Alle veje fører til Porsche. Men jeg kan godt lide omveje.
Jeg vil gladeligt indrømme, at årets første bilmesse i Maastricht fyrede yderligere op under mine bildrømme. Godt hjulpet af min gode vens køb af en 911 i en fantastisk farve kort før jul. Og kort efter messen så jeg en anden af mine bilvenner poste denne grafik, der selvfølgelig er ren humor – meeeen alligevel rummer noget nogle mener er den rene og skære sandhed og logik:
Mange har også (nogle gange gode…) idéer på mine vegne. Een hørte jeg efter at have postet en temmelig giftgrøn 911, hvor en slags 911-mentor for mig foreslog at en anden grøn passede bedre til mig. Det var så den herunder – og indrømmet, den er også flot. Og heller ikke solgt endnu, faktisk. Hmm.

Endnu en flot 911-grøn. De såkaldte “Cookie-cutter”-fælge er rigtige nok til denne model, men de er ikke alles kop the.
I Maastricht talte jeg så med en helt tredie gammel ViaRETRO-forbindelse, der talte særdeles varmt for den 2,7-liters 911 fra midthalvfjerdserne, som er dén model, der giver mest mening for mig – fordi den er billigst af dem alle. Han havde kørt tusindvis af kilometer i sin, brugte den jævnligt, var begejstret for dens motor (ligesom jeg) og præstationer og fandt den perfekt pålideligt og i det hele taget var han bare kisteglad for den – selvom han har mange andre og mere spektakulære biler. Jeg husker ikke farven hverken inde eller ude, men han har god smag, så den ser nok ikke ud som den herunder:

Javist er jeg glad for farver – men det skal være de rigtige farver. Det her? Jamen, kombinationen viser vel bare, at man ikke kan købe god smag for penge.
Senest foreslog en 911-ven, at jeg kunne køre med i hans nyerhvervede klassiske 911 til Le Mans Classic til sommer. Dét var jeg egentlig straks med på. For nylig fik jeg så den update, at en anden 911-ven i en anden klassisk 911 måske ville slå følge. Jamen, så ville vi jo være to 911’ere i konvoj? Og det værste ville være, at vi kun ville være én af mange af den slags, hvormed vi er tilbage ved 911’erens største ulempe: Man kan fodre svin med dem. De holdt i hundredevis af meter lange rækker i mange lang til Le Mans i 2023, og jeg tænker ikke der er blevet færre i 2025.
Hvorfor jeg blev meget begejstret, da en fjerde bilven postede nedenstående billede af en Porsche. Som IKKE er en 911:
Det betyder så også, at den ikke er en rigtig Porsche. I mange øjne. Selv har jeg engang refereret en RIGTIG bileksperts nøje analyse af hvilken Porsche der er allermest Porsche – og kom frem til, at det er en 928. Jeg elsker sådan en tidlig 928 og har altid gjort det. Men selv jeg må jo indrømme, at den har een stor ulempe: Det er ikke en 911.
Akja, det er ikke nemt, vel? Og selvom den mest komplette af de tre billeder på billedet herunder sikkert er 928’eren, så understreger billedet også, at de to uperfekte italienere på en-eller-anden måde alligevel er mere – hmm, interessante? Charmerende? Eksotiske? Det giver på så mange planer meget lidt mening at foretrække en Ferrari 308 eller en Maserati Merak frem for en 928. Hvorfor jeg peger på sådan een her:

Maserati Indy: Den italienske Porsche 928?
Man bemærker selvfølgelig farverne. Den klassiske stil. Det praktiske layout. Og for farttosserne: En Indy er nok omtrent lige så hurtig som en tidlig Porsche 928. Og som priserne lader til at falde i øjeblikket snart også samme pris. Det er nok værd at tænke over her i weekenden, ikke?
God weekend
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Ugens Grafik
Grafikken her prydede forsiden af en tillægsbrochure, der viste de mulige farver og stofkombinationer på den første årgang Porsche 928.
Klub ViaRETRO 2025
Tekst Michael Sehested Lund
Køresæsonen 2025 ligger stadig nogle måneder ude i fremtiden, men alligevel har vi sat os ned i ViaRETRO og lagt en plan for Klub ViaRETRO-arrangementerne i den kommende køresæson. Disse arrangementer indeholder dels ture, hvor klassikeren bliver luftet i godt selskab med ligesindede, men også arrangementer, hvor det er muligt at møde andre bilklubber.
Klub ViaRETRO følger den samme røde tråd som i alt andet, ViaRETRO foretager sig, nemlig at diversiteten er i højsædet på alle parametre:
- ViaRETRO er ikke en mærkeklub
- En Trabant 601 er lige så velkommen som en Ferrari GTO
- ViaRETRO turene foregår i hele landet (og som noget nyt også i det nære udland). Før eller siden kommer der en ViaRETRO tur i netop dit hood!
I forhold til turene følger vi den kendte skabelon med en Løvspringstur, en Midsommertur og en Løvfaldstur. En ViaRETRO-tur er typisk på omkring 100 km ad små veje gennem smukke landskaber, men som allerede nævnt, bliver en af turene længere, da den går til det nære udland.
Præsentationen af turen kan vi lige så godt kaste os ud i med det samme, for det bliver netop Løvspringsturen, som kommer til at gå til Berlin for at deltage i Classic Days Berlin. Turen kommer til at gå via Gedser – Rostock med afgang fredag d. 9. maj og derefter, via en kombination af mindre veje og den knapt så befærdede autobahn, fra Rostock til Berlin, hvor vi ankommer til Berlin omkring frokost, som vi meget passende indtager i Classic Remise.
Dagen efter, lørdag d. 10. maj, deltager vi sammen med omkring 2.000 andre klassiske biler i Classic Days Berlin på Kurfürstendamm, hvor en strækning på 2 km af den kendte gade er afspærret til formålet.
Søndag formiddag d. 11. maj kører vi mod Rostock igen med en afstikker til Neuruppin, en malerisk by i delstaten Brandenburg.
Reserver allerede dagene 9. – 11. maj i kalenderen til denne spændende tur, som ikke alene er en ViaRETRO-tur, hvor klassikeren kommer ud på en længere tur, men også en mulighed for at møde andre ejere af klassiske biler i vores nabolands hovedstad. Nærmere information følger.
ViaRETRO Midsommerturen er i år lørdag d. 21. juni på vestkysten i Thy. Flere dejlige ViaRETRO-ture har været i Østjylland, på Fyn, Sjælland og Lolland-Falster. For at gøre noget ved den geografiske diversitet, rykker vi denne gang vestpå. Noter hellere allerede nu d. 21. juni i kalenderen – mere detaljeret information følger.
Med ViaRETRO Løvfaldsturen runder vi køresæsonen 2025 af, og vi bliver vestpå, nærmere betegnet i Tønder i Sønderjylland. Turen finder sted lørdag d. 27. september og er i lighed med de andre ViaRETRO-ture værd at reservere i kalenderen allerede nu. Når vi kommer nærmere, fylder vi mere information på.
Endelig er der arrangementerne, hvor ViaRETRO stiller op sammen med andre bilklubber. To af dem er gamle kendinge, men i år er der et helt nyt arrangement med som sæsonens første, og som vi ser meget frem til, nemlig Classic Race Viborg, 29. – 31. maj. Arrangementet er spritnyt og overtager, hvor Aarhus slap. ViaRETRO stiller op med camp indenfor området og har plads til 20 biler. Pladserne er gratis og går efter først til mølle-princippet.
Ønsker du at overvære selve racet, kan der købes billet på Classic Race Viborg hjemmesiden.
Nedenfor ses et oversigtskort over den 2.320 m lange strækning. Et byløb er tilbage i Jylland – det bliver spændende!
Det næste arrangement er den gamle kending Gavnø Autojumble, søndag d. 8. juni, der foregår i Gavnø Slotspark, hvor biler bliver udvalgt af et dommerpanel og præmieret. ViaRETRO er som sædvanlig til stede med camp. Tilmelding kan ske på Gavnøs hjemmeside allerede nu, så hvorfor vente …
Årets sidste arrangement, ViaRETRO deltager i, er Copenhagen Classic Grand Prix (CHGP), d. 8. – 10. august. ViaRETRO er til stede som sædvanlig med en camp fyldt op med medlemmernes biler og et livligt selskab, der kulminerer om lørdagen og er kendt på pladsen for sin gode stemning.
Vi repeterer lige datoerne:
9.-11. maj – Løvspringstur (Classic Days Berlin)
29.-31. maj – Viborg Classic Race
8, juni – Gavnø Autojumble
21. juni – Midsommertur ved vestkysten (Thy)
8.-10. august – Copenhagen Classic Grand Prix (CHGP)
27. september – Løvfaldstur (Tønder)
Ugens Fotocollage
Ugens Fund: 1995 Volvo 850 T-5R til 110.000 kroner
Hvis Maserati Indy fra indledningen er den italienske Porsche 928, så er denne Volvo T-5R den svenske Audi quattro – eller noget. Nej, de har ikke rallyhistorien til fælles, men dog en femcylindret turbomotor. Og tænk engang, Volvoen er med 240 hestekræfter den stærkeste. Den har så ikke firehjulstræk, men kun på forhjulene – hvorfor nogle selvfølgelig vil anfægte, at den overhovedet er en rigtig Volvo. Men her kommer dens trumfkort over quattro ind i billedet: Volvoen er en Herregårdsvogn – hvilket aldrig fandtes som quattro.

Muligvis en af de voldsomste Volvoer nogensinde.
Og 850’eren blev brugt til motorsport – bare ikke med turbomotoren, så det er faktisk en helt anden historie. Men i en snæver vending kan man godt nævne det: I et marketingstunt indsatte Volvo stationcarudgaven i standardvognsrace og det fungerede – i hvert fald marketingmæssigt. Det samme kan man sige om farven på gadebilen, der meget modigt for Volvo blev valgt til kun gul. Det gør den så til gengæld uhyre genkendelig, da farven kun fandtes på T-5R. Med turbomotoren her bliver det ganske enkelt ikke mere topmodel indenfor Volvos Herregårdsvogne, og den er måske den mest (eller ligefrem eneste?) sexede Herregårdsvogn nogensinde.
Og alt det til 110.000 kroner? Ja, utroligt.



Det er bilen herover, og sælger har ikke læst ViaRETRO’s fotoguide. Kan den køre? Ikke ud til fotografering, åbenbart. Men sælger skriver den er uden rust. Og at den skal synes. Godt, og hvis en prøvetur viser at bilen fungerer som den skal er alt vel i den skønneste orden?
Jeg bemærkede dog, at kilometertallet ikke er nævnt i annoncen. Det plejer at betyde, at det er højt – og det er ikke spor usædvanligt med T-5R, der var nøjagtigt ligeså praktisk anvendelig som de andre Herregårdsvogne, og som følge deraf naturligvis blev brugt som tiltænkt. Bilen her har gået cirka 470.000 kilometer. Det har jeg set andre tilsvarende modeller der her – men dén pille skal man lige sluge: Med sådan et kilometertal er denne T5-R ikke en bil for samlere, der som regel kigger efter en femtedel eller mindre. Den bliver det heller ikke med tiden.
Men det ændrer jo ikke på, at det er en monsterfed voldsom Volvo, der vil være ligeså anvendelig og populær til biltræf (det er altid Volvoen, der skal transportere klubbens stole…) og kan give ligeså meget køreglæde som en lavkilometerbil. Sikkert også en anden form for respekt fra bilentusiasterne, der får øje på kilometertallet på tælleren. Måske skal man lige kunne skrue lidt selv eller kende en god mekaniker – men det skal man jo med alle andre gamle biler også.
Jamen er det så ikke min nye bil, spørger nogle sikkert? Nej, for der er lige een bitter pille mere at sluge: Den har automatgear. Jeg er ret overbevist om, at det faktisk fungerer fint til en 240 hestes turbo-Herregårdsvogn, men det er bare ikke det jeg vil have. Så derfor er den her som Ugens Fund i stedet: Meget lækker vogn for 110.000 kroner.
Tak for tip til Claus Nielsen. Find annoncen hér: Volvo 850 T5-R
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Det er ikke en T-5R, og faktisk var racerbilen med sin 2-liters sugemotor og 280 heste ikke meget stærkere. Men lød afsindigt godt.
Classic Race Viborg, Jeg har købt billet og bestilt hotelværelse. Jeg vil efter først-til-mølle princippet gerne booke plads nr. 001 i Viaretro lejren. Jeg kan ikke finde anden tilmeldingsmulighed, så jeg melder til her. Jeg kommer i en Alfa Romeo Spider.
Jeg hjælper i øvrigt gerne med til det praktiske vedr. Viborg…
Jeg er også gerne med på lejren i Viborg, hvis tilmelding er mulig?
Hr. Claus Ebberfeld, med min egne erfaring til både 928 og i særdeleshed 911, så må jeg sige at 911ére er og bliver automobilens svar på en Schweizerkniv, hvor 928 er en Grand Tourer i ordets bedste forstand, har den også elektronik som kan (og med sikkerhed vil) skabe skår i oplevelsen.
Selv går jeg fra tid til anden og overvejer om min fine Ferrari 208 Turbo skal bardes til fordel for en 911´er igen..? Men jeg afholde mig fra det, i det den bare er så meget mere lækker end en 911´er…:-)
I øvrigt, hvor tilmelder man sig Løvspringturen til Berlin…?
@Claus Ebberfeld Ja, der er mange 911’ere til de forskellige træf. Og hvad så? Betyder det så meget, at mange andre kan se bilens åbenlyse kvaliteter, og derfor har løbt en? Det ville jeg personligt ikke skænke en tanke. Langt, langt det meste af tiden er man jo ikke til træf, men derimod ude på landevejen, hvor en 911 altid får folk til at vende sig om.
Og da du (heldigvis!) Ikke løber med en sølvgrå med SORT kabine, vil din helt sikkert skille sig godt ud.
En Indy er indiskutabelt uhyre fed. Men ganske sikkert også en lunefuld, krævende og dyr elskerinde at have kørende. Spændende og eksotisk i begyndelsen, men efterføgende en løbende bekymring.
Og hvis du ellers stadig har din Jensen stående, er du jo godt dækket ind i forhold til en stor GT-bil.
Bare af ren nysgerrighed: Er din Jensen kørende? En lækker bil. I en fed farve!
Claus
Haha, @niels-v: Genialt billede!
@skaanning, betyder det så meget: Ja og nej. Som jeg skrev i en kommentar til Skyline Turbo, så er jeg bare fascineret af sjældne fugle. Nogle gange mere end andre. Det er MEGET svært at forklare, men jeg må referere til min dagsform.
@Claus Ebberfeld jeg ved godt, at du har et blødt punkt for de sjældne biler. Og vel også de “glemte” biler, ikke? Det har du gennem mange år gjort klart, og det kan jeg såmænd fint følge. Og til et træf er en Simca 1307 da også sjovere end en MX5.
Synes bare, at en 911 på en måde by-passer (som det vist hedder) hele den logik. Dens bundniveau i forhold til at være spændende at se på og eje, er bare så højt, at ALTID er cool og dragende. Det er subjektivt, jo, men du har jo kredset om 911 i årevis, så mine 25-øres visdom slipper du ikke for!
Yderligere; i min optik er en 911 (især g-model) en bil, man godt kan gøre lidt personlig. Alene prisskiltet på out-law biler fra Singer og lignende firmaer siger noget om, at der er en klar accept af, at 911 gerne må gøres personlig. Og som jeg forstår det, vil Magnus Walker nu til at rode med Boxster 986 som det næste hit. Så mon ikke den personlige Porsche er kommet for at blive?
Så find en bil i en fed farve og giv kabinen et løft. Så er du rullende!
Vil selv gøre det samme, når jeg en dag har samlet flasker nok…
Jeg er glad for ikke at slippe for din 25-øres visdom, @skaanning! Der er værdi for mere, så tak.
Igen er jeg egentlig ikke uenig i det du siger, men måske er jeg bare næsten mættet: Jeg kan bogstaveligt talt ikke gå nogen steder i forbindelse med mit arbejde (eller fritid, for den sags skyld) uden at se en masse 911’ere. Og ja, det er fordi de er populære – og det er de, fordi de er gode. Allrounders, som jeg har skrevet mere end en enkelt gang. Og sikkert vil gøre igen. Men jeg kredser uafklaret om den varme grød.
Det bliver farverne der gør det, tror jeg…
Have always ben a fan of the 928 – if I wasn’t in a 911, my Porsche would be a 928. Still the only sports car (though it’s really a GT) to win Car of the Year, for what that’s worth, the bullet-like lines have dated well, even with the additional spoiler and side rubbing strip on later cars. You could argue that the 911 is over-rated (you’d be wrong) and the 928 under-rated (you’d be right), but the thing with the 911, though, is it’s (deservedly) iconic in a way the 928, still a great car, will never quite be.
Et spændende program I har strikket sammen for Klub ViaRETRO her i 2025. Løvspringstur til Berlin lyder som en perfekt sæsonstart, der er sat kryds i papir-kalenderen.
Hej Viaretro.
Hvordan får jeg fat i een af de gode først-til-mølle pladser på jeres stand i Viborg? Jeg stiller gerne med min 1969 Lincoln Continental Mrk.III.
VH.
Thomad
Artiklen ‘Klub ViaRETRO 2025’ var for lige at løfte sløret for arrangementerne, der arbejdes på for medlemmerne af Klub ViaRETRO. Når flere af detaljerne er på plads, bliver der sendt en mail ud med information til medlemmerne af Klub ViaRETRO. Men forhåndstilkendegivelserne fra jer medlemmer er noteret. Det skal nok blive en god køresæson!
Hvis du gerne vil være med på pladsen i Viborg, skal du melde dig ind i Klub ViaRETRO, @Thomas Jørgensen . Så er du med i loopet.
Jeg mødte skisme en 850 T5-R på vejen i torsdags. Et dejlig syn!