Ja, det sagde han faktisk, min gode ven og langvarige og flittige ViaRETRO-kommentator. Og han har ret.
Ved første øjekast virker det ellers som en overfladisk grænsende til dumsmart bemærkning, synes jeg. Men så benyttede jeg lejligheden med ligeså meget fred og ro på landevejene som der er kaos i den politiske og finansielle (same-same) verden til at tænke lidt over det. Hvorpå det gik op for mig, at han har ret.
Den oprindelige overmotoriserede sportsvogn? Carroll Shelby med sin Cobra var måske ikke den allerførste, men så nok den mest kendte.
Nu er vi jo ikke alle lige gamle, og derfor er livet heller ikke lige kort for os alle. Nøjagtigt hvor kort det er er den svære øvelse. Og det er derfor min vens udsagn her altid vil være rigtigt: I det øjeblik du kan modbevise rigtigheden af det, så er det nemlig for sent, og så fik han alligevel ret. Man kan også vende den om, for som jeg ofte har sagt og skrevet, så kender jeg flere der har fortrudt IKKE at købe en given bil end folk der rent faktisk har fortrudt. Det virker skørt, men på den måde er det vilde vovemod alligevel nok det mest fornuftige.
Men der var andre, og Griffith 200 fulgte en forbavsende lignende vej – sikkert fordi Jack Griffith var direkte inspireret af Carroll Shelby.
I min fortolkning siger han jo ikke, at man nødvendigvis skal beholde den overmotoriserede sportsvogn for evigt, at det skal være den eneste, eller at der ikke også er andre ting, som livet er for kort til ikke at køre. Sådan tror jeg det forholder sig, og derfor vil jeg sammenligne påstanden med mit eget udsagn om, at enhver skal prøve at eje en tolvcylindret vogn en gang. Ja, de virkelig vovelystne kan jo prøve at kombinere de to ting!
I anerkendelse af at den oprindelige Griffith 200 langtfra var perfekt kom der senere en noget opdateret 400 – men den var stadig overmotoriseret.
Min ven her gør selv som han siger – altså “he walks the talk”, for nu at bruge en passende talemåde i forhold til hans valg af bil. Han kører nemlig en Griffith. Og hvis nogen tænker TVR’s runde og smukke halvfemsersportsvogn med Rover-V8’eren og anerkendende nikker, at ja, den var da godt nok overmotoriseret med omkring 300 hestekræfter til godt 1000 kilo, så tænk om igen. Hans er originalen – dén Griffith som Jack Griffith ovre i Amerika lavede ud af en britisk TVR Grantura ved at erstatte den lille astmatiske firecylindrede MG-maskine med en 289 kubiktommers Ford smallblock. Vægten lå under 900 kilo, og effekten cirka 270 “HiPo”-heste som i dag, rapporterer den glade ejer, alle er på stald endnu og klar uanset om man vil eller ej.
Den kloge mands overmotoriserede sportsvogn, en Griffith 200.
Til gengæld er dækkene smallere end på halvfemser-Griffithen, bremserne svagere og køreegenskaberne, godt hjulpet af en akselafstand som en barnevogn, langt mere giftige. Hér kan man tale om overmotoriseret – i en grad, så statistikeren i mig vil sige, at der er større risiko for at komme af dage i den her end nogen coronatrussel nogensinde har kunnet mobilisere.
En tredie overmotoriseret vogn, Maserati 450S, her med Stirling Moss bag rattet.
Og her havde salig Stirling Moss fat i noget: Tilfredsstillelsen ved at have overvundet faren eller ligefrem døden er større end noget andet, og selv uden at have kørt (endnu!) min vens bil vil jeg tro, at den virkelig kan levere oplevelser af slagsen “Uha, det gik trods alt godt!!” i en grad, så enhver der omtaler Porsche 911 Turbo som “The Widowmaker” må indse, at tyskeren i direkte sammenligning mere er som Manden med Leen udstyret med et vådt sammenrullet håndklæde i stedet.
Nogle vil måske mene, at Porsches 911 Turbo også er overmotoriseret? Men den er med sine 260 heste alligevel langt den svageste af de nævnte biler.
Det skal siges, at min overmotoriserede ven også følger med i den generelle samfundsudvikling, og at den fulde sætning lød “Livet er simpelthen for kort og elbilsdiktatur for tæt på til ikke at have en overmotoriseret sportsvogn”. Sjovt nok er den nyeste trend indenfor el-sportsvogne (jo, det findes!) netop overmotorisering med et par tusind heste, men det er bare ikke det samme, når de kun slår andre ihjel (fodgængere, minearbejdere og den slags) mens føreren sidder følelelsesløs bag rattet inde i sin mentale airbag og slet ikke mærker han selv lever endnu. På paradoksal vis handler overmotorisering slet ikke om fart, men om noget meget mere overordnet, må være moralen.
Specifikationerne på en Griffith.
Der har i generationer næppe været et bedre tidspunkt end nu til at overveje disse livets store spørgsmål: Hvor lang tid har vi tilbage – både det enkelte menneske men også den overmotoriserede sportsvogn? I den ideelle verden på en matematisk formel ville man kunne regne et svar ud, måske som et sted hvor kurverne krydser – men den verden findes ikke*. Det er derfor min ven har ret i udsagnet, og det er derfor at det altid er bedre at anskaffe sig den overmotoriserede sportsvogn før end senere. Nu? Ja, det er faktisk et godt tidspunkt.
Udsigten bag rattet. Man aner allerede af billedet, hvordan man bliver lykkelig hér, ikke?
*Note: Der er en svag teoretisk mulighed for at der faktisk findes en ideel verden, men at det bare ikke er den VI lever i. Men selv hvis det skulle være rigtigt, virker det alligevel nemmere at anskaffe sig en overmotoriseret sportsvogn NU end at forsøge at komme over i den ideelle verden. Måske det ligefrem viser sig, at en overmotoriseret sportsvogn ER transportmidlet over i den anden dimension som er den ideelle verden? Tænk lige lidt over det.
Et billede fra den ideelle verden? Nej, for det er kun en 1,3-liters.
Jeg er ret enig i den filosofi! For 10-15 år siden fik jeg en tur i hvad jeg tror er lige netop den bil? Oplevelsen sidder stadigvæk i min krop. Det var samme farve, men husker at motoren var sprit ny ford v8 med ca. 380 hk? Chaufføren Jens var dygtig og accelerationen på landvej helt sindsyg. Det er muligt at en Tesla er hurtigere, men hele sanseapparatet var aktiveret i den lille TVR. Lyd, vibrationer, fart, g-kræfter føltes vildt i den meget kompakte kabine hvor der sad to velvoksne på knap 2 meter. Fantastisk oplevelse og tak for turen endnu en gang.
@frederik-thyme den du har fået en tur i er en senere TVR Tuscan, en lidt mere fornuftig bil da den har to tommer mere aksel afstand, og døre man kan komme ind af. I øvrigt den hurtigste bil på markedet i England i 1967
@niels-v
Det kan sagtens være du har ret – mener også det var en Tuscan nu du siger det. Undrer mig bare at der er to så sjældne og næsten identiske biler herhjemme i den farve. Herlige biler er de uanset hvad.
Så sådan en Griffith sidst jeg var til 6 timers på Spa. Den er tåbelig hurtig. Der var godt nok ikke mange, der kom forbi den (undtagelsen er selvfølgelig GT40). Men en bil lige efter min smag! Jeg har forresten aldrig helt forstået “overmotoriseret” som et problem. Bevares vægten kan blive et problem, men for mange kræfter??
Som indehaver af en amerikansk bil er jeg vant til, at motoren måske kan lidt mere end bilen – særligt i nogle situationer. Er man af en støbning, der ikke kan leve med, at man ikke kan køre med fuld gas hele tiden, så er en US-bil ala pony/muscle car i hvert fald ikke den rigtige vej at gå.. Så er det måske mere Fiat 126 :) Sådan en har jeg haft – elskede den!!
@frederik-thyme Jeg kender bilen og Jens så er temmelig sikker ;) og ja de to biler har også næsten samme farve men det skyldes nok ejerne af dem er venner.
@stefan , du berører jo netop en andet småfilosofisk emne og spørgsmål: Bare fordi man bør have/bør prøve een type bil betyder det jo ikke, at man skal hade alle andre.
Når man har accepteret, at ingen bil kan alt, så ligger svaret jo lige for.
Jo, tro det eller ej, men man KAN faktisk godt have for mange kræfter. Overmotoriseret er i min fortolkning, når en given bil er hurtigere med MINDRE motorkraft – og jeg skrev om et meget tydeligt eksempel her: https://viaretro.dk/2012/10/porsche-917-16-nar-mere-er-for-meget/
Derudover husker jeg tydeligt, hvordan jeg i regnvejr på Jyllandsringen overhalede Corvette Bigblock og Ford Mustang i min lille 1147 kubiks Spitfire. Fordi jeg kunne bruge forholdvistmæssigt flere af mine få hestekræfter end de kunne af deres mange.
@claus-ebberfeld jeg anerkender ikke din Jyllandsring-sammenligning. Jeg er sikker på du var kommet noget hurtigere forbi dem med flere kræfter, såfremt vægt / balance havde været den samme. Jeg har dog hørt tidligere at kun profesionelle var hurtigere i gt40/Cobra med den store motor ? “Almindelige mennesker” havde svært ved at tøjle den store. Det er jo bare ikke motorens skyld, at chaufføren har svært ved at styre den?? De profesionelle kunne jo godt
@niels-v one big happy family :)
Helt enig i at flere kræfter ville have sendt mig hurtigere forbi, @stefan – men det er vel også fordi der er et meget, meget langt stykke vej fra mine dengang 85 hestekræfter til “overmotoriseret”?
Bortset fra det har du selvfølgelig ret i, at der er mange andre faktorer end selve motoren i den ligning.
Og Mark Donohue havde faktisk en godt citat:
“No, it will never have enough power until I can spin the wheels at the end of the straightaway in high gear. Too much power is never enough.”
Men han var jo også en af verdens bedste racerkørere, så jeg tror også du har ret i, at det er forskelligt fra kører til kører.
Det minder mig om de vilde tider på Viaretro hvor en vis (påstået) djævlsk hurtig Tiger var et næsten dagligt debat emne i kommentarene. ?
Synes @stefan har en vis pointe i, at mange hk og meget power jo ikke nødvendigvis er det samme som, at vi alle bliver racerkørere. Selv ville jeg efter al sandsynlighed ikke kunne udnytte em bil med f.eks. 500 hk fuldt ud. Det er jeg simpelthen ikke kvalificeret til. Meget afhænger naturligvis af bil- og motortype, vægt, balance etc. Men stadig: Kan mange ikke bruge de mange krafter, fordi det bliver for vanvittigt at folde dem ud, gider jeg ikke betale for dem.
En relativt let sportsvogn med på 2-3 liter med 200-250 hk er rigeligt.
US-biler skal nok have mere, men de jo også en anden dyreart.
Når det er sagt, ville jeg da gerne prøve en af de nyere TVR – en Tuscan eller en Grif. Et rumskib på hjul. Anderledes og lækkert!
@westmus , hvis jeg må komme med et andet citat: Don’t mention the war !
@claus-ebberfeld var det bevidst du nævnte Mark Donohue? Han køre en overgang race i en AC Cobra ejet af Jack Griffith og arbejde for Jack på Griffith projektet
Nej, den historie kendte jeg ikke, @niels-v : Det var mere fordi Mark Donohue kørte nogle af verdens stærkeste racerbiler nogensinde. God krølle på historien, ellers.
Det er vel ikke anderledes end at eje f.eks en Countach? Hvor mange ejere af sådan en kører jævnligt med topfart, hvis de da overhovedet nogensinde har været over 200 km/t i den? At eje en bil med en virkeligt kraftfuld motor handler ikke så meget om at kunne kører med spederen i bund, som at have noget som bringer en smule eventyr ind i ens ellers fornuftige hverdag. Der er f.eks også folk der bruger fritiden på at springe i faldskærm, hvilket rationelt set heller ikke er særligt fornuftigt eller brugbart.
Nu handler det vel ikke så meget om hvor hurtigt man kører, men om selve køreoplevelsen.
Enhver klovn kan trykke speederen i bund til kanten af sine køreevner – eller over…
Selv elsker jeg følelsen af samhørighed med bilen: At kunne mærke mekanikken arbejde, under og omkring sig mens man bevæger sig afsted gennem landskabet. Nej: Der er bestemt ikke meget komfort over det, men der er altså noget berusende over at blive halet afsted efter en snerrende V8’er…
Mjoh, det tror jeg faktisk det er, @westmus : En Countach er jo faktisk ikke meget stærkere end en Griffith, men den er væsentligt tungere og har meget bedre dæk og undervogn. I min bog betyder overmotoriseret for eksempel, at bilen har flere kræfter end vejgreb, og eksempelvis nærmest ikke kan komme afsted fra stilstand for bare hjulspin. Det kan en Countach.
Men ellers er jeg da enig med @christianv og dig: Det handler slet ikke om farten som sådan.
Når man læser om TVR Griffith’erne er topfarten nok ikke det man ønsker at teste, de tidlige har åbenbart ikke den bedste aerodynamik hvilket resultere i lift, ikke down force ved høj fart… og yderliger skete det åbenbart engang imellem at enten forruden blæste ind, bagruden ud eller taget begynder at give efter. @claus-ebberfeld når du nu skriver flere kræfter end vej greb, så har jeg set funktionen af speederen I en Griffith beskrevet som: “ Til justering af hvormeget fortov man vil se igennem forruden”
@claus-ebberfeld , min kommentar drejede sig ikke om at en Countach skulle være overmotoriseret, men om at eje et køretøj som kan mere end man reelt kan/skal bruge.
Det burde jo nærmest være god “sport” når det er mere chaufførens evner end motorkraften der afgør hvor stærkt det går. Modsat er rigtigt hurtige biler næppe for folk der ikke erkender deres egen begrænsninger.
Jeg har et par sportsvogne/coupeer i hver sin ende af spektret, og synes som @westmus skriver at det er temmeligt sjovt hvor meget man egenligt kan få ud af 40hk og elsker at køre udfordrende biler hvor man skal være i “harmoni” med det mekaniske, for at man kommer ud af stedet.
Men som @christianv skriver så har jeg måtte erkende at det bare er fedt at kunne jokken på speederen, mærke bagende gå ned og så bare blive halet afsted af en V8er
Det har jeg også, @niels-v , og jeg giver dig helt ret i begge dele. @westmus har også ret!
Endnu engang betyder det jo bare, at én bil ikke kan dække alle behov. Ikke engang en overmotoriseret sportsvogn.
De der overmotoriseret eller op tunet motorer er de ikke dømt til at destruere sig selv på et eller andet tidspunkt en dag. Hvis man gør megen brug af den ekstra eller rå kraft de er blevet udbygget med?
Før i tiden hed det man skulle, tage sig i agt når man handlede brugt bil og motoren var en GTI og sælgeren en ung mand. Men generelt gjaldt det samme huskeråd hos brugtvogns forhandleren.
Jeg gad faktisk godt prøve og eje en bil med 12 cylinder. 12 cylinder der bare skal have lov at simre afsted – med så komfortable og lav hastighed som motoren kan trække. Og udnytte dens moment. Det er vel formålet de blev skabt til som udgangspunkt. Den fornemmelse heri som en drivende svag rumlen mens rejsen oplevelse i ro og mag ned ad forskellige landeveje. Ikke til acceleration og race.
Designet til ejeren af denne type køretøjer, der har det behov for afslappelse og arbejdsro bagi under transport fra sted til sted, og en scene af luksus der følger med beføjelser. 8 -12 cylinder er nok det tætteste man kommer den oplevelse.
@njal-h-fredhave – En overmotoriseret V12 sportsvogn betyder du skal kigge mod Italien, men hvis du bare vil have en overlegen V12 kan du nøjes med at kigge efter en Jaguar. Det er en fest at have sådan en. Kompliceret mekanik, men alligevel overskueligt, og det er lavet solidt !
Den største udfordring efter du har indhentet alle tidligere ejeres forsømmelser er sådan set at der er 2-3 gange så mange af alting :)
Min XJ-S (3-trins automatgear og 2.88 diff) kan ikke engang sætte baghjulene rundt ved acceleration, men den har et overordentlig godt overskud ved almindelig kørsel mellem 60 og 180 km/t. Sikkert også ved højere hastighed, det er ikke afprøvet…
https://youtu.be/_Cler27uo1A
@leo-jensen Det er vel heller ikke meningen at lave streger på asfalten i en Jaguar. Det var den retning jeg ville.
Jeg er ved at lime gummilister og det er lidt svært. Men det bliver sikkert godt når jeg behersker den teknik – kender du jo nok.
Jeg er ikke så meget til italienske sportsvogne dog kan jeg godt lide nogle af Lamborghini´s modeller. Vil ikke fornærme nogen herinde med den mening. Men omvendt havde jeg alle de penge i verden der skulle til. Havde jeg sikkert osse en garage fyldt med hver en enkelt fra hver produktion gennem tiden. Så skulle jeg kun koncentrere mig om at hoppe ud i en af dem – og dreje nøglen når jeg havde lyst til en fornøjelig køretur.
:-)
Når det ikke er sådan, må jeg forsøge at finde glæden ved at drømme og så få løst opgaver der som du skriver er forsømt fra de forrige ejere! Og det er som du rigtigt skriver 2 – 3 gange mere besvær end hvis de ikke havde tænkt penge kun. Der er både fordele og ulemper ved overtage og at restaurere en veteranbil.
Men på mange måder er der dage hvor hovedet er andre steder og blokeringer der kan gøre det ganske besværligt at komme videre. Nå, men jeg glæder mig nu også til en dag at hørt om I kom videre med den indkørsel derhjemme. I din tråd om emnet.
Mange hilsner herfra. :-)