Det var en uforbeholden hyldest til omvejen, som min nye spanske ven kom med.
Jeg havde aldrig mødt ham før, men uha hvor snakken gik lystigt. Mest om biler, for det var jo det vi havde tilfælles og årsagen til at vi mødtes. Men hans citat behøver nu ikke nødvendigvis have noget med biler at gøre, og kan måske også bare ses som den spanske måde at leve på?
Det handler ikke altid om at komme hurtigst fra A til B.
Så storfilosofisk dybt vand vil jeg dog ikke vove mig ud på nu, men i stedet tage udgangspunkt i det han helt sikkert OGSÅ mente: Den konkrete rute fra hans hjem i Madrid og fire hundrede kilometer væk til et feriehus kunne gøres på fem timer. Den traditionelle fartsyge danske måde at se det på ville så være “men jeg kan gøre det på fire” – fordi hurtigere er bedre, ikke?
Og det var dét, jeg syntes var så vanvittigt forfriskende: Hans udsagn handlede om, at han simpelthen nød selve kørslen – og jeg må indrømme at jeg har glemt, hvor hans feriehus egentlig lå, men jeg fornemmer også at det faktisk var mindre vigtigt. Han kørte en omvej, fordi han så kunne køre mere.
Der er mange ting man kan køre efter i Spanien, det er klart.
Som bonus så han jo så nogle ting, som han ikke ville se, hvis han altid kørte den samme vej. Også dén er jeg helt med på. Og javel, som dansker bosat på Fyn kan man selvfølgelig godt blive misundelig når han nævner de sidste 45 kilometers opkørsel i bjergene. 45 kilometer?!? Min britiske kollega, der nu bor i Danmark, bekræftede at det var noget af det hans savnede, nu han bor i et fladt land. Jeg undlod klogeligt at bringe Munkebjergbakken på bane.
Og mange biler man kan køre i. De tre her er udlejningsbiler – hmmm…
Det er måske et relevant spørgsmål i et bilmagasin, hvad spanieren egentlig kørte i? En 1982 Porsche 911 SC Targa, såmænd. Som han engang havde fået gratis, faktisk. Motoren var stået af og bilen var grim efter at have været parkeret udenfor i årevis, så han havde renoveret den, og nu kørt over 100.000 kilometer i den. Den havde ikke sat en fod forkert i de år, og han elskede stadig at køre i den: Luftkølet lykke med genialt styretøj og skøn motorlyd, vind i håret og plads til hele familien. Det er ikke uden grund, at jeg ofte har kaldt den klassiske 911 verdens bedste allrounder.
Jeg tror dog omvejsprincippet gælder i det fleste biler, og jeg dyrker det ofte selv, når jeg kører væk fra motorvejene, som jeg dybest set har fået nok af. Så fredagens spørgsmål er: Hvad er jeres yndlingsomvej? Måske bare her i lille Danmark? Det kunne jo være vi andre kunne lære noget. Om vejene, men måske også om hvordan man kan leve sit liv bedre.
Med en klassiker.
Fedt emne for en lettere solbeskinnet fredag midt i marts. Kunsten i en klassiker er jo netop at vælge de små veje, og få turen til at tage den tid det tager… en af mine yndlingsveje, er min barndoms små ruter på Sydfyn imellem Faaborg, Håstrup og Falsled. Her har jeg kørt på de små veje på cykel og knallert i min barndom og ungdom, og jeg kender dem ud og ind. Og når jeg kører dem i en af de gamle biler nu, er det når jeg bare skal ud og køre, og absolut ikke skal nogen steder hen. Ren fornøjelse. Dog kan et stop på Falsled Havn i kiosken “Vandkanten” anbefales. Deres Fish & Chips er turen værd… En anden yndlings “genvej” er ruten Faaborg – Middelfart ad landevejene over Assens i stedet for at køre ind til Odense og tage den 3-sporede motorvej. Ja, det tager lidt længere tid 😀. Sidste sommer kørte vi Jylland (og Samsø) rundt i E-typen ad de små veje. En fornøjelse, og nu tror jeg at det svage solskin skal have en tur… God fredag…
En af mine gode venner anbefalede “Kirsebærruten” mellem Hildesheim og Bad Hersfeld (rute 27). Det er et pragtfuldt og effektivt stykke landevej med bløde bakker og hyggelige byer. Man undgår således det overfyldte motorvejsstykke ved Kassel.
Vi har kørt turen nogle gange, bl.a. i selskab med en Peugeot Cabriolet, en Lancia og en Bertone. En af gangene skulle der have været en Marcedes S klasse med, men der var vist noget med noget arbejde, der skulle passes. Eller også var det noget med nogle tilsodede tændrør.
Kender det godt -. og gør det samme. For en hver pris vælger jeg at stille GPS’en til at undgå motorvej og større veje i det hele taget.
Den bedste tur var nok den gang hvor jeg handlede min Sunbeam Alpine og fremfor at køber kom og hentede bilen, tilbød jeg at levere den. Det blev så til en lille omvej på 1.313,16 kilometer. Køberen var nemlig en Franskmand som boede lidt udenfor Strasbourg – og med en aftale om at han betalte samtlige omkostninger til turen inklusiv flybillet hjem, så drog jeg afsted på en voksen solotur – welness for voksne mænd – på 3 døgn. Der skulle nemlig køres fortrinsvis pålandevej hele vejen, med afstikkerre over enhver bjergtop der lokkede med sine mange sving.
Første overnatning var i Stolberg på Gasthaus Kupfer – dagen derefter på Hotel Restaurant Mönchhof ved Gaggenau og så videre til køberenes hjemby hvo JAcque-Francois havde inkvarteret mig på det lokale hotel, Hôtel-Restaurant Le Relais du Klevener i Heiligenstein, Frankrig.
Tænker at jeg en dag må skrive en udførlig beretning om turen og måske tage mig sammen til at klippe filmen.
I en sejlbåd skal man engang imellem krydse sig frem gennem modvind til målet. Summen af sidegevinster kan godt være større end hovedpræmien. Man kan formulere det på mange måder. Idag hentede jeg Junior og kørte 12 km på 12 minutter til værkstedet. Hjemturen blev +25 km på 40 min. + tid til en tankfuld frisk benzin og en snak om bilen ved standeren :-)
Tilbage i 80-erne var vi to venner, der kørte til Imp- træf i Yorkshire. Min Imp var sat op til bane, dvs uden isolering og øvrig indmad og med R17-knast, Webere og sænket tredje- og fjerdegear. Hjemturen var en uge på de små engelske sideveje med stop ved diverse veteranjernbaner. Og så det lange stræk over til Harwich-Esbjerg og hjem til Københavnstrup. Og så direkte op til Tinnitusforeningen og ansøge om medlemskab…
I like this approach, and when not having to be anywhere for a set time, try to do the same – take the scenic route. The best way to drive a classic for me is with a window down, one elbow on the door, and cruise along at between 60-80kmh, with a stop for lunch at a nice pub if the journey is long enough.
En skribent jeg virkelig savner, Ib Erik, skrev engang noget parallelt til dette, nemlig at man kan vælge om ens ferie starter når man kommer frem, eller om den starter når man kører hjemmefra.
Kloge ord, jeg tit har tænkt/brugt, til enhver køretur/cykeltur/gåtur, selv endda vejen til arbejde varieres nogen gange, fordi jeg kan (men er tvunget til det pga den nye sporvogn på O3, så giver det ikke samme glæde).