Porsche 911, sommerhus – eller en kombination af de to?
Jeg ved ikke med jer andre, men jeg har altid haft en autocamper rullende oppe i mit hoved et sted – ligesom der til stadighed er en 911 i en krog. Og i 2018 købte jeg een. Altså camperen. En brugt T4 California 2,5 TDI med højt glasfibertag. Det er så langt fra 911, at nogle vil kalde den pensionistmodellen, men det har jeg det rigtig fint med, for den har et lille toilet bag og det er super praktisk og befriende i min alder. Og den kan endda med lidt god vilje kaldes en youngtimer.
Volkswagen har en lang autocampertradition – min model er den i midten. Snart youngtimer, skal vi sige det?
Men ikke mere p..: Nu skal det handle om ferieform i en autocamper, der for mig er et ultimativt symbol på frihed og nærvær. Hvert forår når jeg henter den i en aflåst lade får gensynet mig til at smile: Jeg ved at den vil bringe små eventyr over sommeren – og i kassetteafspilleren venter et bånd med Bob Marley.
I år har den været flere gange i Tyskland på rundfart og det inklusiv overnatninger: Mange andre der køre autocamper vælger måske en af de gratis steder man kan overnatte – ved indkøbscentre eller i naturen. Men jeg kan godt lide livet på campingpladser: Det er hyggeligt at slå lejr, rulle markisen ud og lave sin lille udestue, lave aftensmaden på det lille udendørs køkken med et glas vin i hånden og kigge ikke mindst på andre campister og deres campere. Det er lidt som et biltræf, faktisk!
Hvis man synes en VW Camper er for lille, for ny eller bare for kedelig – Dann Haben Wir Andere Methoden!
Denne sæson ville vi køre til Harzen hvor vi ikke havde været før. Og stedet har jo et vist ry og rygte: Mange taler godt om Harzen og områdets storslåede natur – og de hele ligger kun et dags kørsel fra Danmark. Så afsted i den retning: Vi pakkede camperen med tøj og racercykler.
Dog skulle vi lige tage en overnatning i Wolfburg inden Harzen. Nærmere bestemt i VW Autostadt, hvor man kan overnatte inde på fabriksgrunden – ganske eksklusivt for 89 Euro inklusiv adgangsbillet og badestranden – men meget passende kun hvis man kører i VW camper. Og det gjorde vi jo. Aber doch! Her inde på fabriksgrunden har WV lavet et lille rundt areal, det minder lidt en plet i naturen med bålplads der spiller op til camperlivet. Man kan også bestille en overnatning i en Grand California der står fast på området via deres hjemmeside – hvis man skulle være i tvivl inden man skriver under på købsaftalen. Og ja, vi hyggede os inde på Autostadt-parkområdet: Om aftenen gik vi flere ture rundt og som mørket faldt på kom der belysning på skorstene – det var cool lavet.
Autostadt om natten er noget særligt.
Næsten morgen dækkede vi op til morgenmad, for selvom der var mange caféer på området, er der ikke meget i min verden er der kan måle sig med Brötchen med hindbærmarmelade når man camper. Jeg overfylder bollen med alt for meget hindbærmarmelade i en grad, så jeg ligner en lille dreng der spiser en isvaffel hvor is begynder at smelte og tungen må tages i brug. Det har jeg ingen billeder af!
Derefter brugte vi flere timer på museum et der ikke kun hylder VW, men skam også meget andet bilhistorie, hvilket jeg fandt var en meget sympatisk oplevelse. Lige inden udgangen af bilmuseet ZeitHaus er der en souvenirforretning, som løste et mange årigt problem for mig: Nemlig disciplinen med at bade på campingpladser, hvor badekabinene er små og våde efter bad og klovn som jeg er, taber jeg altid en sok, underbukser eller dypper mit ene bukseben i det våde område efter bad – Grrrr! Og ja der findes badekåber men dem er er jeg ikke fan af – medmindre der står Playboy på. Men i souvenirshoppen havde de noget jeg kunne bruge, nemlig en blanding af et håndklæde, munkedragt og badekåbe og nu kan jeg gå ubeset nøgen med shampoo og lignende i kængurulommen frem og tilbage – så befriende og dén ting campister har manglet.
Med taget ude, bordet oppe, tæppe på “gulvet” er man klar til at kigge på de andre campister: Og den glade mand står i sin nye beklædnigsting, som ingen ved hvad man skal kalde.
Næste stop var to overnatninger i udkanten af Harzen – nærmere bestemt Quedlingsburg. Turen dertil gik via de gamle landeveje fra Wolfburg mod Quedlingsburg. Det lå i det tidligere DDR og viste sig at være en lille flot by med mange Trabanter i de omliggende baghaver og andre tegn på det tidligere Østtyskland. Vi ankom til campingpladsen og gentog proceduren: Slå lejr med markise ud og opstart af det udendørs køkken osv. Vi gik de fire kilometer til centrum og nød byen ogpå vej hjem til camperen købte vi ind til aftensmad inklusiv vand, cola og en flaske rosé i EDEKA. Næsten ligesom at plukke druerne selv. Det indkøb vil jeg sent glemme, for vi købte alt for meget ind og det skulle bæres 2,5 km, så mine fingre var ømme og blå og faldt af da vi kom tilbage – hvilket vi lærte af og derfor købte stort ind næste gang hvor vi havde Camperen med.
Hvis man synes en T4 er for lidt ramasjang, så kan man dekorere den, så den bliver lidt mere hippie-agtig. Fartstriben hjælper også.
Som nogle ved er jeg rigtig glad for at cykle og gerne landevej eller høje stigninger, og derfor er cyklerne altid med og det er en fin kombination med camperlivet: Så får man set meget og får rigtige mange indtryk af landskab. Så næste formiddag stod den på halvtreds km rundt i den bakkede omegn ved Quedlingsburg. Det viste sig, at vi næsten var de eneste på rigtige cykler, for næsten alle andre var på Elcykler og py for den lede hvor ser det grimt ud, når folk kommer kørende på noget der ligner de sidder på ryggen af et insekt men de dyrker det løse tråd i benene. En kort kommentar på elcyklen, som nok går i lige tråd til elbiler: Tak men nej tak.
Da vi skulle videre til Goslar efter to dage tog vi selvfølgelig en omvej: Vi kørte til hjertet af Harzen mod Braunlage, hvilket var en smuk tur i meget bjergrigt område og vi forstod hvorfor Harzen er så kendt, smukt var det, det kunne noget. Noget der ikke ku’ så meget var camperen med sine 102 Hk og 2,5 tons, for opad 10% stigning kom den til kort – men vi kom dog op i anden gear og det ødelagde egenligt ikke oplevelsen. Ikke for os, i hvert fald – men måske for de bagvedliggende? Ligemeget, for vi hyggede og kæresten sætte sine fødder op på vinduesrammen (Red. Kun kvinder der er tilfredse, gør det). Lige i den situation havde en 911 nok være bedre – indtil man skulle på toilet, i hvert fald.
Goslar var dog en kæmpe oplevelse og det gjaldt både byen og naturen: Vi cyklede igen halvtreds km et par runder omkring en inddæmmet sø, hvilket var en meget smuk scene. Og de næste to fulde dage hyggede os med, i og omkring Goslar – før turen gik hjemad igen.
Autocamperen er virkelig vejen til frihed, og vi glæder os allerede til næste tur i det rullede sommerhus. Hvortil vides endnu ikke, men helt i tråd med friheden er det heller ikke nødvendigt at vide.
Jeg husker med glæde tilbage på dengang i 80’erne, hvor varevogne ikke rigtig kunne køre stærkt. Dengang kunne man ligge på hjul i modvinden i sin 2CV, og uanset hvor meget varevognchaufføren prøvede kunne han ikke få rystet mig af. Så kom der turboskilte på bilerne, og så var det slut.
Autocampere har ofte ikke så travlt, så nu er der dukket nye venner op. 2CV’en har jeg jo stadig :o)
Dejlig fortælling, tak for den !
Jeg tror at det hedder en onesie, den klædedragt du har anskaffet dig.
Dejlig beretning fra autocamperlivet.
Jeg har en kollega der har en T4 Camper og hele deres familie elsker den VW.
Det ligner da ellers at der er nogen af de der Porsche 911 der har et toilet på bagsmækken 🤡