Volvo forsøgte både i halvfjerdserne og firserne at bevise, at man kan lave en lækker coupé ud af et kontroversielt firedørs design.
Volvos klassiske treboks-design af 240-serien er kendt som et af verdens mest prunkløse designs. Der var sikkerhed, soliditet og praktisk anvendelighed i tankerne under dens design – ikke skønhed. Antager jeg. Hvis der var skønhed på briefet til den interne Volvo-designer Jan Wilsgaard, så fejlede han. Og det er ikke fordi, jeg ikke har kigget ordentligt efter: Jeg voksede op i 240’ere og kørte mine første mange kilometer i modellen – det er en bryggerhest af en bil og den har mange kvaliteter. Men skønhed? Nej.
Jeg elsker Volvo og har jo også selv en.
Måske derfor så jeg et lys i Volvo 760: Den var også designet af Jans Wilsgaards team, og da den kom i 1982 var det tydeligt, at de her havde fået lov til at lege mere med formerne. Sjovt nok gav det sig på een og samme gang udtryk i en endnu mere nådesløst treboksform, og mens man ikke kan kalde den sensuel og heller ikke for en skønhed, så var den klart mere dramatisk end 240-serien.
At fotografere en 262C i naturskønne omgivelser gør ikke den brutalistiske bil noget godt.
Det sjove er, at begge fik en coupéaflægger, og her er balancen ligesom vendt om. 262C fra 1977 er også designet af Wilsgaard (ikke Bertone, som mange tror – de byggede den bare), og mens jeg heller aldrig har syntes den var smuk, så er en guldmetallic (der var en populær farve til modellen) 262 med cremefarvet ruffel-læder helt klart en dramatisk fremtoning.
Jeg bliver ofte dfrillet med min forkærlighed for Maserati Biturbo, men man kan faktisk få lidt af samme stil interiør i en 262C: Kabinen er klart dens stærkeste side.
Ikke var ulig hvad Volvo ville havde fået, hvis de havde kørt en 242 til en amerikansk custombygger og givet ham besked på at bygge den om til coupé. Og måske er det også derfor, at smagen som sådan godt kan diskuteres, Vi er i den rigtigt tunge afdeling af vinterrødvine her, vil jeg mene. Men det kan jo også være fedt.
Min skal være guldmetallic og der skal følge en herregård med.
Femten år efter at 262’eren var udgået prøvede Volvo så igen med en coupé, denne gang på basis af topmodellen 760. Og kastede håndklædet i ringen, og overlod både design og produktion til Bertone. Derfor blev 780 Coupé den første elegante, helstøbte og flotte Volvo siden Amazon.
En fantastisk billede af den smukkeste Volvo nogensinde.
Og her må vi i øvrigt ikke glemme, at Amazonens egen coupéaflægger 1800 indiskutabelt er den smukkeste Volvo nogensinde. Men det var et sidespring. Jeg var vild med 780 dengang – og kan stadig godt se een i min egen garage engang. Så 780 slår helt klart 262?
Nej, det mærkelige er, at det gør den ikke: I al sin pænhed er 780 simpelthen mindre dramatisk end 262 og den skiller sig ikke så meget ud i gadebilledet – hverken dengang eller nu. Personligt ville jeg til hver en tid vælge 780’eren, og vil lige henlede opmærksomhedens på dens kabine også – utvivlsomt en rar klub at opholde sig i:
Mmmmm.
Selv om jeg ikke helt kan udelukke at mit valg kommer af mit barndomstraume med overdoser af 240-serien, så vil jeg hellere fremhæve, at 780’eren var en banebrydende Volvo, der markerede en overgang til design, der ikke nødvendigvis var lavet med og til tykke vinterhandsker.
Men 262 C er til gengæld fed kitsch, og det er nogle gange også skønt at se på.
262 har det der look der minder lidt om tagsænkede amerikanergangsterslæder. og jeg kan lide det. fire forlygter (us version) har også altid været min fetish.
Claus, du siger det selv, 262 er mere kitsch og 780 mere elegant.
780 er så pæn for mig, at den næsten bliver anonym, det kunne derimod være skide skægt at have en 262. Den ville få mange kommentarer på sin vej…
Der kører en blå-metal 780 turbo med beige læder i nabolaget, hvor jeg bor. Når den sådan kommer rullende ned ad hovedgaden kan den altså noget mere, end man måske tænker, når man ser den på billederne i artiklen. Jeg kan faktisk godt lide den.
Men.. den ER naturligvis mere ordinær end 262. Men det siger måske mere om, hvor aparte 262 er, end hvor ordinær 780 er.
Selv tog jeg trods alt nok en 262. Ikke at den er pæn – men den er så weird at den vinder på charme-faktor…
Jeg har altid været vild med 262. (77-82) Især 70er modellerne, altså før 81 hvor den nye front og baglygtearrangement kom til på 200 serien.
780 (85-91) som jeg så første gang på IAA i Frankfurt i 87 havde jeg det lidt ambivalent med. Interiørmæssigt synes at de fejlede. Volvo burde havde lavet en sammensætning i mulige kombinationer imellem lakfarve og så interiør farve altså hvor de komplimenterede hinanden. Det havde givet et mere luksuspræg. I stedet har man fået nogle sjove farve kombinationer. Fx de to-farvede sæder musegrå eller blå med sorte felter overfor det i mine øjne lidt for lyse træindlæg bland andet hele vejen hen ad instrumentbordet og under sideruder i bag. Det var allerede kikset fra starten. Det oven i at beklædningen på døre stolper og loft ect var i samme farve som sæder Hvis man havde musegrå sæder så var alt beklædning på døre stolper og loft ect også i denne must farve. Forfærdeligt at se på især til en hvid bil.
262 så bedre ud. Gullig læder og beklædning eller ditto sort mod mørkt træ på dørene. Motormæssigt er det noget andet. PRV motoren B27 / B28 blev forbedret med tiden i 780 hvor den hed B280. Er man stadig loren ved
motoren kan man jo vælge en italiener 780 med 2,0 turbo
En P1800 blir nu ikk’ ligefrem grimmere af at gudinden over dem alle – Raquel Welch læner sig opad den…💕
Jeg husker 780’eren fra en biludstilling i Bellacentret sidst i 80’erne. Ud over det (for Volvo) elegante ydre, var det især interiøret, der solgte bilen. Det udstrålede “Möchtengernhaben”
Selv dørens design og valg af materialer/overflader var lækker.
Fire forlygter forstærker hele kitscheffekten, @audifirs, og på besynderlig måde er cirklen så helt sluttet: En Euro-slæde bygget til amerikansk smag og så importeret tilbage til hjemstavnen med forgrimmende US-elementer. Perfekt! Altså i al sin uperfekthed…