Register

four × one =

A password will be e-mailed to you.

Como er himlen på Jorden. Især i disse dage.

Jeg er på Concorso d’Eleganza Villa d’Este og alene navnet er jo fantastisk. Jeg vidste jeg ville elske det, og præcis sådan er det. For det første har jeg syntes Comosøen med mere er himlen på Jorden siden jeg var her første gang i min gamle Triumph 2.5 PI. Og for det andet er det i disse dage med nogle af verdens fineste biler samlet her bare bedre. Det er svært ikke at blive ekstatisk.

BMW Group Classic er hovedsponsor og mente de havde meget at fejre: Herunder 3-seriens 50-årsjubilæum. Jeg fejrer det hver gang jeg kører i min Alpina af E30-æt, så jeg ved hvad de mener. Men flankeret af 507 og M1 ved man bare, at der er mere end det at komme efter i mærket, ikke?

 

For slet ikke at tale om andre mærker: Jeg har stadig ikke set alle bilerne på selve concorsoen, men sjovt nok var min favorit på Villa Erba i meget samme liga som den 1964 Simca Abarth fra forleden: En Abarth 1300 OT med det mest provokerende udstødningsrør. Og stand: Bilen var et projekt.

Og dén der klarede man altså ikke med at støve den af. Så i morgen er jeg nok allermest spændt på den klasse, der netop handler om urestaurerede biler – “preservation class”, som de kalder dem i concorso-terminologi. Som vi ved kan det være både fugl og fisk. Men netop hernede på denne concorso i det forfaldne Italien har jeg meget høje forventninger. Der kommer mere senere engang, helt sikkert.

Men allerede nu spekulerer jeg faktisk over, om svaret – igen – bare er 911?

God weekend

Claus Ebberfeld

Se hvor lidt den fylder i parkeringsbåsen. Farven er lækker. Lyden var ligeså. Måske bedre end en Suzuki Jimny?

klub_viaretro_sticker1

ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.

Som medlem får du:

  • Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
  • det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
  • adgang til alt på ViaRETRO
  • rabat på udvalgte varer
  • garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
  • samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.

devider2

Cylinderforinger

Tekst Michael Sehested Lund

Jeg har nogle gange på det sidste skrevet ordet “cylinderforinger”, og man kan faktisk udvide det til også at omfatte ordene “løse cylinderforinger, tørre og våde”. Det er værd at bemærke, at jeg hvergang har skrevet det i forbindelse med franske biler. Så vi kan allerede lægge ud med konklusionen, at jo mere frankofil man er i forhold til biler, jo hyppigere vil ordet forekomme.

Pointen blev for alvor understreget, da jeg for et par uger siden så denne Renault Dauphine, der ikke alene var forsynet med Ventoux-motoren, som er en videreudvikling af Billancourt-motoren, men også havde “vådforinger”.

Foto Michael Sehested Lund

Det pågældende eksemplar havde desuden været i den samme families eje siden den blev købt fra ny i 1958. Ejeren viste mig slutsedlen og fortalte, at bilen aldrig har været afmeldt, hvilket betyder, at den stadig bærer de oprindelige nummerplader. Den historie fortjener sin helt egen artikel i den nærmeste fremtid.

Men det var en lille afstikker, for emnet her er cylinderforinger. For at illustrere dette vender Renault Dauphine tilbage i fokus, da Mogens H. Damkier i sin bog “Min bil og jeg” netop viser Ventoux-motoren med topstykket afmonteret. I billedteksten beskriver Damkier motoren som værende udstyret med “udskiftelige >>våde<< foringer”. Denne betegnelse giver god mening, da foringen – eller cylinderen – kan tages ud. Den kaldes “våd”, fordi den er omgivet af kølevand på ydersiden.

Foto fra Min bil og jeg

Udskiftelige våde cylinderforinger har flere fordele, hvoraf kan nævnes:

  • Effektiv varmeafledning: Vådforinger har direkte kontakt med kølevæsken, hvilket forbedrer motorens evne til at aflede varme. Dette hjælper med at opretholde en stabil drifts temperatur, især under belastning.
  • Økonomisk produktion: Vådforinger gør det muligt at producere motorblokke i lettere materialer, såsom aluminium, uden at gå på kompromis med holdbarheden (på den tid).
  • Let reparation: Ved motorskader er det ofte muligt at udskifte foringerne uden at skulle hone cylindrene eller udskifte hele motorblokken.
  • Modulær konstruktion: Giver bilproducenter mulighed for at bruge det samme motorblokdesign på tværs af flere modeller, hvilket skaber fleksibilitet og standardisering.

Naturligvis er der også ulemper som:

  • Der kan være problemer med at holde foringen tæt i toppen og bunden.
  • Under fordelene nævnte jeg økonomisk produktion, men det kommer nok lidt an på øjnene, der ser. Produktionen kan også være økonomisk, hvis motorblokken er i støbejern. Støbejern er på mange måder velegnet til cylindre og en klar fordel er, at støbejernet har en vis porøsitet, som er god til at holde på en oliefilm.

Tidligere var cylinderforinger en nødvendighed, hvis motorblokken var af aluminium, da materialet i sig selv ikke er tilstrækkeligt hårdt. En cylindervæg af aluminium ville derfor blive slidt for hurtigt. Der findes dog en løsning: Påføring af en coating på cylindervæggen, såsom hårdforkromning eller – i nyere tid – siliciumkarbid (Nikasil). I begyndelsen skabte sidstnævnte udfordringer på grund af svovlindholdet i benzinen, men dette problem er siden blevet løst ved at fjerne svovlet.

Som allerede antydet er de udskiftelige våde cylinderforinger noget, der går igen på franske bilmærker. Renault Dauphine er allerede nævnt, som igen havde havde det fra Renault 4CV “Rynkerøven”, der jo havde Billancourt-motoren. Det fortsatte i senere Renault modeller, hvor jeg bare tager et udvalg: R4, R8, R10, R4, R6, R12, R16 og sådan kan vi blive ved.

Foto Renault, The Originals

Vi har flere gange for nylig været inde på de store Citroëner, der aldrig fik motoren de fortjente. I stedet måtte de trækkes med en motorblok, der havde rødder tilbage til Traction Avant-modellen. Og ganske rigtigt – motoren i Traction Avant var også udstyret med udskiftelige våde cylinderforinger!

Foto Michael Sehested Lund

Det samme gentog sig hos Peugeot, og cirklen sluttedes med de fælles Douvrin- og PRV V6-motorer, dar også havde udskiftelige våde cylinderforinger. For de nyere fællesmotorer var det naturligvis helt oplagt, da blokkene var fremstillet af aluminium.

Foto Stellantis

Nogle – mig selv inklusive – vil sikkert undre sig over, hvorfor udskiftelige løse cylinderforinger snarere var reglen end undtagelsen i franske bilmotorer. Var det en fast del af pensum på de franske ingeniørskoler, eller ligger der en anden forklaring bag? Jeg må indrømme, at jeg ikke kender svaret. Hvis nogen af jer har et bud, ud over de nævnte grunde, hører vi gerne fra jer – det er altid en fornøjelse at lære noget nyt!

Det er værd at bemærke, at løse cylinderforinger ikke er usædvanlige i forbrændingsmotorer. De findes blandt andet i dieselmotorer til lastbiler og traktorer, hvor motorerne udsættes for hårdt arbejde – både i form af mange kilometer og barske driftsforhold.
Desuden kan cylinderforingerne være mere eller mindre “løse”. I visse tilfælde kan de nemt udskiftes, mens de såkaldte “tørre” cylinderforinger kræver kryoteknik. Her nedkøles foringen i flydende kvælstof, hvilket får den til at krympe. Den krympede foring kan derefter placeres i motoren, hvor den efterfølgende fastlåses, i takt med at temperaturen stiger.

Men findes der da ikke undtagelser for de mere almindelige personbilers vedkommende? Jo, det gør der skam!

Eksemplerne jeg kommer med her, er begge fra UK:

Første eksempel er Triumph TR-modellerne til og med TR4. Det er der en god forklaring på, der netop skyldes en traktor, som jeg nævnte ovenfor. Traktoren var Ferguson TE20 også kendt som “den lille grå”. Den 4-cylindrede motor med våde cylinderforinger fra Standard blev udviklet lige efter 2. Verdenskrig og “startede” først i traktoren, men endte siden også i Triump TR-modellerne.

Foto Motor Trend

Det andet eksempel er den 6-cylindrede Aston Martin rækkemotor udviklet af Tadek Marek. Motorblokken var i aluminimum og havde løse våde cylinderforinger.

Foto Aston Workshop

Der findes helt sikkert andre eksempler, som nogle af jer sikkert kender til og er velkomne til at byde ind med.

devider2

Klub ViaRETRO Midsommertur d. 21. juni, 2025

Sommer og midsommer nærmer sig, så vi åbner nu for tilmelding til Midsommerturen for Klub ViaRETRO medlemmer. Turen går langs Vestkysten i Thy, fra Agger til Thisted over 128 km. Vi kommer flere gange ud til Vestkysten og passerer blandt andet Nørre Vorupør, Klitmøller, Hanstholm og Vigsø Strand (WW2 Bunkers) undervejs.

Vestkysten i Thy rummer noget af Danmarks mest fascinerede vilde natur. Et af vores nordjyske medlemmer, som tidligere har deltaget i ViaRETRO ture andre steder i Danmark, viser os rundt på sin hjemegn. Der er virkelig noget at se frem til!

Mange kommer langvejs fra, så det kan være en god idé at få et weekendophold ud af turen til Nordjylland i den klassiske bil, som dermed får mulighed for at blive kørt. Alle biler har godt af at blive rørt og kommer for det meste til at køre bedre af det. Klassiske biler er måske mere udsat for problemer end en ny bil, men erfaringen viser, at nedbrud hører til sjældenhederne.

Klub ViaRETRO-medlemmer kan læse mere om turen og tilmelde sig ved at gå ind på MIN KLUBSIDE.

devider2

Ugens Fund: Peugeot 205 GTI til 75.000 kroner

Der står i annoncen, at det er et weekendtilbud. Så det passer jo meget godt til en Weekend Matiné. Ligesom bilen passer meget godt til een, der gerne vil starte i vores klassikerhobby med en bil, der er både sjov, anvendelig, billig og nem at have med at gøre. Og hurtig, bare lige for god ordens skyld. Selvom der er tale om 1,6’eren, og der senere kom en 1,9, der er endnu hurtigere. Om den er sjovere er derimod et godt spørgsmål. Men reelt kunne den vel være den eneste bil i en hel familie, hvis det skulle være?

Når denne firserraket har overlevet så længe, så kan det jo ikke stå helt ilde til. Men annoncen hjælper ikke ret meget udover at oplyse, at kilometertallet er 228.000 og at prisen er helt fast. Hvad der er lavet ved bilen over årene står hen i det uvisse. Men den ser pæn og original ud, og det er et godt udgangspunkt.

Tak for tip til Niels Vegger. Find annoncen hér: Peugeot 205 GTI

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

devider2

Bonusfundet – fordi enhver mand skal prøve at eje en tolvcylindret engang: XJ-S til 129.000 kroner

Og længere er den bare ikke: Jeg er ved Comosøen, og mens en 205GTI nok er sjovest at køre på de små veje hernede, så vrimler det med tolvcylindrede prestigebiler – og på turen herned vil Jaguaren her være bedre! Og se lige dette foto hjemme fra Danmark:

Jamane, det er da faktisk et lille stykke med Villa d’Este! Og igen ser bilen meget original og lækker ud – og denne sælger skriver en masse om hvad der er lavet. Samt at “Bilen kører fremragende og alt virker som det skal.” Vigtigt med en XJ-S.

Jeg er helt sikker på, at man til den pris ikke skal forvente en perfekt bil. Men hvis mindre kan gøre det, så er her en tolvcylindret GT-bil, der vil være lige meget hjemme ved Comosøen som i Kerteminde. Nøøj, hvor jeg synes den er fed! Og kom det tip ikke også fra Niels Vegger? Så vidt jeg husker.

Find annoncen her: Jaguar XJ-S

devider2

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.

17 kommentarer

  1. Ole Wichmann

    Det var mig der sendte Jaguar XJS forslaget ind til ugens fund, for den er MEGAfed.
    Hvid er også en god farve til den.
    Hvis ikke jeg lige var forpligtet overfor rigeligt med andre biler kunne jeg godt…

    XJS er ældet utroligt godt.
    Som såkaldt afløser for E-typen kom den dårligt fra start, da det var en helt anden type bil og nok forud for sin tid. Men allerede mens den levede fik den den respekt den fortjente, den endte med at blive en af de længst producerede Jaguarer.
    I dag ville jeg være oprigtig i tvivl om jeg skulle købe en Jaguar XJ-S eller afløseren XK8.
    Lige nu koster de ca det samme…

    Svar
  2. Peter

    Alfa Romeo’s Nord-motor er også et eksempel på en motor med aluminiumsblok og våde støbejerns foringer

    Svar
  3. AlfaHahn

    Alfa Romeo’s Nord motorer kører da vist med løse foringer, og har gjort det i motorens levetid (produktionperiode) fra 1953 til 1993).

    Svar
  4. Carsten Goth

    Jeg kender godt begrebet våde cylinderforinger, men har ikke haft en motor med sådanne. Det lyder godt og logisk, at kølingen er mere effektiv. Men Michael, jeg har aldrig tænkt på, at der kan være problemer med tæthed mellem vand og olie. Og når jeg ser dine fint indsatte illustrationer får jeg myrekryb. Jeg er sikker på, at netop min motor (havde jeg en sådan) med våde løse cylinderforinger ville blande vand i olien. Tak for artiklen. Og Michael, når du en dag adskiller en sådan motor så ring – jeg vil gerne se på !

    Og den 205 er lækker. Man skriver jo, at den er langt mere agil og temperamentsfuld end 1.9’eren. Virker det som om man i disse år kan komme langt for pengene, eller er Viaretro bare gode til at finde tilbuddene ?

    Svar
  5. Skaanning

    Uha…en XJS er et lækkert vogntøj. Men er den her noget US-halløj…? Er kofangerne ikke for store og plastik-agtige…? Er ikke ekspert i modellen. Derfor spørger jeg.
    Prisen er lav, men går det galt med sådan en bil, bliver det dyrt. Meget dyrt.
    Tog nok hellere en XK8, hvis de berømte kædestrammere m.m. ellers var blevet skiftet. Men….det er naturligvis måske nok kyllingens valg. Det ved jeg godt!

    Svar
  6. Michael Sehested Lund

    Tak for indsparket med Alfa Nord-motoren. Den er naturligvis med sin aluminiumsblok og tidspunktet for sin lancering et godt eksempel på brugen af løse våde cylinderforinger.

    Svar
  7. Leo Jensen

    Du er en kylling, @skaaning
    Jeg ville seriøst overveje denne XJ-S, hvis jeg havde brug for en mere. Det sorte interiør trækker ned, man kunne jo tro at man sad i en tysker, men ellers er den godt nok fin. Og nej, det er ikke en US-model, de genkendes på deres sidemarkeringslygter. Kofangerne er store og plastikagtige, lige som de skal være på en PreHE som denne.
    Det er en avanceret og kompleks bil, og den er dyr at få lavet på værksted. Ganske ligesom andre biler i samme kategori. Tror du en Mercedes 600 er billig eller nem at holde kørende ?
    Jeg har også en 2CV, og hovedårsagen til at den er billigere og nemmere at holde kørende er at den har 20-30x færre features og komponenter.
    I øvrigt mener jeg også at XJ-S har våde foringer, men jeg har ikke kigget efter. Det er ikke i den afdeling den kræver opmærksomhed ;o)

    Svar
  8. Svend Carstensen

    Michael, når du nu opfordrer til at komme med flere eksempler på våde foringer, må jeg lige nævne, at dette princip tidligere også var ret udbredt i Central-/Østeuropa. Således kørte Skoda i mange år med våde foringer, først i støbejernsblokke (som Renault), senere (fra starten af 1950’erne) med samme udformning af blokken af aluminium, og til sidst i de små hækmotormodeller, ligeledes med letmetalblok – som i øvrigt var fremstillet i en dengang meget avanceret trykstøbeproces.
    Russerne brugte også samme princip i Volga M21 og M24: letmetalblok med våde foringer. Volga-motoren blev også benyttet i UAZ-“jeep’en”.
    Årsagen til valget af denne konstruktion var dengang givetvis den hurtige og ukomplicerede reparationsmulighed for slidte motorer, både for franskmændene og østeuropæerne. Og en nødvendighed, hvis man brugte en motorblok af letmetal som bl.a. Alfa Romeo. Jeg har selv givet et par Skoda-motorer nyt liv i tidens løb, enkelt og hurtigt. Hvis man blot følger fabrikkens anvisninger om montering af foringerne, bliver motoren ikke utæt for kølevand indvendigt. Vi hører jo ikke konstante beklagelser herom fra Citroën-, Renault-, Peugeot- og Alfa-kørere, vel?
    Kort sagt: et glimrende princip!
    I dag er arbejdslønnen til reparation af motorer ret betydelig i sammenligning med omkostningerne i den stærkt automatiserede fremstillingsteknologi til nye motorer, så i dag skifter man bare hele motoren – det er det billigste.

    Svar
  9. Claus Ebberfeld

    @carsten-gith, æren for fundene går som regel til læserne, der sender deres kandidater ind til ugensfund@viaretro.dk – også i dette tilfælde.

    @skaanning, der har jeg det stik omvendt: Jeg synes også en XK8 er en lækker vogn – men på ingen måde på niveau med en XJ-S som klassiker vurderet. Ja, XK8 er jo endnu kun en youngtimer, ikke?

    @leo-jensen, kender du den konkrete bil? Efter at jeg er hjemvendt fra en lille uge i Italien omgivet af nogle af verdene fineste V12’ere, så virker XJ-S’eren ovre i Egtved som et endnu bedre tilbud…

    Svar
  10. Leo Jensen

    @ce jeg kender ikke den aktuelle bil. Det kunne godt være et fint tilbud, selvom man selvfølgelig med en PreHE skal være klar til at acceptere at der bliver brugt noget benzin.

    Svar
  11. Claus Ebberfeld

    @leo-jensen, jeg var nær kørt over og se den i dag. “Det koster jo ikke noget”, som man siger. Med mindre det går galt, selvfølgelig. Så jeg lod være.

    Men jeg er helt vild med det tidlige og uspolerede look af en XJ-S på Kent-fælgene. Jeg vil give dig ret i, at det tidlige interiør er næsten tysk (i sit helhedslook, men jo ikke i detaljerne), men faktisk er denne bil ikke sort inden i – den er mørkeblå, og det hjælper en del. Havde det nu været lyseblå, SÅ var jeg solgt til stanglakrids…

    …og med hensyn til benzinøkonomien: Hvis den bruger mere end en De Tomaso Deauville, så ved jeg af erfaring, at det decideret går ud over køreglæden.

    Svar
  12. Claus Ebberfeld

    Jeg tror dog kun tæpper og sæder er blå – mens dørsiderne og selve instrumentpanelet desværre er sorte. Og træ afstod de jo fra i de tidlige, fordi de partout skulle være moderne. Men alt i alt kunne jeg godt leve med det her:

    Svar
  13. Leo Jensen

    Jeg tror ikke du skal regne med meget over 5km/l med XJ-S’en. Min egen med HE-motor målte jeg til 7,7km/l over første sæson, og det er til at leve med, men det er jo også en halv gang mere end 5. På den anden side set kører der vist meget US-jern rundt og drømmer om 5…
    Jeg havde ikke fanget at sæderne er blå, det hjælper bestemt en del på det, og til hvid lak bliver helt lyst interiør nok for ferskt.
    Jeg har i øvrigt Kent-fælgene stående til hvis næste ejer skulle ønske noget mere originalitet. Den har haft de nuværende Wolfrace Slots monteret de sidste ca. 30 år, så de hører efter min mening til på bilen nu.

    Svar
  14. Claus Ebberfeld

    @leo-jensen, jeg har lige genset Harry Metcalfes tur til Monaco i sin 1980 pre-HE XJ-S, og den gik lige over 6. Hans er så endnu mere lækker i sin lysegule farve.

    Nej hvor er den en XJ-S irriterende lækker! Jeg håber den hvide er solgt efter Classic Race Viborg, så jeg ikke behøver tage forbi…

    Svar
  15. Leo Jensen

    Mit første nummer af Octane er med Harry’s bil på forsiden og hans beretning inde i bladet. Et halvt år senere havde jeg købt en XJ-S. Tilfældigt ? Næppe ! Det er forførende læsning og video.
    Du må sige til hvis vi skal til Egtved sammen en gang efter weekenden ;o)
    Jeg kan give et lift…

    Svar
  16. Claus Ebberfeld

    Neeeeeeej, ikke friste mig over evne, @leo-jensen :-). Men vent, tak for tilbuddet og det koster jo ikke noget at kigge…lad mig lige få overstået Classic RaceViborg og så komme tilbage til den her. Med lidt held er den jo solgt inden!

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.