Jeg kan ikke en firecylinder lige nu.
I ugens løb havde jeg besøg af nogle virkelige bilkendere – professionelle. Dyre folk. Adgang og kendskab til nogle af verdens allerfineste biler. Og da jeg kørte fra mødet fulgte de mig ud til Alpinaen for at høre den. Og da jeg mødte dem igen dagen efter bekræftede de hvad jeg udmærket ved: Den lyder herregodt.

Vi snakkede blandt tusind andre ting om alternativer til den, og de pegede som mange andre på den meget oplagte Mercedes-Benz 2.3-16. Men efter næsten hundrede tusind kilometer med Alpinaens vellyd i ørerne bliver det svært med fire cylindre.
Min idé: Nedtrapning. Jeg arbejder lige lidt videre med konceptet.
God weekend
Claus Ebberfeld



ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
![]()
Porsche 550
Tekst Michael Sehested Lund
Foto Porsche pressearkiv
Numerologisk afdeling gjorde mig opmærksom på, at det med Weekend Matiné Nr. 550 er oplagt at give Porsche 550 nogle ord med på vejen. Numerologisk afdeling forsømte heller ikke lejligheden til at nævne, at vi i Weekend Matiné Nr. 547 havde misset muligheden for at omtale Porsche 547-motoren, blandt kendere også kendt som Fuhrmann-motoren. Med Porsche 550 er muligheden der for at rette op på det, fordi der netop ligger en Fuhrmann-motor i Porsche 550!
Porsche 550 blev lanceret i 1953 og adskilte sig fra 356 ved at have centermotor, hvilket i sig selv ikke var noget nyt for ingeniørbureauet Porsche, for det havde de jo allerede vist i Auto Union-raceren fra 1930’erne (for ikke at tale om den første Porsche 356 prototype). Ligesom det var indlysende, at en placering af motoren foran bagakslen gav en bedre vægtfordeling i bilen. Hjulophængene var i princippet de samme som i Porsche 356 eller VW Type 1, nemlig to langsgående svingarme fortil og pendulaksler bagi, begge med torsionsfjedre. Chassiset var derimod et rørchassis. Karrosseriet, designet af Erwin Komenda, var i aluminium og holdt vægten nede på lige netop 550 kg og helt i tråd med Porsche-filosofien om at bygge let, så Colin Chapman var ikke den eneste derude med den holdning.
Der skal jo noget til at drive værket, og som allerede nævnt i indledningen lå Porsche 547 (Fuhrmann)-motoren i Porsche 550; den ikke bare lå der, den debuterede i Porsche 550!
Lad os lige få slået fast, at motoren havde sit navn efter konstruktøren Ernst Fuhrmann, der siden skulle blive teknisk chef hos Porsche og senere direktør for hele butikken. Ernst Fuhrmann var en rigtig ingeniør, så det meste han foretog sig var teknologidrevet. Det var således Fuhrmann, der besluttede, at Porsche 911 skulle afløses af Porsche 928. Andre var klar over, at det gik simpelthen ikke, og snart efter var Fuhrmann ude af hjørnekontoret, men det er en anden historie …Som man derfor sikkert kan gætte, var Porsche 547-motoren en helt anderledes kompleks sag end Porsche 356-motoren, som var videreudviklet fra VW Type 1 og havde nået grænsen for, hvor meget ydelse der kunne trækkes ud af den. Porsche 547-motoren var stadig en 4-cylindret boksermotor, men med 4 overliggende knastaksler (2 per cylinderrække) drevet af et vinkeldrev (også kaldet en Königswelle) – fancy ventilmekanisme, men stadig med 2 ventiler per cylinder.
Det betød selvfølgelig, at 547-motoren kunne tage nogle omdrejninger. Med et slagvolumen på 1,5 liter og to karburatorer ydede den fra starten af 110 hk i Porsche 550. Senere lykkedes det, med benzinindsprøjtning at få ydelsen op på omkring 190 hk. 547-motoren var desuden helt i aluminium, med krumtap hovedlejer som rullelejer og med tørsumpsmøring – det hele rettede sig mod race.
Porsche 550 er således af flere grunde en ikonisk bil, for selvom den bare blev produceret i 90 eksemplarer frem til 1956, formåede den at sætte sine fingeraftryk. Ikke mindst i race, hvad den jo også var bygget til. Det startede allerede i 1953 med en klassesejr på Le Mans med en 550 i coupé-udgave.
I 1953 deltog Porsche 550 også i Carrera Panamericana og vandt en klassesejr. Carrera Panamericana i Mexico var helt bogstaveligt et drabeligt løb, som kostede mange kørere livet. Dog ikke med Porsche 550, men klassesejren var grunden til, at Porsche efterfølgende begyndte at bruge Carrera-navnet i visse modeller.
Mens vi er ved det drabelige, var skuespilleren James Dean ejer af en 550 Spyder, som han kaldte ’Little Bastard’ og kørte race i. Kombinationen skulle ende med at koste James Dean livet, da han kørte galt i den på vej til et race i Salinas mellem San Francisco og Los Angeles i 1955.
Som nævnt blev Porsche 550 bare produceret i 90 eksemplarer, men den er udover udstrakt brug af aluminium også af det stof, drømme er gjort af, og der er ikke så få Porsche 550 replikaer derude. Porsche 547 (Fuhrmann)-motoren levede videre og kulminerede med et slagvolumen på 2 liter i den billedskønne Porsche 904, som jeg skrev om i Weekend Matiné Nr. 537.
![]()
Ferrari 550 Maranello
Tiden går. For mens der jo ingen tvivl er om, at den førnævnte 550 fra Porsche er en af de helt store klassiske biler i historien, så er der tvivl om begge dele med denne Ferrari: Men jeg kunne ikke stå for den første grafik af bilen og brugte numerologien som undskyldning for at tage den med i denne Matiné – og opdagede bagefter til min overraskelse, at modellen faktisk er næsten tyve år gammel: Den kom i 1996.
Bevares, både jeg og mange andre kritiserede den for at ligne en Toyota Supra dengang. Men sjovt nok: Supraen har tiden også været nådig ved – og Gud ved, om det er dén, der er med til at trække Ferrarien med op? For jeg tænker nok den skal komme op, denne 550: Det er en tolvcylindret GT med en manuel gearkasse af en slags, som Ferrari simpelthen ikke laver mere. Og de kloge siger, at den faktisk kører rigtigt godt.

![]()
Ugens Fund: 1991 Lancia Thema 8:32 til 124.500 kroner
“Den har fået næsten hele turen”, står der. Altså, hvis dét var rigtigt, så er prisen helt latterligt lav og den stakkels mand, der har betalt turen må kigge ned i et stort tomt hul i sin tegnebog. Så det er ikke helt rigtigt, vel? Nej.

Det er dén her, alle snakker om: En Ferrari V8’er tilpasset den store Lancia.
Men det ER billigt for en Thme 8:32 med afgift, og der ER lavet mange ting – og her har vi for en gangs skykd en annonce, der remser en del af dem op:

Med afgift.
Til gengæld er jeg sikker på, at hvis man køber denne (eller enhver anden Thema 8:32), så skal det slet ikke være med økonomi for øje – den skal købes med hjertet. Motoren er selvfølgelig pragtfuld, interiøret opulent på den italienske firsermåde, den er så rigeligt hurtig og den er særdeles praktisk, komfortabel og i princippet ultra-anvendelig. Det er en rigtig fin bil og som annoncen fortæller var den – da den var ny – tænkt som en konkurrent til eksempelvis BMW M5.
Men prisen på denne med afgift fejler besemt ingenting, og efter sidste uges besøg i FCA Heritage Hub måtte det selvfølgelig blive en Lancia som Ugens Fund. Hvad siger I?
Tak for tip til Ronald Dijkstra. Find annoncen hér: Lancia Thema 8:32
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Ugens Grafik

![]()
Ugens Bonusfund: 1963 Jaguar E-type coupé til 495.000 kroner
Ja, dette bonusfund er blevet tilføjet Weekend Matinëen i nattens mulm og mørke – mellem lørdag og søndag efter at redaktøren havde gået hele lørdag og tænkt over, om ikke det var det rigtige at gøre? Og det mente han så.
For at få balancen helt rigtig: Min indledning var om youngtimers, Ugens Første fund var en Youngtimer – men hovedhistorien var om den meget fine og historisk vigtige Porsche 550 som ingen har råd til. Der mangler en stor klassiker! Men frygt ej, nu er den her – og ja, hiv bare ordet IKON ud af bogen.
Med sådan et ikon havner vi ikke overraskende i en anden prisklasse end Lancia Themaen, men vi er også et andet sted i historien – på enhver tænkelig måde. Modellen er den (i mine øjne) helt rigtige, farverne er de originale og alt er godt. Mjah, det er i hvert fald godt nok.
En halv million for en serie 1 coupé er en god pris, men man skal heller ikke forvente en perfekt bil – de kan stadig koste det tredobbelte og mere. Der står direkte i annoncen, at bilen er i brugsstand og “skal have en omlakering for at fremstå som ny.”. Inden optimisterne derude begynder at lave en forretning ud af købet, så kan jeg på annoncens fotos se, at der skal meget mere til, før den fremstår som ny.


Men hvorfor skulle den også det? Hvis den er i brugsstand allerede nu, så ville jeg personligt bare tage den i brug og leve med den i hvert fald den kommende sæson – og så se, hvad der skal laves. Hvis noget. Vi har i vores ViaRETRO-kredse en vis E-type-ejer, der i årevis har ytret at lakken var dårlig – men frit efter hukommelse har kørt med det i mindst ti år. Det har også sine fordele – mens det giver helt andre problemer at have en klassiker, der vitterligt står som ny. Det gør den her tydeligvis ikke og prisen er derefter.
Tak for tip til Niels Vegger (og jeg beklager, at jeg skulle tænke så længe over det). Find annoncen her: Jaguar E-type






“ Men efter næsten hundrede tusind kilometer med Alpinaens vellyd i ørerne bliver det svært med fire cylindre.”
Lyd er vigtig for en bil – det er sjovt at “ikke bil interreserede”, om de er 5 eller 90 år gamle, børn/kvinder/mænd, sagtens kan høre om en bil lyder godt (potent)
Jeg har selv fire biler, alle med 6 cylindrere
En af de få 4 cylindrede jeg syntes lød godt, var en BMW for enden af langsiden på Jyllands Ringen tilbage i de gode DTC tider (Team ESSEX, Blå Avis osv)
Ferrari 550 der kom i 1996 er næsten TREDIVE år gammel, veteran om 6 år!
Jeg kan forstå et Kaptajnen vil nedgradere til 5 cylindre. Jeg elskede min 5-cylindrede Lancia Kappa, den havde en fantastisk lyd, tættere på en 6 cylindret end en 4 cylindret. Så 5,5 måske?
Den Lancia Thema 8.32 er interessant, men har været til salg noget tid. Så der er nok ikke mange der tør.
Du må kigge på biler med BDA eller 4AGE motorer, de lyder fantastisk i alle de Bergrennen-videoer jeg har set. Du svarede engang at det måske er noget med overkvardratisk og derfor plads til nogen store ventiler, at de kan lave den fantastiske lyd, med 4 cylindre.
Selvfølgelig er der lige den hage at de skal have en masse omdrejninger for at producere den berusende lyd, men det er jo bare at køre i et gear for lavt, så er den ged barberet.
Og så er der lige den forskel, @luftkølet-lykke og @kai-bach-andersen, at de firecylindrede biler I refererer til som særligt vellydende er racerbiler :-)
@ole-wichmann, nemlig – det vat det jeg mente!
I forhold til fire cylindre og god lyd, så vil en Alfa 33 være et godt bud. Og så er den endda praktisk -og flot (synes jeg)..
Her bør man vist slå på tromme for Heinz Bade – som var racermekaniker for nogle af de helt store – med bla. speciale i Carrera motoren. Han døde i 2017. Jeg har den Jarama som han opbevarede i sit værksted fra 1975 til sin død uden at køre i den – så han betyder noget for mig.
Det med lyden er jeg enig i, @jens-karlsson: Jeg havde jo en Alfasud Sprint med en 1,5-liters boxer på karburatorer, og det var ganske rigtigt en yderst vellydende firecylinder. Uden dog at være så melodisk som Alpinaens seks. Men i kraft af sit boxerlayout en forfriskende anderledes melodi end de mange rækkefirere derude – og ja, med karburatorer jo bare endnu bedre. Dét savner jeg faktisk lidt.
Ja, Ugens Fund må betegnes som “Ugens Fund”, da den rigtig nok har været til salg i noget tid.
Jeg tør i hvert fald ikke at kaste mig ud i sådan et “eventyr”!
Det tør jeg heller ikke, @claus-n. Så meget hellere den Jaguar E-type, som jeg har tilføjet som bonusfund efter at have gået og grublet over det…
Jeg er ikke ubekendt med Lancia’en i “Ugens fund”.
Tidligere ejer var en – nu desværre afdød – professor i kemi ved Aarhus Universitet. Han brugte den om sommeren, og ville hellere bruge bilen efter hensigten end polere den. For et års tid siden var jeg til træf i Lanciaklubben, hvor bilen stod på en lift. Den så rigtig pæn ud nedenunder. Forrudelisten er ikke just hyldevare. Det arbejde, der er udført på bilen, er lavet af en person med mere forstand på bilmodellen end visse af de danske værksteder, der slår sig op på at servicere italienske biler.
Som 8.32-ejer kan jeg kun tilslutte mig, at bilen skal købes ud fra alle andre parametre end fornuft og økonomisk mening. Det må enhver jo gøre op med sig selv.
Godt indspark med den ligeledes ikoniske mekaniker, @thmace
Det nye bonusfund, Jaguar E-type, på billederne ser lakken da ikke så slem ud. Den ser i hvert fald rimelig ren og uspoleret ud. Den kunne jeg godt se mig selv køre rundt i, hvis jeg lige havde en halv mille…
Jeg er dog ikke enig i at det er den helt rigtige model. Denne E-type er en 3.8 liters med Moss gearkasse og usynkroniseret gearkasse. Og selv om interiøret med aluminium og røde skålsæder er det smukkeste, sidder jeg ikke godt i de sæder. For mig er den allerbedste E-type den 4.2 liters serie 1. Den har en roligere og mere momentstærk motor med en fuldsynkroniseret gearkasse. Man sidder også bedre i dens sæder.
Men fin bil ud fra billederne…
Som opfølgning på dialogen om brugstanden på den aktuelle Januar E-type, kom jeg i tanke om en episode ved Copenhagen Classic Grand Prix for nogle år siden. Her faldt jeg i snak med en ejer af en Jaguar E-type i concour stand, men han havde taget BUSSSEN derind, da han var bange for at parkere i København…; i min optik giver det ikke mening at have en bil så flot at man ikke nænner at køre i den !.. så hellere beholde “brugstanden”.
Nå marketplace er lidt ustabil i dag, men E-typen ser fornuftig ud i annoncen. Dog skal annoncen tages med et stort Gran salt. Det ligner en forholdsvist urestaureret bil, hvilket for så vidt er udmærket. Men bilen bliver ikke concour ved at give den en ny lak. Og bilen er garanteret ikke rustfri!? En omlakering kan give mening, men hvis man vil have en perfekt bil, er det billigste at købe en perfekt bil. For øvrigt så er min E-type ikke længere grim i lakken. Det bliver spændende om jeg kan nænne at køre i den?
For at gøre springet blidere kunne man jo lande på en 5 cylindret? Mener at både Audi og Volvo vil kunne byde ind med seriøst vogntøj i dén kategori.
Det var naturligvis dig jeg tænkte på, @soren-w, og jeg husker stadig da jeg prøvede din E-type for år tilbage: Lakken var det sidste jeg tænkte på! Der står i annoncen, at bilen til salg er 99% rustfri, så mon ikke sælger vil være behjælpelig med at pege på den ene procent?
Og @henrik-kusk, det er EKSAKT det paradoks jeg mener: Det giver nemlig ingen mening. Dén her vil jeg mene man godt tør parkere ude i den virkelige verden!
@ole-wichmann, jeg overvejede faktisk at skrive det, men tænker det giver sig selv hvis man er interesseret: Ikke alle passer i en Serie 1 – men jeg gør, og jeg ELSKER det interiør!
Og den gearkasse er jo kun usynkroniseret på første gear: Jeg har prøvet flere Moss-gearkasser, og jeg ved at jeg ville kunne leve med sådan een.
Præcist det var jo hentydningen, @christian – og jo, Volvo har også een, men så er vi tilbage i youngtimergenren. Mercedes-Benz har også en femcylindret, men den vil jeg ikke have!
En Moss gearkasse som slidt er virkelig slem – mens en renoveret er en fornøjelse. Det kræver dog, at man ved man har med at gøre. På et tidspunkt var jeg til træf i Falsterbo og lånte min XK150DHC ud til en svensk Jaguar ejer, der aldrig havde prøvet det før – med mig som passager. Selv efter grundige instruktioner måtte jeg til sidst bede ham køre ind til siden så vi kunne bytte plads. Ellers var det endt med at han havde splittet gearkassen ad. Det kan siges kort: Det er IKKE som at køre en moderne bil.
Den præcisering hører bestemt med, @jens-ole-petersen: Men det er sjovt, at Moss-boxen altid får så utroligt meget kritik, når den i min optik ikke er et meget svagere punkt end gearkassen i en klassisk Porsche 911. Porschen er dog synkroniseret på første gear: At Moss’en ikke er kan godt give nogle trælse lyde, hvis man glemmer det! Men det er eksempelvis en tidlig MGB eller min 1966 Spitfire heller ikke, og kan man jo vænne sig til meget. I dag har de fleste vænnet sig til fuldsynkronisering…eller sågar automat.