Register

20 − 4 =

A password will be e-mailed to you.

Duellen: Rover SD1 vs. Citroën CX

Affødt af den generelle kærlighed til den franske aerodynamiker kom jeg til at tænke på dens to år senere konkurrent fra Storbritannien. Hvorfor er den egentlig ikke anerkendt på samme niveau?

Det er en delikat balance, for jeg vil helst ikke være uvenner med nogle af de to lejre – og det burde heller ikke være nødvendigt, da jeg kan lide begge modeller. Jeg nævner det bare lige helt fra starten, ikke sandt?

Men da jeg skulle stemme med min egen pengepung, så valgte jeg Roveren i en 1977-årgang og det vil sige det rene og pure David Bache-design på stålhjul, med kabinebrunt i både stof og plast – og så den 3,5-liter store V8-motor, der lød vidunderligt og trods automatgearet gav bilen et afslappet overskud og (jo, faktisk!) en acceptabel benzinøkonomi. Dén var jeg glad for.

Elegante lave former på engelsk: Rover 3500 fra 1976. Eller mere præcist: MIN gamle Rover.

I 1977 var CX’eren tre år gammel, men red stadig på sin Årets Bil-titel fra 1975 og det fortsat topmoderne Robert Opron-design (og kabinen var ikke meget mindre veldesignet, i øvrigt). På det tidspunkt havde CX vel cementeret sit ry som en af verdens mest komfortable biler overhovedet, ikke mindst på grund af sin avancerede hydropneumatiske undervogn. Og samme år kom GTi-udgaven, hvor den velkendte 2,4-liters motor havde fået benzinindsprøjtning og ydede 128 hestekræfter.

Elegante lave former på fransk. Her er det godt nok en 1979-model 2400 GTi, men forskellen er vist ikke ret stor til 1977. Og lighederne med Roveren er særligt i profil da til at få øje på, ikke?

Både CX’eren og Rover 3500 var salgsmæssigt kæmpesucceser fra starten – men Roverens ry blev hurtigt ødelagt af kvalitetsproblemer i den forhastede produktion. CX solgte over en million, Roveren kun 300.000. Og som sagt: Den mest anerkendte som klassiker i dag er CX’eren. Hvilket jeg bare ikke helt forstår.

Bevares, jeg vil gerne skrive under på, at en Rover 3500 ikke er bygget i særlig god kvalitet og teknisk set helt klart er mere enkelt (Citroënister vil nok sige “simpelt”?) opbygget – men i min optik er det en ligeså pæn bil med en mange gange mere spændende motor og komfort nok til mig. Den meget omtalte aerodynamik for CX skyldes en luftmodstandskoefficient på 0,39, men ærligt talt behøver Roveren vel ikke skamme sig særligt meget over sine 0,40?

Og så er der lige den der motorhistorie: CX var i tilblivelsenfasen tænkt til at skulle have Wankelmotorer, noget af det eneste motormæssigt tilgængelige (både dengang og nu) der egentlig svarer til bilens eventyrligt futuriske design. I stedet fik den de gamle aflagte firecylindrede motorer for forgængeren DS. Aldrig nogensinde kom den med bare en lidt mere rund sekscylinder (de havde een i SM…jeg siger det bare), der for mig som motorentusiast ville have været et plaster på såret.

Det her er nok min yndlingsfarve til CX:

Hvor Roveren kom med den 3,5-liters aluminiums-V8 som ganske vist næsten var ligesom gammel – men bare altid har haft en pragtfuld melodisk gang og i øvrigt leverede varen rent praktisk også. Jamen, lige dét aspekt er der ingen konkurrence i, vel? Og så har Roveren baghjulstræk og fik senere en succesfuld karriere som racervogn – og på det praktiske plan har den fuld bagklap mod CX’erens lille traditionelle bagagerumsåbning.

Rover kunne også noget i de grønne nuancer.

Så som sagt forstår jeg det ikke helt, og det kan vel kort opsummeres således: Undervognen er klart en CX-fordel, motoren ligeså klart en Roversejr. Designmæssigt ser jeg dem som næsten lige – men det er måske bare mig. Eller kan I forklare mig hvorfor CX er en mere anset klassiker end Rover 3500?

17 kommentarer

  1. jakob356

    CX er lige en kende mere helstøbt i designet, hvor SD1 ser lidt højbenet ud, og det interessante kommer først et godt stykke oppe på fronten.

    Jeg var glad for mine CX’er – især GTi’en. Den skidt- og snavssamlende undervogn er dog et decideret dårligt valg til lande, hvor der ikke altid er tørt og solrigt..

    Men når nu gamle biler ikke tigtig koster noget, og der er masser af plads i Danmark, skal man så ikke bare have én af hver?

    Svar
  2. Søren S. Pedersen

    Jeg holder også meget af begge biler – har dog aldrig ejet en SD1, men har ejet en tidlig Land Rover One-Ten med den lækre alu-RV8. Har tit ønsket mig en SD1 V8 (som jeg nok ikke kunne dy mig for at hot-rodde – bare en smule).

    CX er bare i en anden liga – en bil som er meget mere end summen af enkeltdelene.
    Selvom motor eller interiør-kvalitet (i de tidlige s1-CX) ikke er noget at skrive hjem om, hæver bilen sig højt over konkurrenterne (!).
    CX er bilkunst: et udfordrende og aparte – men særdeles funktionelt – udvendigt design, med masse fine detaljer (dørhåndtag, bagrude, hjulkapsler, lygter, motorhjelm, kofangere) på den grundlæggende smukke dråbeform.
    Indvendigt fortsætter det vilde design med en instrumentering, som svæver i et halvmåneformet instrumenthus og betjeningsgreb som ikke ligner noget andet (men fungerer fremragende). Dertil fine detaljer som et-egret rat, smukke og komfortable sæder, skulpturelle dørbeklædninger og en rigtig god kørestilling.

    Det vigtigste er dog, at CX tilbyder en ganske unik køreoplevelse, som ikke findes i andre biler.
    Hydraulisk affjedring, hjulvinkler, forskellig sporvidde for og bag samt den fartafhængige hydrauliske styring DIRAVI spiller smukt sammen, så man afslappet flyder gennem landskabet i sin modernistiske skulptur på 4 hjul.
    Når man sidder der bag rattet, betyder det mindre, at den bedagede motor (på 2400 momentstærke kubik) ikke er så ”lækker” som resten af bilen – i modsætning til fx en fyrig italiener, har motoren simpelthen mindre indflydelse på køreoplevelsen i en CX.

    Jeg skal aldrig have en garage uden en CX.

    Svar
  3. Ole Wichmann

    Det som Jakob og Søren mener.
    Det eneste punkt hvor SD1 slår CX er vel motoren.
    Så motoren er åbenbart ikke så vigtig en faktor…

    Svar
  4. Søren S. Pedersen

    @Viktor: Billedet er taget ved tribunerne fra den gamle racerbane Reims Gueux lidt nord for Paris.
    Et stemningsfuldt sted som bestemt er en lille omvej værd, hvis man er på de kanter.

    Svar
  5. Claus Ebberfeld

    @ole-wichmann, ikke hvis man er frankofil, nej :-)

    Men jeg vil da give @jakob356 ret i, at CX er den mest helstøbte og sammenhængende rent designmæssigt – inde og ude. Ligeledes enig med @fisherking77 i, at en CX tilbyder en køreoplevelse, der ikke findes i andre biler – udover måske lige Citroën DS og SM. Og sidstnævnte HAR en lækker motor (men er i min optik ikke så vellykket som CX i designet…måske en historie til en anden gang).

    Og så slår Rover SD1 også CX eftertrykkeligt på motorsportshistorie. Hvilket jeg er helt med på betyder tæt på nul for Citroënister – men typisk en del for anglofile. Det aspekt kan godt være med til (ER!) at påvirke min balance imellem de to biler.

    Har jeg nævnt motoren? :-)

    Svar
  6. Claus Ebberfeld

    I øvrigt vanvittigt lækker farve din CX har, @fisherking77: Kan godt være jeg lige skal genoverveje min favoritkulør på den franske kandidat :-)

    Min personlige teori om lokationen er, at den passer bedst til biler i lignende varme og klare kulører som omgivelserne – jeg var selv på Reims Goeux i min Scimitar GTE, der er en tand mere gul end din CX.

    Svar
  7. John Skov Larsen

    Jeg har det lidt med en Rover SD1 som med samtidens Lagonda, ultra moderne i deres design og kabine, nærmest futuristiske i deres fremtoning. Her kunne man tale om at fremtiden var her nu!

    Men tiden har indhentet en Rover SD1. I modsætning til en CX som altid vil være noget helt særligt.

    Svar
  8. Claus Ebberfeld

    Hmm, @john-skov-larsen, DET er en interessant sammenligning, Lagonda og SD1, og een som jeg aldrig har tænkt over selv. Og jeg ser det faktisk nærmest omvendt: Tiden har virkelig indhentet Lagondaen, knap så meget Rover SD1. Men igen: Endnu mindre CX, enig.

    Og når dét er sagt: Hvor slemt er det lige, at tiden har indhentet en bil – hvis det sker fyrre-halvtreds år senere hvor den alligevel ikke længere er en bil, men en klassiker?

    Svar
  9. Søren S. Pedersen

    Du forsimpler tingene Ebberfeld! 😉
    CX-kærligheden udelukker ikke, at man kan værdsætte lækre motorer og baghjulstræk – og man kan sagtens være både helhjertet Frankofil og Anglofil på samme tid.
    …”duality of man” som de filosoferer i Full Metal Jacket.

    Hvis jeg vender mig om i garagen, står der et par engelske biler med masser af motorsportsarv – den ene har den lækreste dobbeltknastede V8, mens den anden er kompromisløs letvægts-sport og fokus på involverende køreegenskaber.

    Men selvom Jaguaren med dens 4 liters V8 er hurtig, smuk, velkørende, lækker og objektivt set bedre på alle punkter ryger den altså ud af garagen inden CXen gør (Elisen skal i lighed med CXen aldrig sælges).
    Når man kører CX, bliver motoren på forunderlig vis simpelthen mindre relevant.
    De 2400 kubik med indsprøjtning og 128hk er fuldt tilstrækkelige – motoren bidrager ikke væsentligt positivt til køreoplevelsen, men trækker heller ikke fra.
    En CX er en bil, som får føreren til at slappe af og ikke kere sig om banaliteter som acceleration eller aggressiv kørsel (i skarp kontrast til Elisen).

    Tak for at komplimentere farven – den er AC326 ”Or de Simiane”. En Citroen-farve fra midt-70erne.
    ”Vert Papyrus” var også short-listed da bilen skulle lakeres – ligeledes en lækker farve til en CX.

    Svar
  10. Henrik Kusk

    Det er begge smukke biler, men Rover’en taler mere til mit Anglofile ego :-)

    Jeg checkede lige mobile.de i går, der er 1 Rover SD1 til salg der og ligeledes Klassikermarkedet i dk med 1 stk. til salg; så tallene er små !

    Svar
  11. Claus Ebberfeld

    @fisherking77, det er i så fald ikke med vilje og heller ikke mit formål: Jeg vil stadig meget gerne prøve en CX på nogle rigtige langture, hvor den netop skulle være i sit es. Men jeg kender jo efterhånden min egen smag, og hvis man KAN få begge dele på een gang i een bil, så trækker det bare gevaldigt i mit speederben :-). Og det kan man jo.

    Jeg tror måske @henrik-kusks observation bekræfter, at Rover SD1 rustede mere end CX :-). Samt selvfølgelig, at der er lavet tre-fire gange flere af den franske komfortier.

    Svar
  12. Tony Wawryk

    As some of you might remember, I worked for BL in the early 1980s and the Rover SD1 was one of our flagship cars for the corporate market, competing primarily with the Ford Granada. The Citroen was never really in that sector, and unfortunately I have no experience of them.
    A good SD1 was a fine car, even with the 2300 and 2600 engines (the 2000 was a bit pointless, though) – I drove many examples, but the V8, especially in a Vitesse, was a great drive. Running one, however, was problematic – we received many complaints about SD1’s that we’d sold to company fleets and as a result, never really made progress against the more conventional Granada. sadly, It got so bad that we resorted to black humour – “look, there’s an SD1, and it’s moving!” became a regular joke.
    With regard to the CX, I do think it’s styling has dated better than the SD1, but it’s overall complexity would scare me a little, but a well-sorted Vitesse would be very welcome in my garage.

    Svar
  13. Lau Mortensen

    Jeg er glad for min SD1, og synes designet er ældet virkeligt godt. Måske er jeg i mindretal, da jeg fornemmer at mange bedst kan lide det oprindelige design – og det er selvfølgelig også det der bør sammenlignes med CX – men min er en serie 2, og jeg foretrækker denne gang det faceliftede design. Jeg synes, at den virker mere helstøbt og sammenhængende. Både udvendigt og indvendigt.
    Jeg kan godt lide det modulopbyggede intereriør, der gjorde det nemt at lave højre/venstre versioner, men det hele virker lidt mere integreret i serie 2.
    Som en del af jer ved, drillede min mig meget, da den kom tilbage på landevejen efter 14-15 års stilstand. Men da det først var løst, så kan jeg kun sige at der er tale om virkelig komfortabel rejsevogn.

    Svar
  14. Claus Ebberfeld

    @lau-mortensen, jeg tænkte også over at skrive begge bilers opdateringer ind i historien, da dé jo også minder om hinanden i deres videreudvikling med mere plastik på dagsordenen – men jeg holdt mig alligevel til at fokusere på serie 1’erne.

    Jeg er faktisk enig med dig: Rover kom bedst over opdateringerne. Eksempelvis et hypotetisk valg mellem en Rover Vitesse og en GTI Turbo 2 fører for mig til samme konklusion som for serie 1’erne – bare med endnu større eftertrykkelighed. Vitesse er The Shit :-)

    Svar
  15. Finn Amorsen

    I et kommende nummer af Motor Classic kommer en sammenlignende artikel/fotoserie om Citroen CX og Rover 827 Vitesse, afløseren og meget lig SD1 3500.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.