Den rigtige “Il Mostro”
Kort før nytår kom der hvid røg op af skorstenen hos Alfa Romeo, og de rullede stolt en ny Zagato frem: De to mærker har en lang, lang tradition for samarbejde om de mest specielle og sportslige modeller, så blodslinien kan der ikke sættes en finger på. Formålet har som regel været at forbedre basismodellens chancer i motorsport, og mere ædel opgave findes jo nærmest ikke.
I dette tilfælde har ingen imidlertid tænkt på motorsport, men udelukkende i historie og design, som jeg faktisk også synes hænger godt sammen. Flere medier har kaldt den “Il Mostro”, men det synes jeg bestemt den er alt for pæn til. Den har som normen tilsiger idag over 500 hestekræfter, vægten har ingen omtalt (hvorfor mon?) og der er alt for meget kulfiber, men det bedste er at den har manuel gearkasse. Jeg kan sådan set rigtigt godt lide den.
Der er bare eet problem: Det er ikke rigtigt en ny Alfa Romeo-model, men et stykke unika bygget til en tysk Alfa Zagato-entusiast. Indtil videre, i hvert fald. Så man kan faktisk ikke købe een. Hvis man kunne, så ville den blive dyr. Ikke så dyr som tyskerens, der må have betalt for udviklingen indtil videre – men meget dyr. Og nej, man kan ikke “bare” nøjes med at købe den Giulia GTam, der lægger teknik til – for det er jo ikke en Zagato, ligesom den har fire døre, kun automatgear og alt muligt andet er der galt.
Men man kan kigge i historiebøgerne (og de behøver ikke være ret gamle), og så vil man finde ud af hvorfor nogle journalister kalder den pæne nye bil “Il Mostro”, monsteret: De sammenligner den med SZ-modellen fra 1989, der dybest set gik ud på det samme. Altså at genoplive Alfa Romeo og Zagato-forbindelsen og skabe noget opmærksomhed om mærket. Jeg vil mene at det lykkedes noget bedre dengang, fordi SZ’eren simpelthen var et meget chokerende design – helt som mange Zagatodesigns har været det igennem tiden. At den så rent faktisk IKKE var designet af Zagato er en anden ting, som ingen talte ret højt om.
Den store forskel er, at dén bil kunne man købe: Alfa Romeo ville bygge 1000 af dem, og det lykkedes godt og vel. Den var vanvittigt omdiskuteret på grund af dens uortodokse design, og utroligt nok er det stadig tilfældet mere end tredive år efter. Selv kan jeg bedre og bedre lide den, og tror den holder sig frisk netop fordi der ikke er leflet for pænheden. Og så har den jo den store fordel frem for den nye Zagato, at man stadig kan købe den.
Brugt, naturligvis. Som klassiker. Dét giver rigtigt god mening, synes jeg – og javist har den kun godt 200 hestekræfter og er selvfølgelig meget langsommere end den nye, men det betyder ikke den er mindre sjov at køre. Set i forhold til, at den også er meget billigere end den nye pæne, så finder jeg det er et let (hypotetisk) valg.
God Weekend
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- NYT til de første hundrede: En Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkeligheden fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
50-års fødselarerne
Af Michael S Lund
Som altid, når vi har taget hul på et nyt år, giver det anledning til at se på, hvilke biler der er blevet “rundt-års-jubilarer”, ligesom det også er oplagt at se på dem, der i det respektive år (som nu … 2023) – efter tålmodig venten – bliver veteraner, og i sidste Weekend Matiné var jeg derfor lidt (med understregning af lidt) inde på 1988-årgangen. For der er vitterlig ikke meget at gøre godt med i det herrens år. Også Claus Ebberfeld forsøgte sig efterfølgende i ”ÅRETS NYE VETERANER: VELKOMMEN, 1988’ERE!”, hvor han i overført betydning forvandler sten til mere end brød … ligesom Jesus, da han sagde: ”Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund” (Matt. 4,4).
Så lad os i stedet se på “rundt-års-jubilarerne” fra 1973 … som jo i år har 50 år på bagsmækken, hvoraf de 15 sågar har været med veteranstatus.
Med denne årgang er vi nærmest havnet i den modsatte grøft, for hold da op et overflødighedshorn af lanceringer dette år bød på, hvoraf en del var/er rigtig fede biler. Der er faktisk så mange, at jeg vil nøjes med at nævne et mindre udvalg, der også viser noget om diversiteten for dette års lanceringer … de følger her i alfabetisk orden:
Austin Allegro; et ”blødt” udlæg. Austin Allegro var afløseren til BMC ADO16 1100/1300 … og en skuffelse der var med til at understrege forfaldet i engelsk bilindustri. Ganske vist var affjedringen blevet til Hydragas, som var en evolution fra Hydrolastic – fra gummi til gas som fjederelement. Hvad skulle British Leyland have gjort uden Alex Moulton?
Ellers var det småt med nyhederne; transmissionen befandt sig, helt bogstaveligt, stadig i sumpen. En anden detalje var det ”ikke runde” rat, som Allegro i 1. generation var udstyret med. Ideen var, at det skulle give bedre plads til førerens ben … det nyopfundne rat forsvandt dog på den senere udgave. Og der burde det egentlig være blevet, nemlig i glemslen, men Audi tog det op igen for nogle år siden!!
Skulle jeg selv have en Allegro, ville jeg tage den i Estate-udgaven. Med en lille smule god vilje kan man jo sige, at der er tale om en “shooting brake” … jeg får jo alligevel aldrig selv en højrestyret Reliant Scimitar.
BMW 2002 Turbo; kronen på BMW 02-serien. Det blev den, men så alligevel ikke. For ca. samtidig med lanceringen brød Yom Kippur-krigen og den efterfølgende første oliekrise ud. Ikke just perfekt timing for lanceringen af en bil med et højt benzinforbrug! BMW 2002 Turbo var baseret på 2002 Tii med Kugelfischer-benzinindsprøjtning, men med reduceret kompression for at tage højde for trykladningen. BMW 2002 Turbo var virkelig en “first mover”, i hvert fald i Europa, og dermed foran både Porsche (930) 911 Turbo og Saab 99 Turbo. BMW stoppede produktionen i 1975 efter bare 1.672 eksemplarer var produceret, så det endte desværre med at blive et eksempel på, at det er dyrt at være først.
BMW 3.0 CSL (Batmobile); sløjfen, der blev bundet på E9-coupéen, hvor ”L” stod for Leicht. Navnet var lidt vildledende, for motoren var boret op til 3,2 liter. Med de allersidste modifikationer tog BMW 3.0 CSL (Batmobile) flere sejre hjem, herunder en klassesejr på Le Mans.
Ferrari Dino 308 GT4; afløseren til Dino 246 GT, og der stod da også Dino på emblemet foran på 308 GT4 i begyndelsen … emblemet med den stejlende hest kom først til senere. I modsætning til både tidligere og senere Ferrarier var 308 GT4 et Bertone design (og ikke Pininfarina), hvor Marcello Gandini havde ført blyanten. Smag og behag er jo forskellig, men selv synes jeg rigtig godt om Gandinis mere kantede design. På flere parametre klart en af mine favoritter.
Ferrari 365 GT4 BB; Ferraris første 12-cylindrede gadebil med centermotor og en af afløserne til Ferrari 365 GTB/4 ”Daytona”. De 12 cylindre var stadig i V-form, men her med 180 grader mellem cylinderrækkerne i stedet for de sædvanlige 60 grader. Ferrari var med 365 GT4 BB omsider kommet op med et svar på Lamborghini Miura. Ferrari 365 GT4 BB – eller den senere 512 BB – ville jeg selv klart vælge fremfor afløseren … den bredrøvede Testarossa.
Lancia Stratos HF Stradale; en af yndlingsbilerne på ViaRETRO – og det er der god grund til. For mit eget vedkommende skyldes det for en stor del, at Marcello Gandini også her med sikker hånd har ført blyanten.
Opel Kadett C; den sidste Kadett af den gamle skole med baghjulstræk. Sedan-udgaven er selvfølgelig den mest almindelige, men skulle jeg selv have en, ville jeg tage den i Caravan-udgaven … eller endnu bedre i coupé-versionen, hvor det selvfølgelig skulle være som en GT/E.
Porsche 911 Carrera RS 2.7; i udgangspunktet ikke en ny bil, men en “særlig udgave” af noget allerede kendt med en lidt anderledes smag. Og hold da op en bil – her var og er simpelthen tale om et ikon af noget, der allerede var et ikon. Anledningen var, at Porsche ville stille op I Gruppe 4, og til homologeringen var det nødvendigt at producere 500 gadebiler. I virkeligheden var arbejdet allerede gået i gang i sommeren 1972 og salget lige efter. Så allerede inden året var gået, var de 500 biler solgt. Men hos Porsche gjaldt det også, at nok skulle der køres race om søndagen, men der skulle også sælges noget om mandagen, så man producerede da bare nogle flere 911 RS … dog med den bagtanke, at den således også kunne homologeres i Gruppe 3 Gran Touring-kategorien. Så i alt endte Porsche med at producere hhv. 1.308 Touring og 200 Sport-udgaver (den sidste var bl.a. også strippet for bagsædet for lige at drive vægten yderligere ned), da de sidste blev produceret I sommeren 1973. Særlige Porsche 911 RS-kendetegn var spoilerne for og bag, hvor den bagerste i den karakteristiske anderumpefacon gav downforce. Både pladedele og ruder var tyndere end standard og støjdæmpende materiale var fjernet. Alt sammen for at bringe vægten ned. Den 6-cylindrede bokser på 2,7 liter ydede 210 hk og drejede op til 7.300 omdr./min. Nikasil-belægningen på cylindervæggene havde den overtaget fra 917, noget der først skulle blive almindeligt flere år senere i biler med motorer, hvor blokken var i aluminium.
VW 1303; rosinen i pølseenden og den allersidste udgave af VW Type1. Grundformen var den samme som i den foregående udgave, 1302, hvor forhjulsophænget var blevet til MacPherson-fjederben og skråsvingarme bagtil. I 1303 var den helt plane forrude blevet afløst af en krum, og den havde fået et nyt instrumentpanel, som gav fornemmelsen af en større kabine. Det hele blev rundet af med nogle kæmpestore runde baglygter. VW 1303 har en speciel betydning for mig, fordi jeg lærte at køre i en. Jeg kom dog ikke op til køreprøve i den, fordi kørelæreren blev syg (ikke pga. mig).
Så jeg måtte skifte til en anden kørelærer og var derfor oppe til køreprøve i en Ford Escort 1100 Mk1 (dens præstationer var beskedne, så jeg kom ikke ud i noget, jeg ikke kunne klare), men det er en helt anden historie …
De valgte biler er, som nævnt, bare et udpluk af biler fra 1973. Der er helt sikkert nogle, som I synes burde have været nævnt (f.eks. Maserati Khamsin, men det hele skal jo ikke handle om Marcello Gandini) … og vi ser da frem til evt. også at høre nogle af jeres bud på 1973-modeller, der af den ene eller anden grund fortjener af blive nævnt – på godt og/eller ondt.
Fotos BMW Group Press Club, Gitte Sehested Lund mfl.
Som afslutning på denne artikel starter vi samtidig en afstemning blandt de ovenfor nævnte 50-års fødselarer … afstemningen lader vi køre måneden ud.
Årets 50-års fødselar 2023
- Lancia Stratos HF Stradale (35%)
- Ferrari 365 GT4 BB (13%)
- BMW 2002 Turbo (11%)
- Porsche 911 Carrera RS 2.7 (9%)
- BMW 3.0 CSL (Batmobile) (8%)
- Austin Allegro (7%)
- Ferrari Dino 308 GT4 (7%)
- VW 1303 (5%)
- Opel Kadett C (4%)
Indlæser ...
Ugens Foto: Volvos malerkabine før robotter
Ugens Bommert: Hvis man laver en falsk chassisplade
Ovenstående chassisplade sidder i en BMW E21 “Alpina C1”, der er til salg på Ebay i Amerika. Men rent faktisk er det bare en almindelig BMW E21, som sælgeren har ejet i 35 år og undervejs med meget stor omhu har bygget om til Alpina C1 eller noget der er tæt på. Herunder har fået lavet en ny chassisplade. Men nu bruger de jo pund i Amerika og forstår måske heller ikke helt hvad “Gesamtgewicht” betyder på tysk – men tallet skal i hvert fald ikke være 7530 kg.
Ugens Fund: 1979 Volvo 262C til 195.000 kroner
Jeg har en af de perioder, hvor jeg rigtigt godt kan lide Volvos ultimative topmodel fra halvfjerdserne, 262C. Jeg ved godt læseren Erik Jensby sendte mig tippet, fordi han mener det er den perfekte firmabil til mig, men jeg vælger altså alligevel at bringde den som Ugens Fund, så I andre får chancen. 
Bevares er 195.000 kroner mange penge for en 262C, men netop dette eksemplar er ifølge sælgeren “totalt restaureret fra A-Z og kørt 2.000 kilometer siden”. Det samlede kilometertal er godt nok 349.000, men altså – hvis den virkelig er renoveret fra A-Z, motor, gearkasse og alt, så er det tal jo meget teoretisk og i praksis faktisk helt ligegyldigt. Der er billeder i annoncen, der viser bilen i delvist adskilt tilstand, og selvom billedkvaliteten som sædvanligt ikke er i top, så ser det forholdsvist grundigt ud. Jeg elsker detaljen med et nærbillede af anhængertrækket, men det SER altså også fint ud. Jeg synes kabinen ser ud til at være original, men det kan også være billederne: Man skal nok se denne bil i virkeligheden for at forstå hvor grundigt den er lavet og hvor godt det er udført.
Hvis den er lavet som jeg tror den er, så er den et værdigt Ugens Fund, og man får for sine 195.000 kroner en Volvo-topmodel, der holder resten af livet. Og så kan gå i arv i familien. Indrømmet, den vil også være en god firmabil, men der må være andre end mig derude, der kan bruge sådan een.
Tak for tip til Erik Jensby. Find annoncen her: 1979 Volvo 262C
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Kunne man ikke også kalde 262C’eren for Volvos “Il Mostro”?
Ugens Grafikker
Bo Lundberg har lavet en serie af grafikker, der hænger ganske godt sammen – og som blandt andet kan købes hér. Det er klassisk, men også moderne. Må ViaRETRO foreslå at hænge dem op i værkstedet, garagen eller soveværelset?
Michael, det er en superfin genemgang af årgang 1973 du har lavet. Tak for det! Mht afstemningen er jeg lidt usikker på kriterierne. Stemmer vi om den bil vi helst selv vil eje, den vi mener der teknologisk eller designmæssigt flyttede milepælene længst, eller om noget helt tredje?
Vi har skrevet om det før – Alfa SZ er en fantastisk bil at kigge på.
Den udfordrer øjet og man kan blive ved med at gå på opdagelse i designet.
Opron tegnede stregerne til SZ i hans tid hos Fiat Centro Stile, og man kan tydeligt genkende hans pen og fandenivoldskhed – kendt især fra hans tid hos Citroen.
I det hele taget er de biler, som udfordrer øjet en sjov kontrast til de “perfekte” designs, hvor der er “no bad angles”.
Personligt synes jeg, at Jaguar XK120 er verdens smukkeste bil med “no bad angles” – men hvad ville jeg helst have holdende som skulptur i stuen – en XK120 eller en SZ?
Jeg er oprigtigt i tvivl.
Jf alle de YouTube reviews af SZ jeg har kunnet finde (se bl.a. Harry Metcalfes og Davide Cironis) skulle en SZ køre virkelig godt.
Og dertil en vellydende Busso V6.
Den har jo ikke så mange hk, men angiveligt nok til at bidrage til en fed køreoplevelse.
Og (for) mange heste og deraffølgende hastighed kan i den forbindelse næsten trække ned, ved kørsel på offentlig vej.
Interiøret på SZ er superlækkert – sikke farver – og de små detaljer som fx bagagestropperne er helt geniale.
Een eller anden dag MÅ jeg eje en SZ…
Hej Michael, ja, når 1988 modellerne ser ud som de gør, giver det god mening at lægge 15 år til og kigge på 50 års jubilarerne. BMW 2002 turbo. Jeg skulle lige til at brokke mig, og skrive at det er lidt tyndt at fejre en specialudgave af en grundmodel, der ikke er fra 1973, men så nåede jeg til din beskrivelse af Porsche 911 2,7 RS, og så kunne jeg godt se, at mit brokkeri ikke holdt. Og bilen, der startede Ferraris succesfulde serie af V8 gadebiler, 308GT4 Dino bliver 50. Nu er jeg så heldig, at der står en i min garage, så jeg vil gerne skrive en hyldest til bilen på ViaRETRO, men jeg tænker at vi venter til efteråret, da den blev vist i Paris i november 1973 første gang.
Tænker dog ikke at der bliver lige så stor fest som i 2011, hvor E-typen blev 50. Det hele gik nærmest amok som i 1961. Glemmer aldrig Jaguar Club of Danmarks fejring i Ebeltoft, hvor der kørte tæt ved 100 E-typer rundt i Ebeltofts gader…
Der er godt nok et par goodies blandt årets 50 års jubilarer.
Lancia Stratos er altid en favorit, og det var en kæmpe oplevelse at køre bagved den til opvisning til CHGP, lyden af Ferrari motoren når den accelerede ned ad langsiden var fantastisk. Og det kileformede karosseri er spektakulært. Men pga. den korte hjulafstand skulle køreegenskaberne være udfordrende, så jeg skal ikke have sådan en.
Ferrari Dino 308GT4 er ganske rigtigt en af de skarpeste Ferrarier og vinder lidt for hvert år der går.
Men en af de biler jeg allerhelst ville have, er en original Porsche 911 Carrera RS 2.7. Den skulle køre så godt… Eneste ulempe er, at der er lige så mange wannabe replikaer af den som af AC Cobra.
Tak for det @Jens Langdahl . Det er selvfølgelig et godt spørgsmål, hvad der gør en bil til Årets Bil. Udvalget af biler på listen er vidt forskellige, så det vil grunden bag valget også være og dermed helt i ViaRETRO-ånden.
Bilen kan være af det stof drømme er gjort af, eller det kan være betydningen, den har haft i bilhistorien m.m. Den ene grund er lige så god som den anden. Så både du og andre må naturligvis gerne i en kommentar begrunde jeres valg.
Hmm..? Det kan godt være at det var Volvo, der opfandt sikkerhedsselen. Men det var åbenbart ikke dem, der opfandt åndedrætsbeskyttelse. Jeg tænker ikke folkene i lak-afdelingen blev særligt gamle..?
Hold da op en tung Alpina – de US folk er tossede…
“Mostro” var/er en bemærkelsesværdig bil. Kompromisløs. Og derfor spændende. Men lidt på samme måde som 12-tone-musik. Meget interesant rent teoretisk, men hvem kan holde ud at lytte til det mere end 5 minutter?
Ved godt, at jeg afgjort er i mindretal her, men lige så glad som jeg er for at se på Monstro på et museum, lige så glad er jeg dybest set for, at jeg ikke skal køre rundt i en.
Men dejligt, at I andre holder af dyret!
Alfa Romeo SZ er helt klart federe, men jeg kan godt lide, at Zagato forsøger sig med en moderne fortolkning – selvom vi jo godt ved, at det var Robert Opron, der stod bag SZ-designet.
Sjovt nok forsøgte Zagato sig, nogenlunde samtidig med SZ, med et andet projekt for en entusiatisk opdragsgiver med penge nok. Bilen var Lancia Hyena baseret på Lancia Delta Integrale HF Evo 1 og 2, Hyena havde derfor 4-hjulstræk og der blev trukket 250 hk ud af den 2 liters turbomotor. Resultatet er ikke helt tosset, og der er visse træk fra Alfa Romeo SZ, som går igen. Så denne her fornyelig på Autoworld i Brussels.
Lancia Hyena! Det er en sjælden sag – så vidt jeg husker er der kun bygget ca. 20.
Ja, det var vist højden @jewer . Lancia samarbejde overhovedet ikke, så det kunne kun lade sig gøre ved at opkøbe Lancia Delta Integrale HFere og kannibalisere dem. Det vil så sige, at det ikke hang sammen, i hvertfald ikke økonomisk. Navnet “Hyena” er måske eller ikke så godt …
For mig virker det som Il Mostro’s designer har fundet inspiration i Stola Abarth prototypen til flere af detaljerne
Der kan der være noget om, @niels-v – men hvor er det godt, at den ikke ligner Stola som sådan, men er væsentligt pænere!
I øvrigt vil jeg lige gøre opmærksom på, at den gyldne Volvo 262C må trække 1500 kilo på krogen. Det er faktisk særdeles brugbart.
Den Volvo 262C er jo virkeligheden det rene røverkøb, hvis den bare havde haft den rette ejer! David Bovie havde en 1981 Volvo 262C i sort, som gik til $216.000 https://youtu.be/B_RiZv2Qw7E . Så hvorfor ikke købe denne her og sætte Space Oddity på anlægget “Ground Control to Major Tom” https://youtu.be/MeS66Gl-ttA
@Michael S.Lund
Den 262 er bare flot. Wauw. Instrumentbrædtet er opgraderet til den nye som fortsætter videre hen over midten, som kom et eller to modelår senere.
Volvoerne i malerkabinen er 1972 modeller så det er da rimeligt godt ramt temaet 50 år i betragtning. Uha hvor er maskerne. Det må endda være cellulose lak
Aha, @sbla: Er instrumentbordet i 262C’eren ikke det originale til en 1979’er-model? Det krævede en kender at se! Men nu du siger det – herunder et billede af bilen til salg til sammenligning med dit billede:
@ce Ja nu skal man jo være varsom med denne model som jo egentlig er med USA for øje for det kunne betyde at man på nogle punkter startede før med opgradering på oversøiske end på hjemmemarkedet. Men den er indreg1.gang i foråret 79 så det er ikke en 80er model. Så den er god nok vil jeg mene. Jeg mener først det nye instrumentbord kom samtidig med den nye front hvor sidelygter runder om skærmene. 79er kendes også på bulen i bagskærmen foran kofangerhjørnet. Det år blev bagenden opgraderet med nye lygter og bagklap som rundede ned mod bagpanelet og fik låsen intregreret. En alm. 242 DL fik dog lige de runde med små firkantede forlygter.
Hov.
Jeg fandt sørme en 1. md 80 på mobile ( svenske sider er uberegnelige fordi der ovre har 200 serien jo været brugt af ungdommen og derfor er mange bygget om) Bemærk at her er armlænet ændret og rudehejs er flyttet dertil inde fra midterkonsollen.
https://m.mobile.de/auto-inserat/volvo-262-perfekter-zustand-warszawa/358337092.html?searchId=803c5f55-fe2c-dda7-78ff-15b848a4a11c&ref=srp&type=ad
@ce dvs. ny front og instrumentbord i 81. Ja jeg er nok en skadet nørd lige på gamle Volvoer. Noget skal man jo prøve at være god til at vide noget om.
Til gengæld så så jeg Messi spille fodbold for første gang her ved VM. Er han ikke højere :)
BMW replikaen… Jeg har fundet fejlen, det er ikke en omsætningsfejl fra lbs til kg…Men at han simpelthen læst et 1 tal som et 7 tal da han fik lavet skiltet. Og iøvrigt også et 3 tal som 9 tal..Men 7 tallet burde han have fanget..
@kim, vi kan således konkludere, at han er en dygtig mekaniker men talblind.
Man skal være præcis når man fusker.
Jeg hørte en gang en røverhistorie om en lokal Jaguar mekaniker der blev knaldet fordi han svejsede et stelnummer i en E-type på hovedet…
Han må være nem at kende, @ole-wichmann!
Tøhø :-)