Numerologisk Afdeling løber med overskriften: 626 var en fed bil!

Her tænker jeg helt specifikt på min gamle Mazda 626 Coupé fra 1980, som jeg tog så utrolig meget flak for blandt den gamle ViaRETRO-beton-kerne af entusiaster. Den blev nærmest skammet ud af det gode selskab. Men dels kørte den faktisk forrygende godt (på den flyderagtige halvamerikanske facon), dels syntes jeg selv dens look var halvfjerdser/tidlige firser cool – og endelig fik jeg jo ret i sidste ende: I dag kan man køre stolt til træf i den sjældne coupé og være rimeligt sikker på ikke at møde en magen til. Sådan så den ud, da jeg solgte den:

Min gamle Mazda 626 Coupé ved Aarhusbugten.

Man behøver ikke engang parkere helt alene til omtalte træf, for der findes i dag en dansk klub for klassiske Mazda – og frit efter hukommelsen var en senere ejer af min 626 med til at starte den. Tjah, jeg var også glad for bilen, men manglede lidt en forståelse for hvorfor – måske gjorde han også det og startede derfor en klub? Det ved jeg ikke, men som det nok fremgår har jeg bestemt ikke glemt den gamle Mazda. Var det dén, der startede min passion for gamle japanere? Jeg fik jo senere en Mitsubishi i matchende farve, som selv min kone var glad for – men det var måske også indtrækket?

Der er løbet meget vand i åen siden, og jeg var næsten en anelse overrasket over mig selv da jeg opdagede, at dels er den næste generation Mazda 626 også blevet en veteran i mellemtiden – og dels kan jeg lide den! Det kunne jeg faktisk allerede da den var ny, for det er muligvis en af de allerførste “The One That Got Away”-oplevelser jeg havde – længe inden jeg fik kørekort.

Jeg fik aldrig lov at smage den fremtid, da 626’eren var ny i 1983.

Sagen er, at jeg er ud af en Volvo-familie, hvor vi var igennem flere 140, 240 og til sidst 740 Herregårdsvogn. Men da den forhjulstrukne 626 kom frem, så havde selv den magreste standardudgave mere udstyrsgejl end nogen af vores 240’eren nogensinde kunne drømme om. I hvert fald i min opfattelse. Plus at det var en moderne konstruktion. Med kurver i designet. Alt det Volvoerne ikke var.

Bare for at understrege hvor cool den var, så blev Alain Delon skam brugt i markedsføringen af 626’eren på hjemmemarkedet.

Så jeg trættede mine forældre med den nye japaners fortræffeligheder – men lige meget hjalp det. Selvfølgelig. Det var før curlingforældre, så de købte en Volvo igen. Æret være deres minder og respekt for deres tro mod det svenske mærke. Men i dag? Tjah, jeg kunne vel efterhånden godt rette op på 626-manglen i familien selv?

Især fordi klubben jo findes nu, så der er et sted at finde lidelsefæller!

God Weekend

Claus Ebberfeld

Opel Rekord C kan fejre 60-års fødselsdag

Tekst: Michael Sehested Lund
Fotos: Stellantis Heritage arkiv

Netop i august for 60 år siden blev Opel Rekord C introduceret, og den forblev i produktion de næste fem år, indtil afløseren var klar. Sammenlignet med de tidligere Opel Rekord-modeller var det en ret lang produktcyklus, for Opel Rekord C var populær og blev også den første Opel, der nåede at blive produceret i mere end 1 million eksemplarer.

Den lange produktcyklus var uvant hos Opel, som havde været ejet af General Motors siden 1929 og dermed fulgte amerikansk praksis med hyppige modelskift. Det amerikanske ejerskab smittede også af på formgivningen af Opels biler, og Rekord C var ingen undtagelse. Den havde derfor Coca-Cola-flaskefacon eller hoftesving, som var tidens trend i midten af 1960’erne i amerikansk bilformsprog. Opel Rekord C blev lanceret både som 2-/4-dørs sedan, stationcar og i varevognsudgave uden sideruder efter B-stolpen.

Først i 1967, året efter, blev en coupé-udgave uden B-stolpe lanceret — også i en 6-cylindret udgave, der fik sit eget navn, Commodore.

Opel var på den tid et populært mærke i Danmark, og det omfattede også Rekord-modellen, der var en populær, hvis ikke den mest populære, mellemklassebil. Rent teknisk var Opel Rekord C ikke revolutionerende, men tidssvarende. I modsætning til mange konkurrenter havde Opel Rekord C ikke baghjulene ophængt i en stiv bagaksel med bladfjedre, men i en stiv bagaksel med skruefjedre og tilhørende reaktionsarme, suppleret af en Panhard-stav i tværretningen, meget a la Volvo Amazon og den dengang nyintroducerede 140-serie.

Illustration Skandinavisk Motor Journal

På motorsiden var Opel Rekord C udstyret med CIH-motoren (Cam-In-Head), der blev introduceret i den kortlivede forgænger Opel Rekord B. CIH-motoren er blevet beskrevet som en motor med overliggende knastaksel, men den er ikke en OHC-motor i traditionel forstand, hvor knastakslen er placeret over ventilerne. I CIH-motoren er knastakslen placeret på højde med ventilstammerne og aktiverer ventilerne via vippearme. På den måde opnås stadig en lettere ventilmekanisme i forhold til en stødstangsmotor, og det var muligt at benytte hydrauliske knastfølgere. Hydrauliske knastfølgere, som gav justerfri ventiler, var typiske for amerikansk afledte motorer på den tid, da man endnu ikke fandt dem gode nok i Europa. Men den væsentligste fordel ved CIH-motoren var, at den var lavere end en traditionel OHC-motor og derfor kunne monteres ret op og ned i motorrummet og stadig muliggøre en forholdsvis lav motorhjelm. Dette i modsætning til f.eks. BMW, hvor det var nødvendigt at lægge OHC-motoren 45 grader på siden for at opnå det samme.

Illustration Skandinavisk Motor Journal

CIH-motoren i Opel Rekord C fandtes med forskellige slagvolumener på 1500, 1700, 1900 og 2200 ccm. 1500 ccm-udgaven var en spareversion, der havde lavere kompression og kunne køre på lavoktanbenzin. En tilsvarende lavkompressionsudgave fandtes også på 1700 ccm. Fælles for alle udgaverne var, at de havde samme slaglængde på 69,8 mm og derfor benyttede samme krumtap — et godt eksempel på en rationel konstruktion, hvor ingeniørerne og bønnetællerne havde arbejdet sammen. Lidt senere kom CIH-motoren også i en 6-cylindret udgave, som blev benyttet i Commodore-modellen. Selvom der her var tale om en krumtap til seks cylindre, var slaglængden også her 69,8 mm.

Opel havde på den tid et lidt støvet image, og en stereotyp var, at mærket blev kørt af en ældre bedsteborger med blød hat og en cigarstump i mundvigen, hvilket krævede et ventilationsanlæg med god luftgennemstrømning — og det havde Opel Rekord C faktisk. Det kan jeg tale med om, for sådan en mand var min morfar nemlig, men hans bil var ikke en Opel Rekord C og havde ikke noget særligt godt ventilationsanlæg, så det sved gevaldigt i øjnene, når han fyrede op i cigarstumpen. Opel prøvede med senere modeller at ændre på det image, og det hjalp lidt. I dag er Opel nærmest helt forsvundet i Stellantis-rodebutikken, men det er en anden historie. Her holder vi os til at ønske Opel Rekord C tillykke med de 60 år med et fuldtonet trut i hornet!

Skal jeg selv have en? Nok ikke, men skulle det være, kunne det blive en 6-benet Commodore Coupé. Hvad med jer?

3 x Opel Rekord C

Klub ViaRETRO Løvfaldstur lørdag den 19. september 2026

Vi tager allerede den årlige ViaRETRO Løvfaldstur i september, da erfaringen viser, at chancerne for godt vejr er bedre. Selvom vi kan begynde at synge ”Nu falmer skoven trindt om land”, er der dog stadig et stykke tid til d. 15. november og gode ture i den klassiske bil.

ViaRETRO Løvfaldsturen bliver denne gang i Sønderjylland og vil være på ca. 150 km, hvor vi kommer gennem smukke landskaber, typiske for den del af landet, og med flere stop undervejs. Vi åbner nu for tilmelding til Løvfaldsturen for Klub ViaRETRO-medlemmer. Tilmelding til turen er d. 11. september 2026.

Da nogle af jer kommer langvejs fra, kan det være en god idé at kombinere turen med et weekendophold – og så er der også mulighed for at køre den klassiske bil, som nu får chancen for at blive brugt for alvor. Det handler ikke om blot at trille ned til det lokale træf for et par dækspark, men om en tur, hvor bilen virkelig får lov til at blive gennemvarm. Bilen får noget ud af turen, men det vigtigste er, at I også får en uforglemmelig oplevelse med det betagende landskab og i godt selskab med ligesindede.

Klub ViaRETRO-medlemmer kan gå direkte ind på deres klubside MIN KLUBSIDE for at læse mere om turen og tilmelde sig. For de af jer, der har fået blod på tanden, kan I blive medlemmer af Klub ViaRETRO ved at klikke på BLIV MEDLEM AF KLUB VIARETRO.

Ugens Dilemma: Utaknemlige skarn!

Jeg mener jeg faldt over nedenstående tekst (og det første billede) på et Porscheforum, og fandt den så oplagt til ViaRETRO, at jeg straks kopierede den over i en kladde og så glemte alt om hvor den kom fra. Men den er stadig god. Og sørgelig. Og ikke mindst: Jeg har svaret!

Baggrunden lød således, og i travlhed har jeg bare taget den engelske råt for usødet:

Opinions wanted on a family crisis.

My son is in his late 30’s, recently graduated from law school. As a reward/incentive to graduate, I told him that I would give him my 1983 SC when he graduated. I’ve had this car over 30 years and I used to pick him up in elementary school when he was a boy. I am sentimental by nature, and this is probably the most valuable thing I have in terms of both sentiment and outright value. As much as I enjoy the car, I thought watching him take my 3 year grandson around in it would be wonderful to see. And perhaps someday my son would turn the keys over to his son.

The problem is my son asked me if it would be OK if he just sold the Porsche so that he could buy a new Lexus. I told him that I wasn’t comfortable that. That was never my intention. I was really handing over what you might call a family heirloom. He is unhappy with me, insists that I’m being unfair, and that I owe him an apology.

Part of me is disappointed in him, and thinking he’s acting a bit spoiled. I don’t know how many of his classmates were given 911 Porsche by their fathers, but I’m guessing not too many. But handing over a classic Porsche as a graduation present is not the same thing as going out and buying him a new Lexus, which I think is a waste of money. ( I never buy new cars. The last car I bought for myself was nine years old.)

What do the fellow Porsche enthusiast think?

Jeg tænker egentlig at drengen burde gøres arveløs. Men omvendt virker faderen jo som et godt menneske, der gerne vil hjælpe sin søn. Så hvad jeg tænker?

Bemærk, at knajten ikke har fortjent den fede 626, men efterfølgeren…

Ugens Fund: 1968 Triumph TR250 til 125.000 kroner

Det kan ikke være det nye hele tiden. Og det er det bestemt heller ikke med en Triumph TR250, der på klassisk britisk vis formåede at være gammeldags allerede da den var ny. 250’eren er den amerikanske udgave af den stærke TR5, der dog have benzinindsprøjtning og i det mindste på dén front var med på noderne i 1967. Den gode gamle mekaniske Lucasindsprøjtning kunne dog ikke leve op til udstødningskravene i Amerika, og Landet der flød med mælk og honning fik derfor samme bil med den gamle karburatormotor.

Den helt rigtige: TR5 fra 1967

Man kunne godt tro, at en TR250 så var det værste af begge verdener, men der findes folk der er uenige – nemlig dem, der ikke kan (eller kender nogle der kan hjælpe dem) få deres Lucasindsprøjtning til at køre ordentligt i dag, hvor det selvfølgelig også lige er blevet næsten tres år gammelt.

TR250 har derimod Strombergkarburatorer og kun to af dem, så der er mange der mener, at den er meget nemmere at leve med. Prisen er så, at man mangler 45 hestekræfter, men spørgsmålet er hvor meget det lige betyder i  dag? Hvis det er et kæmpeproblem, så kunne den altså godt tunes, som man kan se:

Selv kunne jeg godt leve med de 105 heste fra den lidt dovnere karburatormotor, som stadig laver en utroligt dejlig lyd og i øvrigt har et skønt moment og en blød motorgang. Og hele bilens karakter er stadig en rigtig herresportsvogn.

Det herunder er bilen til salg:

Screenshot

Og ligesom sælgerens billeder ikke er ret gode, så er teksten heller ikke særligt sigende – men der står blandt andet, at…nej vent, det er nemmere at gengive alle guldkornene:

Nogen der kunne være interesseret i en rigtig fin TR250’er R6 motor fra 68 total rustfri til KUN 125.000 kr! Holder i Aalborg

Og så behøver man jo ikke vide mere! Ellers kan man trække 25.000 kroner fra prisen for SÅ ringe en annonce for SÅ lækker en vogn…

Tak for tip til Ole Wichmann. Find annoncen hér: Triumph TR250

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.