Selv i Tyskland har corona ikke fået bugt med bilentusiasters lyst til at mødes og se på biler, og Retro Classics i Stuttgart er et udmærket sted til det.
Faktisk er messecenteret selv det bedste jeg kender til formålet, og når man kommer lige fra Retromobile i Paris er forskellen slående: Det helt moderne center i Stuttgart er logisk bygget op, kæmpestort og alligevel ordentligt og overskueligt og i øvrigt rigtigt nemt at komme til både via luft eller vej. Og så er der selvfølgelig fyldt godt med biler ind i de store haller.
Når dét er sagt, så var der færre biler end dengang messen var på toppen i 2020, så udstillerne har åbenbart ikke helt fået tiltroen tilbage. To af hallerne var ikke i brug, og der var i flere af hallerne også enkelte tomme pladser, ligesom udbuddet af biler til salg var mindre. Almindeligvis tiltrækker Stuttgartmessen også flere af de italienske klassikerforhandlere og privatister, men de var simpelthen udeblevet denne gang. Måske fordi fordi den kommende weekend byder på Automotorretro i Torino? De var der i hvert fald ikke, og så mangler et væsentligt aspekt af det, der gjorde Stuttgart til min foretrukne europæiske messe. Min overordnede konklusion er, at Retro Classics Stuttgart ikke er kommet helt tilbage på omgangshøjde endnu.
Men tilskuere var der masser af, så jeg er glad for at jeg igen var der helt fra åbningstid torsdag (til sent, for Stuttgartmessen har det dejlige “Retro Night” derefter, en slags cocktailparty for bilentusiaster), for allerede fredag var det svært at komme til for mennesker, og jeg tænker det må have været rigtigt slemt lørdag og søndag. Husk det, når I planlægger messebesøg, og gerne vil se bilerne: Det er altså nemmest først på dagene.
Hvilket i øvrigt også gælder, hvis man rent faktisk gerne vil købe noget. Dén størrelse er noget sværere at vurdere, og jeg syntes det så trægt ud om torsdagen, men der var skam masser af biler med “Verkauft” skilte i om fredagen. Ikke så meget i de tunge af dem, meget subjektivt vurderet, men Porsche 911, Mercedes SL og (endnu mere subjektivt vurderet) den slags man måske kunne kalde “budgetklassikere”.
Apropos Porsche, så var messens temahal i det forreste centrale område lige efter indgangen dedikeret særudstillingen 75 Jahre Porsche. Det var med mine meget kræsne øjne lidt en tynd kop the. Den allerførste Porsche 356 var en replika uden motor, som fabrikken godt nok selv havde bygget – men den var angivet med modelår 2018 (den blev lavet i anledning af det runde jubilæum 70 for fem år siden), så de prøvede bestemt ikke at skjule noget. Der stod endda, at den ikke havde nogen motor. Rothmansbilerne var derimod den ægte vare, og især 959-rallybilen lignede noget, som en svedig Jacky Ickx lige havde stillet fra sig. Men i forhold til Porsches kæmpehistorie igennem de 75 år så var jeg en anelse skuffet.
Ikke så på gadebilerne, hvor der var masser af 911’ere i alle prisklasser, af alle typer og i alle slags stand. Min favorit var en værre bastard i en god farve, med lækre sæder, den stærke 3,2-liters Carreramotor og eftermonteret Turbolook til godt 60.000 Euro. Ikke noget for en purist, men meget dejlig sportsvogn for pengene og en rigtig kørebil. På et tidspunkt skal jeg deromkring, det ved jeg jo godt.
Min yndlings-911 på messen, ikke mindst på grund af interiøret.
Min Porsche måtte også gerne se sådan ud indeni…
…eller måske nærmere sådan, med manuelt gear.
I det hele taget er det lækkert med lidt farve på.
Men ellers er jeg fortsat mest fascineret af de skæve biler, og en Fiat 124 Special med toliters Abarthmotor med knap 140 heste og i fuldt Alitalialook kunne jeg næsten ikke stå for. Lancia Beta Montecarlo i guldmetal? Jatak! Hvis modet rækker måske en Lotus Esprit i samme nuance? Absolut ja! Alpina B7 i grønmetal med guldstafferinger? Hundrede procent mig! Talrige restaurerede varianter af de tidlige Maserati 3500? Umuligt at vælge imellem dem, og jeg ville blive lykkelig med en hvilkensomhelst.
Hviket fortsat er noget af det mest rigtige, der nogensinde er udtalt i vores klassikerverden: “Enhver klassiker er bedre end ingen klassiker” – et gammelt ViaRETRO-citat, der holder hundrede procent. Og som er en af årsagerne til, at det stadig er relevant at gå på messer. Nogle gange ser man en gammel kending og kærligheden blusser måske op igen. Andre gange ser man noget man aldrig har set før eller måske slet ikke kendte – og bliver smaskforelsket på stedet. Begge dele er en dejlig fornemmelse her i vintersæsonen, og så skal man bare huske at agere på følelserne også, så skal det nok blive en god sæson.
Herunder er et galleri fra årets Retro Classics Stuttgart, der måske kan sætte lidt følelser, tanker, drømme og planer i gang: Lad høre hvad I får ud af det i kommentarfelterne herunder.
Hej Claus
Tak for de mange smukke billeder. De sætter drømmene igang. Og glæden over sæsonens snarlige kommen. Jeg blev færdig med bil nummer to igår bortset fra, at sæderne lige skal have olie. Jeg er klar !
Og fantastisk vinkel Rothmans Porschen 962?) er fotograferet i. Jeg har ikke tidligere lagt mærke til, hvor vandret dens øverste flade er !
Mvh Carsten.
Synes faktisk ikke messen var så ringe endda…..faktisk ret god må jeg sige. Specielt Hall 5 var fyldt til bristepunktet med ting som man bare ikke ser særligt tit. Hvad f.eks med en bil med 47 liter motor på 700+ HK (og det var 47 ikke 4,7)…Jeg var virkelig glad og mæt af indtryk da jeg tog derfra. Helt sikkert at jeg er der også næste år.
Looks like a good event, Claus! Impressed by the Mazda Cosmo – I can’t remember ever seeing one in the metal. I also like the P1800 convertible, another car I have not seen before – I know that Volvo never made any, do you know who converted this one? Looks very stylish. Oh, and the yellow SLC – lovely!
Velbekomme, @carsten-goth . Hvis ViaRETRO kan sætte drømme igang (engang imellem) og få nogen til at leve dem (deres egne drømme, vel at mærke) ud engang imellem, så har vi opfyldt vores mission i livet :-). Der som bekendt bliver bedre med en klassiker.
Enig, @thmace, messen var ikke ringe og jeg beklager hvis det lød sådan: Den var bare ikke på højde med sine bedste år. Endnu. Nu er jeg spændt på at se Techno Classica i Essen om et par måneder, men jeg tænker at de får det nemmere, når nu Stuttgart har vist, at publikum er der.
At du og jeg ikke løb på hinanden (som vi plejer :-)) siger vel noget om hvor stor Stuttgart er, og mens størrelse ikke er alt, så var der bestemt også masser af kvalitet, og jeg tænker således også at jeg er der næste år igen.
@tony-wawryk, this event is right up there with Techno Classica and I can warmly recommend a visit. The Cosmo was out of the Emil Frey Collection, which I paid a visit and wrote an article about here: https://viaretro.dk/2021/07/japansk-for-viderekomne-mazda-classic-museum-i-augsburg/
The Cosmo is a great design, has the most crazy brochure ever made (should be in the Guiness Book of Records but apparantly they don’t have that category) and of course I wrote about that one too: https://viaretro.dk/2010/07/verdens-sk%C3%B8reste-bilbrochure/
I think for my personal garage I’d choose a Cosmo over a Toyota 2000 GT, actually. But that might just be me.
The P1800 Convertible had a lot of people puzzled, as you are right: Volvo never made it, a private enthusiast did. It was for sale at an eyewatering 125,000 Euro, which largely consists of the cost of building it, according to a note on the car. Had it been a Volvo-made prototype that figure might even have worked. By Friday when I left it did not have a “Verkauft”-note in the windscreen. Which I would expect it to not have on the Sunday evening either, but what would I know.
@claus – I did a bit of googling and found this – Historics auctioneers actually sold one back in 2017, for just £17,360 – which would make EUR 125k exceptionally ambitious no matter how good the work. There is some interesting background to P1800 convertibles in general in the lot details, specifically:-
“Volvo didn’t have any plans to build a drophead of the P1800 however some modifications could be made to create a convertible but, due to the high cost, Volvo decided not to. Harold Radford made one 1800S convertible for the Hull-based Volvo dealer in March 1965 and it was sold in 1968. Radford’s convertible wasn’t the only Volvo 1800-convertible: about 50 convertibles were built by Volvo dealer Volvoville in Long Island. Besides these ‘official sold’ convertibles, there are several other custom-made cabriolets including this particular car.”
Here’s the link to the lot entry – https://www.historics.co.uk/buying/auctions/2017-05-20/cars/ref-47-1966-volvo-p1800s-convertible/
Det helt store spørgsmål efter den billedemontage må være: Vælger man en BMW CS (e9) i Turkis eller Ceylon…??
Pyha… den er svær! Uden tvivl mine to ynglingsfarver til modellen og begge voldsomt sjældne.
Exactly what I mean, @tony-wawryk: High cost was the reason Volvo did not make it – but a privateer then doing it by himself can not just charge the actual high costs on.
Besides I find the coupé much better resolved anyway. But at least the cabriolet was very well made.
@ce and @tony-wawryk , Volvo never did the conversion as you’re writing , but is however recognizing it today https://www.media.volvocars.com/global/en-gb/media/photos/225596/1966-volvo-1800-s-volvoville-convertible1
Et af livets store spørgsmål, @02anders :-)
Sure, @mslund – but they probably do not recognize one built yesterday by a privateer, I would think.