Medlem Søren Navntoft

ViaRETRO har tidligere skrevet om verdens to bedste racerfilm, Le Mans og Grand Prix. Og vi har tidligere skrevet om hvor livsfarlig motorsport var dengang. Men vi har aldrig skrevet om, hvordan de to film begge tumler med det alle vidste men ingen talte om: Din kæreste kan dø i hvert løb det skal være.

De to film og hvorfor de er verdens bedste racerfilm kan man læse om hér. Skal man kritisere dem – og det er der mange der gerne vil – så er det ikke vanvittigt svært, for plotmæssigt er begge ret svage: De handler jo om racerløb, som bekendt en meget forenklet udgave af livet, hvorfor der er grænser for hvor mange handlingsplaner der kan bygges ind – i en rigtig racerfilm.

I det lys er det pudsigt, at den smule udenomshistorie de begge flirter med handler om det samme: Ulykkelig kærlighed. Den verden filmene foregår i og viser fra sin smukkeste side i løbssituationerne var jo også uhyre brutal og med enerhverende regelmæssighed kostede ulykker kørere livet. Og det gjorde det besværligt, for racerkørere har nu engang også liv udenfor racerbanen, herunder ofte en kvinde (eller flere…) i kulissen.

Jean Pierre Sarti og Louise Frederickson i Grand Prix.

I Grand Prix fra 1966 spillede Eva Marie Saint den amerikanske journalist Louise Fredericksson , der bliver forelsket i den dobbelte verdensmester Jean Pierre Sarti, spillet af Yves Montand. Han er egentlig gift i forvejen, men med en kvinde, der ikke elsker ham, hvorfor den overhængende dødsfare ikke er noget problem for hende. Det bliver det for Louise Frederickson: Først da hun erfarer hvor kynisk Sarti er (nødt til at være) overfor livsfaren for ham selv og kollegerne, hvilket udspiller sig i følgende dramatiske dialog:

Jean-Pierre Sarti: Before you leave I want to tell you something. Not about the others, but about myself. I used to go to pieces. I’d see an accident like that and be so weak inside that I wanted to quit – stop the car and walk away. I could hardly make myself go past it. But I’m older now. When I see something really horrible, I put my foot down. Hard! Because I know that everyone else is lifting his.

Louise Frederickson: What a terrible way to win.

Jean-Pierre Sarti: No, there is no terrible way to win. There is only winning.

Kyniker eller realist.

Dernæst får hun dødsfaren anderledes ind på livet (og her må jeg undskylde det frygtelige ordspil, uden dog at kunne lade være), da hun faktisk bliver forelsket og de to (hemmeligt) danner par. Hvorpå hun bliver bange for hans liv, når han kører. Med rette, da han forulykker dødeligt sidst på sæsonen.

Kærligheden, livet og døden er McQueen-tro noget mere træmandsagtigt gengivet i Le Mans fra 1971. McQueens bedre halvdel i hans rolle som Michael Delaney hører man intet om, og der er måske heller ikke nogen. Men den kvindelige hovedrolle i dén film, Lisa Belgetti spillet af Elga Andersen, har allerede lidt et tab, da hun i det foregående Le Mans mistede sin mand Piero Belgetti. Nu er hun så på Le Mans igen, hvilket Delaney (uden ord, naturligvis, men primært spillet med øjenbrynene) tydeligvis tænker sit om.

“It seems to be the only available seat”, siger charmetrolden Delaney, da han sætter sig hos billedskønne Lisa Belgetti- men se lige i baggrunden.

Nøjagtigt hvad han tænker forbliver dog uklart. Man får forklaret, at hun er der ifølge med en anden racerkører Claude Aurac, men det fremgår ikke tydeligt om de romantiserer eller bare er venner. Selv det sidstnævnte er dog ubelejligt, hvis man risikerer at miste sin ven i hvert løb. Hvilket måske forklarer Lisa Belgettis gennemgående komplet nedtrykte ansigtsudtryk.

Man aner dog en eller anden dragning mod Delaney, men det hele er meget mere ufortalt og imellem linierne end i Grand Prix. Og en kulmination eller bare en konklusion må man kigge i vejviseren efter: Efter en nærdødsoplevelse bliver Delaney toer i løbet og resultatet er det der tæller for ham. Lisa er lettet over at han overlevede, men så er der heller ikke mere at komme efter.

De to film er ofte blevet rost for deres realisme i gengivelsen af handlingen på selve banen, men det gælder faktisk også her i den svære kærlighed. Eva Marie Saint og Elsa Andersen var begge meget smukke skuespillerinder på indspilningstidspunkterne, og mens det virker urimeligt at smukke par kunne blive revet fra hinanden i et splitsekunds tilfældigt uheld, så var det normen i tidens motorsport. Sidehistorierne fylder ikke meget i filmene, men det gjorde tankerne om faren jo heller ikke i virkeligheden. Den var ellers reel nok.

Billedet herunder er det smukkeste jeg kender til at illustrere den alvorlige pointe: Det er ikke fra filmene, men fra den pure virkelighed. Det er Piers og Sally Courage, fotograferet i et romantisk øjeblik ved pitmuren et sted. De havde været gift i fire år og havde to børn, da Piers Courage døde i 1970, 28 år gammel. Et hjulophæng i hans De Tomaso knækkede. Sådan er livet. Også.

Virkeligheden.