Le Mans-historien kan deles op i mange kapitler, men min favoritperiode er nok (lidt afhængigt af dagsformen…) midttresserne: Bilerne var smukke som bare pokker, udviklingen gik stærkt og den store dyst mellem Ferrari og Ford på sit højeste. Og i 1965 var GT-bilerne meget overraskende endda med i kampen om pokalerne.
Jeg har skrevet om lige præcis Le Mans 1965 før, nemlig om den ligeså overraskende vinderbil, Ferraris 250LM (eller 275LM, retteligen – I ved hvad jeg mener). Det er den herunder:
Vinderen fra Le Mans 1965 var Ferrari 275 LM nummer 21.
Jeg har altid været fascineret af historien om, hvordan denne egentligt ikke konkurrencedygtige Ferrari slog alle de meget hurtigere prototyper og vandt på sin pålideligehed.
Nu skal man selvfølgelig ikke tage helt fejl af den, for rent teknisk ER Ferrarien også en prototype . Men det var mest fordi Enzo Ferrari ikke havde held til at overbevise motorsportsmyndighederne om, at det var en GT-bil, thi det var egentligt hele tiden hans mening med modellen. Forskellen er, at en GT-bil er baseret på en standardvogn, som kan købes og køres på gaden, mens en sportsprototype fra starten var tænkt som en racerbil.
Som GT40 så ud i 1965 – med finner. Men det var nu ikke nok.
Motormæssigt var 250 LM af den årsag udstyret med en tre liter stor V12-motor, der var helt magen til den i gadebilerne – hvis man da kan kalde en Ferrari 250 GTO det. Men den var dog i det mindste en rigtig GT-bil, jævnfør reglementet. Bare ikke rigtigt konkurrencedygtig længere, hvorfor Enzo forsøgte at få lusket en centermotorbil ind i GT-klassen. Det handlede nemlig om at slå Ford også i GT-klassen, hvor de med Cobraerne allerede i 1964 var blevet for stærke for Ferrari.
Toliters Porschene 904 endte som nummer fire og fem.
Med den lille motor var 250LM aldrig tænkt som kandidat til den samlede sejr. Men den gik som et urværk, og mens de store prototyper (Ford GT40 med 4,7 og 7-liters V8 motorer og Ferraris egne 330’ere med 4-liers V12) slog hinanden ihjel, så cirkulerede LM’erne støt rundt og endte som nummer 1 og 2.
Efter midnat var alle Ford GT40 udgået:
Efter 2 timer: Ford GT40 Roadster, #109, gearkassedefekt
Efter 3 timer: Ford GT40, #1004, toppakningdefekt
Få minutter senere: Ford GT40, #1005, også toppakningdefekt
Efter 4 timer: Ford GT 40 Mk II (7-liters), #106, gearkassedefekt
Efter 6 timer: Ford GT40, #1006, toppakningdefekt
Efter 7 timer: Ford GT 40 Mk II (7-liters), #107, gearkassedefekt
Den andenplacerede blev den her.
LM-sejren og LM-andenpladsen var en lille sensation – og kigger man på de næste placeringer, så er de næsten ligeså overraskende. På trediepladsen var der en GT-bil, nemlig Ferraris 275 GTB (i øvrigt med samme 3,3-liters V12) og på fjerde- og femtepladsen to to-liters biler! Foran endnu en 250 LM på sjettepladsen, i øvrigt. Jo, der sker noget, når favoritterne går ud.
Ferrari 275 GTB’eren var teknisk set en GT-bil, men også her havde Ferrari nu bøjet reglerne en del, for den var væsentligt anderledes end den 275 almindelige mennesker kunne købe. Se nøje på karosseriet – og nyd i øvrigt, hvor smukt det er!
Med denne bil fik Enzo Ferrari så alligevel sin vilje, for med sin “gamle” GT-bil på trediepladsen slog han nemlig alligevel Fords GT-bil. Som ellers var den mest formidable Cobra-udvikling til dato, den såkaldte Daytona Coupé. Den gjorde det nu godt så længe den kørte, for den ene var i løbet af natten oppe på en tredieplads generelt, og dermed Fords bedste håb, da alle GT40 var udgået.
Let anskudt Cobra Daytona Coupé, men den kom i mål som nummer otte.
Det var et forfængeligt håb, for den bedste Daytona udgik også. “Gentleman” Jack Sears og Richard Thompson fik dog båret deres anskudte Coupé i mål på ottendepladsen, så dér var da endnu en GT-bil i spidsen. Allermest overraskende var måske den enlige fuldførende MGB på 11.-pladsen. Eller de to Triumph Spitfires på 13. og 14. pladsen? De tre var alle listet op som GT-biler, omend deres modifikationer nok overskred om ikke reglementets ord, så i hvert fald dets ånd.
Sådan så den ellevteplacerede MGB ud i 1965. Har nogen købere nogensinde modtaget deres MGB med den front? Forhåbentligt ikke!
Tiden var fløjet fra de ærede gentlemen, der stillede op i deres sportslige biler og kørte 24 timer med en vis chance for succés: Ford og Ferraris våbenkapløb havde hævet overliggeren, så almindelige produktionsbaserede sportsvogne ikke havde en chance. Medmindre alle de hurtige favoritter udgik!
Den tredieplacerede 275 GTB havde også fået en næseoperation – men det var sket under løbet: Den overophedede, så teamet klippede lige hul i alufronten…
Nøjagtigt det skete i 1965. Det blev GT-bilens svanesang i den franske klassiker, og mens alle husker året for Ferraris (sidste nogensinde) sejr med 250 LM, så vil ViaRETRO gerne hylde trediepladsens 275 GTB. Det er den herover.
Nederst lidt flere billeder fra 1965 – men inden er der også lige en påmindelse til på fredag:
[adrotate banner=”39″]
Hvis du også er fascineret af Le Mans, menneskene, bilerne og historierne, så kom til Le Mans- og filmpremiereaften på Strøjer Samlingen på fredag kl. 19-21. Samlingens egne biler bliver suppleret af en håndfuld biler fra MATRA til CAPRI, der illustrerer hvor vidt Le Mans-løbet egentlig favner. Herunder med et besøg af vores danske nummer to fra Le Mans Classic i sommers – for ja, løbet er så legendarisk, at de historiske biler kører det igen. Klik herover for at købe billetter – husk, de sælges KUN i forsalg, ikke i døren.
Det har været et spændende race, efterhånden som det skred frem og favoritterne brød ned …
Kald dem bare 250 LM Claus. Det har altid været den officielle “normale” betegnelse for modellen, selvom de fleste havde 273,75 ccm pr. cylinder.
Ja – altså medmindre nogle der end ikke havde tænder dengang, – har ændret navnet for nylig … ;-)
Og hvor var Le Mans dog en dejlig, – og stadig ægte “landevejsbane” dengang.
https://www.youtube.com/watch?v=lOprK5w23cc
Jeg ville SÅ gerne have været der! Prøv at tænk på lydkulissen et øjeblik – ohhh, hvilken skøn harmoni af en snes V12’ere! Side om side ned af en ubegrænset Hunadieres…
I øvrigt talte jeg med en af udstillerne af gæstebiler i går aftes: Han har tænkt sig at varme sin ømtålelige racermotor op på forhånd, så den også lige kan få et par snoninger på fredag – og trods kun seks cylindre, så lyder den eddersparkemig også godt!
Tak for reklameindslaget for fredagens arrangement.
Når det så er sagt, vil jeg fremføre, at Ferrari 250 LM / 275 LM var lige så meget GT som Ford GT40. Måske endda mindre, da Ferrari ikke kunne få produceret de nødvendige eksemplarer i tide til homologeringen.
Så kan man jo også diskutere, hvor god en GT-bil, Ferrari 250 LM / 275 LM var. Af de to er det trods alt Forden, der er produceret flest replikaer af.
Velbekomme, Morten Alstrup. ViaRETRO er ikke Ello!
Enig, de to er lige meget eller lidt GT-biler. Men Ford bekendte kulør som sportsprototype fra starten, hvor Ferrari prøvede at snige den ind som GT. Så Ferrari ØNSKEDE sig, at den blev en GT. Hvilket muligvis ikke tæller mere for Gud og Skt Peter end at jeg ønsker mig en 250LM…
Begge ville have været elendige GT-biler på gaden, det er jeg sikker på!
“fra MATRA til CAPRI, der illustrerer hvor vidt Le Mans-løbet egentlig favner.”
Jeg kunne google, men det er ikke sjovt.
Har der kørt Capri i LM24? Har den gennemført?
Synes det er værd at bemærke at den hurtigste engelske bil var en Rover som nr 10 – turbine drevet !!!
Samt at kun 15 biler rent faktisk gennemførte, så lidt langt mellem lydchokoladen de sidste timer
Jeg var så nødt til, at google det med Capri’erne !
De har været med flere gange i halvfjerdserne.
Fandt disse to billeder, jeg ikke kunne stå for:
Nr. 1:
Og nr. 2:
Capri gør sig rigtig lækkert, som racer !
He he, – ja Ford’en skulle måske i virkeligheden ha’ heddet LM40, og Ferrari’en endnu en GT, måske Omologato et eller andet andet … :-)
GTO levede vist heller aldrig op til antallet med ca. 39, og LM blev bygget i ca. 32 … Sådan er der så meget. 250LM blev dog homologeret GT med de nye regler i ’66 som grp. 4.
Jeg ville godt nok også gerne have været der Claus :-) Som 9-årig var jeg allerede godt bidt af racerbiler, men min “kunstner-far” har med garanti ikke engang tænkt tanken – som opdragelses-moment … :-(
Da jeg endelig nåede derned først i ’80erne, var baneforløbet da heldigvis stadig intakt. Selvom det ikke var samme “country-side” oplevelse mellem Mulsanne og start/mål.
Det skønneste stykke, både som publikum og baneforløb, synes jeg var fra bakketoppen under Dunlop-broen, ned gennem de vidunderlige “Esses” og ud mod Tertre Rouge. Jeg fatter ikke hvad den nuværende “sandørken” skal til for … joooh, det ved jeg godt, men det er et stort tab…
@Kai:
Caprier deltog først i halvfjerdserne. Jeg måtte snyde og google, for at finde ud af om de gennemførte :-) Men det gjorde 2 altså i ’72, – som overall 10 og 11, og vandt Touring Car klassen.
Nå – der var du lige hurtigere end mig, Ib Erik … :-)
Ja – Caprierne var lækre racere. Årrh det minder helt om de “gamle” GT-Legends dage, de første simrace-online oplevelser :-)
Mig i den hvide, og team-kammi Anton Norup i den sorte. “Positive/negative – design” by teamboss Per Einarsson :-)
Der har kørt RIGTIGT meget spændende på Le Mans, Kai – det er jo en af de fascinerende ting ved løbet.
Og for at være helt nøjagtig, så tilhører den Capri der kommer Niels Ole Andersen, der vandt Munkebjerg Hillclimb med den. Så den må altså være med nummerplader på, for lige at komme tilbage til dén lille tangent. Desuden gjorde den en god figur i CHGP også.
Begge steder lød den super! Og den står omtrent som de tidlige Caprier på billederne.
…
Den viste MG B kærte på LeMans i 1963 og blev nr 11 med bl.a Paddy Hopkirk, jeg arbejde på bilen under mit studie ophold i Competition Dept i Abingdon, og jeg fik et sæt tegninger med hjem.
Bernt Hansens pladsmed Jørgen Petersen byggede Erling Kongsfeldt´s MG B om og det kan da godt være at den ikke så smuk ud på jeres billede men den var nu elegant. Den originale var bygget i aluminium mens Kongsfeldt´s bil var i stål. Det var på det tidspunkt at Bernt Hansens værksted vår på Roskildevej.
Kongsfeldt deltog et par gange med bilen på Roskilde ring og bilen var hvid.
Havde fornøjelsen af at køre lige ved en smuk åben MG B, ved Odense i går :-)
Bernt Hansen er vist netop ved at blive overtaget, og flytte ud på Islevdalsvej, i følge min chef.
Han har solgt til Henrik Frederiksen & Kierulf og personale ( det er ikke hvid slavehandel) m.v er flyttet over på Erhvervsvej26.
Kai, jep mester går på pension og de nuværende ansatte overtage firmaet. At firmaet så samtidigt flytter kommer sig sikkert af at Bernt selv ikke har tænkt sig at flytte nogen steder.
http://politiken.dk/oekonomi/virksomheder/ECE2406458/den-gamle-rolls-royce–og-jaguar-mekaniker-takker-af/
Det ligger lige (meget-)skråt overfor hvor jeg har mit daglige arbejde, så nu er det åbenbart slut med at se store royale Rolls-Roycer trille forbi, kan jeg læse.
Alting har en ende, det er ok, min nye maskine dækker også for det vindue hvor jeg plejede at kigge ud på bilerne.
Tak for jeres links.
Arne Riis, tak for kaffe! Imponerende hvor lille verden alligevel er, når det viser sig at en dansk bilentusiast har haft sin gang på det sagnomspundne Comp Dept, læser om en bil derfra HALVTREDS år senere – og kommenterer på det på ViaRETRO. Tak!