Fik I et spærredifferentiale i julegave?
Jeg har igennem årene ønsket mig mange forskellige bilting i julegave, og sågar også været heldig at få nogle af dem – jeg husker en skøn jul, hvor jeg pakkede en dejlig oliekøler ud, for eksempel. Jeg har dog aldrig ønsket mig et spærredifferentiale.
Det er også en større ting, kan man sige – men det er faktisk mere fordi jeg dengang i de dannende år faktisk ikke var klar over, hvor stor en forskel det gør at køre med. Nu er sneen ved at være væk igen, men mens det var værst har vi nok alle hørt historier om hvor svært fremkommeligt landet lå, vinterdæk eller ej. Ja, sågar firehjulstræk eller ej, hvis ikke der var spærredifferentialer et eller flere steder i systemet. Hvilket der er på alle de firehjulstrækkere jeg kender – men langt fra på alle tohjulstrækkere, hvor det mere hører de sporty biler til.
Funktionen kan være lidt forskellig, men sluteffekten er den samme – at låse de drivende hjul sammen, så man ikke i lavfriktionssituationer oplever, at al kraften går til eet hjul, der måske holder på is og derfor spinner hjælpeløst rundt. Mens det andet hjul måske holder på asfalt og i virkeligheden har masser af greb. I kender det sikkert godt i forskellige grader af alvor.
Intet problem med spær på.
I den situation gør et spærredifferentiale hele forskellen på at kunne køre eller ikke kunne køre. Og her er ViaRETROs første tip til 2024 så: Hvis det ikke allerede findes i din bil, så kan det eftermonteres i rigtigt mange. Eller man kan købe et helt nyt (eller renoveret) differentiale, hvor det allerede findes i – det er måske nemmere for de fleste. Det bliver en temmelig tung julegave, men tro mig – det er bedre end bløde gaver og I bliver glad for det.
Hvis ikke til jul, så er det måske noget at ønske sig til fødselsdag.
God weekend
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- NYT til de første hundrede: En Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkeligheden fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Bilerne fra 1989 … og årets første ViaRETRO-afstemning!
Af Michael S. Lund
“Mr. Gorbachev, tear down this wall!” sagde USA’s præsident, Ronald Reagan, foran Berlinmuren ved Brandenburger Tor i 1987, og ingen troede rigtigt på, at det nogen sinde ville ske. Alligevel skete det bare to år efter, i 1989, og dermed blev dette år nok et af de mest historiske i nyere tid – et af de år, hvor mange husker “hvor man var/hvem man var sammen med” og så videre, da den første murbrok knustes!
Og artiklens tema tager netop udgangspunkt i biler introduceret i det fantastiske år 1989, som jo dermed også betyder, at disse biler i år bliver 35 år og dermed officielt får “veteran-status” – samtidig er det her Weekend Matiné Nr. 489, så timingen kan ikke blive bedre.
Bilerne introduceret i 1989 var et sandt festfyrværkeri, sammenlignet med bilerne fra 1988. De sidstnævnte har vi gennem 2023 flere gange forsøgt at sætte os op til, men det er – med nogle få undtagelser – ikke rigtig blevet til noget.
1989 var virkelig et skelsættende år, især for os i Europa, da Ronald Reagan jo endte med at få ret … “muren” røg, hvilket betød enden på den kolde krig og indledte en periode med optimisme (trods en tragisk krig på Balkan), men som nu ser ud til at være slut. 1989 var også året, hvor den første GPS-satellit blev sendt op, der var med til at gøre verden mindre, og hvor det derfor ikke længere var nødvendigt at sidde med et kort i skødet for at finde vej.
Men lad os nu vende tilbage til bilerne, med nogle eksempler på det proklamerede festfyrværkeri fra dette år … vi vil så her på ViaRETRO lave nogle “nedslag” i løbet af året, hvor vi går mere i dybden på de enkelte modeller.
- Lexus LS400 var allerede på banen i Weekend Matiné Nr. 488, som et eksempel på den selvtillid, japanere havde fået bygget op i 1980’erne og nu ville ind i luksusklassen med.
Foto Lexus
- Men vi hopper lige tilbage til alfabetet, og så er det jo naturligt at starte med Alfa Romeo SZ – ikke designet af Zagato, for det stod Robert Opron for, men bygget der. Den ligger altså højt hos mig!
Foto Stellantis
- BMW E31 8-serien, en luksus Grand Touring BMW fyldt op med – på den tid – ny teknologi og til en start med 12 cylindre under hjelmen.
Foto Gitte S. Lund
- Ferrari 348, som repræsenterede et designmæssigt nybrud (omsider!) efter 308/328, med fællestræk fra Testarossa.
Foto Gitte S. Lund
- Citroën XM, stadig med en god del ”Citroën” over sig og ikke mindst, at der nu var mulighed for at vælge en motor, som passede til bilens størrelse – faktisk en dejlig bil! Der var ganske vist mere ”Citroën” over forgængeren CX, der (symptomatisk nok) heller aldrig helt fik motoren, den fortjente.
Foto Stellantis
- Maserati Shamal, der måske mere er fra 1990, men den nåede lige at blive præsenteret i slutningen af 1989. Shamal var den sidste Maserati under De Tomaso-ejerskabet og kronen på værket i fht. den forkætrede Biturbo-serie. Motoren var nu en V8 på 3,2 liter, men stadig med to turboladere. Her var der altså tale om en bil, der ikke alene kunne komme hurtigt ud af starthullerne, men også ud over stepperne … med en topfart på 270 km/t!
Foto Stellantis
- Mazda MX-5, en ikonisk bil – en japansk fortolkning af Lotus Elan – som på bedste japanske vis gav en problemfri bil med en langt bredere appel. Man kunne for den sags skyld også kalde den for en moderne afløser til MGB, fordi efterfølgeren MG F var noget helt andet.
Foto Michael S. Lund
- Mercedes R129 SL, afløseren til den langlivede R107 SL, som dermed teknisk også var et stort spring. Fra midten af 1990’erne kunne den også fås med V12-motor – en über SL!
Foto Gitte S. Lund
- Opel Calibra, afløseren til Opel Manta B og baseret på Opel Vectra A. Calibra “walked the talk” … for ikke alene så den ud til at have en god aerodynamik, den havde det også. I topmodellerne kunne man vælge mellem enten en 2,5 liter V6-motor eller en 2,0 liter turbo-udgave med 4-hjulstræk. Ekstra bonus … den stadig ser godt ud i dag
Foto Michael S. lund
- Porsche 911 (964), som rosinen i pølseenden, et totalt tigerspring for Porsche 911, der indtil 964 – i store træk – havde kørt med den samme undervogn siden introduktionen i 1964. Porsche 964 var et paradigmeskift: en helt ny undervogn med skruefjedre i stedet for torsionsfjedre og multilinkbagaksel. Men ikke nok med det: den første model Carrera 4 var med 4-hjulstræk, servostyring, ABS-bremser, mulighed for et 4-trins automatgear (Tiptronic for elektronisk styret) og sådan kan man blive ved …
Foto Gitte S. Lund
Der er naturligvis flere biler, som blev lanceret i 1989, men de ovenfor nævnte er et udvalg, hvor der er flere eksempler på nogle af de mere interessante – og som den skarpe læser nok har bemærket, så nåede vi samtidig op på 10 biler, hvilket får det til at krible i fingrene i forhold til at benytte chancen for at lave årets første ViaRETRO-afstemning, hvor I kan stemme på jeres favorit. Og begrund meget gerne jeres valg.
Afstemningen løber frem til fredag d. 19. januar – go’ fornøjelse!
Hvilken bil er jeres favorit blandt de 10 biler på listen fra 1989?
- Mazda MX-5 (21%)
- Citroën XM (14%)
- BMW 8-serie (14%)
- Alfa Romeo SZ (13%)
- Maserati Shamal (8%)
- Opel Calibra (8%)
- Porsche 911 (964) (8%)
- Mercedes R129 SL (7%)
- Ferrari 348 (4%)
- Lexus LS400 (1%)
Indlæser ...
Ugens Fund: 1963 Jaguar E-type til 500.000 kroner
Jeg var mægtig stolt af årets første Ugens Fund på ViaRETRO, da vi med en Maserati Indy dels havde med en ægte klassisk veteranbil at gøre, dels begyndte året i fuldblodsklassen – og dels var så billig, at der vitterligt var tale om et fund til prisen. Altså alt det vi godt kan lide.
Utroligt nok er denne Ugens Fund på samme høje niveau på samtlige parametre – inklusiv faldgruberne, men mere om dem senere. Jaguar E-type er måske endda på nogle måde en endnu “finere” bil, da dens plads i den brede bilhistorie uden tvivl er vigtigere end Maserati Indys. Redaktøren her på ViaRETRO er meget forsigtig med brugen af ordet “Ikon”, men ikke med en tidlig Jaguar E-type: Den er et sportsvognsikon fuldt ud på linie med Porsche 911, Lamborghini Miura og Ferrari 250 GTO. Ja, faktisk blev den sidste sådan set til på grund af Jaguar E-type, men det er måske en anden historie. I hvert fald var E-typen en åbenbaring af en sportsvogn, da den kom frem i 1961,
Disse ord skulle vise sig fuldstændigt rigtige:
De tidligste af dem er de dyreste, men mange foretrækker de lidt senere biler. Denne her er fra 1963, hvor Jaguar havde taget det første store ergonomiske skridt, der gør at man sidder bedre end i de første “Flat Floors”. Motor og gearkasse er i annoncen angivet som matching, hvilket betyder at den burde være monteret med den såkaldte “Moss”-gearkasse, som langt de fleste kritiserer som forfærdelig. Det er slet ikke min erfaring, og jeg ville sagtens kunne leve med en god Moss-gearkasse. Men det behøver man ikke i denne bil, da den p.t. er monteret med en femtrinsgearkasse, hvilket de fleste vil betragte som en opgradering. Men den originale gearkasse følger med, hvormed har har valget.
Interiøret i Ugens Fund: Ægte ikonisk klassiker fra allerøverste hylde – med rødt læder. Hvam kan ikke lide det?
Motoren skulle være renoveret, i øvrigt. “Alle mekaniske dele byttet”, står der også i annoncen. Det lyder lidt for godt til at være sandt, når man ser på billeder, men mere om det senere. Nyt ledningsnet har den også, og dét er i hvert fald en god ting. Ligesom den nye læderkabine er – og dén ser også fin ud på billederne. Rødt læder til den metalgrå lak er en meget lækker farvekombination, og hvis det er originalt, så har man efter min mening nærmest vundet i Lotto: Det er ideelt til sådan en klassevogn.
Som sædvanligt vokser træerne ikke ind i himlen. Der er masser af billeder af bilen i annoncen, generelt ringe, og dem fra under bilen afslører at det må være længe siden at “alle mekaniske dele er byttet”. Den kunne virkelig godt trænge til noget kærlighed under overfladen – og det store spørgsmål er dét, der ikke rigtigt er nævnt noget om, nemlig karosseriet. Hvordan er det lavet, hvor godt, hvor rusten er den nu – og så videre. Der er angivet i annoncen, at den har lidt “lakfejl” – plus også, at der er lidt småting der skal laves, eksempelvis noget med en ventilator. Så ligesom billederne afslører, så er det her ikke en perfekt 1963 Jaguar E-type.
Men det har man heller ingen som helst ret til at forvente til en pris på under en halv million kroner! Det er nemlig virkelig billigt for en matching numbers 1963 E-type i en tilsyneladende kørende og til dels opgraderet stand. Den står i Norge og prisen er teknisk set 720.000 norske kroner, hvilket kun er godt 475.000 kroner. Men dels skal man vel lige se den først, og dels skal man jo lige have den kørt hjem. Det sidste kan så meget passende blive årets første eventyr!
Jeg ved ViaRETRO har flere E-type-kyndige læsere, og jeg vil være meget taknemmelig for jeres kommentarer til denne bil – måske ligefrem gode råd til køberen. Havde jeg pengene, så havde jeg straks købt den selv uden at spørge nogen. Er det klogt? Måske ikke – men bilen er pragtfuld, ikkesandt?
Tak for tip til Niels Vegger. Find annoncen her: 1963 Jaguar E-type
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Ugens Foto: Nyd den sidste sne
Jeg tager gerne en af hver af de ti biler (samt E-typen) men det må blive Mazdaen der vinder.
Klart den bil der betød mest i det år og stadig en rigtig lille lækker vogn der skaber smil hos både ejeren og når man ser den i trafikken.
Manglende spærrediff. når man sidder uhjælpeligt fast på sneglatte veje, er vel altid frustrerende og ikke særligt befordrende for ens sportslige fremtræden. Skulle man være så heldig at håndbremsen virker på de trækkende hjul, er der her hjælp at hente. Ex i en baghjulstrukket klassiker kan man jo altid aktivere husmandsversionen af spærredifferentialet – et let hiv i håndbremsearmen bremser det spindende hjul lidt ned og dermed tvinges det modsatte hjul til at rotere. Vupti og man får lige pludselig en chance for at være selvhjulpen ud af problemerne (og bevare manddommen entakt)… Tak for altid gode artikler, matinér m.v. :-) God weekend
Den omtalte E-type er registreret første gang 31.12.1963 og har været registreret i Norge siden 13.08.1997. Den blev senest synet 03.11.2011 og skulle have været synet 30.09.2013, men det er ikke sket. Den har været afmeldt siden 09.12.2013. Forhandleren tilbyder at levere den nysynet.
@ce Hvis du mangler penge, kan du måske få et weekendjob i Randers, hvis du medbringer en skovl. Har du overvejet at sælge alle dine biler og køre til Norge i din BMW for at se på en E-type?
Kan slet ikke forestille mig min bil uden spærredifferentiale. En vigtig ting ved et spær synes jeg er forudsigelighed. Den forøges kraftigt med et spær. Hjulspind evt kombineret med sving uden spær er noget sværere at “mærke”/styre end med spær. Nu er hjulspind måske ikke populært på Viaretro, men hjulspind på et hjul er fesent.. og hører sig ikke til på en “rigtig” bil – alene af den grund er spær et must, hvis man er i besiddelse af bare lidt kræfter.
Alfa Romeo SZ overskygger alt i den årgang med sin fanden-i-voldskhed, simpelthen. Langt fra den bedste bil fra årgangen, men virkelig karismatisk, sjælden, velkørende, og ja, en småskør kreation. Sådan noget, som dem i Porsche 964 og Mazda MX5 måske drømmer om – hvis de tør!
Jeg kiggede lige i 1989 Bilårbogen. Her er et par andre nyheder:
Corvette ZR1, Honda NSX, Dodge Viper V10, Lotus Omega – og en ny model Ford Fiesta.
Sidstnævnte er en meget fornuftig bil mht plads og økonomi, og det er sikkert den der er produceret flest af. Men ellers står ikke specielt skarpt i erindringen. Ja, jeg ved godt der var en fin og skrap XR2i, men alligevel…
Men de andre synes jeg helt klart også er biler som man husker, og som hver især har fået deres fortjente plads i historien.
Ja, jeg stemte på 348…
AR SZ har karakter, det må man give den, men smuk – det er den ikke.
Quasimodo’s mor har sikkert også synes, at hendes barn var smukt – på sin egen måde.
Hmm, @oluf, det er sandt: Lotus Omega blev første gang vist i marts 1989, så den burde egentlig være med i denne årgang. I så fald havde den fået min stemme over SX’eren. faktisk: Dét er en fuldstændigt vidudnderlig sportslimousine! Honda NSX kunne åbenførst først købes fra 1990, så den hører nok mere rigtigt hjemme i næste års klassikerkuld.
@the-real-stig, helt enig: SZ er ikke smuk. Det har jeg endda skrevet om engang, hvilket resulterede i en shitstorm fra alfister – den vækker følelser, den bil og det mærke! Her er den gamle provo-tekst: https://viaretro.dk/2013/09/alfa-romeo-sz-sa-grim-at-den-er-paen/
Og når jeg vælger den ud af de ti muligheder, så er det præcis derfor. Plus det, at den kører godt. Har en lækker kabine. Er helt analog. Sjælden. Teknisk spændende. Lyder godt. Nem at vedligeholde. Økonomisk :-). Og så videre. Den ville på rigtigt mange måder være en perfekt firmabil i min funktion – bortset fra bekatningsværdien. Men det er jo ikke bilens skyld :-)
@bengt, så bør man jo bare forhandle E-typen solgt som nysynet, og så køre den hjem på egne hjul. Det kan sikkert komme til at passe fint med foråret! Der er 700 kilometer hjem (til Fyn…) via Sverige, men den står kun 100 kilometer fra færgen i Oslo, så dén vej er sikkert nemmere for de fleste. Hvor længe skal jeg bruge den skovl for at have en halv million?!?
Den E-type ser umiddelbart OK ud til prisen, men små billeder er jo utaknemmelige.
Det afhænger meget af hvor god karossen er. Hvis den er sund og lakken er pæn og ikke dækker over en masse spartel, så har den potentiale.
Jeg har haft både 4.2 E-type og 3.8 med :oss gearkasse. Jeg foretrækker klart 4.2 der har en blødere motorgang, fuldsynkroniseret gearkasse og mere komfortable sæder. Jeg vænnede mig aldrig helt til 3.8eren.
Men 3.8 skålsæderne ser bedre ud, og her har de så udskiftet Moss gearkannsen.
Men den skal ses grundigt efter, og tag en ekspert med, hvis du ikke selv kender E-typer indgående.
WOW, en E-type som ugens fund. Hvem havde regnet det ud. Det er vist første gang?
Jeg har været i Nordsjælland i weekenden (havde ikke noget med den nye konge at gøre), så jeg har først tid til at kommentere på den pågældende bil nu. Som min broder skriver ovenfor er billeder jo taknemmelige, man skal efterse sådan en bil grundigt. Jeg er før selv blevet skuffet! Og så begejstringen for farven på bil og indtræk. Det er bare ikke det man skal gå efter, når man køber en gammel E-type, det er model og stand! Modellen er fin nok. Serie 1 fixed head coupe er en af de smukkeste og dermed mest værdifulde modeller. 4,2 modellerne har som nævnt en mere kørbar motor, en fuldsynkroniseret gearkasse og bedre bremser, men bremser og gearkasse er ifølge beskrivelsen skiftet på denne 3,8 model. Det er interessant hvilken 5 trins gearkasse, der er lagt i, for hvordan passer gearene til motorens karaktestik? Det er ikke altid at opgraderingen fungerer bedre. Jeg kunne godt leve med en helt original bil. Standen er svær at vurdere på billederne, men det er ikke positivt at bilen har holdt stille længe. Det er der ingen biler, og slet ikke en teknisk avanceret bil som E-typen, der har godt af. Karosseri og panelgaps ser umiddelbart fornuftige ud, men undervogn, gummiophæng, støddæmpere og motorrum ser tildeles meget træt (og rusten ud) så regn med at alle gummiophæng og de 6 støddæmpere skal skiftes, og alle delene i undervognen skal have ny metallisering for at stå rigtigt. Og så skal man altid være mistænksom, når en bil ikke er lavet færdig. Hvorfor er den ikke det? Tæpperne er ikke limet i bilen, og de nye trådhjul er ikke sat på, og Pirelli dækkene fås ikke mere og er mindst 20 år gamle? Bilen skal vel også have 5% told på fra Norge, og afgiften er nok omkring 20.000 DKK. Men bilen kan nok være på danske plader, og i god kørbar stand for 600-650.000, så det er stadigvæk et fornuftigt køb, alt andet lige. Men tag en ekspert med til at kigge på bilen. God jagt. Der er også en endnu billigere E-type på Veteranposten til 195.000 DKK, hvis man har mod på at skrue lidt mere, men den kan måske blive ugens fund i næste uge..?
Tak, @soren-w og @ole-wichmann – især da I begge taler af erfaring og viden mere end hörensagen.
Ja, jeg tror de fleste foretrækker 4,2’eren med den nyere gearkasse – altså at køre i. Men på den anden side foretrækker de fleste (er det så nogle andre “fleste” :-)?!?) en tidlig Serie 1. Personligt kunne jeg som sagt sagtens leve med en original, og 3,8’eren er jo faktisk den “originale” motor. Skulle man have lyst til mere, så kan den jo i øvrigt tunes ganske meget.
Men ja, man skal altid være mistænksom overfor “mangler kun det sidste”, for hvis det er så let, hvorfor har sælgeren så ikke gjort det selv? Det vil altid være bedre for både pris og salgbarhed. Den tidligere nævnte præcisering af, at sælgeren tilbyder at levere den nysynet er i mine øjne dog et stort plus – så kan der jo i sagens natur ikke være noget galt med selve funktionen af bilen.
Den danske afgift på en 1963 E-type kan næppe være over 8.000 kroner, dog. Men igen: Det kan godt vise sig at være en mindre post i det store regnestykke.
Den viste danske bil er et fuldgyldigt projekt. Jeg er med på, at “bilen” også er meget billigere, men det skal den jo også være som ikke-kørende – det er jo ikke en bil. Og så er det en 1968’er. Og racing green. Og US. Tjah, vi er jo alle forskellige, men dén ville jeg aldrig overveje.
De tre biler, du nævner @oluf, er med til yderlige at understrege, hvilket fantastisk bilår 1989 var sammenlignet med ørkenvandringen i 1988. En af dem er tillige japaner og passer godt med, at 1980’erne var et fantastisk årti for japanerne bilmæssigt, hvor de for alvor lavede biler i deres egen ret.
@Micheal
Mangler der ikke lidt i listen af biler fra 89, 8. generation Nissan R32 Skyline ?
Claus, det er korrekt at serie 1 E-typerne er de mest populære, primært fordi de har det oprindelige design med inddækkede forlygter og små baglygter, før det amerikanske marked krævede ændringer, og bilen gik over til serie 2. Selv i den første serie 1 var der løbende ændringer, så bilen i princippet blev forbedret. I 1964 kom den store ændring til 4.2 liters motor, bedre bremser, bedre sæder, fuldsynkroniseret gearkasse m.m. Og denne bil kører bedre. Så “kørebilen” man helst vil have er en Serie 1, 4,2 fra 1964-1967. Samlerne, der typisk ikke kører så meget i bilerne derimod, vil helst have så tidlig en bil som muligt, dvs. en tidlig 1961 bil. Og de aller første havde “outside bonnet lock” og lidt længere havde de også “flat floor”. De biler topper i dag prislisten. Dette skriver jeg blot for at opdatere alle læsere 😀. Jeg har af ovennævnte grunde kun ejet serie 1, 4,2 biler, men jeg kunne sagtens forestille mig at eje en 3,8. Og jeg ville beholde den originale usynkroniserede Moss gearkasse.
Så grundbilen i Norge er helt fin. Nu svarer du noget om US biler, men jeg tror også at bilen i Norge er importeret fra USA? Cirka 80 % af alle E-typer røg til USA. (Der er i Danmark kun solgt ca. 70 E-typer, og nogle røg endda til udlandet fra ny). Selvom bilen kan leveres nysynet, betyder det ikke at den bare kan køre uden problemer i flere år. Undervognen ser som tidligere nævnt meget træt ud, og en E-type med træt undervogn kører helt forfærdeligt, så det vil være dumt ikke at får det lavet med det samme. Så interesserede købere af ugens fund skal tage en kender med op til Norge, gå bilen grundigt igennem, og så lægge et budget for opgradering enten i hjemmegaragen eller på værksted. En af mine venner har en tæt på perfekt 3,8 coupe til salg for 875.000,- så det er prisniveauet på en god bil, hvis man skal have noget at holde det op imod. Sæt igang…
Jeg kan huske da Calibra blev præsenteret på IAA. Den var en kæmpe scene med drejeskive i midten. Dengang syntes jeg den var fed.
Måske at trække den lidt men Alpina B10 bi turbo blev også lanceret i 1989.
Opel Calibra, den sidste rigtige Opel coupé er på mange måder stadig en fed bil @sbla . Siden var det bare ned ad bakke …