Medlem Claus Ebberfeld

Blandt historikere er det en uskreven regel, at man aldrig offentligt taler om, hvad der egentlig ville være sket, hvis en historisk begivenhed ikke fandt sted.

Kontrafaktiske spørgsmål, som den slags hedder, har intet at gøre i seriøs videnskab, og fagets professorer har i tidens løb givet mange hug til uforsigtige, som dristede sig til at anstille betragtninger om, hvad der ville være sket, hvis nu Hitler havde vundet 2. verdenskrig, hvis nu den danske hær havde kæmpet til sidste mand 9. april 1940 og hvis nu alt muligt andet. Kontrafaktiske spørgsmål er for historikere ligegyldige, uvidenskabelige og totalt forbudt – og dermed yderst spændende. Når man bladrer sig igennem Curiosalfa, står de kontrafaktiske spørgsmål i kø: Hvorfor blev Giulietta Stationcar ikke til noget? Den var både fræk og smart. Og hvad nu, hvis det var Bertones version af den lille Duetto, og ikke Pininfarinas, der blev sat i produktion?

Hvad nu hvis?

Ja, så nok ikke noget, for sådan som det blev, var jo heller ikke dårligt.

Store venlige øjne præger Bertones prototype til Duetto fra 1963.

Bertone lavede også en prototype til forgængeren, hvor Alfa-ledelsen også valgte Pininfarinas, og den ene prototype står på Museo dell’automobile i Torino og ligner en fladfisk, der fornøjet snor sig. Efter min mening er den friskere i designet end Pininfarinas og selvom den aldrig kom på vejen, må man bare glæde sig over, at den stadig findes.

Bertones prototype til Spider fra 1955. Alene finnerne gør een i godt humør.

De fleste prototyper bliver lavet til store udstillinger og andre events, og når gæsterne er gået, konfettien er fejet op og champagneglassene sat til vask, bliver de flashy udstillingsmodeller enten hugget op, sat ned i en fugtig garage eller går til på anden måde.

Kantet 70’erstil: Alfa Romeo Eagle, 1975.

Heldigvis er fotografiapparatet jo opfundet, og i Curiosalfa kan vi se de mest fascinerende forsøgsvogne, karosserivarianter og alle mulige andre særudgaver, der aldrig blev til mere end eet eller ganske få eksemplarer. Man kunne godt savne forklaringer på, hvorfor enkelte af de mest oplagte ikke blev til noget, men mon ikke, at der har været nogen bønnetællere (især efter at Fiat overtog foretagendet i 1986) der har sat foden ned?

Marrazzis stationcar-udgave af 90 fra 1985 var ikke dårlig. Det blev dog kun til denne ene.

Vi begynder i 1952, og man bliver helt høj ved at bladre forbi den ene Giuliavariant efter den anden. Side op og side ned viser, at Alfa Romeo også gjorde sig inden for såvel vare-, som last-, skralde-, rust-, og pølsevogne. Og ambulancer. Og brandbiler. Og limousiner. Og jeeps. Og stationcars. Og busser. Og…

Ambulancer var også hyldevarer.

En gennemgående figur er Giorgetto Giugiaro, der har slået streger til et utal af prototyperne. Gik jeg med hat ville jeg tage den af i dyb respekt for den mands formsans, skønhedssans og ja, sans for alt det, der gør en bil levende og samtidig får ens øjne til at slappe af, når man betragter køretøjet.

Giugiaro tegnede denne Berlinetta for Ital Design i 1967. Den burde være kommet på vejen. Bemærk firkløveret og Hofmeister-knækket.

Teksten er både på italiensk og engelsk, og i tilgift får man en kortfattet gennemgang af de vigtigste italienske karrosseribyggeres historie: Pininfarina, Bertone, Vignale, Michelotti, Ghia, Abarth, Frua, Boano, Boneschi, Castagna, Fissore, Francis Lombardi og Scioneri.

Tidselgemytter kunne måske hævde, at man jo bare kan finde dem på nettet, og det er jo ubestrideligt rigtigt. Men hvem gider dybest set at google sig igennem alle varianter af prototypes+Alfa Romeo? I bogen bliver de alle præsenteret smukt i kronologisk orden, trykt på lækkert papir og med fine gengivelser af illustrationer. Bogen giver anledning til timevis af bladren, grublen, gysen og glæde og er en simpel nødvendighed for både troende og sekulære alfister. Dette og de vidunderlige fotos retfærdiggør uden diskussion den hampre pris.

Sådanne opslag kan redde nok så kedelig en regnvejrsdag.

Der er lidt Morris Marina over denne Berlinetta Sprint fra 1962. Men det er Bertone, der har været i gang.

Boneschi frembragte denne flyder i 1963.

Facel Vega? Non, monsieur. Det er Vignale, der i 1958 tog sig kærligt af en 2000 og klædte den pænt på.

Man kan ikke se det her, men Pininfarinas 1957-Sprint Setriere havde skydedør.

Giulia SS fra 1963.

Jeg kan rigtig godt lide patineret lak, også meget patineret lak. Der er så meget ny lak i denne verden, så synet af gammel lak altid er noget specielt. Jeg kan lide det, og hver gang jeg har set Søren Wichmanns Jaguar E, er jeg blevet glad over dens patinerede lak. Jeg besøgte Søren i Faaborg, fik en snak om lakken og en pragtfuld køretur i det lunefulde danske vejr. Det er en smuk tur. Skru op for højtalerne og tryk på fuldskærmsknappen. God tur.