Det umuliges valg.
En hel uge på messe er lang tid, men der er nok at tale om. Dels er der biler (og andre køretøjer) overalt, dels er valget imellem dem jo komplet umuligt. Som de to herunder:
Hvis nogen insiterer på, at den ene er langt bedre end den anden, så tror jeg simpelthen ikke de har forstået emnets omfang og alvor! De var begge en vigtig del af firsernes bedste standardsvognsracing – eller var det det bedste nogensinde? Det emne kan man også diskutere.
Så på en måde er de godt vi har en hel uge. Jeg smutter over på messen og snakker videre.
God weekend
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Kopholderen
Tekst Michael Sehested Lund
I Weekend Matiné Nr. 454 så vi på askebægre i biler, der i dag virkelig er noget fra ’i går’. Mange af os har som børn oplevet at være passagerer i biler, hvor vi med sviende øjne sad indhyllet i en sky af tobaksrøg. Var det sket i dag og nogen havde set det, ville det formentlig resultere i en indberetning til kommunen om formodet vanrøgt. Det var også på den tid, hvor børnene bare blev sendt ud på vejen for at lege, når de kom hjem fra skole – hvilke tider, hvilke skikke.
Denne gang rykker vi frem i tiden for at se på kopholderen, men alligevel ikke længere end at bilen stadig betragtes som en veteran. Kopholderen debuterede i Dodge Caravan og Plymouth Voyager fra Chrysler i 1984. Senere, i 1988, introducerede Chrysler selv Voyager i eget navn. De tre biler, som i bund og grund var ens, var i virkeligheden en mindre van udstyret med sideruder og passageraptering og vupti; den såkaldte MPV (Multi Purpose Vehicle) var født. Kært barn (som de var indtil dagens SUV’er tog over) har mange navne: familiebus, børnecontainer mv. I dag er de stort set forsvundet og efter min mening, godt det samme. Men noget er blevet hængende, nemlig kopholderen, hvor flere, med nogen rette, påstår, at den er et af de største bidrag (hvis ikke det største) i nyere tid fra amerikansk bilindustri.
Men der findes kopholdere og så er der kopholdere. Kopholderen vi ser på her, er af den type, hvor et drikkekrus eller flaske kan stå stabilt under kørslen. Inden da fandtes en løsning med fordybninger på bagsiden af handskerumsklappen, hvor handskerumsklappen mere fungerede som en art ’stille fra sig bakke’, der fungerede ok, når bilen holdt stille.
Det er ikke overraskende, at kopholderen kommer fra USA, da hele drive-in konceptet kommer netop derfra. Uden kopholderen er der stor risiko for, at indholdet lander i skødet på passagererne. Der findes efter sigende et eksempel på, hvor et krus med skoldhed kaffe fra McDonald’s landede i skødet på en kvindelig kunde. Det endte naturligvis med et sagsanlæg (det var jo i USA); anledningen til at gå i tænkeboks var absolut til stede.
Kopholderen kan være designet mere eller mindre smart. Den ultimative løsning findes efter min mening i SAAB 9-5, hvor den ved et tryk elegant folder sig ud fra forpanelet.
Jeg er selv stor tilhænger af kopholderen og er ret sikker på, at jeg første gang stødte på den i USA. Min begejstring for kopholderen går så vidt, at jeg ligefrem har installeret en i en af mine klassiske biler (Volvo 1800)!
Hvordan med jer, er kopholderen også et stykke uundværligt inventar i jeres bil(er)?
Biltelefonen
Tekst Michael Sehested Lund
Overskriften stemmer ikke rigtigt eller rettere, der er noget fortidigt over den. I dag hedder det jo bare en telefon; for ikke så længe siden hed en trådløs telefon også en mobiltelefon eller en smart telefon, hvis den var til mere end bare at tale i. Men, som et retromagasin, kan vi lige netop tillade os at bruge en forældet overskrift. Dengang var det mest almindelige, at der var ledning i en telefon, men det gik jo ikke, hvis samtalen skulle føres fra en bil i bevægelse over en vis afstand …
De første biltelefoner udstrålede mere, at der reelt var tale om en radio, hvor det handlede om frekvenser og kanaler. Det gør det stadig, men i dag gemmer det sig flere lag nede i en digital overbygning. Når der skulle ringes til og fra en bil dengang, var der en manuel central inde over til at sætte samtalen op. Primært var trådløs kommunikation noget brandvæsen, politi og taxiselskaber benyttede. For almindelige mennesker hørte den slags til sjældenhederne, og netværket var nationalt. I Danmark var der indtil flere leverandører af den type udstyr som AP Radiotelefon og Storno (det sidste var en sammentrækning af Store Nordiske (Telegrafselskab).
Men i 1982 skete der noget i Norden med lanceringen af NMT-systemet, der var automatisk og gav mulighed for roaming, selvom det stadig var analogt. Fra de andre nordiske lande var der leverandører som Ericsson og Nokia – det var her Nokias senere succes blev grundlagt. Nokias løsning sammen med en anden aktør, Mobira, hed Talkman. En tydelig henvisning til Sonys Walkman – bærbar elektronik var kommet på mode. Nok var Mobira Talkman bærbar, men hele sættet havde størrelse og vægt som en taske.
Boksen med elektronikken blev koblet til bilen via en holder i bagagerummet. Den var bærbar i den forstand, at det var muligt at tage hele sættet med sig. Jeg havde selv fornøjelsen af en Mobira Talkman, som jeg kunne tage med på hotelværelset og tale i til en takst på adskillige kroner i minuttet.
Senere kom det digitale GSM-system, hvor det lykkedes mig selv at få fat i Motorola’s ’murstens-model’ i starten af 1990’erne, hvor den allerede var ved at være gammeldags, men dermed billigere. På det tidspunkt var jeg den danske afdeling for en hollandsk virksomhed, og hollændere er jo sparsommelige, så det var ikke nemt at få lov til det. Dertil kom, at direktøren dernede ikke havde en slev, og det gjorde det ikke lettere …
Engang havde jeg den for øret, da jeg kørte af færgen i Helsingborg. Den svenske tolder sagde til mig: ”Lägg av luren”! Det var det første hint om, at det var en dårlig idé at tale i tale i håndholdt telefon og køre bil samtidig …
Senere kom der mindre modeller som Nokias 3310 til, inden de blev hægtet af, fordi telefonen mere blev en håndholdt computer og opmærksomhedsrøver end en telefon.
Tiderne forandrer og i dag hører jeg selv til blandt dem, som tager afstand til at tale i håndholdt telefon og andet, mens der køres bil.
Ugens Fund: 1990 Mercedes-Benz 190E 2.6 til 95.000 kroner
Statelig vogn. Lækker motor. Høj kvalitet. Hvad er der ikke at kunne lide her?
Jo, måske den sorte læderkabine, men det er en personlig smagsting, og jeg kan nu bare bedre lide stof. Farven er derimod flot, og jeg notorer mig med glæde, at den også har træk. Den ser fin ud på billederne og lyder endnu finere i sælgerens beskrivelse. “Fremstår som næsten ny og har absolut ingen rust” og “helt igennem perfekt læder kabine”. Og så leveres den nysynet som veteran.
Jamen helt ærligt: Det her virker som en oplagt bil til foråret. Jeg kan sige, at der ikke er nogen billigere af dem her på Techno Classica-messen, hvor jeg også har kigget på dem. Lækre biler, de små sekscylindrede 190E’ere.
Tak for tip til Ronald Dikjstra. Find annoncen hér: 190E 2.6
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Det svære valg.
Lutter glade minder fra starten af firserne da jeg havde et studenterjob som hyrekusk. Som i den kendte TVserie med Mike og Lotte og dem allesammen. Askebægeret benyttede jeg ikke men det gjorde kunderne! Kopholderen var mellem lårene. Til gengæld havde vi radioen til centralen og krakskortet midt på rattet at slå op i under kørslen midt i hovedstaden. Når man er først i tyverne kan man sagtens, der skete aldrig noget! Så kom der smarte kunder ind og fiskede et kassettebånd op af lommen, kan vi ikke høre dette her mens vi kører, jo selvf, hvorhen? 3-4 adresser hvor de lige skulle ind og “ordne noget”. Og stop undervejs ved telefonbokse (!) og nye adresser… Så en dag fik vognmanden ny bil: den “lille nye” 190. Ganske vist bare en firebenet diesel men en fryd at køre sammenlignet med de gamle landbrugsmaskiner 220D og 250D. Armlænene på bagsædet var pillet ud, ellers kunne de ikke overholde minmumsmålene for hyrevogne. Jeg lovede mig selv at når jeg blev gammel ville jeg købe mig sådan en, så havde man da bil til resten af sine dage.. nå ja… Og så måtte man ikke bruge asbest i bremsebelægningere mere. Vognmanden var tosset, de første typer belægning holdt kun knap et par tusind kilometer, så vognene måtte ind og skifte bremseklodser 2-3 gange om ugen! …
Og det var mange penge dengang…
Kopholdere er vel i den nye ende til ViaRETRO. Ingen af mine klassikere har det. Min første bil havde det dog næsten indbygget som en del af den totale ergonomi. Jeg husker det som om at når jeg kørte i min 1966 Jaguar E-type FHC smeltede jeg sammen med bilen som jeg aldrig har prøvet i andre biler. Kopholderen var integreret. En Cola flaske kunne lige klemmes ned ved siden af sædet og sad tilpas fast. Perfekt.
Min 15 år gamle Laguna Coupé (youngishtimer?) har et apparat ligesom det du roser fra Saab. Jeg kan ikke lide det, det sidder for højt og midt i det hele. Hvem gider have en dring siddende der?
Jeg går ud fra at en Astom Martin DB5 har en kopholder til et Martini glas?
Jeg har “hylden” jeg har aldrig brugt den..
jeg vælger E30. For mig er den fedest på nærmest alle områder. Jeg elsker dog 190, så den bliver ikke valgt fra – E30 bliver bare valgt lidt mere til
@ole_wichmann: Ja og kører du så lidt frisk så shaker den sig selv…
Har stadig til gode at se en eftermonteret kopholder, der ikke ligner noget…ja, mindre pænt. Synes egentlig heller ikke, det er nødvendigt at drikke kaffe på turen i hobbybilen.
Ugens Fund er en fin sag. Har flere fange overvejet sådan som daily. Er efterhånden træt af at stige ud af en Kia hver morgen, når jeg parkerer ved min arbejdsplads! Men med små 25 tusind km alene i pendling pr. år er det næppe en god ide.
Men fin er den.
@skaaning: Hvis man ikke kan forlade sig på en 190, er der næsten kun trædecyklen tilbage. Og med det kilometerforbrug, er der nok ikke fare for at den ruster op før du har slidt den helt ned..? Mener du egentlig at en Kia (størrelse hvadsomhelst) skulle være mere driftssikker? (Sagt af nysgerrighed, ikke ment negativt!)
Biltelefon – det var bedre i gamle dage hvor man ikke blev forstyrret.
Da jeg i 1978 skulle til svendeprøve som elektronikmekaniker, var den endelige og sidste eksamen fejlfinding på en AP-radiotelefon som den viste.
.. og jeg bestod med et 10-tal, der var højeste karakter dengang 😊
Senere fik jeg fastmonteret mobil tlf. i min første Xantia, dengang var der prestige i at have den lille antenne på bagruden, og fordelen var at den var fastmonteret i bilen, dvs. at man havde fri når man ikke sad i bilen …