På Atletion i går var solen begyndt at miste sin kraft, da vi hørte gruset blive undertrykt af noget tungt, tyst og tysk: Børsmægleren havde aflagt de ungdommelige Alfaer, og ankom i en vaskeægte finanscentrumkrydser.
Hvor vaskeægte finanscentrum-agtig er en 560SEC? 100%, for jeg mener at kunne huske at Danmarks fremmeste finansmand i firserne, en retskaffen men misforstået alternativtænker ved navn Riskjær-Pedersen, kørte i sådan én. Børsmæglerens var intet mindre end kongeblå, og det klædte den virkelig. Faktisk kunne man uden videre bilde folk ind, at Prins Heinrich også kørte den model, så statelig var den faktisk. Jeg var oprigtigt imponeret over bilen, der ovenikøbet stod i meget fin original stand: Det var Mercedes’ topmodel i 1987, og sådan så den bestemt også ud nu. Sidst jeg så en SEC var i Amsterdam for over en måned siden, så den har da sjældenheden på sin side – der blev fra 1981 til 1991 bygget omkring 74.000 coupéer, heraf 29.000 560’ere.
SEC’eren var flot og imponerende og man ser dem ikke tit længere: Børsmæglerens kongeblå 1987’er samlede hurtigt en flok investorer.
Det viste sig, at Børsmægleren stadig kørte Alfa, og at den store Mercedes var svigerfars – det gav god mening, for som klassiker betragtet er der virkelig noget svigerfar over den, så Børsmægleren er faktisk for ung til den. Måske var det derfor han overlod nøglerne til mig, og fortalte mig, at vi var nødt til at køre en tur for at lade mere strøm på batteriet. Den statelige vogn måtte efter måneders stilstand have Alfa-starthjælp, og det gik ikke: Dels var det uværdigt, dels skulle den synes dagen efter. Heldigvis er jeg nem at overtale til prøveture, så afsted gik det.
Taglinien på SEC har jeg altid godt kunnet lide: Mercedes kunne faktisk med fordel kigge tilbage til denne model, når de laver deres fremtidige coupéer, for i en årrække er det lykkedes dem at lave yderst gumpetunge af slagsen.
Allerede da jeg satte mig ind på sædet undrede jeg mig: Boing! Sædet er i sig selv ret fladt, men underneden ligger der åbenbart en ortopædisk springmadras, og det gav en meget pudsig fornemmelse – men da legemet var faldet til ro, så sad jeg godt. Jeg famlede nedenunder efter håndtagene til sædeindstilling, men der var ingen: Det var elektrisk og fungerede perfekt i den 23 år gamle bil. Hvor ekstravagant. Men da sikkerhedsselen blev kørt frem på en elektrisk arm gik det op for mig, at Mercedes også måtte have haft meget gamle mennesker med begrænset bevægelsesfrihed (bortset fra økonomisk) i kikkerten, da de designede denne bil.
En elmotor rækker sikkerhedsselen frem til chaufføren og træet ligner plastik: Jo, det er en firser topmodel.
Ude på vejen gav Mercedes’en så ikke bare finansmænd og gamle mennesker bevægelsesfrihed, men vinger: En 560SEC vejer over 1700 kilo, men har også knap 300 hestekræfter og en seriøs overarm på 455 Newtonmeter. Man tror det næppe når den store coupé tyst kommer rullende, men den går altså 250 km/t og bruger under syv sekunder til de første hundrede. Dermed er det på papiret en af de hurtigste biler jeg har kørt, og tallene holdt stik. Og måden chaufføren får det bedste ud af den på er såre simpel: Det er så enkelt som at træde på speederen, så sørger kickdown for hastig fremmarch – og nålen pegede afsindigt hurtigt på meget lidt refererbare tal. Men uanset hvad den blev budt forblev Mercedesen tyst og kølig, og jeg sad og tronede på madrassen bag det store rat og var vildt imponeret.
Coupéen var med sine 5,06 meter nogle centimeter længere end limousinen, men også noget mere elegant.
Så en toplækker bil, sådan én – og måske noget for mig? Næppe. Med en 560SEC kan man virkelig tale om en effektiv maskine, og det er voldsomme kræfter, der er på spil. Jeg forstod pludseligt bedre talemåden ”power corrupts, absolute power corrupts absolutely”, for Mercedesen gav lyst til fjendtlige virksomhedsovertagelser og til at håne både fart- og landegrænser, men den gav ikke lyst til at køre bil. Kørslen i denne kongebil var noget sekundært, bilen virkede skabt til at bringe overvigtige (og -vægtige) mænd frem til overvigtige (og svagt suspekte) møder i en allerhelvedes fart. Det hele fungerede lige en tand for let, bilen gjorde næsten alt for én, man hørte ikke engang den stærke motor ret meget (og den smule man hørte lød slet ikke nær så godt som min gamle Stag), så bag rattet sad jeg ligesom svagt koblet fra selve det fysiske aspekt af at køre. I forhold til præstationerne virkede det faktisk helt absur
d, så lidt involverede 560’eren var, og jævnfør diskussionen her på bloggen om sportslighed (i kommentarerne til prøvekørslen af Lancia Flavia og i indlægget om forhjulstræk) for et par dage siden, så er den i hvert fald et bevis på, at sportslighed ikke handler om fart.
Tunge, vigtige, effektive og dyre – men ikke typer man vil sidde ved siden af til en aften i festligt lag medmindre man primært er ude efter lumske skattetips.
Da jeg kan lide at mærke forskel på om jeg kører eller sidder bag en computerskærm, så måtte jeg sande, at en 560 SEC ikke er noget for mig, selvom jeg godt kan lide dens ydre linier og dens helstøbte fornemmelse af soliditet og kvalitet. Imponerende, men ikke charmerende – ligesom køreoplevelsen. Jeg fornemmede at Børsmægleren havde det på samme måde, så jeg sagde tak for turen, og håber svigerfaderen sætter mere pris på den end vi.
Du tager fejl!
Klaus Riskær havde en S500 og ikke SEC, fordi han hovedsagligt sad på bagsædet i Accumulator dagene. Man har naturligvis chauffør 24/7, når man har et privat jet (turboprop), og lader aktionærne betale.
Senerer dvs. fra 2003 kørte han Mercedes igen denne gang 500 SL, samt Range Rover, mødte ham dagligt på vej til arbejde. Bil valget kan undre da han i en TV udsendelse har udtalt:” Der er kun én bil – Mercedes S600!”. Men han var jo også personlig konkurs i 2003.
Jeg vidste du kendte Riskjær, Christian.
Er du virkelig sikker? Jeg synes nemlig bestemt jeg kan huske et foto, hvor han stiger ud af en 560SEC med netop den karakteristiske C-stolpe i billedet.
Ja, Selvfølgelig er jeg helt sikker! Billedet du skriver om viser Riskær parkerer sin S500, og stige ud og låse den med noget så vildt som en fjernbetjening! Da han endnu var i direktør i Accumulator. Dette billede er faktisk en et klip fra en udsendelse om Riskær og accumulator invest formentlig fra oktober/november 1992.
I øvrigt husker jeg vi kikkede på en SEL 420 omkring 1990, Hos PTN biler. Din konklusion var ret entydig, “Det er en gammel mandsbil, så bare hvor stor en mave man kan have bag rattet!”. Så din konklusion på SEC viser en vis integritet i din smag. (Hvis du betvivler min historie kan jeg selvfølgelig bibringe dig fuld detajler om bilen vi kikkede på!)
Endelig en lille kommentar til den automatiske frembringelse af sikkerhedsselen, prøv at sætte dig en en en Opel Tigra luk døren og tag sikkerhedselen på!!! En rigtig coupe form giver store vanskelige funktionelle problemer med at tage sikkerhedeselen på.
Opel Tigra – rigtig coupé: Har du blandet to sætninger sammen?
Hallo, Riskær, læser du med hér?
Mercedesen blev i hvert fald synet! Jeg undlod selvfølgelig ikke at bestikke synsmanden med rigelige mængder aktieoptioner i mit nystartede imperium: Fake A/S og vognen kørte lige igennem synshallen som var det en tysk autobahn. I dag har jeg så kørt lidt rundt i bilen og ordnet lid småforretninger her og der, og her til aften kørte jeg så den store vogn i garage, hvor den utvivlsomt kommer til at opholde sig indtil batteriet med garanti er fladt igen! Sjovt nok holder min GTV i garagen ved siden af og jeg kikkede lige til den og fik det store smil på – glæder mig nu til at køre bil som man kan mærke og høre – efter dagens transport har jeg det lidt som om jeg har kørt i IC3 tog!
Tillykke med synet af krydseren, som jeg jo sagtens kan se har sin berettigelse i dine forretninger. Men GTV’en har mere charme i sit rat end Mercedesen har i samtlige 1700 kilo, så jeg forstår bestemt også du kommer tilbage til den.
Christian, jeg har tænkt lidt over det med årstallet 1990, og jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor vi kiggede på en 420 SEL på det tidspunkt! Havde vi virkelig selv små Midas’er i maven dengang? Men nu betvivler jeg ikke længere din hukommelse, så jeg køber den med, at Riskær ikke kørte 560SEC. Hvis det var 1992 så var den jo også udgået af produktion, og dermed vel under hans standard.
Sikke en prægtig skude! – Sådan en kunne godt tiltale mig, det er da et herreværelse på hjul :-)
Du må se og komme og prøve min (og jeg din) inden sæsonen er ovre ;-)
Jeg kan nu også godt lide denne prægtige vogn! Det er klart, at den sikkert ikke er vildt inspirerende at køre i – sådan med bilentusiastøjne: Den kører præcis sådan, som den skal og bør – totalt afslappende og uden nogen former for forstyrrende elementer.
Jeg tror faktisk de fleste Mercedes’er – også de ældre – kører på den måde. Mercedes’es hovedmål var/ er nok at man ikke skal føle man kører bil, men bliver fragtet rundt, som på et flyvende tæppe. God beskrivelse i øvrigt.
Hvis man ejer sådan en Mercedes, så er det vel typisk én bil ud af flere, man ejer. Jeg synes man bør have 4-5 forskellige biler, som man kan vælge efter humør. Man kan simpelthen ikke få tilfredsstillet alle lyster med én bil.
Tjah, hvis vi inkluderer W123-serien i “sådan en Mercedes”, så er der mange, der har den som hverdagsbil, det kan jeg se her i Århus. Jeg kender også nogle, der har den som den eneste bil.
Men bortset fra det har du sikkert ret: De kører sådan, fordi de SKAL køre sådan. Og jeg var bestemt også behørigt imponeret, bare ikke inspireret. Jeg kan nu stadig godt lide dem, de er bare ikke noget for mig. Tror jeg.
Når jeg siger “sådan en Mercedes”, så tænker jeg på de oprindelige købere altså 1. ejer af især den i artiklen omtale bil. Det er klart, at de senere er blevet så billige at “almindelige” mennesker kører rundt i dem, og de har nødvendigvis ikke flere biler.
Jeg tror også W123 er bygget til at køre som “et flyvende tæppe”. De kører ligeså dejlig søvndyssende, som de nyere. Det er bare deres væremåde – og de gør jo jobbet fantastisk.
Det er nok også derfor de er så populære som Taxa’er. Faktisk kommer jeg altid at tænke på taxa turen hjem fra byen, når jeg kører Mercedes – næsten ligemeget hvad model vi snakker om. ;-)
De lavede jo en af dem til dem der ville hurtigt om hjørnerne, hed den ikke 190 E?
Men ja en Mercedes er jo et flyvende tæppe ellers, i hvert fald de almindelige personbiler. Man kan jo sagtens finde Mercedes´er som kan noget i det enorme modelprogram de altid har haft.
E Evolution vist.
Sorry, mit svar var egentlig både til dette, og den nye tråd om Mercedes.
Du tænker nok på 190 2.3-16 Evolution. Og den kommer der mere om…
Evolution modellerne var ikke på 2.3 men 2.5 liter, og fulgte efter 2.3-16 og 2.5-16. Der var både en Evolution (1989) og en Evolution II (1990) – sidstnævnte med 235 hk og enorme spoilere + brede skærme!! Men stadig intet match for en E30 M3 Sport Evolution…
Yes, det er lige dem jeg mente :-)
I 1991 og 1992 slog Mercedes’ Evolution netop BMW’s Evolution, Morten. Så på racerbanen (som de var skabt til) var de nu mere end et match for M3.
Yes på banen var Mercedes vinder.. I hvert fald til sidst. Det er jo nok til dels et spørgsmål om, hvor mange mio DM, der blev spenderet..
Men som drivers car er sagen så vidt jeg kan læse mig til en anden..
Det tror jeg er rigtigt: Jeg undrede mig faktisk over, at M3 ikke var med på listen over 25 bedste Driver’s Cars.
Claus Ebberfeld. Jeg er nu også ret sikker på at Klaus Riskjær har kørt Mercedes W126 jeg mener det var en Champagnemetal SECèr.