Register

2 × 3 =

A password will be e-mailed to you.

Kvalitet er relativt.

Man møder så mange spændende mennesker på Retromobile. Den allerførste jeg snakkede med i går startede med ordene “jeg har også sådan een”, og da det handlede om den blå Bugatti EB110, så spidser en bilsælger jo ører. Men så viste han med hænderne, at hans var 1:18, og det er faktisk ikke helt det samme. 

Bugatti EB110 er min yndlingssuperbil* fra halvfemserne, for den kan det hele: Historie, komfort, præstationer, design.

Interessen var dog god nok, og det var vores snak også: Det viste sig, at han var kvalitetsinspektør hos Renault, og han var meget imponeret over kvaliteten på EB110’eren, som han så for første gang. Den overordnede holdning deler vi sådan set, men han talte meget om karosseri, og jeg forholder mig mere til teknikken derunder, der var virkelig imponerende for sin tid. Ja, det er den sådan set stadigvæk. 

Jeg fortalte hurtigt en kollega at franskmanden her var kvalitetsinspektør hos Renault, for kollegaen kører en Espace. Hvorefter min kollega også lige gerne ville have fat i ham, for der var åbenbart lige noget kvalitet at snakke om. Til I andre vil jeg sige, at I skal undgå at købe en Renault produceret 3. februar 2023, for der var kvalitetsinspektøren ikke på arbejde.

God weekend

Claus Ebberfeld

*bortset fra McLaren F1

klub_viaretro_sticker1

ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.

Som medlem får du:

  • NYT til de første hundrede: En Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
  • det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
  • adgang til alt på ViaRETRO
  • rabat på udvalgte varer
  • garanteret godt selskab på nettet og i virkeligheden fem årlige arrangementer
  • samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.

devider2

Lancia Stratos HF Stradale, årets 50-års fødselar i 2023

Af Michael S. Lund

Afstemningen om årets 50-års fødselar i 2023, i artiklen ”50-års fødselarerne” i Weekend Matiné Nr. 437, sluttede ved udgangen af januar, og resultatet viser, at Lancia Stratos HF Stradale blev en suveræn vinder med 35% af stemmerne. Det er ganske vist, at Lancia er et populært mærke på ViaRETRO, ligesom det også ved flere lejligheder er fastslået, at Lancia Stratos er en af de absolutte yndlinge.

Men at Lancia Stratos gik af sejren – med så meget luft ned til de næste pladser – er alligevel lidt overraskende. Faktum er nemlig, at f.eks. superbilen Ferrari 365 GT4 BB endte på 2. pladsen … med “kun” 13% af stemmerne.

Den blev dog skarpt forfulgt af BMW 2002 Turbo, den positive overraskelse, på 3. pladsen med 11% af stemmerne … klart foran den anden BMW, 3.0 CSL (Batmobile).

De resterende biler på listen ligger alle og roder rundt med encifrede andele. Blandt dem ligger Porsche 911 Carrera RS 2.7, en bil som ellers – i netop den udgave – roses til skyerne af mange.

Den næste overraskelse var Austin Allegro, som klarede sig bedre end de andre “dagligslidere”, VW 1303 og Opel Kadett C.

Men den – efter min mening – største overraskelse var, at Allegroen klarede sig lige så godt som Ferrari 308 GT4, jeg er nærmest i chok!

Foto Gitte Sehested Lund

Ferrari 308 GT4, et Marcello Gandini-design ligesom Lancia Stratos, hvordan kan det gå så galt? Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg selv stemte på Ferrari 308 GT4 … og hvorfor det? Af to grunde:

  1. Jeg kan godt lide designet (fint med Bertone-undtagelsen, og så er det lidt interessant, at der er træk, som går igen i Giugiaros’ senere BMW M1)
  2. Det er en bil, jeg godt kunne/ville få råd til

Tak til jer, der stemte og tillykke til Lancia Stratos HF Stradale med valget som årets 50-års fødselar 2023 … et umisforståeligt resultat!

devider2

”The Winner Takes it All”, og det var ikke Opel Kadett C …

Af Michael S. Lund

Opel Kadett C var også på afstemningslisten (i Weekend Matiné Nr. 437) over de udvalgte biler, som fylder 50-år i 2023. Resultatet blev som nævnt i artiklen ovenfor, at Lancia Stratos HF Stradale suverænt løb med de fleste af stemmerne … sjældent har udtrykket ”The Winner takes it All” været mere rammende.

I den modsatte ende findes “taberen”, som var Opel Kadett C. Fra begyndelsen var det naturligvis ikke ventet, at Kadetten ville vinde. Opel Kadett C mod Lancia Stratos er jo lidt som at sammenligne æbler med pærer, men der var jo også to andre “dagligslidere” med, hvor den ene var Austin Allegro, der helt uventet (i min optik) slog Kadetten.
Det havde jeg ikke lige set komme, for selvom L:Ron:Harald i ”Mæ å Min Kadett” bl.a. rapper: ”Opel Kadett – den æ oltins numme jet” – hvad der måske nok er at slå et rigeligt stort brød op – så er der alligevel et stykke vej til sidstepladsen …

Mindre kunne også gøre det, især når ordene kom fra Mogens H. Damkier, som førte pennen i en testrapport af Opel Kadett C 1.2S i bilmagasinet “Motor”. I konklusionen skrev han bl.a.: ”… med gammelkendte midler at skabe en overordentlig sikker og velkørende vogn fuldt på højde med nykonstruktioner baseret på mere avancerede konstruktionselementer. Recepten er på papiret lige til, men nok så svær at efterleve i praksis: Det drejer sig simpelt hen om at foretage en yderst omhyggelig afstemning af alle dele i forhold til hinanden… ”. Damkier var ellers svær at imponere, så når han skrev på den måde, var der virkelig noget om snakken.
Kadetten var optimering af simpel teknik og vejede med sine 775 kg heller ikke specielt meget. Det svarer nogenlunde til, at der går tre Kadetter til en elektrisk SUV, men den har så heller ikke brug for et halvt tusind heste for at bevæge sig!

Opel Kadett C fandtes i flere udgaver: En helt traditionel sedan (som L:Ron:Harald – og andre – voldtunede), Caravan og senere (i 1975) kom City-modellen, som var en hatchback.

Men i 1975 blev yderligere en model tilføjet, nemlig GT/E coupéen i kombination med 1,9 liter CIH-motoren, som med indsprøjtning ydede 105 hk. Kort efter lancerede VW sin Golf GTI med 110 hk, hvor Opel’s modsvar var 2 liter CIH-motoren med 115 hk. Parallelt hermed lancerede Opel også den mere rå Kadett Rallye med samme samme motor, men også i en udgave med den mindre 1,6 liter motor.

 

I min optik er Opel Kadett C GT/E i kategorien “kultbil” – mærkets bonderøvsimage eller ej! Og nu kommer vi til det, for det er meget muligt, at L:Ron:Haralds Kadett var voldtunet. Men niveauet over er kvalificeret seriøs tuning, som f.eks. tuningsfirmaet Irmscher stod for. Med et 16-ventilet topstykke kom ydelsen op på 225 hk, og med Walther Röhrl bag rattet skete der ting og sager. I 1976 kom Walter Röhrl ind på 4. pladsen i Monte Carlo-rallyet lige i bagenden på en Lancia Stratos på 3. pladsen … ringen er sluttet!

Et kæmpestort tillykke med sidstepladsen, Opel Kadett C!

Men Opel Kadett C GT/E – som faktisk med bare ca. 19.500 producerede eksemplarer er ret sjælden – kom jo først i 1975, og dermed har den variant chancen for en bedre placering om 2 år … held og lykke til den!

devider2

Ugens Fund: 1976 Fiat 130 Coupé til 159.000 kroner

Efter en uge på Retromobile bliver man nemt kræsen, så vi kører Ugens Fund ind med maksimal stil. Ikke fransk, men italiensk. Pininfarina, V6, velour. Ingredienserne lyder som opskriften på en Peugeot 504 coupé, hvilket er en superlækker vogn – men efter min beskedne mening er den italienske recept bare et niveau over på alle måder. 

Fiat 130 Coupé har sit HELT eget og meget selvstændige design, der var virkelig moderne avantgarde i de tidlige halvfjerdsere. Den har sin egen V6-motor, som er Fiats egen og heller ikke ligger i andre biler. Kvalitetsniveauet gør alle fordomme om Fiat i halvfjerdserne til skamme. Og så er der farverne, hvor Ugens Fund-kombinationen er lige i øjet. 

Kort sagt: Jeg elsker den. Har du en lille Agnelli i maven? Så er det her bilen for dig:

Tak for tip til Jens Birkholm Find annoncen her: Fiat 130 Coupé

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

devider2

Fra Numerologisk Afdeling: Volvo 440

 

devider2

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael S Lund.

God weekend

15 kommentarer

  1. Skaanning

    Hvis jeg en skønne dag anskaffede mig en Fiat 130, ville jeg kun sjældent se min kone og mine børn. For jeg ville nemlig bruge al min tid på bare at sidde i det hav af orange velour! Ikke nødvendigvis køre i bilen. Nej, bare sidde og kigge rundt i kabinen. Jøsses, den kan sgu noget, hva?
    Det pågældende eksemplar har også en flot farve på ydersiden. Måske skulle man få kigget lidt på nogle nye dæk for det der hvide skrift dur ikke.
    Men ellers virkelig fed.

    Svar
  2. Soren W

    @skaanning har du set den seneste YouTube video fra Iain Tyrell? Han gennemgår sådan en 130. Største problem (ud over rust) er at motoren faktisk har for få hk i forhold til hvad chassis m.v. kan klare, og så stjæler automatgearkassen den sidste lyst til at leve. Men den han testkører er konverteret til manuelt gear, hvilket gør en forskel.
    Sjovt med sådan en bilafstemning. Hvis jeg skulle købe biler ind til min (hypotetiske) samling, ville jeg ikke købe ind efter listen, langt fra. Lancia Stratos er pudsig, for jeg forstår godt at der bliver stemt på den, men at have den stående i en samling? Tænker at dens anvendelig som transportmiddel og klassiker cruising er begrænset? Og bygge og samlekvalitet er jo undskyld udtrukket “en spand lort” jeg ville ikke en gang købe en jolle med sådan noget glasfiber arbejde. Førstepladsen i min samling skulle Ferrari 365 og Porsche 911RS slås om. Og jeg ville i den sammenhæng aldrig ALDRIG overveje en Opel Kadett eller en Austin Allegro. Nå, jeg vil fejre mine Lancia Stratos dørgreb på min GT4 når modellen fylder rund til november…

    Svar
  3. Ole Wichmann

    Enig med min bror mht Lancia Stratos. Den har et spektakulært design og rally succes. Men den har hysteriske køreegenskaber, og lille brugsværdi.
    Porsche 911 Carrera RS 2.7 er vinderen for mig. Den kunne jeg sidde og kigge på i garagen om vinteren, og køre i hele sommeren.
    Ferrari Dino 308 GT4 tager stilpræmien, den har holdt sig ufattelig ung og skarp.

    Jeg så sjovt nok også Iain Tyrrels Fiat 130 video i denne uge. Jeg fik lyst til en. Men kan en Fiat koste så meget. Jeg håber ugens fund er totalt fejlfri til den pris uden afgift. Og så står den 1/2 time fra hvor jeg bor…

    Svar
  4. Kai

    Opel Kadett C GT/E kan bare noget, den alm. C på ingen måde kan. Det er en rå børste.
    Jeg har kørt mange KM i en helt alm C med bagagerum, fed bil er det sidste jeg ville sige, solid bil med en frygtlig motorlyd er det eneste jeg står tilbage med.
    Og så var det tilbage i en tid hvor lærlinge ikke fik høj løn, så da blæseren var defekt, var det vigtigt at køre hurtigst muligt i lavt gear, så man fik produceret noget varme, og derefter hurtigst muligt, så vinden kunne blæse ind og ramme forruden på indersiden, gennem varmeapparatet. Godt at det ikke var min bil :-)

    Svar
  5. Sorensen

    Opel Kadett C ( i sedan-versionen) står faktisk ret højt på listen over een af mine ønsker til en “hverdags-sommer-klassiker” – syns designet er ret så vellykket…Caravan-modellen er også super, men City’en brøs jeg mig ikke om..

    FIAT 130 Coupé? – rigtig meget “JA!”, men også lidt “Hmm…” – er dog blevet mere overbevist efter at have set denne med med Iain Tyrrell fra Tyrell’s Classic Workshop – han er forøvrigt ret go’ at følge…

    https://youtu.be/vpWV3E2-yIg

    Svar
  6. Michael Sehested Lund

    De skrappere udgaver og deltagelsen i race var noget, der skulle drysse lidt tryllestøv over hele serien @Kai . Sådan var det også med Ford Escort (i endnu højere grad), hvor indstigningsmodellerne også var noget bovlamme. Men begge havde nogle fundamentale værdier i orden: bl.a. en solid motorblok (CIH-motoren for Opelen) og et godt tandstangstyretøj.

    Selv synes jeg bedre om Opel Kadett C end Ford Escort Mk2, begge er jo lidt skåret over samme læst. Jeg kan især godt lide Caravan-udgaven, den ville være fin at køre i til sommerhuset i sæsonen.

    Svar
  7. Michael Sehested Lund

    Jeg kan altså godt lide den Fiat 130 Coupé, kulminationen på et fantastisk modelprogram for Fiat.
    Hvordan kunne det være anderledes med “L’Avvocato” Gianni Agnelli i spidsen!? Der var simpelthen stil over det, med uret udenpå ærmet og det hele. Jeg sidder ligefrem med en duft af sandeltræ fra hans after shave balm i næsen …

    Svar
  8. Skaanning

    @Soren W tja, det er da muligt, at 130’eren er sløv, og kunne trænge til mere power. Og automatgear er (til DEN type bil) nok heller ikke det fedeste. Men jeg ville nu alligevel nyde at sidde i det cockpit og slynge en martini eller fem ned. Altså EFTER køreturen…

    Svar
  9. Juhle

    Kadett C, lige set denne med campingvogn til Bremen Motor Classic.
    Der er gået fuld ind på farvevalg, meget gennemført.

    Svar
  10. Michael Sehested Lund

    Tak for tippet @Soren-W ! Absolut seværdig dokumentar om L’Avvocato.
    Da den kom til den langhalsede Donna Marella, som bare lå på sofaen og læste lyrik, mens hun drak appelsinsaft til, måtte jeg trykke på pause, for selv tage et glas Aurum appelsinlikør fra Abruzzo til kaffen;-)

    Svar
  11. Tony Wawryk

    I’m a big fan of the 130 Coupé – it looks fabulous, though I would go for one with a leather interior rather than velour, and is not a car you see very often in the UK. Unfortunately, that’s also one of the drawbacks – spare parts are very hard to find and expensive when you do find them; according to Classic and Sportscar’s buyer’s guide to the 130, the unique headlamp units can be £1600 each, tail-lights £800 each…
    Beautiful as it is, I think I’d take a BMW E9 instead.

    Svar
  12. Claus Ebberfeld

    @tony-wawryk, difficult call: I am pretty sure the BMW is the better car, but while it IS handsome it is not a modernistic masterpiece like the FIAT. Oh, and then there is the price issue. So with the Fiat half the price or less in real life it would be easy. And I hear they are transformed with a manual ‘box.

    Svar
  13. Tony Wawryk

    @claus – yes, cost of purchase is substantially less for a decent 130 than an E9 (although for a really good 130 the difference is less); the running costs however could soon close that gap, especially if any of the 130’s unique parts are required eg the lights. Still, there’s no question that it’s a fabulous car – I just think owning an E9, just as beautiful to my eyes, would be easier.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.