Mærkeloyalitet og det modsatte
Det var ugens to fund, der fik mig til at tænke på ovenstående koncept – i mangel af bedre ord. Det her med, at fordi man har eet bestemt yndlingsbilmærke, så er det et andet, som man per definition ikke kan lide.
Fænomenet findes i flere styrkegrader, og jeg har selv haft det nærmest inde på livet i min bandom, hvor jeg oplevede det i sin mildeste form: Mine forældre kørte nemlig Volvo. 140-serien, 240-serien og 940 som den sidste. Dét er loyalitet. Der formentlig stammer fra min morfar, der også kørte Volvo. Helt tilbage fra PV’eren.
Indbegrebet af Volvo.
Men at være en del af Volvoverdenen udelukker, at man kan lide SAAB – og det på trods af, at de to bilmærker egentlig har ganske meget tilfælles i deres grundværdier – måden de byggede (ja, det må nødvendigvis skrives i datid…) biler på. Bevares, der er også store forskelle hvor forhjulstræk/baghjulstræk eller lige linier/kurver-filosofien kan have spillet ind – men det var min opfattelse, at det slet ikke handlede om sådanne praktiske kvaliteter.
For mine forældre kiggede bare aldrig i retning af SAAB. Det var som sagt den mildeste form af fænomenet, så de nedgjorde heller ikke mærket – det var mere bare ikke rigtigt på dagsordenen. Det var ikke engang noget jeg undrede mig over dengang.
Og det bedste fra SAAB. Hvorfor ikke?
Siden har jeg så konstateret, at fænomenet findes i meget stærkere udgaver, hvor man som eksempelvis alfist ofte afviser hele kontinenters indsats i forhold til at bygge biler – eller sågar bare resten af verden. Dét har jeg heller aldrig rigtigt forstået: Fordi man elsker een, behøver man jo ikke hade alle de andre? For nu at bruge en vending, der vist også har noget med damer at gøre.
Jeg prøvede faktisk tidligt at få mine forældres øjne op for andre biler, og har igennem tiden forslået dem alt fra Mazda 626 (den første forhjulstrukne) til Ferrari 365 GTB/4 “Daytona”. Den sidste forklarede jeg som “mest af investeringsmæssige grunde”, men jeg havde selvfølgelig på radaren, at jeg et par år senere ville få mig et kørekort og så kunne jeg hjælpe med at motionere den.
Som jeg forestillede mig et familieliv med en Daytona.
Men lige lidt hjalp det, for kun Volvo duede. Det er måske derfor en typisk Rasmus Modsat-teenagereaktion som jeg lider af, når jeg derfor gik hen og blev stærkt engagaeret i ALLE biler. Jeg betragter det faktisk som et sundhedstegn, at den modreaktion om noget bare bliver stærkere og endnu mere altomfavnende med tiden.
God weekend
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- NYT til de første hundrede: En Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkeligheden fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Da Aston Martin ville være motorleverandør
Af Michael S. Lund
Hidtil har jeg troet, at Aston Martin holdt sine motorer for sig selv. For jeg gik ud fra, at Aston Martin vogtede over sine Tadek Marek udviklede motorer, som var det kronjuvelerne. Lige indtil en pudsig historie dukkede op …
Det startede med, at et billede dukkede op af en Volvo 1800 med en heftig bule på motorhjelmen, og min første tanke var, at det sikkert var noget hjemmelavet, som der findes flere eksempler på. Men det var der ikke tale om denne gang, ikke alene var større kræfter involveret, motoren under hjelmen viste sig også at være fra Aston Martin. Straks var nysgerrigheden vakt, for de fleste Aston Martin motorer, der aldersmæssigt kan være relevante for en Volvo 1800, er store maskiner i forhold til, hvad der er plads til under Volvoens motorhjelm. Det viste sig heller ikke at være tilfældet, motoren var en Aston Martin prototypemotor, kun lavet i 3-4 eksemplarer. Det var så her, jeg for alvor syntes, det blev spændende. Historien starter mere eller mindre samtidig med, at de første Volvo P1800 går i produktion hos Jensen i West Bromwich i 1961. Kilderne er enige om, at den engelske Volvo-importør kom i kontakt med nogle af de ledende figurer hos Aston Martin. Om det inkluderede David Brown selv, er der så ikke helt enighed om, men mon ikke …
For interessen fra Aston Martins side i Volvo P1800 skyldtes, at den også var en Grand Tourer, om end mere beskeden end deres egen DB4. Volvo B18-motoren debuterede faktisk i P1800, men flere syntes, at det ikke ville gøre noget med nogle flere hestekræfter i bilen. Samtidig havde Aston Martin haft nogle overvejelser, om at sælge motorer til andre bilproducenter, for at få produktionsvolumenet op og dermed reducere kostprisen per motor. Man blev dog hurtigt enige om, at det ikke gik at sælge den Tadek Marek konstruerede 6-cylindrede rækkemotor på 3,7 liter, som lå i DB4 til 3. part – der var jo ingen grund til at hjælpe konkurrenterne for meget!
Ideen om at ”kappe” 2 cylindre af opstod så, nu da Volvo P1800 var dukket op. Motoren ville blive en 4-cylindret motor på 2,5 liter, hvor flere dele som stempler, ventiler og plejlstænger kunne genbruges fra den 6-cylindrede motor. Aston Martin besluttede at forsøge, og Tadek Marek gik i gang med projektet under kodenavnet DP208. Resultatet blev, som allerede nævnt, en 4-cylindret motor på 2,5 liter med blok og top i aluminium, våde cylinderforinger, krumtap med 5 hovedlejer og to overliggende knastaksler. Ydelsen var med SU-karburatorer omkring 150 hk og havde dermed omkring 50% højere ydelse, end hvad B18-motoren kunne præstere i P1800.
Foto Classic Driver
Volvo var vidende om, hvad der foregik, men havde ikke forpligtet sig eller deltog direkte i projektet på nogen måde. Aston Martin indkøbte for egen regning en P1800, hvor den nye motor blev lagt i. Bilen var således et rullende testlaboratorium og tests under praktiske forhold begyndte. Bl.a. skulle den også testes i hverdagen, derfor kørte Tadek Mareks hustru i den i en periode.
Selvom det umiddelbart lød besnærende med 50% flere hestekræfter i Volvoen, blev DP208-motoren ikke nogen succes. Den led kraftigt af vibrationer (det kunne sikkert have været løst), den var for tung (mærkeligt nok) og ikke mindst for dyr. Samtidig var den pga. af de overliggende knastaksler højere end B18-motoren, derfor var det nødvendigt med den store bule på motorhjelmen.
Foto Volvo Cars billedarkiv – Volvo har siden anerkendt projektet
Den ene af DP208-motorerne blev taget ud af Volvoen, hvor den originale B18-motor blev lagt i igen og bilen solgt videre. Samtidig var det blevet 1964, hvor Volvo tog produktionen hjem til Sverige fra Jensen. Projektet blev glemt, og motorerne blev skrottet på nær én, der mange år senere dukkede op i Tyskland, hvor Schweitzeren Beat Roos blev opmærksom på den. Beat Roos genopdagede historien og besluttede at føre den ud i livet igen, men det skulle gøres ordentligt. Ikke noget med bare at købe en Volvo 1800S, så han valgte at gå på jagt efter en tidlig P1800 fra det første år. Beat Roos valgte dog at gå på kompromis med karbureringen og bestykkede motoren med to dobbelte Weber karburatorer. Historien kan også høres og ses i videoklippet nedenfor.
Referencer:
- This Volvo P1800 is actually an Aston Martin in disguise, Elliot Newton, Classic Driver, December 15, 2022
- Volvo 1800S – svensk ingenjörskraft, Kenneth Collander & Mats Westerman, Trafik-Nostalgiska Förlaget, 2021
- Volvo P1800 med Aston Martin prototypemotor, marts 2007, Volvo 1800 Klub Nyt, marts 2007
Ugens vinterfoto: Det er snart slut
Ugens Fund: 1964 Ford Taunus 17M til 55.500 kroner
Der er faktisk kun kommet to tips til Ugens Fund i denne uge, og jeg beklager at vi ikke har kunnet holde det forrygende høje prestigeniveau fra starten på 2024 med Maserati og Jaguar. Nej, vi er på et fornuftsniveau som om der lige er annonceret en ny kartoffelkur. Og den første er denne Ford Taunus, der faktisk på tysk blev lanceret med sloganet “Die Linie der Vernuft”.
Det gik dengang meget på designet, der var ret moderne og blandt andet benyttede noget mindre chrom end Ford før havde gjort. Men kunne ligeså godt bruges om selve bilen som sådan, for den var simpelthen en slags middelklassens våde (men fornuftige) drøm og blev en fortjent salgssucces.
Med denne udgave af Ugens Fund er vi også tilbage i meget ringe salgsannoncer, for der er kun en linie tekst til denne, der dog afslører, at bilen er nysynet. Og så nogle billeder, der faktisk ser meget lovende ud. Resten må man tage fat i sælgeren om – men han har måske tid nok.
Men som sagt: Det ser fornuftigt ud – på alle måder. Så hvem er fornuftig nok til en Taunus 17M?
Tak for tip til Niels Vegger. Find annoncen her: Ford Taunus 17M
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Ugens påmindelse: Det skal ikke være fornuft det hele
Ugens Bonusfund: 1964 Opel Kadett til 50.000 kroner
Så er vi tilbage i fornuften, ikkesandt? Og det var netop denne Opel som supplement den den tidligere Ford, der fik mig til at tænke på, at nogle der overvejer den ene aldrig vil kigge i retning af den anden, for netop Ford og Opel har i årevis nydt den gunst at dele en stor dele af bilkøberne i to lejre.
Vi er også ovre i en anden type annonce, hvor der er meget mere tekst – som dog rejser nye spørgsmål også. “Al rust er lavet i undervogn”, står der. Hvorfor har de så ikke lige lavet det sidste rust også, kunne jeg finde på at spørge? Men sådan er der så meget, og nu er det måske mig der forlanger lidt for meget fornuft.
Jeg har altid godt kunne lide den lille Kadett, elsker den fornuftige hat på hattehylden og ved at dens motor bare bliver ved med at køre indtil ejeren skal pensioneres – et fænomen, som man ved selvsyn kan se i trafikken den dag i dag. Det er dælme fornuft.
Tak for endnu et tip til Niels Vegger. Find annoncen her: Opel Kadett
Ugens Grafik
Vedrørende ugens fund, så er jeg mere til hende i den gule kjole foran den røde bil 😀. Så jeg vedlægger lige en ugens fund på niveau med de tidligere uger. Den er indregistreret og findes i Assens, hvis man ellers kan leve med en serie 2? (Jeg kunne godt, hvis jeg manglede en).
Sjovt med den Volvo Martin, Michael. Jeg læste historien i et engelsk bilblad for en del år siden. Jeg kan ikke huske hvad ham tyskeren gjorde for at fjerne vibrationerne i motoren? Men det er sjovt med motorer og mekanik. Hvad der fungerer godt i EN cylinderkonstellation, fungerer ofte ikke, hvis man fjerner et par cylindre, eller lægger et par til. Jeg mener at Maserati og Citroën røg ind i lignende vibrationsproblemer da de skar 2 cylindre af deres V8, for at lave en motor til Citroën SM. Og de fleste V6 motorer fungerer bedst med en vinkel på 60 grader, hvor V8 motorer fungerer bedst ved 90 grader. Det var måske et emne for dig Michael? 🙂
Der er vi helt på linie, @soren-w: Det er vigtigt ikke at drukne i fornuft.
Jeg hører åbenbart til det sjældne folkefærd, som har svært ved at “hade” nogle bilmærker. Jeg har både Ford, Ferrari og Opel i samme garage uden store interne konflikter. Dog fulgte hende i det gule ikke med, da jeg købte min røde 308’er. Kan man mon reklamere overfor sælger for fejl og mangler?
Hmmm, jeg har haft 2 Saab’er og 3 Volvoer, men kun en Alfa 🤷🏼♂️ og mine forældre kørte i Simca😁. Så er vist på dit hold Claus mht diversitet i garagen.
Vi har talt meget om mærke snobberi og hvis jeg må drille Søren lidt er det vel også snobberi med udtalelsen “hvis man kan leve med en serie 2” bare indenfor eget mærke?
Interesting – I know people who buy only Ford, or Vauxhall, or VW, in some cases, because their fathers (always fathers, never mothers) bought them, as if it was a betrayal to buy any other brand. The Volvo v SAAB competition in the UK has sometimes been characterised by profession, as SAAB’s were bought by architects, Volvo’s – particularly estates – by antique dealers. Would an architect by a Volvo? Unlikely. My own brand loyalty is more geographic insofar as I have a strong bias towards towards German cars with Porsche being my particular favourite, of course.
With regard to the two Finds of the Week – I have fond memories of both these cars from early visits to Germany as a child. They are both very rare in the UK and not seen that often even in Germany.
Jeg synes egentlig at jeg er ret fleksibel med bilmærker. Jeg er både til Fiat, Alfa, Lancia, Abarth, Maserati og Ferrari. Selvfølgelig noget ensporet forhold til oprindelsesland, men jeg er vild med mærkerne for hver af deres kvaliteter.
Skulle jeg vælge uden for komfortzonen, så nappede jeg en Citroën hver gang😊
Citat: “Den ene af DP208-motorerne blev taget ud af Volvoen, hvor den originale B18-motor blev lagt i igen og bilen solgt videre.”
Jeg har længe ville spørge om dette.
Hvordan smider man bare lige en anden motor i en bil?
Hvordan sikrer man sig at den sidder korrekt og sikkert, hvordan får man lige de ophæng og gummidele der skal bruges, til den bilmodel/motormodel?
Citat: “Al rust er lavet i undervogn”.
Betyder undervogn ikke ophæng og affjedring?
Mener sælgeren mon de nederste dele af vognen, det der vender ned mod asfalten?
Da jeg var knægt, kom min far engang hjem med sådan en fin Ford Taunus 17M. Jeg tror ikke, jeg gik så meget op i bilmærker dengang, men jeg var voldsomt imponeret over hvor smart den så ud, – helt anderledes end de andre på vejen. Mange år senere så jeg for første gang en Alfa Romeo Giulia GT (Bertonen). Igen var det designet jeg faldt for. Idag er jeg jo Alfist, men har også andre mærker. Det gennemgående træk for de biler jeg falder for, er designet og dernæst køreegenskaber etc. Jeg er havnet hos Bertone. Giugiaro, Pininfarina m.fl. – nogle af de ypperste designere i Italien. Jeg er havnet i gryden med italienske biler og designere, og det er såmænd ganske udmærket :-)
Jeg voksede op i sådan en Taunus, bare som stationcar på papegøje plader, uden sideruder, det var smart, for når vi skulle langt var der altid dug på blikpladerne, så kun man bruge fugten til at dulme svien i øjnene, fra forældrenes cigaret røg. har aldrig haft ford selv. Pt har fruen Mercedes og jeg BMW, det giver også lidt gnidninger. 🙂
Og så er Kadetten endda en coupé! Det er da en meget eksotisk form for fornuft! Opels Coupemodeller har altid stået for mig som rendyrket snobberi: man tager en sedan, skærer et hjørne af taget af på en klodset måde og forlanger en væsentlig højere pris for bilen. Så kan ejeren bryste sig lidt ekstra foran de andre bilister hjemme på villavejen: se hvad vi har råd til!…
Personligt har jeg ikke et favoritmærke, jeg holder mig 100% til. Der er alt for mange spændende biler til, at jeg holder mig eksklusivt til eet mærke. Den slags one-and-only er reserveret til min kone – ikke biler!
Men…er det nu så ejendommeligt, at nogen sværger til EET mærke? Der er jo også masser af folk, der sværger til EEN fodboldklub, EET parti de ALTID stemmer på, EET sted de altid tager hen på ferie osv osv.
Jeg kender en mand, som gennem snart 40 år har købt den nyeste BMW 5-serie, når der kommer en. Så kører han i den, indtil en ny kommer. Så køber han den etc. Endda fra samme forhandler gennem alle årene! Han er glad for genkendeligheden, er tryg ved kvaliteten osv.
Samme fornemmelse og loyalitet kan man vel også have med klassiske biler, ikke? Som sagt har jeg det ikke selv sådan, men jeg kan godt forstå, at nogen har det anderledes. Alfister og porsche-ejere er måske de mest kendte…..måske også citronister…
Ikkefor at træde i noget jeg har skrevet før. Jeg er/var SAAB mand så længe det kunne lade sig gøre da min far var SAAB mand igennem livet og jeg overtog hans biler når han skulle have en ny. Meget praktisk som jeg har ført videre så min datter fik min 95 turbo da jeg fik et job der krævede firmabil og man ikke kunne vælge en SAAB mere. Med klassiske biler var jeg i mange år alfist med lidt flirt med Lancia men endte med en Lotus til sidst da jeg endelig fik råd til drømmebilen som havde luret siden min ungdom ude i horisonten. Jeg kunne hurtigt vende tilbage til Alfa verdenen gennem en Giulietta men da rækker mine pensionspenge ikke engang mere.
Mht til SAAB så vil en 900 cabriolet både den gamle og nye ikke være en umulig youngtimer for mig, der har mit SAAB liv ikke ført mig hen før.