Danmarks to største biltræf indenfor de næste to weekender: Skal du afsted? 

Jeg tror i hvert fald de er de største. Jeg taler om det mundret navngivne “Træf- og køretøjsdag Wedelslund” der finder sted på Skanderborgkanten (det er i Jylland…) den 5. juni og det cirka lige så mundrette “Gavnø Classic Autojumble & Concours de Charme”, der finder sted nær Næstved (det er på Sjælland…) den 9. juni. 

Det sidste er en af de mest traditionsrige (og største? jeg er som sagt i tvivl) bilbegivenheder i Danmark og en meget smuk en af slagsen, og derfor målet for Klub ViaRETRO’s andet klubarrangement i 2024. Bemærk at man skal tilmelde sig på forhånd (det er gratis indtil den 28. maj – derefter koster det en hund) og at det foregår via Gavnøs egen portal – her: Tilmelding til Gavnø.

Hvis du er medlem af Klub ViaRETRO og gerne vil være med på standen sammen med klubkammeraterne, så husk at skrive “Klub ViaRETRO” på i din tilmelding – eller er det kun en generel tilmelding til træffet, og så er der ikke plads til dig (eller rettere din bil…) på standen.

Klub ViaRETRO har nemlig en stand på dette skønne garden party for biler, og det er ved tidligere begivenheder lykkedes os at have et virkelig bredt udvalg af klassiske biler på standen: Fra Fiat Panda til Mercedes-Benz 300SL – og det er præcis som det skal være. Hvis der kun kan være een af hver slags, så bliver det ikke bedre. Så vidt jeg hører på vandrørene kommer der nye biler med nye mennesker igen i år – og nogle af dem skal nok skabe røre i andedammen. Jeg siger ikke mere. 

Wedelslund Gods for nogle år siden. Dengang var det også godt.

Vores lille bilklub kunne ikke overkomme også at arrangere et klubtræf på Wedelslund, men det ser i skrivende stund ud til, at jeg godt kan finde anledning til at køre forbi alligevel. Og så ved jeg, at jeg plejer at møde mange af jer derude alligevel. Her skal man lige være opmærksom på, at man ligeledes skal tilmelde sig på forhånd, hvilket foregår via Veteranposten – her: Tilmelding Wedelslund

Ses vi til ét af de to træf? Eller hvad har I ellers på programmet her i de tidlige sommerdage?

God weekend

Claus Ebberfeld

En sprød italiensk coupé med Fiat DNA

Tekst og foto Michael S. Lund

For nylig var jeg til et arrangement i Autogalleriet Herning, som kort fortalt er en samling på omkring 140 privatejede biler. Helt i ViaRETRO-ånden er der en god diversitet mellem bilerne, lige fra daglige slidere til de mere eksotiske. Det var lige præcis en af de sidste, som fangede mit blik, nemlig en 1969 Fiat 125S Samantha Vignale.

Hvad Autogalleriet Herning angår, må jeg bare sige, at det er en af de positive oplevelser, man indimellem får her til lands, efter at have lullet sig ind i den tro, at have set det meste. Men så dukker der alligevel noget op, der indeholder f.eks. en Fiat 125S Samantha Vignale. Som navnet antyder, var Fiat 125 Berlina basis for modellen, og det var ikke noget dårligt udgangspunkt. Fiat 125 blev lanceret i 1967 som afløser for Fiat 1500C. Under hjelmen lå Aurelio Lampredis Twin Cam-motor på 1,6 liter, som gjorde Fiat 125 til et godt bud, hvis pengene ikke lige rakte til en Alfa Romeo Tipo 105 Giulia.

Allerede året efter, i 1968, lanceredes Fiat 125S med 10 hk mere og nåede op på 100 hk, takket være skrappere knaster, ændret indsugningsmanifold og en anden karburator. De flere heste og en anden karakteristik passede godt til en 5-trins gearkasse, som bilen også blev forsynet med. Den sporty familiesedan i Fiat-aftapning var en realitet og dermed potentialet til mere. Fiats egne bud på noget mere sporty med Lampredi Twin Cam-motoren var 124 Sport Coupé og Spider (den sidste med Pininfarinas mellemkomst), men der var sandelig også noget for karrosseribyggerne, og det er her Fiat 125S Samantha Vignale kommer ind i billedet.

Det første jeg tænkte var, at den lignede noget, jeg havde set før. Vippeforlygterne, der har ”himmelvendte øjne” a la Porsche 928 (snarere omvendt, for Samantha kom først).

Men det, som virkelig giver aha-oplevelsen, er, at Fiat 125S Samantha Vignale ligner noget andet, fordi den er designet af Virginio Vairo, som også stod bag designet af Maserati Mexico og Indy. Fiat 125S Samantha er en 4-personers coupé med læderkabine og elruder – en luksuriøs Gran Tourer i lommeformat. Faktisk lægger Fiat 125S Samantha Vignale sig lidt op af Fiat Dino Coupé, som ganske vist er et Bertone-design. Proportionerne er helt rigtige med den forholdsvis lange kølerhjelm og harmoniske linjer på siden, som leder over i Fiat 125 baglygterne bagtil.

En sjov detalje, der lige skal med, er, at Fiat 125S Samantha Vignale deler døre med Jensen Interceptor!
Selvom Vignale fik lov til at benytte Fiats forhandlernet i flere lande, blev der i alt kun bygget omkring 100 Samanthaer hos Vignale, og i dag anslås det, at der er omkring 10 tilbage. En årsag til den manglende succes kan skyldes, at Fiat 125S Samantha Vignale var for dyr. Parallelt med Samantha tilbød Vignale i slutningen af 1960’erne også Eveline med et lignende design, men baseret på Fiat 124. I de fleste tilfælde var der simpelthen grænser for, hvor meget familiefaren fik lov til at skeje ud … Drømmen om sport måtte udleves bag rattet i sedanen!

I denne artikel ligger nedslaget på Vignale og den sidste del af 1960’erne, men det var almindelig praksis i en meget længere periode, at de italienske karrosseribyggere producerede sprøde coupéer baseret på dagligdags Berlinaer fra Fiat som f.eks. 1300/1500, forgængeren til 124/125. Jeg er sikker på, at flere af jer har en holdning til disse, hvis I da ikke ligefrem selv har haft en. Det hører vi meget gerne mere om …

Redaktørens fordel: Fiat 1500 Vignale Coupé

Det er ikke bilen som sådan, jeg mener – men det, at jeg som redaktør læser teksterne før nogle andre. Så når Michael S. Lund skriver herover at “Jeg er sikker på, at flere af jer har en holdning til disse, hvis I da ikke ligefrem selv har haft en. Det hører vi meget gerne mere om”, så kan jeg tage mig den frihed at svare som den første – i samme Weekend Matiné. 

Med det helt korte svar: JA, jeg har en holdning til dem – og den er, at jeg elsker dem. Og ja, jeg havde selv en – nemlig nedenstående:

Min gamle Fiat 1500 Coupé Vignale. (Foto: Michael Berg)

Købt i Hamburg og solgt til Amerika og undervejs også en af de første delebiler jeg havde med en kammerat. Dejlig vogn og et dejligt eventyr. Jeg kunne aldrig finde et eksakt tal på, hvor mange (eller få) Vignale lavede af dem, men at den forholdsvist billige vogn blev solgt helt over til Amerika siger da lidt om hvor speciel den er.  

Den lærte mig det skønne ved kombinationen af enkel og solid hverdagsteknik med haute couture-karosseri ovenpå: Smart OG billigt. Og hvis man baserer det på det rigtige køretøj fra starten af også en velfungerende bil. Som Vignalen var. Og Samantha. Og mange andre. Jeg tænker ikke det det bliver min sidste af slagsen, for det pudsige er, at der faktisk er mange af den. 

Genren har et skønt klingende navn på modersmålet: Man kalder dem “fuoriserie” – bogstaveligt talt biler bygget udenfor serier. Men som sædvanligt lyder det bare bedre på italiensk, ikke?

Ugens opkald fra Numerologisk Afdeling: Mercedes 508

Der kan se ud på mange måder. Og bruges til mange ting. Fra små til store eventyr. Aldrig hurtigt fremad. Men altid på vej. Hvis man vil. Vil man det?

Ugens Fund: 1972 Buick Sportwagon til 199.000 kroner

Dét her er meget bil for pengene! Og selvfølgelig er det bogstaveligt talt, men det er også en fin allrounder: Først og fremmest er det en ægte klassiker, ingen youngtimerindrømmelser her. Dernæst er det en stationcar, som alle jo elsker for deres fleksibilitet i forhold til anvendelsesmulighederne – hvilket bestemt også gælder som klassiker. Endelig er det en V8 – som alle også elsker. 

Og så er der designet: I Europa var stationcars jo længe brugskøretøjer, ja, nærmest varebiler – tænk på Volvo Duett, der netop hed det, fordi den kunne være både erhvervs- og privatvogn. Der gik faktisk laaang tid, før stationcars fik en anden status på vores breddegreader. Men som sædvanligt var de meget tidligere på den ovre i Amerika, og forstod at stationcars også kunne gøres lækre og frække og bedre udstyret, så de kunne sælges til højere priser og flere af dem. Og man kunne jo også prøve at give dem noget rigtigt fedt design med hoftesving og det hele, kunne man ikke? 

Jo, det kunne man nemlig, og sådan en bil er Buick Sport Wagon. Det konkrete eksemplar har en 350 kubiktommers maskine (5,6 liter i vores parlør), en virkelig noget nær perfekt farvekombination og så ser den faktisk ud til at være i fin stand, især i det overdådige interiør. Fælgene er nogle for moderne og for store 17-tommer sager, som jeg ikke ville kunne leve med – men andre synes sikkert de er fine, og det er under alle omstændigheder en nem ting at skifte. Det synes jeg faktisk den fortjener. 

Anhængertræk? Nej, det har den ikke – men med den størrelse bil er det måske heller ikke ret tit nødvendigt. Det er klart mere stiligt uden, det må selv jeg indrømme. Og jeg ville ELSKE at køre til Gavnø i den her – jeg kunne havde adskillige sæt havemøbler med, faktisk. 

Tak for tip til Niels Vegger. Find annoncen her: Buick Sport Wagon

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Ugens grafik

Det ser næsten for godt ud til at være sandt, men Ugens Grafik er faktisk ikke hverken grafik eller det der moderne AI (hvilket står for kunstig intelligens, og det synes jeg vi danskere bør huske – måske ligefrem begynde at kalde det KI? Det er lidt ligesom forkortelsen EDB, der bestemt heller ikke fejlede noget. Men nå, det er måske en tangent…), men såmænd er virkelig situation fra British Leylands velmagtsdage. Eller – i hvert fald fra dengang de eksisterede. 

Nærmere bestemt må det være fra lidt efter 1974, for størstedelen af de pænt (efter britisk standard – jeg tror ikke den var gået i Japan…) opstillede biler er Triumph Spitfire af (så vidt jeg kan se) modellen 1500. Der kom i 1974, og i var øvrigt den sidste Spitfire. Derfor tænker jeg vi er tæt på 1974, hvor den solgte godt.

Nogle med hardtop, nogle uden – nogle højrestyrede, andre venstrestyrede. Nogle med gule forlygter, og dem ved vi jo godt hvor skal hen. Mange af dem med de udvendige håndtag til åbning af motorhjelmen ude – men ikke alle. Aner ikke hvorfor. Men det er karosserifarverne, jeg hæfter mig ved: Der er ærligt talt overraskende mange hvide (med sort kaleche, hvilket jævnfør gårsdagens artikel er lidt uspektakulært), og selvfølgelig også mange røde (det var jo en sportsvogn, ikkesandt?!?) men så vidt jeg kan se hele tre nuancer af gul.

Det samlede indtryk at dette bilhav er meget farverigt, og det giver mig en varm fornemmelse at tænke på, at det engang gik så godt for britisk billig-sportsvogns-profuktion. Min yndlingsfarve må være den lysegrønne, som at dømme ud fra billedet her var forholdsvist sjælden. Sikkert endnu mere i dag. Hvor jeg forestiller mig, at måske fem-ti procent af bilerne på billedet overhovedet eksisterer endnu.

Ugens Bonusfund – eller bonusinteriør: 1983 Mercedes-Benz 380 SEC til 149.000 NOK

Det er interiøret der gør det. Og kun det. Hold nu op! Det må være bedre end at være i himlen at sidde der:

Der er sjældent set en bedre afstemning af guldbrune nuancer end her i denne Über-Mercedes. Ja, faktisk kunne man kun ønske sig, at motoren var den store fem-liters, men man kan ikke altid få det hele, vel? 

Igen et tip fra Niels Vegger og man kan finde annoncen her og takke ham senere: 380 SEC

God Weekend!

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael S Lund.