Det startede med en trackday – og så blev han bidt af Fartdjævelen!
Jeg har interesseret mig for og kørt i klassiske biler i mange år, og det er således hele ti år siden, at jeg første gang mødte ViaRETRO-redaktør Claus Ebberfeld på Gavnø Classic. Jeg var kørende i min Lancia Flaminia Coupé, og dét arrangement i dén bil passede godt til mit temperament: Smukt og hyggeligt og afslappet og i godt selskab. Det er ikke mindst det sidste, der også gentagne gange har fået mig til Copenhagen Historic Grand Prix – for selve motorløbet har ikke rigtigt fanget mig.
Men det har ændret sig nu, og årsagen var et ganske uskyldigt weekendarrangement i efteråret sammen med Club Italia. Det hed Challenge Cup og foregik på den lille racerbane Vairano di Vidigulfo, som ligger mellem Milano og Piazenca i Norditalien. Motivationen for overhovedet at deltage i dét kom fra den kæmpe oplevelse det var at køre strækningen i det klassiske Sestriere/Cesana-hillclimb i sommeren 2022 – også i klassiker, selvfølgelig, og dén tur kan du læse om i Weekend Matiné Nr. 415.
Og nu tror jeg minsandten at jeg har fået smag for at køre race i klassisk bil og det vil jeg så forfølge.
Mauro Forghieri grundlagde Club Italia, og han er ikke en herr-hvemsomhelst. Det er Forghieri til venstre.
En del af baggrunden er, at jeg er blevet medlem af Club Italia, som er en lille eksklusiv italiensk klub med udspring i race – men i dag er den mest er en oplevelsesklub. Den blev startet i firserne af Mauro Forghieri som var teknisk direktør i Ferraris Formel 1-team og klubben tæller nu omkring 80 medlemmer. Det er et dejligst selskab, og for bedre at kunne deltage i de forskellige arrangementer har jeg nu min Lancia Flaminia GTL stående i Torino Heritage og snupper en tur med Ryanair når jeg skal til træf i klubben. Det er klart, at det er ren luksus at have en bil parkeret i Italien, men retfærdigvis havde jeg også leget med tanken om at købe en bil dernede og havde den stående på italienske plader – men det viste sig meget besværligt med krav om bopælspligt og alt muligt. DET kan man glemme alt om. Men selvom min bil stadig er på danske plader, så giver det god mening for mig at have en klassiker stående i Italien, for som de fleste klassikerkørere har konstateret, så får man simpelthen nogle helt andre oplevelser i klassisk bil og møder mennesker, man aldrig troede at man skulle møde. Og aldrig VILLE have mødt, hvis man var kørende i en moderne bil.
En danskregistreret Lancia Flaminia GTL i Italien. Det ser man ikke hver dag – men nu ser man det oftere og oftere omkring Torinoområdet.
Så jeg elsker at køre klassiker i Italien, og det har vist sig at være meget nemmere for mig nu: På den her måde kan jeg køre flere ture om året uden at skulle bruge en halv ferie på alene at køre frem og tilbage – hvilket jo tager længere tid i en klassiker. Bevares, har man tiden så har det bestemt sin charme at bevæge sig hele vejen igennem Europa på egne hjul. Men dén her model fungerer for mig – lidt hjulpet af, at jeg har andre klassikere her i Danmark også. Hvis du også kunne tænke dig at have en bil parkeret i Torino, kan du finde oplysning her på www.Torinoheritage.com. Det hele er i øvrigt et fantastisk projekt, som Claus Ebberfeld skrev en artikel om efter et besøg i sommeren 2021 – genlæs den eventuelt her: Torino Heritage Motor Hub: Årets Bedste Projekt.
Et billede fra Torino Heritage under vores besøg i 2021 – men i dag er projektet kommet meget længere, og det er her min bil står opbevaret.
Nå, tilbage til Challenge Cup: Deltagerne skulle mødes klokken halv otte en lørdag morgen lidt uden for Torino og køre fælles kortege de næste 150 km. Det er jo en fremgangsmåde, som vi også kender fra Danmark når vi skal på træf. Meeen klokken halv otte er lidt tidligt efter min smag, og jeg føler at jeg er mere kold end min klassiske bil sådan en morgenstund. Men som min ven sagde “har du ikke tid nok, må du stå tidligere op” – og han kunne nok se skrækken stod skrevet i mine øje.
Meget tidligt om morgenen lidt udenfor Torino.
Jeg havde ingen rigtig ide om hvor vi skulle hen, og vidste basalt set kun at vi skulle møde de andre på en bane ved nitiden, så jeg hold mig tæt med de andre biler i karavanen.
Turen gik glat og selskabet ankom til Vairano di Vidigulfo: Det er en testbane, der vistnok ejes af tidsskriftet Quattroruote og bruges til at teste de nye biler, der lanceres på det italienske marked, men vi havde fået lov til at låne banen denne lørdag. Vi blev indskrevet og delt op i grupper, hvor bilerne var kategoriseret og tildelt handicap alt efter alder og hk. Det er lidt i stil med et golf-handicap, så kan man kæmpe på ”lige fod” med dem der er dygtigere. Der var 21 biler til start og diversiteten var stor: Fra Dallara Stradale til Fiat Coupé. Jeg havde ingen planer om at vinde, men min plan var dog ikke at blive helt til grin – og så lære noget nyt, alt imens jeg havde det sjovt.
Jeg var IKKE i gruppe med Ferrari Testarossa og Dallara!
I ægte racerstil blev vi derefter anvist et briefingrum hvor det blev forklaret hvad der skulle ske og hvad de forskellige farver flag betyder. På italiensk. Godt nok forstår jeg ikke meget italiensk, men jeg fik vist det mest væsentlige med: Gult flag og den slags.
Så blev det alvor, og vi kørte ud til banen, hvor vi først skulle køre fire runder med en pacecar foran, der langsomt satte farten op. Jeg var ærligt talt lidt ræd for ikke at kunne følge med, og havde da også så rigeligt at gøre med at holde snuden i sporet og styre min gamle tunge Lancia gennem svingene. Jeg kan ærligt talt ikke påstå, at jeg nød de første fire runder.
Min Lancia i fuld flugt på banen: Jeg fik smag for det.
Jeg kender ellers udmærket min bil, men her var vi begge udenfor vores komfortzone. Selvom Flaminiaen har 150 hk under hjelmen og samtid en god vægtfordeling, så er det en GT-bil og ikke en lille skarp racerbil, så jeg var på hårdt arbejde bag rattet og på det brede sæde. Efter de indledende runder var det så meningen vi skulle køre for os selv og vi blev sendt ud på banen med 30 sekunders mellemrum. Men jeg var heldig og fik snydt mig til fire ekstra runder bag pacecar, og jeg følte mig derefter mere klar.
Så gik starten til solokørslen, og jeg gav den nu gas op til svingene. Jeg var i gruppe med to Lancia Aurelia GT og en Lancia Beta 1300. Den ene AureIia var en B20 GT Competizione, som var sat op til ræs og som havde deltaget i flere berømte løb ihalvtredserne. Den var med bur og der hvor der normalt er en bagagerumsklap var karossen ført helt ned to kofangeren for at give mere stivhed. Den var også udstyret med er Nardi-kit på motoren, så der var mere potenza at gøre med. Dén kunne jeg ikke følge med. Men vi kørte 4 omgange og jeg blev lidt mere dus med nåde svingene og gaspedalen – og så kom åbenbaringen: Det var som om der var gået sport i mig nu.
Stort Lanciafremmøde, men også stor spændvidde blandt deltagerbilerne, der derfor var delt op i grupper.
Efter at de andre grupper havde været på banen blev det igen vores tur, og i andet heat var jeg blevet lidt mere modig og træk bilen gennem svingene på en mere overbevisende måde: Nu med lyd fra dækkene, og jeg kom også til at vælte et par kegle, og lærte at der er forskel på point: Jeg fik i hvert fald 10 strafpoint. Men ØV, det blev værre endnu, for jeg fik flere strafpoint på min sidste runde: Pludselig havde jeg den førnævnte Lancia Aurelia B20 i bakspejlet, og den kørte mindst ligeså stærkt, som dengang den kørte Monte Carlo.
Jeg vinkende derfor Aureliaen frem, for jeg ville ikke ødelægge hans fornøjelse: Jeg var jo debutant og ny i klubben og ville vise mig fra min bedste side, og de overhalede mig og hilste taknemligt. Så langt, så godt – men det viste sig så bare, at jeg fik 300 strafpoint for at blive overhalet med en omgang kort før målstregen. Den regel kendte jeg ikke, og jeg der bare ville være flink.
Ejeren af den overhalende Aurelia spurgte mig efter heatet om det have været sjovt. ”Ja”, svarede jeg, ”men kun indtil du overhalede mig”, svarede jeg ironisk. Han kiggede lidt undskyldende på mig og sagde ”Sig til hvis jeg gjorde noget forkert”. Jeg grinede og svarede: ”Nej-nej da, det var sjovt ment, jeg vinkede dig jo selv frem.” Men dansk ironi er ikke for alle, selvom han tog det pænt.
Så jo, jeg havde det sjovt og lærte noget nyt og var i godt selskab med mine italienske klubkammerater. Sagen er bare, at der har vist sig en langtidseffekt af oplevelsen, her flere måneder efter at jeg er kommet hjem. Jeg har ganske enkelt fået blod på tanden og vil køre mere ræs i fremtiden. Jeg har ennda udtænkt noget der ligner en plan for projektet, for jeg har en 127 Abarth Rally stående. Den vil jeg nu sætte i stand og så springer jeg ud som Seniorracerkører med køredragt, styrthjelm, bur og det hele.
Jeg havde aldrig troet at jeg skulle blive racerkører, men nu glæder jeg mig til at komme igang.
Jeg kan nærmest ikke vente med at komme til at køre ræs de næste år, og det er så overraskende, da det er noget, som jeg simpelthen ikke troede jeg havde i blodet. Så der er vel intet at sige til, at jeg også glæder mig til nye Club Italia-events i 2023 – hvad kan det ikke blive til? Samtidigt er jeg helt bevidst om, at jeg er nybegynder, så jeg tager gerne mod jeres gode råd og tips til en kommende racerkører: På forhånd tak.
San Remo 1973: F127’eren kunne godt! Halvtreds år senere vil jeg nu sætte min egen i stand til motorsport. Bedre sent end aldrig, ikke?
Fed historie, Keld! :-)
Tenisk bemidlet…? er det noget Italiensk?…. (Om forfatteren)
Ja trackday med en Aston for mit vedkommende, det er også på to do listen…. og jeg er sikker på at jeg også vil opdage at jeg bliver lidt bidt af det….. we will see…
Tak for dejligt solskin på billederne, det savner vi vel alle i disse regnvejrsdage….. Godt Nytår… Kh M
En VIRKELIG fed historie, Keld! Og det havde jeg heller ikke set komme, ti år efter at vi stod i en blomstrende Gavnø Park over din statelige sorte Flaminia. Men ja, trackdays kan godt have den effekt – det var nøjagtigt sådan jeg selv startede i sin tid: En trackday i min 1969 Triumph GT6, så et hillclimb i samme bil, så køb af en rallypræpareret 1963 Triumph Spitfire, som jeg brugte i både hillclimbs og til baneløb. Og havde UFATTELIGT meget sjov ud af! Jeg håber du får ligeså meget godt ud af dit projekt, og jeg glæder mig til at følge det.
Mit bedste tip: Prøv at finde ud af, hvilken form for motorsport du vil køre. En 127 er så vidt jeg kan regne ud fin til hillclimb, men nok knap så egnet til banekørsel – på grund af sin alder (ret ny), motorstørrelse, vægt og klasseinddelinger. Det er sådan lidt en matrix, man skal have til at gå op, hvis man vil begge dele. I Fiatgenren er en Abarth 1000 TC fin begge steder, så det findes skam. Min Spitfire kunne også køre både bane og hillclimb (jeg skulle bare skifte dækmonteringen), og dén kan faktisk også køre i både 65-klassen og 71-klassen, hvis det skulle være. At den så ikke var rigtigt konkurrencedygtig nogen af stederne er en helt anden snak :-).
Og det er også værd at gøre sig overvejelser om: Er det vigtigt at være konkurrencedygtig? Men dét synes jeg jeg kan læse, at du allerede HAR taget stilling til, og at det handler mere om sjov.
Selv har jeg i øvrigt altid foretrukket 65-klassen eller ældre: De kører nemlig altid på samme dæk, sol eller sne, og så skal man ikke rode med at have flere sæt hjul med! Jeg mener dog at kunne huske, at du er vokset fra at bo i telt på racerbanen og køre tingene på den mest primitive måde…
Men et råd er i hvert fald, at det gør tingene lidt nemmere, hvis man holder sig til den ene kategori: Bane eller hillclimb.
Et andet godt råd er: Gør det i en bil du synes er sjov.
Hej Keld
Hvor fedt, du skal nok få det sjovt.
Din 127 Abarth vil sikkert være rigtig sjov, hvis du vil køre Hillclimb.
I den danske hillclimb serie under HMS vil vil tage varmt imod en ældre italiener. Vi har det sjovt med et fantastisk kammeratskab, så kom evt. og kig på et par hillclimbs mens du laver din Abarth.
Min egen hillclimb historie er nok stadig velkendt her på ViaRETRO.
https://viaretro.dk/forum/topic/mgb-gt-1971/
Hmm, det ser ud til, at der kommer flere racerkørere til i ViaRETRO @ole-wichmann . Så måske det bliver relevant med DASU-medlemskab ;-)
Skøn historie – italiensk klassiker i Italien, så bliver det ikke bedre ..
Godt nytår Keld, spændende planer du har fået dig der. Hvad er det for en bil, du vil bruge? Fiat 127 Sport 70 hp eller..?
Hvis jeg var dig, ville jeg starte med hillclimb og se hvor grebet af det du bliver? Det er en billig måde at starte op på, og man kører en ad gangen. Specielt Munkebjerg løbet er meget charmerende…
Glæder mig til at følge ViaRETRO raceclub…😉🏁
Tak for alle input og pæne ord:)
Jeg må starte et sted og tænker det må Hill men også bane og gerne historisk rally ,jeg er klar over min 127 ikke har store chancer til podie, men bare at være med er sjovt tror jeg.Min 127 serie 2 er desværre lidt fra toppen men det kommer den, den blev fremstillet i rul af 100 stk.hos Abarth til Gr2 ..
WOW, spændende bil Keld. Jeg er vokset op med 12-syvere…
Anede ikke, at Abarth havde åndet deres magi på en 127’er også – har altid troet den omtalte Sport 70HP var toppen. Endnu mere spændende, @keld!
Et vidunderligt felt: Masser af lækre biler, og din Flaminia passede godt ind i denne række, @Keld.
Selvom jeg tilhører de 70%, kan jeg konstatere, at Lancia har en mindst lige så høj stjerne som Alfa Romeo blandt det italienske “ViaRetro folk”. Det betyder vel at min næste klassiker skal være en Lancia?
Dejlig positiv, bekræftende og inspirerende artikel.
Jeg kørte noget race for år tilbage på Knutstorp, en dejlig bane i nem nærhed til København. Idag bliver det “kun” til trackdays, det er mere overskueligt men ligeså sjovt. Stor fornøjelse når bilen er i perfekt balance. Hillclimb er også sjovt, men det er jo hurtigt overstået.
I Italien giver det hele lidt bedre mening. Der er mange skønne baner, masser af løb, og så har de jo bjergene til hillclimb – vi har bare nogle få bakker.
Dette må være det ultimative:
https://modenacentoore.canossa.com/index.php/en/homepage-english/
@alfahahn, jeg ved snart ikke om trackdays nødvendigvis er mere overskueligt. I princippet skal man jo også til det have en bil der bare fungerer perfekt, så egentlig er der vel ligeså meget forberedelse til det. Hvis vi altså taler klassikere, og det gør vi jo.
Om det er ligeså sjovt? Tjah, det er der nogen der synes. Og misforstå mig ikke, for jeg synes bestemt også det er sjovt at køre sin bil til grænsen på en bane. Men det er bare noget helt andet og efter min mening LANGT sjovere / mere udfordrende / sværere / mere givende at gøre det i direkte duel med andre på samme bane.
Hillclimb er en god kombination af det: For den “direkte” duel er via stopuret, ikke dør-til-dør, så man er i princippet aldrig mere presset end man selv vil. Hvilket min egen historie dog viser er nok til at sende een i grøften!
Du har en god pointe der Claus. Det er utroligt hvor meget adrenalin, der kan pumpe rundt, når man sidder der helt alene til starten på et Hill climb heat med styrthjelm og kørehandsker på og venter på at de tre røde lamper slukker imens en lille djævel på køredragtens ene skulder siger “hurtigere hurtigere” og en engel på den anden skulder siger “husk du skal have bilen med hjem”…
…men sjovt er det…
Supergod historie, Keld. Mange tak for den.
Jeg er ikke motorsportsmand, men det der med at have sin klassiker stående i Italien som feriebil. Det har nu et eller andet over sig….
@Claus Nu er der jo ingen facitliste, og alle former for spændende kørsel er jo godt. Jeg startede for mange år siden med “teknisk kørekursus” i Alfa Romeo klubben. Det var ikke race (for så dækkede forsikringen ikke), men kørsel på tekniske anlæg, så vi kunne prøve bilerne af under ordnede forhold og med god instruktion. Det udviklede sig til race på Knutstorp, Ring Djursland, Jyllandsringen, Sturup etc. Jeg var ikke med for konkurrencens skyld, men fordi det var spændende og lærerigt i godt og hyggeligt selskab. Undervejs blev det mere seriøst. Vi mødtes nogle venner i Alfaklubben, og ved sæsonstart var spørgsmålet “hvad har du så syslet med over vinteren”. Min bil var i orden og jeg svarede bare, at jeg havde lavet almindeligt service. Der var en der havde lavet ny racermotor til 100.000 kr., hvilket var mere end det dobbelte af, hvad jeg havde givet for min bil. Han blev også danmarksmester nogle år. Senere blev konkurrencen hårdere, og nogle ville simpelthen bare vinde – for enhver pris. Charmen var gået af, og der var mange sammenstød og afkørsler. Til sidst var det ikke noget for mig. De senere år er “gentlemen race” i ’65 klassen heldigvis blevet fokuseret på hensynsfuld kørsel.
Jeg er blevet for gammel og komfortabel til at bruge en forlænget weekend med overnatning i et simpelt telt på banen.
Hillclimb prøvede jeg et par gange i Ganløse og på Munkebjerg. Et stykke vej på 1-2 km og tider på 1-2 minutter med 3 heat på en dag giver ikke meget kørsel. Jeg startede på Munkebjerg da Jason Watt kørte i sin Ford Mustang. Det var bestemt hyggeligt, og er det stadig.
I Italien er det sikkert anderledes. Der er løb overalt. Har set et løb med 50 Fiat 500 der kørte hillclimb på lukket bjergvej fra den ene lille landsby til den anden. De går seriøst til værks og bruger rally- og racerbiler fra 60-70’erne. Fantastisk at se Alfa Romeo GTA’s for fuld udblæsning og udskridning i serpentinersvingene.
Trackdays har jeg kørt på Strurup og Knutstorp i Alfa Romeo klub-regi. Klubberne er rigtig gode til at instruere kørerne og tilbyder undervisning med øvet chauffør i din bil (eller hans) for at vise ideallinien etc. Jeg lærte meget om flow igennem svingene. Når det er styret og tilrettelagt med hensyn til chaufførenes og bilernes evner og formåen, går det rigtig godt. Et par gange har det været lidt uheldigt, hvor en moderne voldsom Porsche mente han kunne overhale indenom i venstresvinget efter “tændstiften”. Jeg havde nok lidt for meget afstand til curb’en, men ikke så meget at han kunne komme forbi indenom uden at køre ind på græsset og derefter skubbe mig ind mod midten af banen. Helt unødvendigt satset. Vi kørte jo ikke race. Ligeledes med en tilsvarende voldsom Viper, der kom så hurtigt ned af langsiden, at han ikke kunne nå at bremse. Jeg undgik ham da han susede forbi ud i gruset og smadrede bundkarret. En trackday er overkommelig fordi den, som betegnelsen antyder, løber over 1 dag, typisk. Hat set at Classic Alfa i England tilbyder sine kunder en trackday på Goodwood. Det bliver ikke bedre, det må prøves en dag.
Pointen for mig er, at vælge arrangementer efter temperament, bane, arrangør der har styr på det, fornuftige med-kørere, en klub der viser godt tilrette – og ikke mindst et hyggeligt og godt selskab.
Ja, og så er der selvfølgelig bilen. Jeg har kørt i Alfa Romeo Brera 4WD, som kører fantastisk godt og stabilt – grænsende til det kedelige. Ligeså må jeg sige om den moderne Giulia med ´tomatgear. Den gamle Giulia Super og Bertone coupe er meget mere inspirerende og køreglæden større. Jeg havde semislicks på Giulia Super, men det blev meget sjovere med Dunlop Classic, blødere, baghjulsudskridninger etc. Ikke hurtigere med sjovere :-) Så vælg bil med omhu. En simpel tuning af sidstenævnte to er et glimrende bud på en bil der kan det hele inkl. almindelig kørsel, ferieture m.v. Og selvfølgelig skal den virke perfekt.
Mange tak for opsummeringen af de tanker og erfaringer, som du har gjort dig over årene, @alfahahn: Jeg tænker Keld skal igennem noget af det samme.
Det gode gamle klubrace-koncept som Alfa Romeo-klubben startede fungerede fantastisk, men en fast bestanddel af motorsporten er jo det eskalerende våbenkapløb, som regel anført af dem der kører for at vinde (eller dem der bare elsker at skrue), og jeg ved simpelthen ikke hvordan man kan komme uden om det.
Og helt enig: Alle former for spændende kørsel er godt – om det er ferieture eller trackdays eller rigtig motorsport.
@martin-lw, så pas på med at tage en af dine klassikere ud på en trackday…
Fed artikel, Keld, der er mange aspekter i den. 👍
En ting er race delen, men som @Martin også nævner, så må det også kunne noget at have en klassiker stående i en garage nede sydpå et sted, så man kunne rulle en tur i januar. 😎🌞⛽
Torino området er måske for koldt om vinteren, det kunne også være Sydspanien. En flybillet koster mindre end et par flasker god rødvin, og der må findes steder, hvor klassikeren kunne opbevares til rimelig pris.
Jeg har tit tænkt tanken, og det bliver jo nok ved det…
@Claus Selvfølgelig er “våbenkapløbet” en naturlig del af race, og ikke noget vi kan køre uden om :-) Undervejs har jeg levet med bilens kapaciteter og mine begrænsede evner som chauffør på banen. Med det givne niveau kan man nu sagtens finde udfordringer og have sit eget løb og konkurrence med ligemænd.
Måske ikke så eksotisk som Italien, Alperne, etc.; men sidste sommer satte vi en Sportsvogn (MG TF’en) af i sommerhuset i Gråsten for hele sommeren, og fik faktisk stor glæde af at have den der.
Dels havde vi lige pludselig en ekstra bil der (når Pia f.eks. var kørt til golf og jeg havde et andet ærinde), dels fik vi den også brugt “som sommerbil” når solen skinnede.
Så i år, tager vi den med igen når sæsonen starter; det er ganske rart (vi har en car-port ved sommerhuset den kan holde i)
Det er helt oplagt at tage klassiskeren (og katten) med i sommerhuset, @henrik-kusk . Gør det selv med stor fornøjelse. Det giver også mulighed for at deltage i lokale arrangementer andre steder i landet – altid hyggeligt at lære nogle andre at kende.