De korte nyheder: Nu er der CHGP!
Klub ViaRETRO er der med en stand, der nu højlydt proklamerer det vi har påstået i mange år: “Enhver klassiker er bedre end ingen klassiker”. Men passer det nu også? Javist gør det så, og det behøver man bare besøge standen for at se. Og hvis man ikke forstår det alligevel? Så spørg et vilkårligt medlem af Klub ViaRETRO. Det skal der nok komme en god snak ud af.
Og de gode snakke er en stor del af det – og de handler ikke altid om biler. Lige denne weekend kunne man godt tro, at de alle handlede om racerløbet, resultater og omgangstider, men det vil også være forkert. Alle vi i klubben er forskellige, og selvfølgelig er der ting vi aldrig bliver enige om. Jeg ved som eksempel på en mindre men dog universel ting, at der er flere, der bare ikke kan lide brune biler. Og de er selvfølgelig fortabte sjæle, men dem om det: Så er der flere brune til os andre.
Vi er ikke for fine til at drille hinanden med den slags – og meget andet også, for det ER jo synd for dem, der bare har fire cylindre. Eller tre. Mens det er cool at have to rotorer i sin Wankel. Og sådan er der så meget at snakke om, så kom forbi og hils på. Chefredaktøren bijobber godt nok i speakerboksen og lidt rundt omkring, men ingen af de andre medlemmer bider heller – så kig forbi og få en verbal udgave af Vagttårnet indenfor livet med klassikere, som allerede har reddet mange sjæle!
God weekend
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- NYT til de første hundrede: En Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkeligheden fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Ugens Foto (1): Nassau Speed Week 1963
Man må gerne knibe en tåre. Det her er ikke cirkus, replika, photoshop. Det var sådan det var. Nøøøøøj, det er smukt.
“Adgangsbilletten”
Af Michael S. Lund
En ting er at have foden under eget bord, men for os bilentusiaster betyder det lige så meget (faktisk mere) at have hånden på eget rat og foden på egen speeder!
Hånden på eget rat indtræffer også ofte, før foden kommer under eget bord … det gjorde det i hvert fald for mig.
Hånden på eget rat kan man jo i princippet få anytime i livet, men hvis det også indbefatter at kunne køre bilen på offentlig vej, kræves der en ”adgangsbillet” – kørekortet.
I starten, med de første biler, fandtes der ikke et sådan kort … i hvert fald ikke noget formaliseret. Men Carl Benz, som var en af de allerførste bilister, indså, at det var nødvendigt med en eller anden form for dokumentation, han kunne fremvise, hvori der stod, at han havde tilladelse til at føre køretøjet. Det hele kom sig af, at nogle af hans medborgere i Mannheim klagede over støj- og lugtgener fra hans bil; allerede dengang var der åbenbart de samme “nabo-problematikker”, som der opleves i dag i forbindelse med træf og lignende …
Carl Benz gik derfor til den lokale fyrste og spurgte, om det ikke var muligt at få en skriftlig tilladelse til at føre bilen med fyrstens segl. Som sagt så gjort, og det første kørekort var en realitet.
Efterhånden som antallet af biler på vejene blev øget, infrastrukturen udbygget, og bilernes hastighed steg, måtte der dog løbende laves flere og flere færdselsreguleringer/love, og som en følge heraf blev det også en sikkerhedsmæssig nødvendighed, at ALLE bilkørere opnåede praktiske og teoretiske færdigheder, så de kunne føre en bil på forsvarlig vis. Disse færdigheder skulle så dokumenteres, førend et kørekort kunne udstedes, men i førerbevisets tidlige år var det måske en lidt lemfældig måde, dokumentationen foregik på, hvilket min mormors erhvervelse af det eftertragtede kort er et godt eksempel på …
Min mormor var nemlig den første i familien, der fik kørekort, hvilket var midt i 1920’erne. Det foregik ved, at hendes svoger tog hende med ud at køre i bilen, hun efterfølgende skulle køre. Det var en Citroën Type C ”Kløverblad”, som hun skulle bruge i fbm. med hendes assistance til min oldefars/hendes fars fotografarbejde (han kunne ikke selv køre bilen pga. en fysisk skade, han havde fået). ”Det går sgu da meget fint, Lydia”, sagde svogeren og efter at have bekræftet dette henne på politistationen, havde min mormor et officielt kørekort.
For mit eget vedkommende, kunne det ikke gå stærkt nok med at få kørekort – og gerne med så få køretimer som muligt. Lige den del kunne lade sig gøre ved, at jeg sammen med nogle kammerater havde adgang til en Opel 1200 på en mark. Opel 1200 var spareudgaven af Opel Rekord P1 og lanceret som konkurrent til VW Type1, indtil Kadett A var klar i 1962. Det var ikke den kvikkeste bil, verden havde set (og godt det samme), men alligevel var det nødvendigt at klamre sig godt til rattet, for ikke at ende ovre på passagersiden på det glatte bænkforsæde, når den blev kastet rundt i venstresving. Opelen havde 3-trins ratgear, som var noget anderledes og mere slasket end 4-trins fodgearet på min Yamaha-knallert, men jeg fandt (… selvfølgelig, for incitamentet/motivationen var jo i top!) ud af det.
Foto Gitte Sehested Lund. Bilen på billedet er en Opel Olympia Rekord
Således rustet, var jeg klar til at starte køretimerne. Kørelæreren havde en VW 1303, men han blev desværre syg efter de første 2-3 køretimer. Så der stod jeg med en bestået teoriprøve og et påbegyndt praktisk køreforløb og måtte – sammen med de øvrige køreelever – se mig om efter en anden kørelærer.
Foto Gitte Sehested Lund
Valget faldt på en kørelærer, som havde en Ford Escort 1100 Mk1 … en af de sløveste biler jeg har kørt på offentlig vej, så vidt jeg kan huske. Det kan godt være, jeg i fantasien sad bag rattet i en Alan Mann Escort, men selvom jeg satte pedal-to-the-metal (til kørelærerens store fortrydelse, hvorfor det åbenbart var ham magtpåliggende at trampe lidt på skolepedalerne ind imellem … især på bremsen!), skete der nærmest ingenting!
Alan Mann Escorten var blot et eksempel på, hvad Ford gjorde på den tid for at sælge drømme, som køberne kunne synke ind i, når de i virkeligheden sad bag rattet i en Escort 1100 Mk1.
Foto Gitte Sehested Lund. Ikke en Alan Mann Escort, men godt peppet
Efter 8 køretimer var jeg klar til at gå op til køreprøve, som jeg bestod. Det hører med til den del af historien, at barndomsbyen Birkerød, politimæssigt, hørte under Helsingør … oh skræk og rædsel, hvis det skulle ende med, at man skulle køre rundt i Helsingørs smalle gader eller ende i et færgetræk til den afsluttende køreprøve!
Heldigvis var det muligt at søge dispensation (hvilket jeg søgte – og fik bevilget), så man kunne gå op til køreprøve i købstaden Hillerød i stedet for. Her var de største udfordringer, dengang, nogle få lysreguleringer og ensrettede gader … hurra for Hillerød!
Med det lyserøde kort – nu indsat i pungens dertil indrettede “lomme” – følte jeg nærmest, at jeg havde fået en ”adgangsbillet” til hele verden, der bare lå helt åben foran mig.
Men reelt var det jo egentlig først nu, jeg for alvor skulle lære at køre. Eksempelvis var de første gange, jeg skulle køre i København, noget af en udfordring (og meget anderledes end køreprøven i Hillerød), da det i storbyens mylder(trafik) jo pludselig ikke handlede så meget om betjening af rat og pedaler, men mere om placering og at kunne ”læse” trafikken.
Så jo, den dag man kan lægge sit “pink proof” i pungen, som bevis på de nyvundne kørefærdigheder, er som nævnt en fed følelse … men altså ikke nok! Det er de mange efterfølgende kilometer – og varierende trafikale “udfordringer” – der kontinuerligt opbygger din rutine og sikkerhed … og gør dig til en god “chauffør”.
Hvilken bil tog I køretimer/kørekort i – og hvordan oplevede I de(t) første år med kørekortet??
Ugens foto (2): Abstrakt
Næ, det har ikke noget med biler at gøre. Medmindre den gamle fabrik, hvor billedet er taget havde noget med den slags at gøre? Det vides ikke. Men der er noget stærkt fascinerende ved at se en elektriker med OCD’s arbejde foreviget på denne måde, og farverne er jo også fantastiske. Så dermed: Ugens Foto.
Ugens Fund: 1972 Fiat 124 Spider til 85.000 kroner
Det er sommer, det er sol og det er sportsvogn: Fiat 124 Spider kan den hele, og er dermed en af de mange lækre modeller på redaktørens drømmeliste. Den har det italienske La Dolce Vita skrevet ud over sig, men formerne er tegnet af en amerikaner, Tom Tjaarda, der dengang var hos Pininfarina. Den debuterede tilbage i 1966, men designet viste sig langtidsholdbart og modellen levede helt op i midtfirserne.
Men Fiat 124 Spider er ikke kun design: Under de chiq former er der lækker motorteknik fra Fiats navnkundige motorkonstruktør Lampredi, så der er dobbelte knastaksler, karburatorer og for motorstørrelsen altid en frisk lyd og ydelse. Som er til at udnytte maksimalt, da der også er fem gear. Og som er til at bremse igen, da der også er fire skivebremser. Og som også er til at styre, da der også er en fin og velafstemt uafhængig undervogn.
Det hele duede i en grad, så 124 Spider løbende blev udviklet med mere og mere kraft – til sidst med kompressor men også i den meget seriøse afdeling til en kapabel rallyvogn. Som sagt: En Fiat 124 Spider kan det hele, og i Ugens Fund får man det til 85.000 kroner.
Der er tale om min foretrukne udgave med de elegante smalle chromkofangere, og den røde lak og det sorte interiør kan ikke siges at misklæde vognen. Det kan man derimod godt sige om guld-krydsegerfælgene på det ene billede, og som en ny tradition for Ugens Fund skal de bare skiftes i en fart. Motoren er ikke den originale 1600 i den her længere, men den senere større og stærkere 1800. Det skal der nok være mange der betragter som en opgradering., og bilen bliver i hvert fald hurtigere af det. Og alt i alt Ugens Fund.
Tak for tip til Ronald Dijkstra. Find annoncen her: Fiat Spider
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Jeg kørte forbi Horsens i går og så Fiat’en. Den kører okay, men den trænger til kærlighed hele vejen rundt, så der er en grund til at prisen er lav. Der følger et sæt originale fælge med 😉
Michael’s piece about the cars he learned to drive in took me back to my young driving days…the first car I drove (with my father alongside) was his Volvo 144E, but I also needed proper driving lessons, and for those, I drove a Triumph Toledo. I took my first driving test far too soon, and failed comprehensively. However, with more lessons under my belt, I was very confident for my second test, and made as far as I could tell only one mistake, yet this was apparently enough for the examiner – the same one as before! – to fail me again. The reason – “failing to keep up with traffic as conditions dictate”, which, since I took my test in city traffic, baffled me. Nevertheless, a few months later I finally succeeded, despite driving less well – in my opinion – than in the second test, but this time I had a different examiner…
I didn’t buy a car straight away – I didn’t have the funds (very few students had cars back then) – but was able to borrow my father’s car, (by now a metallic gold VW K70, followed by a metallic brown/vinyl roof Citroen GS Pallas, both very good cars, although the K70 was not particularly reliable – and very few around these days, especially of the K70) before I bought my first car just before starting my first job after graduating, with British Leyland, so I felt obliged to buy one of their cars. I found a mustard yellow Triumph Dolomite 1850HL (not unrelated to the Toledo, of course), being sold by two teachers for £625, so I thought they could be trusted…little did I know, within a year the car was effectively coming apart and had to be sold for scrap, for which I received the grand sum of £30…I had been sold a pup, and was not happy! Fortunately (or not, depending on your point of view) I got a promotion which meant I got company cars, the first of which was an Allegro 1500HL…thankfully, we changed cars every 3 months…
Jeg glæder mig til en skøn weekend i godt selskab på ViaRETRO standen til CHGP.
Appropos italienske dohc motorer – er der nogle der har været på Fyn og se på denne Bertone?
https://www.aibiler.dk/biler-til-salg/
Kørekortet skete i en Toyota Carina II.
Det var Bjørn der var kørelærer, han var en af de seje drenge fra vejen, der havde en Celica med flertonet horn, das jeg var en mindre dreng. Meget fedt at bare lige vandre 6 huse ned af Ederlandsvej, så var der teori, kaffe og kage.
I like the sentence “failing to keep up with traffic as conditions dictate” @tony-wawryk , I kind of postponed it till after getting the drivers license and was then confronted with reality …
Seems your father had a broad taste in cars, Citroën GS Pallas and Volvo 144E are really far from each other incl. the VW K70. Think I understand where your interest in cars was founded.
With my first car I was lucky again because I inherited a 1970 BLMC ADO16 Morris 1300 from my grandfather. That’s where I learned to appreciate great driving characteristics. Unfortunately happiness didn’t last long, ADO16 was prone to rust …
@mslund – before the Volvo was a Morris 1800, a FIAT 124, and before that, a Sunbeam Rapier Series III – he liked to change cars every 18-24 months or so, without consulting my mother; she couldn’t drive, so as far as he was concerned, she had no say in what he bought…
Så du var fuldstændig clean @Kai , ikke noget med uautoriserede kørsler før du gik ned til Bjørn? Selvom jeg godt forstår det, når han nu bare boede lidt længere ned ad vejen.
Sådan en 124 Spider fra Fiat’s guldalder er svær at komme udenom. Den kørte lige op med Alfa Romeo Spideren på mange punkter og på nogle bedre … Lampredi havde jo lavet nogle forbedringer i forhold til Alfa Nord-motoren, f.eks at ventilerne kunne justeres, uden knastakslerne skulle afmonteres.
Det må også have været en lidt delikat opgave for Pininfarina at skulle håndtere begge.
Det vigtigste papir for en bilglad 18 årig blev erhvervet i en sølvfarvet Nissan Sunny sedan. På diesel. Bilen gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, for den var simpelthen dødens pølse at køre i. Kørelæren var faktisk også lidt flov over den.
Nu var jeg også forinden blevet bedre vant, i det mine forældres brune Alfasud 5M lagde kobling til mine første øvelser rundt i et sommerhusområde. Senere mente min far at det var bedre at jeg lærte koblingspunktet i nogle af forhandlernes demobiler. Og sådan kom jeg bl.a. ud og køre i biler som MG Maestro og den første generation af Seat Ibiza.
På dagen hvor kortet blev taget, gik jeg direkte fra Politistationen og hen til den lokale Alfa Romeo forhandler, der var så venlig at sætte et par prøveplader på brun Alfetta 2.0 L. En tur som helt klart gav mening. Og således godt opmuntret gik turen videre til Fiat forhandleren hvor jeg fik lov at låne en blå Fiat Argenta i en hel time. Herefter gik turen så hjemad………….i bussen. Og på bagsædet.
“Og som også er til at styre, da der også er en fin og velafstemt uafhængig undervogn”.
Nej, det er kun Fiat Abarth 124 Rally, der har uafhængigt baghjulsophæng. Alle andre 124 har stiv bagaksel. Bilen er en BS1 fra 1971. Det er synd, at den oprindelige motor ikke medfølger. Den oprindelige motor på 1608 cm3 med 110 hk er kvadratisk med 80 mm boring og 80 mm slaglængde, og da motoren har to karburatorer, er der ikke plads til strømfordeleren ved benzinpumpen på motorens indsugningsside, så derfor er strømfordeleren flyttet til topstykket, hvor den er drevet af udstødningsknastakslen.
Beklager, @jon – en fejl, der kommer at at bruge hukommelsen i stedet for at kontrollere fakta. Og i princippet er jeg naturligvis enig i, at det havde været at foretrække, hvis motoren var original. Men det var den faktisk heller ikke i min egen 124 Coupé, så jeg ved af erfaring, at også de større Lampredi-motorer er skønne. Plus at de jo er mere kraftfulde, hvis det skulle betyde noget for nogen…
…men tak for beretningen fra det virkelige liv på den konkrete bil, @nicolai: Disse årgange ER jo svære at bedømme ud fra folks uduelige indkørsel- og garagebilleder. Og ingen er sværere end de biler, der befinder sig et ubestemmeligt stykke nede på rangstigen imellem perfekt og skrotningsmoden.
Du har tydeligvis fået en god bilopdragelse, John Skov Larsen. Smart tænkt af din far, den med demobilerne. Han havde måske også lidt goodwill hos Alfa-forhandleren, siden de var så venlige, bare lige at sætte et par prøveplader på Alfettaen …
Jeg er selv fra bilbyen Birkerød og tænker på, hvad de mon ville have sagt inde hos BMW-forhandleren, hvis jeg som 18-årig havde spurgt, om de ikke lige kunne sætte et par prøveplader på en E12 525i …
Til gengæld kom jeg ud at køre i en BMW E23 730i, som var direktionsvogn i Gulf Danmark. Den administrerende, som var på besøg hos en skolekammerat, gav os nøglerne og sagde, at vi bare kunne køre i den.
@mslund
Ikke clean, på den clean måde.
Min fader var en psykopat der opdragede med vold, men da jeg havde købt min storebroders Corolla KE20 for hele min frigivede børneopsparing, listede jeg mig alligevel ud i den, om natten, og trak den sidelæns om højresvingene i villakvarteret, og testede 0-100 med stående start. Det var sjovt, hjertet sad oppe i halsen og politissemanden var ham jeg var mindst bange for.
Vi skulle have den svejset i bunden, lige der hvor bladfjedrene gik op i beslaget mod bunden, før den kunne køre videre (altså før mine natlige raids). På selve dagen hvor styrepappet blev erhvervet, måtte jeg vente til sent på aftenen, før (for gamle Herlev-folk) Bernhard havde svejset den del.