øjne ser rodet og for moderne ud. Jeg kan tage fejl – men jeg ville foretrække noget andet. Jeg er heller i begejstret for, at den skal synes i maj 2026, hvilket er lige om lidt. Så Ugens Fund vinder titlen på sine indre værdier: Det er en Abarth, der er yderligere tunet fra dens oprindelige 70 heste – og det rækker så rigeligt til en indlevende køreoplevelse.
At 50.000 kroner rækker så vidt er faktisk lidt livsbekræftende: Indregistreret gaderacer, der uden tvivl er rasende sjov at køre – med den option, at man kan melde den direkte til flere former for motorsport. Jamen, hvad vil man mere? Jeg ved det – der ér andre ting i verden end motorsport. Men jeg tænker også at man med nummerpladerne på bilen nærmest ikke kan undgå at køre i den på gaden også. Alt andet burde faktisk være forbudt! Eller hvad siger I?
Tak for tip til Erik Jensby. Find annoncen hér: Lancia A112 Abarth
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Hmm, Bentley T1 Coupé Speciale ligner det uheldige afkom af et møde mellem en Ford Taunus og en fræk Opel Manta… Hvad det ikke kunne være blevet til
A112 – min første bil. Jeg elskede den – også selvom kvaliteten var meget ringe – og at de jo – behøver man at gentage det – rustede voldsomt. At fonde em rigtig Abarth et et særsyn. De færreste ved, at den deler designer med langt mere eksotiske biler……. Countach for blot at nævne en.
@tage, jeg vil faktisk mene at et møde mellem en Ford Taunus og en Opel Manta potentielt kunne være blevet ret godt!. Men sandt, i dette tilfælde er cocktailen sært bittersursød.
@sport, en A112 var også min første bil. Eller – teknisk set var det min faders, men han lånte den ud til mig på en rimeligt permanent basis, og den var en skøn smag af friheden på hjul. Før det havde jeg kørt VW Polo, som jeg er ret sikker på var en bedre bil på samtlige områder (den var også en anelse nyere, så det manglede da bare), men den var nu stadig ikke så charmerende som Lanciaen. Og ja, selvfølgelig drømte jeg om en rigtig Abarth. De er så fede og forholdsvist sjældne, at jeg har set indtil flere replikaer af dem, så man skal som køber lige se sig for. Også med den herover, som jeg skriver. Men er den god nok – så køb!