Mismatched motormandag: Maserati Quattroporte V

Der var god debat om motorer efter min V8-hyldest i Weekend Matiné Nr. 563. Herunder, at de i dén grad bidrager til en bils karakter. Men det kan også blive for meget, ikke?

Som bekendt ELSKER jeg Maserati. Dem alle! Men selvfølgelig især dem (jævnfør weekendens debat) med den helt klassiske egenudviklede V8-motor, den såkaldte Tipo 107. Den debuterede sjovt nok i en limousine, nemlig den første Quattroporte fra 1961 og var dengang i 4,1-liters form, men levede videre i årtier i alle Maserati af betydning derefter – fra Mexico over Bora til den senere Quattroporte.

Den første Quattroporte er min favorit, og her stemmer ALT. Motoren er, som det fremgår af brochuren, en væsentlig del af cocktailen.

Pragtfuld maskine, der helt som vi talte om er en fast bestanddel af de nævnte bilers historie og karakteristika at køre og eje i dag mange år senere. Vellydende, momentstærk, kultiveret og bare en old-school gentleman af en forbrændingsmotor. Jeg havde fornøjelse af at prøve een i 4,2-liters udgave i en Mexico og kaldte meget passende artiklen for “Jernnæve i fløjlshandske” – og mener selv, den er en genlæsning værd. Jeg har også kørt Maseratis V8 i både Indy og Bora, og det ændrer ikke ved min konklusion: Fabelagtig maskine.

Først kom den fjerde generation med V6’eren med to turboladere – og senere med V8. Den fungerede også fint – men vigtigst er her (for mig) designet fra Gandinis hånd: En rigtig halvfemserkile.

Som bekendt blev Maserati vældig moderne med Biturbo fra 1982, og sådan en fin lille turbokværn kom da også i Quattroporte af fjerde generation. Som det vil være faste læsere bekendt elsker jeg jo Biturbo og egentlig mener jeg også Gandinis udgave af Quatroporte gør det ganske godt: Navnet betyder fire døre, og biltypen er nu engang både før og nu en luksuriøs bil med sportslige præstationer. Det havde de fleste af dem da også – med et øje på Maseratis særlige gentlemankarakter, hvilket jeg også synes mærket styrede sig godt igennem i de første fire generationer.

Quattroporte 3 sprang jeg lidt over: Den har ellers også den rigtige Maserati V8 og en skøn kabine – men en vens dårlige erfaringer med een (den var ellers brun…) afskrækker mig lidt.

Men i 2003 kom så den femte (V i romertal, ikkesandt?) generation af Quattroporte, og den havde for første gang ikke en Maserati-egen motor, men lånte i kraft af det daværende familietilhørsforhold en motor fra Ferrari. Eller skulle man sige med Ferrarirødder? Som altid med italienere er det lidt uklart hvem der lavede hvad (maskinen blev også brugt i rigtige Ferrari fra 430 til 458 samt i Alfa Romeo 8C), men jeg mener det er fair nok at sige, at motoren bevarede sin Ferrari-karakter og derfor ikke bare har en uhyrlig litereffekt med sine 400 heste fra 4,2 liter, men også en teknisk lækkerhed som tørsumpsmøring.

Dette er den faceliftede model, men jeg kan bedre lide den første.

Det sidste kan alle leve med uden at vide det, men at topeffekten kommer ved 7.000 omdrejninger kan både mærkes og ikke mindst høres. Jeg glemmer aldrig først gang jeg så en Quattroporte i trafikken – for jeg hørte den, før jeg så den. Og jeg kiggede efter noget, der var en meter høj og to meter bred og sandsynligvis Rossa Corsa og med tricolore-striber, for så aggressiv var lyden. Her kom en vild gaderacer, tænkte jeg – og alle andre på Kongens Nytorv eller hvor det nu var.

Egentlig en kæmpe skude, sådan en Quattroporte V – men elegant.

I stedet dukkede så en over fem meter lang, to tons tung, 1,42 meter høj og ret statelig limousine med fire døre op – og forskellen i lyd og fremtoning var så alvorlig, at jeg først slet ikke forstod at det var dér lyden kom fra. I alle de tidlige Quattroporte var denne motor altid koblet på automatgear, og det var sikkert rigtigt set – og bevares, det ER uden tvivl en rigtigt fin maskine. I øvrigt i en rigtigt fin bil også.

Den kunne også køre. Og sådan har var det motorlyden lagde op til:

Jeg har bare efter den oplevelse aldrig kunnet sige mig fri for, at det her er et af de helt store mismatch imellem bil og motor – i hvert fald lydmæssigt. Og har fået det bekræftet mange gange siden, da Quattroporte V blev en pæn succes og man både ser dem i Danmark og endnu oftere i udlandet: Jeg har kørt i kø bagved dem på vej til træf og er blevet overhalet af dem på Autobahn – altid med lyden af en vrælende V8 i øregangen. Lettere absurd i køkørsel, faktisk. Men jo, den lyder fremragende, ingen tvivl om det. Og leverer også varen – sågar med mange kilometer på klokken, og er i den henseende helt sikkert bedre end den gamle Tipo 107.

Men karakteren rent lydmæssigt er efter min mening alt for meget guldkæde om halsen, hår på brystet, store armbevægelser, åbnentstående skjorte og bare højtråbende “Se mig”: Ikke en Maserati værdig, og da slet ikke en Quattroporte. Hvilket jo er en skam, når bilen i sig selv er klart mere spændende end alt samtidigt fra Mercedes, Jaguar og BMW – for slet ikke at tale om Alfa Romeo, Lancia og Ferrari selv på det tidspunkt.

Eller er det bare mig der skal klappe i og nyde at Maserati engang lavede andet end elbiler?