Fiat-fredag: Endelig fik jeg min Panda – og det var en 100HP!?!

Det har været en meget, meget langt tilløb på henved fem år, men nu er den her!

Jeg ved snart ikke, hvor jeg skal starte. Men det er i Italien, hvor de fleste af verdens allerskønneste biler er bygget – fordi verdens bedste bildesignere er italienere. Så vidt, så godt. Italiens helt store bilcentrum er ikke Maranello, som nogle tror – men Torino. Her ligger FIAT, og de var engang en verdensmagt indenfor biler – især de små. Alt var italiensk designet, og derfor er der rigtigt meget godt imellem – hvorfor FIAT også er det bilmærke, som jeg har haft flest af. Og der er flere på ønskelisten – fra Fiat 130 Coupé til Barchetta, 124 Spider, 1500 i diverse varianter og en 2300 Familiale, tak. Og selvfølgelig også en Panda.

En bog set på en messe – men jeg købte den IKKE, da den handlede om den originale Panda.

Det sære er, at jeg længe har vidst, at det ikke skulle være Giugiaros originale Panda – som ellers ifølge ham selv er hans bedste bildesign overhovedet. Jeg har undervejs i min sgen efter en Panda haft æren at at møde ham – men nænnede ikke at fortællede den barske sandhed: Jeg ville have en andengenerations-Panda. Nej, den er ikke nær så genial. Nej, det er ikke et Giugiarodesign. Nej, den er ikke nær så køn. Men siden en skæbnesvangert sommerbesøg i Torino i 2021 med gode venner i rigtige klassiske biler var linien lagt: Der stod Pandaer overalt i Torinos gader, og jeg kunne lide dem alle. Men den af anden generation ville lidt nemmere kunne bruges i en moderne dagligdag og et moderne liv, herunder på motorvej – og jeg synes stadig den er møgcharmerende. Min plan var altid at finde en af de allermest charmerende farver for at få den fulde italienske stileffekt.

Hvordan det så endte med, at den første Panda jeg nogenside kørte (altså af anden generation: Jeg havde før det kørt 4×4 og den almindelige forhjulstrækker) var en 100HP kan jeg dårligt huske. Måske havde det noget med prisen at gøre? Det var forrige år, og den kostede ikke meget mere end en almindelig 1,2’er. Inden jeg fik taget mig sammen var den derfor også solgt – og det samme skete med den næste jeg fandt til salg.

Fast besluttet på at jeg skulle have en Panda tog jeg derfor ud og købte en – hm, Lancia Musa og dernæst en Fiat Punto Sporting. Begge med samme 6-trins gearkasse som 100HP, så det smagte lidt af fugl. Ganske vist en fugl jeg egentlig ikke ønskede mig, så jeg kiggede videre end Pandaer i glade farver. Og så kom der igen en 100HP til salg. I sort. Akja. Jeg tog alligevel ud at kigge på den, og jeg var bestemt ikke begejstret for hvad der mødte mig: Farven er som bekendt for bedemænd og revisorer – og den her var møgbeskidt, gik dårligt og havde ingen motorkraft. Måske i et anfald af Angst-for-at-gå-glip-af-noget (FOMO på nydansk) købte jeg den så alligevel:

På vejen hjem var jeg ærligt talt bange for at have gjort i nælderne: De 100 heste var helt klart ikke hjemme, men for en gangs skyld smilede heldet til den tossede. Efter en optankning med 100 oktan og den første varmkørsel i længere tid vågnede den op – halvvejs hjemme gik den klart bedre, og efter et par længere ture på V-Power og god fart føltes det pludselig af 100HP igen: Den havde bare fået rygerlunger efter småture til vuggestuen to gange om dagen. Det fik den hostet ud, da jeg efter et par ugers ejerskab tog den til Nürburgring!

Inden da havde jeg ofte for første gang i mit liv lejet en damprenser for at få gjort den ordentligt ren: Børn sviner åbenbart ufatteligt meget, og jeg fik noget der svarer til en spand jord ud af sæder og tæpper. Det var i de varmeste julidage, og jeg lod den tørre med sodapulver for at tage lugten af dobbelt Wunderbaum (bäume?) også. Og så polerede jeg den sorte lak med maskine og knofedt – hvorefter den sorte 100HP faktisk så ganske hæderlig ud.

Det hjalp med en polering.

Den kørte bedre end som så, endda. Turen til Nürburgring var via en omvej over racerbanen Bilster Berg, og på de små veje her omkring viste den genopstandne Panda 100HP var den var gjort af: Ren køreglæde! Bevares, jeg havde svært ved at fælge med en moderne turbodieselkassevogn, men jeg er ikke i tvivl om at jeg havde det sjovere bag rattet af den sorte Panda: Seks manuelle gear til de 100 heste og godt et ton køreklar vægt giver altid mindst eet gear der passer – oftere to.

Så da jeg skulle videre mod Nürburgring valgte jeg naturligvis veje, der passede til bilen – og den kvitterede med pragtfuld sjov i det bakkede landskab. Her skal det siges, at det var nøjagtigt de samme veje, som jeg sendte min gamle 1988 Toyota MR2 ud på sidste år, hvorfor sammenligningen er nærliggende: Er Pandaen ligeså sjov? Mjah, hvis spørgsmålet går på ren sjov, så er det ikke meget galt – men hvis det går på farten og selve bilens evner, så er den ældre Toyota stadig foran. Jamen, hvordan kunne det være anerledes?!? Selvfølgelig slår en centermotorbil en indkøbsvogn!

På Nürburgring så jeg en fætter.

Men når det er sagt, så er selve fornemmelsen af at køre stærkt i noget så tilsyneladende uskyldigt som en Panda også noget værd – og den har om noget bedre greb på sine 195 millimeter brede dæk, hvilket sammen med fornemmelsen af, at en Panda aldrig vil dig noget ondt (i en vis modsætning til en gammel centermotorbil…) giver en overraskende høj og samtidigt afslappet gennemsnitsfart på bjergveje. Og nej, det er ikke romeantiseret indbildning af en Panda 100HP’s kvaliteter: Jeg gentog nummeret på vejene til og fra Spa Francorchamps her i september, og oplevelsen af ren køreglæde og sjov holder.

Det var først på andendagen at jeg vovede at snige Pandaen ind på klassikerparkeringen…

Hvor der generelt holdt en masse andet, der ikke var ældre og heller ikke rigtigt mere sjældent.

Så jo, at det blev en 100HP var nok alligevel det rigtige valg for mig. Dens iltre lille 1,4-liters motor har et helt andet temperament end den ordinære 1,2’er og de seks gear lader den udspille alle sine talenter. Og så er der jo det italienske design. Som sagt synes selv jeg ikke, at en Panda er en decideret køn bil, men ønskede mig een på grund af charmen. Når det er sagt, så er opstramningen af basislinierne til 100HP’en i mine jne umådeligt vellykket: Det basalt set lette og spinkle Pandalook er bøffet op med skærmforøgere, sænket undervogn, bredere dæk og Sport-Pandaen har lige pludseligt et langt mere muskuløst udtryk. Når jeg kommer ud til den på parkeringspladsen synes jeg ofte, at der ligefrem er noget bulldog over dens måde at stå klar på. Det er lige før jeg synes opdateringen til 100HP er endnu mere vellykket end basisdesignet!

Og det altsammen uden at have oftet noget på praktikalitetens alter: Der er stadig plads til de samme passagerer og den samme bagage – og min har sågar anhængertræk. Hvad den ikke har er farve, og der var heller ikke meget at vælge imellem som 100HP. Sort er ikke noget særligt på en parkeringsplads, og kunne jeg vælge havde jeg taget en rød. Men sådan fungerer bilkøb ikke for pragmatikeren på et stramt budget, og jeg har i stedet lært at sætte pris på det sorte. Det fremhæver sådan set bilens ret fine stand rent lakmæssigt – og så passer det fint til de sorte bagerste ruder, som alle 100HP havde som standard. Jeg har lært at holde af den i sort.

Eller ville blå være endnu bedre? En 100HP er ikke ligefrem sprudlende i farveudvalget.

Nogle af mine kolleger ved (fordi de har skullet høre på min jammer…), hvor længe jeg har ønsket mig en Panda. Og da så den her kom (som 100HP forstår de den allesammen), så var der een der spurgte, om det ikke var en keeper? Svaret er nej: En keeper i min garage kan ikke være sort, og som jeg har antydet, så var bilen ikke perfekt da jeg købte den og er det stadig heller ikke. Den havde gået 272.000 kilometer da jeg købte den midt i juli og nu midt i oktober står der 287.000 på tælleren – det har været en god sommer!

Så jo, jeg er kisteglad for min Panda – selvom det blev den onde udgave fremfor den glade. Jeg har kørt masser i den og ligesom jeg skrev med MR2’en i sin tid: Hver en kilometer har været en fornøjelse. Så kan et bilkøb-på-trods ikke rigtigt blive bedre. Eller hvad?