Rygning er ikke mere cool.
Jeg glemmer aldrig den dag i en-eller-anden-tysk/hollandsk by (same-same, but different – og jeg har glemt hvilken det var) en dame i en parallelbane holdt ved siden af mig ved rødt lys – og holdt fingrene op omkring næsen i det internationale tegn for “du stinker”.
Hvad? Bevares, min daværende Mercedes-Benz 300 SE kunne godt lide en tår olie på langture, og ja, det kunne man godt mærke, hvis man kørte lige bagved. Andre vindretninger løste problemet, vil jeg sige. Eller en overhaling – som hun også gjorde bagefter.
Jeg lavede i kommunikationens ånd det internationale tegn for “din bil stinker på det intellektuelle niveau” retur (det ligner ørle-symbolet, men uden de faktiske udgydelser) , for bitterfissen (min udlægning ud fra de forhåndenværende data…) kørte selvfølgelig i en tarvelig elbil, der efter fyrre år også ville have en odeur, men til den tid nok mere af død end noget andet. Uskøn at se på var den også. Hun må have vidst begge dele?
Måske ikke, for hun var blondine og meget pæn – men hendes manerer lod noget tilbage at ønske. Jeg havde gerne taget en debat om hun eller bilen ville leve længst, men det var det røde lys for kort til. Episoden her er et par år tilbage, og jeg har aldrig set hende siden og håber heller ikke at det sker. Så skal det i hvert fald ikke være i biler.
Men hun og hendes slags er årsagen til, at jeg ikke lige har aktuelle ønsker om en totakter. Faktisk vil jeg hellere selv ryge, så. Pibe. Som jeg ville kunne pege på hende med – og så ville jeg have vundet. OK, det havde jeg allerede, fordi jeg kørte en fyrre år gammel S-klasse og hun noget alle har glemt. Men alligevel – princippet tæller. Og så vil jeg dermed også bare sige til alle dem der spørger, hvorfor jeg ikke har en totakter? Derfor.
God weekend
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Askebæger
Tekst og foto Michael Sehested Lund
Overskriften ’askebæger’ leder straks mine tanker hen på, hvordan jeg egentlig begyndte at interessere mig for biler, og i den fortælling indgår mindst et askebæger. Det er jo biler af i går, vi omgås på ViaRETRO, så det er helt okay. I nyere biler er det snart mange år siden, de har været udstyret med et askebæger eller askebægre, for nu at få det hele med. Det paradoksale er så, at nyere biler på mange måder er mere velegnede til et askebæger, fordi gamle biler ofte, rent ud sagt har en ret dårlig ventilation.
Jeg kender flere jævnaldrende bilentusiaster, som absolut intet positivt har at sige om aksebægre i biler tilbage fra barndommen. Det er i hvert fald ikke på grund af askebægeret, de er blevet det. Ret beset var jeg heller ikke som barn særligt begejstret for askebægre i biler, men jeg stod det igennem, fordi der med askebægeret fulgte noget positivt. Det positive var selskabet med min morfar. Han tog mig med ud at køre i sin Simca Aronde P60. Det er også derfor, at jeg i dag har en Simca Aronde P60 parkeret i min drømmegarage.
Ser man godt efter på billedet er askebægeret tydeligt, da det sidder på toppen af instrumentbordet, hvilket er en genial placering, da røgen bliver spredt mest muligt i kabinen af luften fra defrosterspalterne!! Min morfar røg både pibe og cigar, men piben havde han aldrig med i bilen. Cigaren var oftest en Caminante, der i og for sig var okay, hvis han tændte den fra frisk, inden vi lagde fra i bilen. Men sådan var det ikke altid; der kunne godt have været tændt op i Caminanten inden, og det var slemt. Så slemt, at det sved i øjnene, som jeg forsøgsvis lukkede ind imellem, bare for at konstatere, at det ikke hjalp synderligt.
Men det var skam ikke det eneste askebæger i Simca Aronde P60, for der var yderligere to omme på bagsædet, nemlig et i hver sidedør. Så hvis alle pladser var besat af pulsende passagerer, rækker fantasien næsten ikke til at forestille sig, hvor tæt røgen kunne blive i kabinen …
Således inspireret besluttede jeg for nylig at undersøge askebægerudrustningen i forskellige bilmodeller, baseret på bilsamlingen på Sommer’s Automobilmuseum i Nærum. Jeg lagde ud med Jaguar, der jo for mange af modellernes vedkommende er et rullende herreværelse. De ældre modeller følger nogenlunde samme koncept som Simca Aronde P60 med et askebæger under forruden i midten til dem på forsædet og tilsvarende med et askebæger i hver bagdør.
Den senere XJ6 har dog hele to individuelle askebægre i midterkonsollen foran: et til føreren og et til forsædepassageren.
Lagonda Rapide flotter sig ligeledes med 4 askebægre, men her sidder askebægrene foran også i dørene – nok ikke særlig hensigtsmæssigt for føreren.
Sådan er det dog ikke i Le Mans racerne C- og D-Type, hvor det jo netop handler om race og ikke transport i tætte tobaksskyer. Jaguar E-Type er undtagelsen, men den er jo heller ikke en egentlig racer.
Sådan forholder det sig også i Austin Healey 100-Six og Lotus Elite, mens Lotus Elan mere er på racersiden i forhold til askebæger, fordi den ikke har noget …
Så er der Rolls-Royce Phantom II, som er en hybrid, hvor føreren sidder udenfor og ikke har noget askebæger, men bare kan drysse aske udover siden, mens herskabet i kabinen bagved har askebægre i dørene.
Princippet med asken udover siden var måske ikke så tosset endda, for så er der ikke noget besvær med at skulle tømme askebægeret. Sådan tænkte Ole Sommer, da han lavede sin Joker, for i bedste togtoilet stil ender asken bare nede på vejen eller hvirvles op under bilen.
Men hvordan forholder det sig med franske biler, hjemlandet for Gauloises og Gitanes? Her bliver det bare et nedslag (udover eksemplet med Simca Aronde P60) med Renault 4CV ’Rynkerøven’ og Dauphine. Begge benytter røgspreder placeringen lige under forruden foran, men i Renaulterne er der ikke askebægre bagi. Hos Renault har de nok tænkt, at det var mere velegnet til børn uden.
Franskmændene havde krasse cigaretter, men hvad med i nabolandet Italien? Her er der visse ligheder, og det tror pokker, vil nogen sikkert sige. Men i Alfa Romeo Giulietta Sprint sidder askebægret midt i instrumentbordet og dermed ikke nær defrosterspalterne – fornuftigt!
I Maserati Mistral sidder askebægret midt i midterkonsollen.
Men hvad så med Lancia? Som man sikkert kan gætte, sidder askebægrene her i spredt fægtning. Hvad andet kan man forvente af en producent, som ikke engang kunne blive enig med sig selv om, hvad den ideelle cylindervinkel skulle være i deres V4-motor …
I nogle modeller, den sædvanlige placering ovenpå instrumentbordet.
Den mærkeligste placering findes i Lancia Aurelia B20 Coupé’en, hvor askebægrene foran sidder, hvor man på nyere biler endte med at placere friskluftdyserne – tjah, hvorfor ikke …
Afslutningsvis er turen kommet til Sverige, hvor Volvo og Saab, som det ses, egentlig er ret ensartede i deres tilgang til askebægre.
Denne gennemgang dækker kun et udpluk af biler, og der findes mange andre muligheder for placering af askebægeret. Byd frisk ind med nogle andre eksempler!
I mellemtiden glæder vi os over, at der i nyere biler ikke er askebægre, gamle dage var ikke bedre på alle punkter …
Fiat Coupé versus Fiat Coupé
Også en grund til at Barchetta ikke kom som coupe: Der fandtes allerede een! Og dén kan vi vel godt blive enige om er meget mere vellykket – eller kan vi?
Ugens Fund: 1994 VW Corrado til 70.000 kroner
Nej, til den pris er det ikke en G60 eller en VR6. Og den ser heller ikke helt fabriksoriginal ud. Selvom det er svært at se og bedømme noget som helst, når der kun er to billeder. Men beskrivelsen af bilen er bedre, og der står blandt andet at “Næsten alle sliddele er skiftet. Tandrem, olie, filter, servo olie, kølervæske, vandpumpe, bremser, bremsekalibere, dæk og meget mere er skiftet fornyligt.”. Samt at bilen ikke er forskruet.


Det sidste er overgået mange Corradoer, som har været et populært offer for modifikationer. Og når sælgeren selv skriver sådan, så er det måske kun de forkerte fælge, der er sat på denne bil og alt andet er rigtigt nok? Svært at sige, som sagt.

En Corrado er faktisk en pæn vogn.
Men hvis vi går ud fra det, så er det et værdigt Ugens Fund, synes jeg. Corrado er en lækker youngtimer, der nok skal klare transformationen til ægte klassiker med bravour – og den kører godt. Bevares, personligt havde jeg gerne bragt en VR6-motoriseret udgave til ViaRETRO, men så havde den ikke kostet 70.000 kroner. Denne 2.0 8V er ikke overmotoriseret, men man skal jo starte et sted.
Tak for tip til Ronald Dijkstra. Find annoncen hér: VW Corrado
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.
Tiderne skifter i forhold til rygning i biler. Her et billede fra en gruppetest i Motor af biler med automatgear. Fantastik oplysende billedtekst.
Billede
Billed
Jeg er næsten ved at kaste op over tanken ved at sidde i en bil med en cigarryger, som barn. (også hvis det var cigaretter)
Jeg har selv, som ryger og voksen, siddet i biler hvor alle røg, men der kunne man træffe et voksent valg, at stige ud, hvis man ikke kunne klare “duften i bageriet”
Jeg fylder mine askebægre med pinocchio kugler, det er hyggeligt.
Ja, de er renset først (bægrene altså, ikke kuglerne) og malet indeni om nødvendigt :-)
Hmm, jeg skulle lige tænke over det, @alfahahn, men jeg tror faktisk hellere jeg vil ryge end spise Pinocchiokugler :-)
Og @kai-bach-andersen, jeg er med på, at passagerne nok ser det anderledes! Jeg er selv vokset op i en eller flere rygerbiler, og jeg var allerede dengang sikker på, at der var en sammenhæng mellem cigaretterne og køresygen :-)
@kim-michael-nielsen, det er stærk tobak det billede og den tekst! Og så “kun” fra 1986. Hvilket på den anden side er før biler blev fyldt med kopholdere, og det er måske derfor teksten ikke nævner “drikke og spise” også.
Hmm. Måske kopholdere kunne blive et nyt tema for Michael Lunds observationer?
Det er altså et top morsomt eksempel, du har fundet @Kim-Michael-Nielsen. Alt hvad der bliver nævnt, er i dag helt ude hampen. Sådan kan tingene forandre sig.
Smoking in cars…I remember all too well, and am delighted that people don’t do it anymore, unless they’re in their own car without passengers, and even then, the car will stink. I had my own one-man crusade against in-car smokers – at least, if it was my car, I got my own way. I had to ask one of my bosses back in the day not to light up in my car – he looked surprised, but respected my request.
Regarding the FIAT Coupe and the VW Corrado – I’d take the VW any time, a much more cohesive design and looks really purposeful. The Dino is all (wrong) angles…a shame, as I understand it drove well, but then so did the Corrado.
En Ferrari 512BB har et askebæger i hver side i panelet. Endda i en imponerende størrelse.
Re my comment above – I see I wrote “Dino” when of course I meant “Coupe”…oops…pity we can’t edit our comments.
Officielt hedder den så vidt jeg husker Coupe Fiat, ikke omvendt. Og det design holder stadig. Det gør Barchetta også.
En historie om bilaskebægre! En god bekendt, dygtig bilforhandler af DOMI bilmærker her på Langeland, solgte mange nye og brugte biler!
En dag besøgte jeg ham, og på en tur sammen med ham bagom hans værksted , bemærkede jeg en temmelig stor bunke med brugte bilaskebæger! Hvorfor ligger de der, spurgte jeg! Det skal jeg sige dig Henning : Når jeg får en brugt bil i bytte, bestiller jeg straks et nyt askebæger til den! “kunderne vil jo så gerne have en ikke ryger bil”
Hilsen og go søndag!
Henning Hjorth
I min A112 fra 79 er der to askebægre bagi,men ingen seler 🤷🏼♂️
Ferrari 512BB har lige alderen til det @Jens-Karlsson. Gad vide om der også er askebæger i Ferrari Testarossa?
Ja, det var et godt salgsargument @Henning-Hjorth . Jeg havde også ’ikke ryger biler’ og dryssede af samme grund asken ud af vinduet, når rygetrangen blev for stor. Skal ikke gøre mig selv helligere end jeg er, var selv afhængig af det på det tidspunkt.
En spøjs prioritering set med nutidens øjne @Jensby .
@tony-wawryk , I experienced kind of the same thing back in the mid-eighties, but the other way around. During a company visit in the US I asked the CEO in the meeting, if it was ok to smoke a cigaret. It wasn’t and as his customer, it came as a surprise to me (time proved he was right …).