Jeg elsker SM. Og det uden nogensinde at have prøvet, men jeg synes bare idéen er så fræk.
Hele denne uge og weekenden med står for mig i Retromobiles tegn: Den store klassikermesse i Paris åbner i morgen og lukker på søndag klokken 19. Dét betragter jeg nu som en fornøjelse, ikke som SM – men jeg kom til at tænke på Citroëns flagskib, fordi den er så fransk. Ligesom messen. Hviket betyder, at der er mange gode ting – men også, at der uundgåeligt følger nogle mindre gode ting med.
Dette billede er fra Paris Motor Show i 1070, hvor SM blev lanceret. Sjovt nok lignet det lidt Retromobile fra torsdag og frem.
Citroën SM er derfor en af de mange klassiske biler på min lange drømmeliste, men den står ikke øverst og i svage øjeblikke kan jeg også godt tvivle på, at jeg i sidste ende faktisk tør. Her kunne kloge hoveder så godt indvende “jamen du er jo vild med Maserati Biturbo, og en SM kan vel ikke være værre?”, og det er faktisk et godt spørgsmål.
To societydamer læner sig op af en Biturbo, der er strandet i trafikken engang i firserne.
Som bekendt står M’et i SM jo for Maserati, så det smager lidt af fugl og der er en sammenhæng, men i det mindste er Biturbo rent italiensk hvorimod SM er en italiensk-fransk kooperation. Det er faktisk to nationer, der hver har deres særkender og temperament findes begge steder i udpræget mål: Jeg har aldrig syntes de to var oplagte til at samarbejde. Prøv at forestille jer en restaurant med en blanding af italienske og franske tjenere et øjeblik…
Generelt kan jeg bedre lide Italien end Frankrig.
Omvendt så ved jeg, at fordomme er en tung byrde som mange i klassikerverdenen slæber rundt på. Jeg har haft flere biler, der led under fordomme, men for eksempel min gamle Triumph 2.5PI med Lucasindsprøjtning er en af de klassikere, jeg har kørt mest og længst i, og den svigtede mig aldrig. Jeg har kørt masser af Porsche 911 på baner, og er aldrig kørt baglæns ud i barrieren. Min gamle Triumph Stag med den udskældte V8-motor gik perfekt og var en af de bedst lydende biler jeg har haft. Og så videre.
Også en af mine drømmebiler, og da en TVR Cerbera er meget nyere, så er den sikkert også mere mere problemfri end en SM, ikke? IKKE?
Men bevares, jeg kender også det modsatte: Min Jaguar XJ12 ville ved ankomst til et dejligt hotel pludseligt ikke lukke sit soltag. Jeg solgte min Rover 3500 efter at den havde strandet min kone to gange. Min Alfa Romeo Sprint kørte godt, når den kørte godt – men ting faldt af af sig selv.
En 1985 Alfasud Sprint. Det vil sige den opdaterede udgave, som man skulle formode var bedre end den oprindelige? Ud fra mine erfaringer er jeg ikke så sikker.
Og så videre. I kender det sikkert godt. Men det store spørgsmål er, hvor meget der er rigtigt og ikke mindst hvor meget der er forkert. Er en Citroën SM så slem? Er en Lotus Turbo Esprit værre? Bliver det bedre, hvis man bevæger sig op i nyere drømmebiler som eksempelvis en TVR Cerbera? En Ferrari 400i? Eller en Porsche 996?
Det er dagens meget store spørgsmål: Jeg skal til Paris, jeg skal drømme – men jeg skal ikke have smæk og selv betale for det. Så lad mig høre i kommentarerne herunder hvad I tror er den værste og gerne også den bedste klassiker i forhold til pålidelighed og kvalitet, tak.
Pålidelighed…
Så køb en Mercedes-Benz S-klasse. Nårh nej, det har du jo prøvet.
Hvad så med en BMW 2002? Eller en god gammel 6-serie. Argh… begge har du også prøvet. Okay, hvad så med noget japansk, såsom en Mazda 626 eller en fin lille Honda Civic? Jo, det er rigtigt – dem har du også prøvet.
Jamen så er det vist tid til at prøve lykken med den Maserati Biturbo… 😉
Eftersom jeg ejer en bil med angiveligt 700 meter italienske ledninger i, er jeg næppe den rette at spørge. Men jeg tror nok, at alt virker i min Lancia Thema 8.32 – muligvis driller en af de elektriske nakkestøtter, men det er til at leve med.
Men bilen skal bruges – stilstand er ikke godt.
Maserati Biturbo – ja tak. Men jeg er ikke sikker på at jeg tør…
Jeg tror du selv har svaret Claus. Tænker at du går ret sikkert i byen med en Porsche 996. Men ellers er Torben nok på rette vej. Sørg for at købe en bil, der har kørt. Gerne med jævne mellemrum og gerne for nyligt. Hvis du kan få troværdig dokumentation på dette, så lover det jo rigtigt godt. God tur til Paris.
Cerbera er også en af mine drømmebiler. Italien ligger også lidt over Frankrig generelt må jeg sige. Så absolut enig. Kunne man få en 90’er ghibli på et tidspunkt ville det også være fedt – pålidelighed eller ej..
Hvis @torben som ejer af en Thema 8.32 ikke tør en Biturbo…så er jeg heller ikke sikker på at jeg gør!
@soren-w, det er du jo ikke ene i at tænke, det med at Porsche 996’eren er et sikkert kort. Men som du måske husker, så valgte jeg i stedet selv en Corvette C5. Dels fordi jeg synes det er en federe bil til færre penge – men faktisk også fordi jeg tror den er en mere sikkert kort i pålidelighed. Men javist er begge dele også fra min side baseret på en masse hören-sagen, spekulation og ren og skært gætværk.
Det med at have en klassiker er at drømme. At drømme om at kunne køre i noget lækkert. Noget man bilder sig ind er omtrent lige så pålideligt som at have en moderne ny bil. At det nok skal gå, hvis bare man har valgt en bil. Der var god som ny. For måske 40 år siden. Virkeligheden er, at det er en utopi. Selvom bilen var god for fyrre år siden. Og selvom den står smukt endnu. Og selvom den mekanisk kører godt. Så indebærer den en kæmpe risiko. Risiko for skjult rust. Risiko for dyre mekaniske nedbrud. Og for så meget andet. Inderst inde ved vi alt det. Alligevel fortrænger vi det. Og fokuserer på drømmen. Og krydser fingrer for at det går. Det er at drømme. Og at være en stor afdæmpet masochist. Og nej – en 996 eliminerer ikke særligt meget risiko. Og skulle den detonere, bliver den dyr. Og ja – jeg savner foråret og min gamle bil godt oppe i fart.
Ja, Carsten udtrykker det meget korrekt; men ALT hobby koster.
Et gammelt udtryk siger “det koster at fyre med mahogni”, og problemet er jo, at jo mere sjælden en bil er, jo færre enheder har der været til at betale af på testomkostninger mm..
Det der nok er vigtigst er, at bilen har været korrekt vedligeholdt hele sin levetid, det bliver selvfølgelig mere problematisk på en 40-50 år gl. bil.
Omvendt kan elektronik blive en udfordring at få serviceret i nyere biler.
Min Aston DB7 kører jeg til service hvert andet år, her er dyreste post de 11-12l olie ved olieskift til autoriseret forhandler pris !
… og måske er det af Claus stillede spørgsmål en del af svaret på hvorfor Mazda MX5 blev vinder af konkurrencen for en god uges tid siden …
Har ejet mange klassiske biler i mit lange liv! Mest engelske!
Jeg købte min første engelske sportsvogn i 1970! Bilerne var jo næsten nye dengang, så der var ikke så mange problemer! Hvis jeg skal fremhæve et enkelt mærke for driftsikkerhed, må det være MGB!
Tillige nem at vedligeholde med billige reservedele!
Kørte Rallye Monte Carlo Historique i 4 år i min 1967 MGB GT, uden nogen problemer med bilen! Naturligvis forberedelse og efterfølgende service!
Det bliver spændende at se hvordan det går de danske deltagere i år!
Starten på tilkørselsetaperne går på torsdag og fredag!
Hilsen Henning Hjorth
Et lidt kedeligt ingeniør svar: Driftsikkerhed afhænger ikke af fabrikationslandet eller om det er en Fiat, Jaguar eller Porsche. Det altafgørende er passende vedligehold og rettidigt observation af kommende problemer. Vi kender vel alle en fornemmelse af at der er noget der ikke er helt i orden, “men at det jo nok går over af sig selv”. Jeg har selv smagt medicinen: Før et klassisk rally i Lancia Fulvia Rally, havde jeg godt set at en enkelt tråd i koblingskablet havde sluppet sit tag. Men pyt: Kablet består jo an mange tråde, og den kan vel godt køre lidt endnu før jeg behøver at skifte kablet. Man ak, halvvejs i rallyet røg kablet, og vi måtte humpe hjem på pinlig vis.
En anden ting man skal holde sig fra er “forbedringer” af bilen. Enhver bil er mest driftsikker som den er tænkt fra fabrikken.
Beklager den manglende stillingtagen til den ellers spændende diskussion om hvilket land der laver de bedste biler!
I’ve had two 996’s, and I can say that the second (the first was written off in my only serious accident) was not so reliable – it dropped all it’s oil one day and it needed a replacement engine, thankfully paid for by the insurance. Within a couple of years, that engine started to smoke a lot and I sold it before I got another big bill. In between though, it was a fabulous car to drive – on a trip to Germany, I got it to 251kmh before I ran out of cojones, although the car was still accelerating strongly. And it made a great, deep-throated sound under acceleration, music to my ears!