Register

eighteen − one =

A password will be e-mailed to you.

Denne bil er en af de mest fascinerende klassikere jeg har prøvet: En kørende historiefortælling, en hed totalfantasi på hjul, en af mine absolutte drømmebiler – ja, et manifest over, at det gik galt efter 1972. Og bedst af alt: Den kørte, så det overgik mine vildeste forventninger.

Indlægget her kan læses som første del af en trilogi – en af den slags, der ender med noget, som man bagefter synes er så himmelråbende indlysende, at man undrer sig over, at man ikke så det fra starten. At det blev sådan en trilogi er ret tilfældigt, for egentligt prøvede jeg bare tre forskellige biler.

Tag med på en Mexico-tur.

Tag med på en Mexico-tur.

Men jeg har altid syntes, at der er noget meget fint og stort over trilogier. Hvis man synes anderledes, så er det også helt fint. Jeg har bare aldrig skrevet en trilogi før, og bilen i dag kalder nu engang på noget stort. Det gør de andre i serien også, selvfølgelig. Og derfor prøver jeg dette. Bliver ViaRETRO så i mellemtiden til en betalingskanal, så man ikke får fortsættelsen i del to og tre før pengene er faldet? Ja, det kunne jeg meget vel overveje – for det ville lette min vej til dagens bil, der jo ikke er helt billig.

Så lad os springe ud i det: Det handler i dag om Maserati Mexico. Og jeg er fuldstændig forgabt i den. Det er der ingen grund til at forsøge at skjule, for det ville være halsløs gerning. Nu har jeg været forgabt i biler før, men med Mexicoen er det noget andet. Maserati er mit yndlingsbilmærke (bortset lige fra Lancia, BMW, Porsche og Mercedes, måske – men lad nu det ligge), og utallige er de modeller fra deres hånd, som jeg gerne så holde i min drømmegarage. Jeg bliver aldrig træt af at fremhæve det jeg uforbeholdent synes er verdens dejligste bil, Maserati A6G Zagato fra 1956. Den bil er helstøbt, smuk, har karakter, historie, dynamik – og sådan kunne man blive ved. Men den er heldigvis ikke perfekt, og derfor har den også kant, holdning og attitude. Ligesom rigtige mennesker. Fine mennesker. Store mennesker.

Desværre er den også ubetalelig.

Treforken er ikke til at tage fejl af. Men resten kan nok sætte hukommelsen på en prøve hos mange bilentusiaster.

Treforken er ikke til at tage fejl af. Men resten kan nok sætte hukommelsen på en prøve hos mangen en bilentusiast.

Dagens skønne Mexico er nøjagtigt lige som meget Maserati som en A6G. Det rene fuldblod. Italiensk med italiensk på. Klassisk så det ikke bliver mere klassisk. Vaskeægte. Pur. Og heller ikke perfekt. Men et eller andet sted betalelig nok til at man kan tillade sig at drømme om den. Og ikke mindst: Noget mere anvendelig end Zagatoen. Fordi den er mere komfortabel, mere rummelig, mindre hysterisk, formentlig mere solid, helt sikkert mere diskret – og ikke mindst altså mere betalelig.

Ja, i lighed med andre fine sager fra dette skønne mærke kan jeg ikke sige mig fri fra tanken om, at Mexico simpelthen er decideret undervurderet. At mærket Maserati er undervurderet. Men den tanke vil jeg ikke gøre mere ud af hér, for et-eller-andet-sted passer det mig fint. Så er der håb for mig, og jeg skal i hvert fald ikke være manden, der taler disse skønne italieneres værdi op.

For det er soleklart for mig, at jeg må have sådan én. Og det skal være en Mexico. Lige præcis. For ingen anden Maserati udviser i højere grad den komplekse mixtur af kvaliteter, som jeg værdsætter i en bil – og som er gennemgående i min interesse for vogne. Ja, næsten for min holdning i livet generelt. For den er jo gammeldags, Mexicoen. Og dermed ligesom jeg, mit livssyn og alt jeg står for – undtaget bloggeriet, forstås.

1972. Hvem skulle have troet det om denne GT på trådhjul?

1972. Hvem skulle have troet det om denne GT på trådhjul?

Gammeldags? Ja, for pokker, tænk lige over dens alder: Bilen på billederne er fra 1972 og dermed nyere end min Mercedes Coupé. Nyere end en Volvo 144. Nyere end en Alfasud. Men den ligner noget fra tresserne, ikke sandt? De tidlige, måske endda. Slægtskabet til Sebring fra 1962 fornægter sig ikke – hvilket nu heller ikke er en dårlig ting, i mine øjne i hvert fald. Mexicoens grundlæggende linier kom til verden i 1965, lidt tilfældigt som en prototype til en særlig god kunde. Men designet blev så vel modtaget at Maserati besluttede at bygge den og den produktionsklare model stod så klar i 1966.

Jeg vil mene, at den allerede dengang var om ikke ligefrem gammeldags, så i hvert fald konservativ. Lamborghini havde nogle år før vist deres førstefødte, den moderne 350GT, funktionalismen blomstrede rundt omkring i gadebilledet, Ferrari viste et par år senere den knivskarpe Daytona. Og Maserati selv havde i Ghibli fra 1966 et ligeså skarpt design, og i Indy en i virkeligheden meget overlappende model. Jeg skrev i mit gamle indlæg om Klaus Baagøes Maserati Indy, at ”Designmæssigt er den ikke så iøjnefaldende som andre Maseratier, men i den tradition passer den måske fint som en åndelig efterfølger til Mexico. ”. Men efterfølger kan man egentlig ikke kalde den, da de i virkeligheden var sideløbende i tre år. Designmæssigt er de meget forskellige, da Indy er ligeså moderne som Mexico er konservativ – og ovenihatten en god del mere frembusende i sin kileform.

1971-modelprogrammet, og Mexico så nærmest gammeldags ud ved siden af søstrene.

1971-modelprogrammet, og Mexico så nærmest gammeldags ud ved siden af søstrene.

Da jeg hverken er moderne eller frembusende er jeg dermed lige i målgruppen for Mexicoen. Fyrre år for sent, men alligevel. Den må dengang simpelthen have tiltalt den meget traditionelle gentleman – og han var en uddøende race. Der er nok en del af forklaringen på, at Mexico ikke ligefrem blev nogen sællert for der blev i dens seksårige levetid bygget færre end fem hundrede. Hvilket i dag er endnu en appel til min gunst. Man er ikke i tvivl om, at bilen er italiensk – og det kan jeg også godt lide – men det er bestemt en af de mindre spektakulære af slagsen. I mit dybsindige hjørne finder jeg også stor behag ved dén tanke: Den kører sig ikke ind i ret mange hjerter sådan med træsko på.

Det her kunne en traditionel gentleman godt sætte pris på: En bagsæde, der kan bruges til noget.

Det her kunne en traditionel gentleman godt sætte pris på: En bagsæde, der kan bruges til noget.

Men så skulle man lige overveje dens hjerte en ekstra gang: Teknikken under Mexicoens former var opgraderet i forhold til Sebring, for den var i vid udstrækning baseret på Quattroporte (der kom i 1963), og det vil sige med V8-motor og femtrins gearkasse og stiv bagaksel. Motoren i de første Mexico var på 4,7 liter og dermed forstørret fra Quattroportens 4,2-liters version. Som dog i 1969 også kunne fås i Mexicoen. Og en sådan 4,2’er ligger i den hvide 1972’er, som jeg prøvede. Det hele minder gevaldigt om den tidligere nævnte røde Indy – og den kørte jo afsindigt godt.

Naturenergi.

Naturenergi.

Det er svært for mig at sige, om Mexicoen hér kørte bedre. Sådan pund for pund og millimeter for millimeter, for jeg kørte dem jo ikke side om side. Men det føltes sådan. Det virkelig paradoksale er i hvert fald, at den ærkekonservativt udseende tressercoupé nærmere kørte som noget fra firserne. Arh, det er måske en anelse overdrevet, men ligesom den røde Indy føltes denne store, tunge og stærke Mexico slet ikke som noget fra tresserne. Overhovedet ikke, endda og det er ikke bare tomme ord: Mexicoen her kørte også afsindigt godt, mildt sagt. I situationen kunne jeg dårligt fatte det, for misforholdet til de oprette linier og chromen og trærattet er gigantisk. Først følte jeg den skønne Jensen Interceptor MkIII jeg kørte i England var en passende mental referenceramme at lægge an – men det gik hurtigt op for mig, at Maseratien er en langt bedre bil end den multinationale brite. Flere klasser bedre, endda. Og først her bagefter er det gået op for mig, at jeg næsten skal op i min gamle BMW 628CSi, før jeg kunne genkende fornemmelsen af total kontrol over situationen. Og den var fra 1982…

Fælgene bidrager til en gammeldags fremtoning.

Fælgene bidrager til en gammeldags fremtoning.

Hvordan Maserati er lykkedes at komme under de fleste entusiasters radar med så vanvittigt en velkørende klassiker går over min forstand. Og at det samme gælder Indyen må være en af verdens største uretfærdigheder. Den eneste forklaring jeg kan finde er, at begge lever i skyggen af biler, der på papiret og på billeder er mere og kan mere. Og det er helt fint for mig, for efter at have prøvet både Indy og Mexico ved jeg, at de ikke er andenklasses valg på nogen måde.

Lad mig for at sandsynliggøre det lige knytte et par borgerlige ord til det med papirpræstationer og om at kunne mere eller mindre. De første Mexico med 4,7-liters V8 var opgivet til 295 SAE-hestekræfter. 4,2’eren til lidt mindre, cirka 260. Begge udgaver vejer omkring halvandet ton. Det skulle række til 250 km/t og under vores prøvetur var den slags overhovedet ikke på dagsordenen. Men det var den udsøgte gangkultur i tomgang selv fra kold tilstand, dens endnu bedre manerer i varm – og ikke mindst de vilde ridt på momentbølgen, som V8’eren skubbede frem for sig i fuld drifttemperatur. Det var imponerende, som V8’eren faldt til ro i tomgang med – og det til trods for ejerens forsikringer om, at den kunne blive endnu bedre når lige det og det var justeret optimalt ind. Som det var lå den på marginalt mere end fem hundrede omdrejninger – og jeg fattede ikke helt, hvordan Maserati havde gjort det.

Og den helt klassiske kombination af træ, læder og chrom understregede indtrykket i kabinen.

Og den helt klassiske kombination af træ, læder og chrom understregede indtrykket i kabinen.

I det hele taget har Maseratis V8’er altid været lidt af et mysterium for mig. Der er jo ingen tvivl om, at den dobbeltknastede mekanik er en fuldblods sportsmaskine, men i modsætning til dens glorværdige konkurrenter fra Ferrari og Lamborghini så drejer den ikke ret højt op, og behøver det heller ikke – i Mexicoen afleverer maskinen sin maksimale effekt ved 5000 omdrejninger og tager kun 500 mere. I den røde Indy (som var en 4,7’er) var jeg vanvittigt imponeret over motorens overskud. Og i denne Mexico føltes det så afgjort endnu større.

Opgivelserne varierer lidt, men Mexicoen er vist en anelse lettere end Indy. Og så slipper der mere motorlyd ind i kabinen. En god ting, faktisk. Det giver lidt mere fartfornemmelse, men selv med det og med balle-o-meterets velkendte usikkerhed er jeg ikke i tvivl om, at Mexicoen her var endnu hurtigere i en spurt end Indyen. Og det siger altså ikke så lidt, og føltes ærligt talt næsten absurd i det konservative antræk af et Vignalekarosseri: Fra den førnævnte stille og rolige og dæmpede tomgang til en brølende hooligan af en stærkmandskonkurrencedeltager var der bare få centimenters vandring på speederen. Det lyder både skørt og forkert, men fornemmelse af dragster var udpræget, og jeg har aldrig oplevet en bil med mere Dr. Jekyll og Mr. Hyde-lignende karakterskift. Hver gang jeg gav den los fik jeg en kæmpe smørret grin på, fordi det simpelthen føltes så absurd. Og det var vanedannende, konstaterede jeg en anelse foruroliget. Jeg har normalt ingen trang til spontane, uprovokerede og helt unødvendige mellemaccelerationer på Strandvejen – men her gjorde jeg det igen og igen. Og igen.

En forelsket mand i Mexico.

En forelsket mand i Mexico…

En aldeles pragtfuld maskine, altså – og motoren er ikke alene om at give hele bilen det indtryk. Det er kun præstationerne og fremtoningen, der er ude af synkronisering, for resten af Mexicoen virkede ligeså sammenhængende og helstøbt og gennemtænkt som den røde Indy. Gearskiftet er pragtfuldt letgående og præcist, styringen ligeså, gasdoseringen også. Skulle jeg absolut pege på et svagt punkt, så må det blive bremserne – for i sammenhængen med så meget andet overordentligt velfungerende kom de en anelse til kort. Hvilket i virkeligheden nok er uretfærdigt, for efter tresser-halvfjerdserforhold fejlede de bestemt intet.

...og han var ikke til at hive ud af bilen igen.

…og han var ikke til at hive ud af bilen igen.

OK, pyha – det glæder mig nu, at jeg allerede i indledningen fik nævnt, at der ville komme superlativer. Og følelser. Men jeg er vild med den bil. Ganske enkelt. Den kan alt det jeg gerne vil, simpelthen. Men hov, skrev jeg ikke også det om Porsche 911 Turbo forleden? Jo, men Mexicoen er bare meget mere mig i al dens konservative holden-på-formerne af den gamle verden. En gentleman på hjul. Med humor, vid og kløgt af den anden verden – bakket op af muskler og råstyrke og sportsligt talent, som man aldrig ville tro ved blot at skue den på hårene.

Den er så pokkers maskulin, at jeg sjældent har oplevet noget lignende – sammenligningen med Jensen Interceptor ligger igen lige for, men briten er mere forfængelig og selvbevidst, hvor Maseratien er i perfekt balance i sit selvværd. Mindfulness på hjul og en fantastisk allrounder, som jeg har svært ved at se, at jeg skulle kunne blive træt af. Jeg ville tage den fra Aarhus til København oftere end godt var, jeg ville besøge flere racerbaner i Europa end nogen havde behov for – jeg ville køre til bageren i den, til stranden, på café. I alle mulige andre byer end Aarhus!

Intet blændværk her. Men en blændende pakke af historie, talent og råstyrke.

Intet blændværk her. Men en blændende pakke af historie, talent og råstyrke.

En Maserati Mexico er en GT-vogn af den gamle skole. Det vidste jeg på forhånd. Ligesom jeg vidste, at jeg ville kunne lide den. Selvfølgelig ville jeg det. Men at det var så storslem en hovedkuls forelskelse i en bil, som de færreste overhovedet har på nethinden – dét kom oprigtigt bag på mig. Den rummede dybder jeg ikke havde forestillet mig, talenter jeg ikke havde drømt om. Jeg elsker nu engang multitalenter, og denne Maserati Mexico er simpelthen et af de bedste, der har krydset min vej.

Måtte det snart ske igen.

Tak til Claus for indblikket i Mexico.

 

 

53 kommentarer

  1. jewer

    Fra enden til anden, Claus, er jeg dybt enig med dig. En Mexico indeholder simpelthen alt hvad jeg synes en bil skal indeholde. Ren og skær top 3 – måske endda top 1 !

    Svar
  2. LarsN

    Lækker artikel og lækker bil, bestemt.

    Når du skriver at Mexico er undervuderet med de forholdsvis lave priser, så må det være fordi du sammenligner den med Lamborghini 350/400 serie samt Ferrari 330 serie.

    Selvom Mexico er lavet i et ret begrænset styktal, vil den altid mangle 4 cylindre for at komme i klubben af de ultimative italienske 60’er GT biler. Der ud over, selvom du skriver den er gammeldags, syntes jeg at se ret så mange karakteristiske 70’er era detaljer, specielt omkring front og instrument bordet. Trådhjulene passer ikke ret godt sammen med disse 70er detaljer IMO.

    Lækker vogn, uden tvivl, men måske ikke nødvendigvis undervurderet.

    Svar
  3. jewer

    @ 3 LarsN: Hvad er det for nogle karakteristiske 70’er era detaljer omkring front og instrumentbord? Jeg kan simpelthen ikke se det?

    Svar
  4. Ole Wichmann

    Jeg kan godt se hvad Lars mener m.h.t. instrument bordet, der er megen sort plastic inde i det flotte træ. Fronten derimod…

    Svar
  5. Ryhl

    Skønne vogne, der også altid har ligget højt på min ønskeliste. Om man lige er mest til Mexico, Indy, eller Ghibli, beror måske også lidt på smag og temperamentforskelle, – og måske bl.a. pladsbehov på bagsædet ;-)
    Undervurderet er de nok stadig, men det har da været langt “værre” tidligere, – iflg. prisudviklingen de seneste 10 – 20 år, og interessant at Mexico i Claus’s verden faktisk overgår, den, – blandt mange – forgudede Interceptor !

    Gammeldags !!!
    Ja – karosseri-designet er jo fra første halvdel af ’60erne, og fremstår som sådan – selvom produktionsmodellerne er fra ’66 – ’72 … og det forstås at køreoplevelsen så ikke sender en tilbage, til 10 år før ’72 … – men ligefrem til ’80erne, (forstået positivt) er da kontroversielt, når alt nu gik i stå i ’72 … :-)
    Nyere end Alfasud ? – der præsenteredes i ’71, og var på markedet fra sommeren ’72 – ’83 … forstår jeg så slet ikke !
    Mon ikke det bare er udtryk for overmåde begejstring over oplevelsen ;-) .

    Svar
  6. Claus Ebberfeld

    Der var overmåde begejstring involveret, ja – og det fremgår jo også. Igen er jeg glad for det indledende advarsel, for jeg er jo tydeligvis ikke på journalistobjektiv grund her på min Mexico-fremfærd.

    Havde den bil været en kvinde, så havde jeg anmodet om hendes hånd. Det er omtrent dér, vi er henne.

    Og det antyder også, at det handler meget om følelser: Maserati Mexico er MIN type bil, men næppe ALLES type bil.

    Som bekendt er det svært at blæse og have mel i munden på samme tid. Og jeg kan lide mange forskellige biler. Fra en Peugeot 404’s diskrete elegance til en Lamborghinis Countachs skrig efter opmærksomhed. Fra en Lotus Elites efficiens til en Monteverdi Hais sindssyge ødselhed. Fra en Alfa Giuliettas sensuelle kurver til en Lotus Esprits barberbladslinie. Det går ikke rigtigt sammen.

    Mexicoen sammenfatter I sin ånd, koncept, historie, design alt det jeg bedst kan lide – så godt som det nu kan lade sig gøre. Og her er det temmelig godt.

    Jeg kan stadig godt lide Interceptor, vær ikke i tvivl om det. Pragtfuld vogn, som jeg skal have før jeg skal have en Mexico. Interceptor er bare ingen Mexico. Jeg kan bestemt også lide “tolvcylindrede ultimative italienske tresser-GT-biler”. Jeg elskede Morten 250 GTE. Men genren og mærkerne er bare mindre mig end denne Mexico.

    Der kunne have stået en ny Alfasud ved siden af denne Mexico i 1972, Ryhl – det er det jeg mener: Så ville Maseratien have set gammeldags ud. Og det er som det skal være: Min tresserdrøm kan leves igennem, selvom bilen er fra 1972.

    Og så kørte den jo uvirkeligt godt. “Som en drøm” har sjældent været mere velanbragt.

    Svar
  7. LarsN

    Det er helt sikkert også lidt subjektivitet indblandet her, MEN. Sammenlignet med de biler der skulle gøre den undervurderet, syntes jeg ikke fronten er nær så elegant som eksempelvis 330 og 400GT.
    Detaljer som den høje store kølergrill, den kantende front, i både profilet og lige på. Den meget rette kølerhjem der går helt ud til grillens kant, de markerede skærmkanter, er alt sammen detaljer jeg tænker some typiske 70er GT biler. Elementerne gør designet mindre elegant, tidløs og sexet end tidligere 60er designs, sådan generelt set. Syntes jeg…

    3 stk 1996 italienske GT biler.
    http://i42.tinypic.com/9s6sm8.jpg

    Med mine briller må Maserati jo så have lavet et fremsynet design, der midt i 60erne.

    Svar
  8. Henning Pryds

    En Mexico får en til at ærgre sig over, at man ikke er indehaver af en succesfuld tegnestue, fabrikant eller sidder i en eller anden direktion, så man kunne holde sådan Maserati Mexico. Den stinker, som Claus skriver, af konservativ fuldkommenhed og diskret smag, tradition…Den er det en Fiat 2300 S Coupe gerne skal ligne. Den er det en Alvis Graber TC også er, et køretøj, man – hvis man har råd – anskaffer sig og kører dagligt i, alene p.g.a. af, at man følger sin smag.

    Svar
  9. Ryhl

    #8:
    “Der kunne have stået en ny Alfasud ved siden af denne Mexico i 1972, Ryhl – det er det jeg mener: Så ville Maseratien have set gammeldags ud.”

    Jep, og det ER den jo sådan set også, (udover en del andre forskelle) selvom de endda skulle have forladt fabrikken samme dag. Den ene i sin jomfruelighed, som blandt de allerførste producerede, – den anden blandt de allersidste, i sin modelserie …
    Så egentlig er vi nok enige, – ihvertfald i at Mexico ser ældre ud end den er, – også som f.eks årgang ’68 – for det er designet jo netop også ;-)
    Det er bare min manglende forståelse for, at en Mexico pludselig havde været helt udelukket, – hvis den nu (hypotetisk) havde forladt fabrikken i ’74 …

    Jeg er også enig i, at Maserati’erne her, – også de tidl. 6’ere, og senere Khamsin, Bora, Merak – ikke hører til gruppen af “supersportsvogne”, eller er særlig sammenlignelige m. 12 cyl. – men mere luksus-sportsvogne/GT’er.
    Læste nu også mest Claus’ sammenligning med Ferrari og Lamborghini, som en sammenligning på de forskelliges V8 motorkaraksteristik … men måske misforstået …

    Svar
  10. Claus Ebberfeld

    Jamen, jeg er enig, LarsN: Mexico er ikke verdens smukkeste bil. Men den er alligevel smækfuld af “det”. “Noget”. “Præsens”. Det er faktisk ved at gå op for mig, at jeg foretrækker noget andet end perfektion!

    Dit billede af de tre GT’-fronter sammen viser jo også, at individuel smag betyder en del. I min optik er de cirka lige skønne. Fronterne alene, altså.

    Så er der det med værdierne: En Mexico koster vel en fjerdedel eller mindre af de to viste (et hurtigt slag på tasken). I det lys kan jeg ikke undgå at føle den er undervurderet. Men det er en svær størrelse, særdeles subjektiv – markedet har jo talt og har altid ret. Jeg priser mig bare lykkelig for at jeg foretrækker Mexicoen!

    Svar
  11. Soren W

    En Bristol er også sjælden, dyr og eksklusiv. Men ikke køn. Jeg tager en Jaguar XJS V12. Der får man looks og eksotisk V12 mekanik for en slik…

    Svar
  12. Ryhl

    Jeg synes der generelt er meget stor forskel på Mexico, – og de ypperligste V12 sports-GT’er fra de tidligere ’60ere, – og ikke uforståeligt det også afspejles i prisen.

    Måske misforstod jeg, – men hvis sammenligningen gik på V8’erne, f.eks Urraco og 308, som er noget mindre motorer, er sammenligningen vel heller ikke helt fair (udover det også er centermotorvogne osv.)
    Men ellers helt fint at sammenligne – netop for at understrege forskellene … ;-)
    Mexico kan være svær at sammenligne med andet, – og i det hele taget Maserati … det er også et af mine yndlingsmærker, Claus. Og de svæver bare generelt et eller andet sted i sit eget segment og koncept.

    At de ligefrem er ”betalelige”, er selvfølgelig individuelt … For mig er der godt nok lang vej, ikke kun i anskaffelse, men da sandelig også i drift og vedligehold – ikke mindst som ”hverdagsklassiker”, uden jeg overhovedet har tænkt i benzinpriser.

    Men her kommer vi så ind på en anden af de uendelige debatter: HVAD koster en bil ?
    Ja – det kan da give et fingerpeg, jævnligt at følge med på div. salgssider på nettet. Men i min verden hører der langt mere med til historien.

    Er man bilswinger og ”Don’t fix if it aint broke”, og mener man har udset sig et godt eksemplar og plan A er, ”sell it before it’s broke”, og plan B ”after it broke” ….

    Eller starter man med en gennemgribende restaurering, så man ved hvad man har, og efterfølgende vedligeholder langsigtet, fordi kærligheden er mere, end en midlertidig ”date” …

    Kan man selv, eller betaler man andre min. en plovmand pr. time for at gøre hvad som helst ?
    Er det en hverdagsklassiker – eller garagepynt, der kommer ud 3 søndage om året ?
    Bliver en sportsvogn brugt sportsligt, – eller trillet adstadigt rundt ?

    DET er jo alt sammen spørgsmål, der gør en himmelråbende forskel på hvad en bil EGENTLIG koster, – i den sidste ende.
    Men formodentlig, og forhåbentlig – kommer en Mexico aldrig til at koste det samme, som en Lambo 350 GT eller Ferrari 400, – og jeg kan heller ikke få øje på nogle gode argumenter for det. :-)

    Svar
  13. westmus

    Underholdende at høre at Claus bliver så begejstret for en V8’er med “amerikansk” krumtap og dermed gangkultur, samt måske ligefrem amerikansk effektkurve? Altså man skal ikke meget over tomgang før der er der masse af overarm hvilket så fortsætte til redline. Dette føles noget mere spektakulært når der er direkte mekanisk forbindelse til baghjulene, end hvis den slags bjørnekræfter skal overføres gennem en post-elastik, som er sat op til at give en lækker smooth kørsel.

    Ligesom der er begejstring over bilens kørsel i stedet for fokus på den faktisk meget lidt højteknologiske undervogn med snække styrtøj, stiv bagaksel i bladfjedre osv. Den samme bonderøvsteknik plejer jo ellers nærmest helt pr automatik straks at starte buh tilråb fra alle ordentlige automobil nørder.

    Svar
  14. Henning Pryds

    Bristol fra 401 til 408 (altså til midt 60-erne) er okay udseende mæssig, for mig at se. Så dem tæller vi med, Søren W. Mercedes 280 SE Coupe tager vi så også lige med.

    Lad os være lidt normativ.

    Alle (incl. Mexico og Alvis) biler som jeg egentlig slet ikke opfatter som “klassikere” i den moderne betydning af ordet, men mere som “klassikere” i æstetisk forstand. Altså en bil man har valgt at køre i, og som indgår i bybilledet, som alle andre biler. Andre køber og kører i en BMW 5’er eller 7’er, en Audi 8’er, Lexus 430 eller Mercedes S-klasse. Men det gør man ikke, man kører i Mexico eller Alvis. Man holder en Mexico, har gjort det i de sidste 30 år.

    En Mexicos – og den slags bilers – værdi er ikke en markedsværdi, men derimod en af de værdier – man værdsætter i livet på linje med den kunst, klæder, bolig, musik o.s.v… man omgiver sig med.

    Svar
  15. Mads H

    Hvis ikke man elsker Mexico, Bora, Khamsin, Indy – og Indy og SM også, så bør man bare få tilstillet en Mazda 626 af myndighederne. Få det overtsået, erkendende at man ikke kan forstå biler.

    Og hvor overjordisk smuk Ghibli er – så er mine favorit-Maserati Khamsin – og Mexico. Khamsin fordi den er en krydsning mellem en SM og en Lambo Miura – den tænkende mands super-GT. Og Mexico, fordi den er en italoficeret bristol eller Jensen eller noget andet i samme kaliber.

    Svar
  16. Ryhl

    Mads H:
    “Hvis ikke man elsker Mexico, Bora, Khamsin, Indy – og Indy og SM også, så bør man bare få tilstillet en Mazda 626 af myndighederne. Få det overtsået, erkendende at man ikke kan forstå biler.”

    He He, jamen der er vi nok lidt på linie, Mads … selvom SM nok ikke er helt samme “must”, som til gengæld div. Ferrari, Alfa, Lancia, Porsche, Lotus, Aston, o.a. …

    Og også i Pryds slipstrøm:
    “man kører i Mexico eller Alvis. Man holder en Mexico, har gjort det i de sidste 30 år.”

    JA! – og titusindkroners-spørgsmålet er så hvordan en Mexico ville fungere som Swinger-emne … og det må vi jo så se, hvis Claus’ drøm engang skulle udmynte sig i realiteter.

    Udover det, ville jeg sætte pris på, at de resterende afsnit af “trilogien” dukker op de næste dage, – istedet for at hemmeligholdes det næste halve eller hele år.
    “Betalingskanal” må vi jo så se nærmere på, når der engang afsløres mere om den “hemmelighed” – og hvad det evt. kan betyde for forholdet mellem kvantitet vs. kvalitet, og al det øvrige hemmelighedskræmmeri, der tilsyneladende skabes bevidst for at gøre sitet “interessant” :-)

    Svar
  17. Peter Plys Karlsen

    God aften

    OK…så bipper jeg med i koret…

    Min trilogi – jeg mangler en Mexico…nåh kan du ikke få den du elsker, må du elske den du kan få…

    Maseratien så jeg på Toldboden. Studsede en del over motorrummet og Uno gav beretning. Mexico´en er en ener.
    Nu sammenlignes der her med andre eksotikere…og egentlig så vil jeg da lige nævne en anden til en tiendel af prisen, en otter …en Mercedes 107 serie SLC… Joh, SLC´en har sniffet til den – også på Toldboden.
    Da jeg læste Claus´es fantastiske beretning og kørselsindtryk fik jeg associationer til “Panzerwagen” og en anden GT – tysk, der også tog over hvor Mexico slap-årstalsmæssigt…BMW E9 serie… en sekser. De to tyskere har forskelligt motortemperament – jeg synes at Merceren i gang-kultur minder om Maseratien, at læse udfra dagens beretning. E 9 er vild hele vejen op igennem omdrejningstal.
    “Panzerwagen” har idag fået skiftet bundplade og styrkugle, det er tysk og hold da kæft hvor har jeg aldrig set så kraftige stålkonstruktioner og hvilken stivhed. E9 fremstår som et cykelstel i forhold til denne og VW Golf 1… en sigte… Hvordan har en Mexico det med hensyn til metal-træthed?

    Iøvrigt – er der nogen her, der ved om en sådan Maserati har gjort det godt i langdistance rally f.eks. :
    http://www.youtube.com/watch?v=lDASgtctEQQ

    At tænke sig: Flyde gennem ørken, vinduer lukkede og aircondition on…

    Til Pryds:

    Jeg er til meget forskelligt… i nogens øjne næsten usmageligt og i manges øjne uden smag, når det blandes;-)
    Jeg sidder ofte og tester smag, foran mig har jeg den sidste uge…bag den bærbare… haft en vase af Karl Frederik Hansen Reistrup. Jeg har ikke kunne døje hans keramik – og nu er det det største rent materielt, jeg kan nyde…alt andet er bare lort…jeg er egentlig ikke så meget til biler – underligt?
    Nåh , men Munkebjerg – du skal bare gi´ dit vogntøj fuld gas.

    God aften

    Svar
  18. Ryhl

    God aften, og godnat osv. Plys!

    Du er altid god for et anderledes indlæg, og for ikke at holde på hemmeligheder :-)
    Nu ved jeg ikke om det skal forstås, som at Uno er ejer af Mexico’en … også ligemeget, – men jeg kender ikke til at Mexico har deltaget i den slags rallyer, – uden jeg tør kloge mig …
    Uanset er Maseratier på den måde ikke racerbiler – i flg. min personlige fordom, bortset fra når de ER det, – og så er det gu’døme ikke til at tage fejl af :-)

    Svar
  19. Peter Plys Karlsen

    Aften Ryhl – jeg takker ;-) og synes det er gensidigt, sagt i al respekt…jeg husker “Griffen”. ;-)
    Nej Uno er ikke ejer…det er Claus…tror jeg…

    Nåh, men så god aften da.

    Svar
  20. Ryhl

    #24:
    Griffen … arh! Cavalino Rampante ;-) – eller downforce test i akvariet … Good times Plys :-)
    Fin lille køretur i “Mehico” … ikke racerbil, men respekt …

    Pryds skal da bare gi gaaaz … men skal da lige ha det hele til at fungere … forståeligt !

    Svar
  21. Vincenzo

    Jeg bliver svag. Min “solo Lancia” tilgang til biler jeg begærer er i krise.
    Man kan analysere så meget man vil. Men hvorfor?
    Rent emotionelt trækker den i mig. Den trykker på alle mine knapper. Nå, det går nok over.
    Men jeg har jo heller ikke kørt den. Og havde jeg pengene, endte det nok alligevel med en Flaminia.
    Tror jeg.

    Svar
  22. Claus Ebberfeld

    “Jeg synes der generelt er meget stor forskel på Mexico, – og de ypperligste V12 sports-GT’er fra de tidligere ’60ere, – og ikke uforståeligt det også afspejles i prisen.”

    Jaeh, den er svær, Ryhl: Selvfølgelig er der stor forskel – men Mexico er stadig ikke noget ringe valg i den sammenhæng. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan forholde mig objektivt til den bil. Og det har jeg skrevet lige fra starten, så det ER på det rene.

    Men jeg er stadig ikke i tvivl om, at Mexicoen var end bedre bil end den Lamborghini Islero jeg prøvede (her: https://viaretro.dk/2012/05/bag-et-islero-rat-gt-mand-anno-1968/) og også bedre end den Ferrari 250 GTE jeg prøvede (her: https://viaretro.dk/2012/09/ferrari-250-gte-brutalt-jakke/)

    Jeg ser de tre biler som i helt klart i samme boldgade. Det er at de to trækker tolvcylinderkortet, men spørgsmålet er, hvad de får ud af det i praksis. Mexicoen brillerede ved at være fantastisk helstøbt, mens de to et stykke hen af vejen fascinerer ved ikke at være det. Deres motorer er fantastiske – men det er Mexicoens jo også. Den er bare en komplet pakke!

    Men hvis man bedre kan lide Lamborghiniens eller Ferrariens design eller historie eller image, så er det da forståeligt.

    Teknikmæssigt er de jo alle stokkonservative, men Westmus peger jo på det, der betyder noget:

    “Ligesom der er begejstring over bilens kørsel i stedet for fokus på den faktisk meget lidt højteknologiske undervogn med snække styrtøj, stiv bagaksel i bladfjedre osv. Den samme bonderøvsteknik plejer jo ellers nærmest helt pr automatik straks at starte buh tilråb fra alle ordentlige automobil nørder.”

    Det handler ikke om teknik, men hvad man får ud af det. Og det gør Maseratien i særdeleshed, synes jeg.

    XJ-S, Søren W? Dejlig vogn, men du kan give den trådhjul og trærat og den vil stadig ikke blive en tresser-GT…XJ-S er en dejlig vogn, men mindst een lang generation efter de nævnte her.

    Trilogien: I er også her blevet advaret, mine herrer – I vil korse jer ved del tre og sige “herregud, var det bare det?!?! Det havde jeg da regnet ud”. Hvis I da ikke vil sige “herregud, har jeg givet 375 kroner for dét!?!?!”…

    Tilbage til Mexico: Pryds rammer det meget godt i sin passus “En Mexicos – og den slags bilers – værdi er ikke en markedsværdi, men derimod en af de værdier – man værdsætter i livet på linje med den kunst, klæder, bolig, musik o.s.v… man omgiver sig med.”. Og nogle værdsætter så ikke den slags ting. Ja, måske vil de hellere have en ny Maserati. Dem om det. Så kan værdien måske blive holdt nede indtil ViaRETRO kan købe en Mexico som swingerbil. Hvad det så end vil sige. Men det lyder som noget, der er nogle kroner værd om året.

    Svar
  23. Henning Pryds

    Til Plys – jamen det med smag og skift i smag kender jeg godt – Men når jeg forestiller mig Mexico eller Alvis ejeren – så popper denne klassisk dannede og let konservative figur op, for hvem kontinuitet og den gode smag og en sikker fornemmelse for kvalitet er en selvfølge, og for hvem økonomi blot er et fag man kan læse, hvis noget sådant skulle interessere en. Diskretion og eksklusivitet i alle livets forhold – altså sådan en slags personlighed, som stort set ikke findes mere. Sådan én holder en Maserati Mexico.

    Munkebjerg? Ja, Jeg prøver at sætte fart på vogntøjet. Måske skal jeg prøve med noget mere gas – men så må vogntøjet sgu også trække – ellers er der ikke noget, der hjælper. Jeg er markant langsommere i Spriten end sidste år i 100’eren. Og det burde være omvendt.

    Svar
  24. Ryhl

    #27:
    Claus – jo – jeg tror jeg forstår …. men hvad ER en “bedre” bil ?
    Du har prøvet mere end mig, – men naturligvis har dine prøveture sin begrænsning.
    Efter min mening, skal en rigtig sportsvogn, bedømmes på grænsen – som du selvf. ikke har mulighed for, og som kun ejeren, efter længere tid får mulighed for, – hvis det altså overhovedet interesserer ham.

    Men en Maserati Mexico, kan jeg bare meget bedre forstå du konkluderer omkring, end Lamborghini Islero og Ferrari 250, fordi den egentlig (efter min mening) er tænkt anderledes, og grundlæggende til mere moderat kørsel, end de andre egentlig udelukkende bør vurderes på …. men måske er jeg helt galt afmarcheret ;-)

    Pryds:
    Skal en Sprite virkelig være hurtigere på Munkebjerg, end en “100” ?
    Hvis …. er det selvf. kørsel i svingene, det drejer sig om – udover evt. tekniske problemer.
    Men gi’ ikke op … det handler jo netop om andet og mere end power, og drag-race :-)

    Svar
  25. Thomas70

    Den eneste grund til at den omdrejningstælleren redliner ved 5500 omdr. er at kompressoren til airconditionen ikke kan tåle højere omdrejninger. Hvis remmen er taget af kan man sagtens tage den op til 8000 – det lyder fantastisk. De er svære at bedømme ud fra billeder da de ikke er særligt fotogene Det er en af den slags biler der altid ser meget bedre ud i virkeligheden.

    Thomas Nielsen

    Svar
  26. Claus Ebberfeld

    Helt enig, Ryhl – og jeg har ikke været nær grænsen i nogen af de tre.

    Men der er altså heller ingen af dem, der er sportsvogne. De er GT’ere, og de handler nu engang mere om komfort end om ultimativ vedhæftning eller ligeudfart. Der er Mexicoen bedre. Den er også nemmere at køre. Den føltes hurtigst. Den er suverænt billigst. Og så elsker jeg den. Bortset fra det sidste er resten objektivt “bedre”.

    Det er imidlertid et yderst interessant forhold, det med at prøve en GT “på grænsen”. For det vil jo sige at tage den fra Danmark til eksempelvis Cannes og tilbage en forlænget weekend. Jeg melder mig frivilligt.

    Thomas70, ganske rigtigt og hidtil slet ikke nævnt: Mexicoen fungerer langt bedre i virkeligheden end på billeder.

    Men det med 8000 omdrejninger? Jeg tillader mig at tvivle. Og det ville under alle omstændigheder være dumt selv hvis den kunne: Man ville ved gearskiftet lande på den forkerte side af maksimalmomentet, og derved accelerere langsommere, end hvis man havde skiftet før.

    Svar
  27. Ryhl

    #30 Thomas:
    :-) – får man så også lige 30 – 50 % mere effekt, – eller hvordan forholder det sig, udover lyden ?
    Din historie bekræfter ihvertfald lidt mine fordomme, om at Maserati’s “sportsvogns-koncept” er lidt anderledes end Ferrari’s, og til dels Lamborghini’s …

    Svar
  28. Ryhl

    #31:
    Jooh… Men jeg vil dog altid mene, uden at kunne få salig Enzo’s bekræftelse her, at en Ferrari 250, er mere “sportsvogn”, end end de fleste Maserati, og især Mexico, – uanset man kan kalde dem alle GT’er.
    Jeg er mere usikker på ældre Lamborghini GT’er, men betragter dem generelt, som et et sted midt imellem Maserati og Ferrari, – når det kommer til kompromis’et mellem sport og komfort. Uden dog at vide om kompromis’et går på det dårligste eller bedste, fra de to andre verdener,- altså udover motor-power og karma, som jo bestemt er til stede ;-)

    Svar
  29. Peter Plys Karlsen

    Aften Pryds…

    Jeg plukker lige noget af dit:
    “Men når jeg forestiller mig Mexico eller Alvis ejeren – så popper denne klassisk dannede og let konservative figur op, for hvem kontinuitet og den gode smag og en sikker fornemmelse for kvalitet er en selvfølge, og for hvem økonomi blot er et fag man kan læse, hvis noget sådant skulle interessere en.”

    Jamen det er da Peter Plys…

    “Diskretion og eksklusivitet i alle livets forhold – altså sådan en slags personlighed, som stort set ikke findes mere. Sådan én holder en Maserati Mexico.”

    Diskret…næh, det er jeg faneme ikke – derfor ville jeg i dag holde en …Mexico ;-)
    Og hvilke modtagere ville jeg så optræde diskret overfor…? Er den nu så diskret hvis jeg parkerer den ved siden af en nosseløs Berlingo?

    Arh, jeg kan godt følge dig – det sete afhænger af de øjne, der ser…for those in the know…afdæmpet opmærksomhed, for those in the unknown…ligegyldig gammel bil.
    Uha nej, jeg bryder mig ikke om at båse folk…;-)
    Hmmm, hva´synes jeg egentlig om det vogntøj?

    Nu vil jeg drømme mig til Mexico…sov godt…

    Svar
  30. Claus Ebberfeld

    Diskretion er relativt, ja. En stor GT fra tresserne er ikke usynlig som sådan, det er klart. Maserati sender bare ikke så mange andre signaler – det er ligsom om, at det har den ikke behov for.

    Ryhl, jeg tror du har ret i din teori om Ferrari kontra Maseratis gadebiler: Men spørgsmålet er, om det var med vilje, at Ferrarierne var mindre komfortable!?!?

    Og ja, ældre Lamborghinier er stærkt underbelyste i dagens mediebillede: ViaRETRO vil gerne rette op på det! Skriv til ce@viaretro.dk

    Svar
  31. Thomas70

    #32: Jeg ved det ikke, har ikke målt- men det burde vel være tilfældet eftersom der er et højere flow af gas. Maserati 5000, som har stort set samme motor har max moment ved 4700 og max hk ved 6000.

    #31
    Min pointe er egentlig ikke så meget præstation, mere at det viser en del af overskuddet ved Maseratis koncept (ihverfald dengang): Man vælger komfort (tidens mest effektive aircondition) over hk, blærelyd og moment. Blot fordi (eller, måske, alene fordi) man kan få mere power ud af motoren, behøver man det ikke. Som man siger Italien, Ferrari er for playboys, Maserati er for Gentlemen. Og alligevel ender man op med at have stort set de samme præstationer som Ferrari og Lamborghini af samme undfangelsesdato, blot med en en væsentlig mindre stresset og dermed mere holdbar motor. Det understreges af at det at få bilen leveret med en 4.2 liters motor istedet for 4.7 betragtedes som ekstraudstyr.

    Svar
  32. NiklasWalentin

    Ville ønske min morbror snart fik fundet sig et eksemplar. Han leder stærkt efter en, og det ville jo være sjovt hvis det blev i dette århundrede .!. :)

    Svar
  33. Peter Plys Karlsen

    God dag

    Claus – nemmelig …kontekst.

    “En stor GT fra tresserne er ikke usynlig som sådan, det er klart. Maserati sender bare ikke så mange andre signaler – det er ligsom om, at det har den ikke behov for.”

    Det får mig til at tænke på kapelmesteren… Niels Abild – han havde en Maserati Mexico med 4,7 liter…

    Hvor fan´ er han og den anden Niels…Birkemose henne?

    Nåh nu skal jeg lige grunde og seale Merceren,.. “jernnæven” ;-), så ryger den til syn og i morgen ankommer den diskret til parkeringspladsen… http://oresundrally.org/index.php?option=com_content&view=article&id=132&Itemid=432

    God dag

    Svar
  34. Uno

    Plys: Jeg har ikke en hel Mexico, men kun 1/2… Men selv en 1/2 klasiker er vel bedre end ingen..
    (min co-owner har til gengæld 1 1/2)

    Svar
  35. Henning Pryds

    Ryhl – ja, jeg forventer faktisk at sådan en Sprite kører op ad bakken som en anden go-kart, og det var der jo også et par Midgets – (Jesper Buk (1.02) og Thor Flade (1.07)) – der gjorde, men nu er de jo også udstyret med nogle ‘kæmpe’ 1275 motorer :-).

    Plys…Diskret overfor en ‘støjende’ Ferrari eller Lamborghini (vi er nu omkring 1970), og her tænker jeg ikke på motorstøj, men på stilistisk støj og larm, og “her kommer jeg” attitude, som disse biler udstråler. Og det er vel også det Thomas70 i # 36 skriver. En Mexico handler ikke om at vise ‘magt’ frem, men om at råde over den, når det er relevant. Claus’s: “at have en jernnæve i fløjlshandsken”. Og derfor stiller den heller ikke en Berlingo – eller andre biler – i skyggen, hvilket er et af formålene med f.eks. Lamborghini stilen..

    Svar
  36. Peter Plys Karlsen

    Hold kæft noget lort – nu har jeg smurt mit tastatur ind i sealer og grunder – egentlig kun for at spørge Claus til dagens indslag : https://viaretro.dk/ om hvem den kvinde på bagsædet til venstre iført mørke solbriller er… der er eddermame ligheder til Isabella R. Og så tror du det er løgn Claus – jeg har en lejer, der ligner Elizabeth T. !
    Nåh, Uno kan jeg få en skive Mexico…? ;-)
    Og Pryds…”Og derfor stiller den heller ikke en Berlingo – eller andre biler – i skyggen, hvilket er et af formålene med f.eks. Lamborghini stilen..”

    Nu tænker Uno – men jeg ved at han er diskretionen selv…og Lamborghini fan!

    Uno? Kapelmesteren købte i sin tid i tredserne sin Mexico af en Uno ;-)

    Nåh, nu må jeg altså virkelig blive færdig med den sealer… God dag.

    Svar
  37. Ib Erik Söderblom

    Har lidt svært ved at se, hvorfor der skal blandet sport, ala Ferrari ind i Maseratien.
    Det er ikke dét den lefler for.

    Dens fremføringsmæssige stil er ovre det teenage-problem !
    Den har de omdrejninger, den behøver og den udstødningslyd den behøver.

    Lad de andre blot føre sig,som de måtte lyste. Mexico’en benytter en anden målestok.

    Svar
  38. Ryhl

    Pryds:
    ” – men nu er de jo også udstyret med nogle ‘kæmpe’ 1275 motorer :-).”

    Ja – der skal såmænd ikke så mange heste til, at gøre stor forskel, i sådan en lille bil :-)
    Det var også min tanke mht. 100’eren. Det er muligt Sprite’en kan holde højere apex-speed, men 100’eren er vel ikke så meget tungere, at den langt større motor ikke kompenserer for det, når det går opad bakke, og der jokkes på sømmet …

    Jeg er helt enig i, at Mexico er en Gran Turismo, – af den diskrete slags, og ikke decideret sportsvogn.
    Og jeg mener det er helt bevidst, at f.eks en Ferrari 250 GT er mindre komfortabel, det er netop meget mere “sportsvogn”. Det er hverken tilfældigt, eller fordi Ferrari ikke kunne skabe komfort. Der er kørt tusindvis af testkilometer på bane, for at finde den rette “Ferrari-balance” og opførsel. Og husk at dengang Claus … var komfort og sport to modsatrettede egenskaber, hvor man måtte vælge sit kompromis. Ikke som senere, og i dag, hvor man med moderne undervogne og computerteknik både kan puste og have mel i munden … ;-)

    Og så synes jeg der er ved at danne sig lidt rigelig MYTE omkring GT begrebet …
    Vel skal en god GT kunne køre tur/retur til Nice, i god fart – men hvor meget navnet end antyder det, er de jo ikke kun skabt til det, – og intet andet, eller har aldrig været brugt til andet end transeuropæiske langture på på tusindvis af km …. De fleste GT’er ER også sportsvogne, mere eller mindre. Bare større end Lotus 7 og Spitfire etc. – det gør bla. forskellen.

    I 60’erne var de hurtigste sportsvogne du kunne finde, GT vognene …. indtil Miura åbnede festen for de såkaldte “Supersportsvogne”. Lige siden ’60erne, har motorsportsklassen lige under deciderede “sportsprototyper”, heddet GT-klassen, og gør stadig. Det handler om større baghjulstrukne sportsvogne, – i dag både med front, center og hækmotor.

    Ikke for at punktere myten om GT-man – der krydser kontinentet i sin vogn med stor motor, velegnede køreegenskaber og mere eller mindre (eller ingen) bagsædeplads …
    Gad vide hvor mange, der egentlig kun har brugt dem til det … ? For ikke at tale om i dag.

    GT er også sport …. mere eller mindre – og Maserati Mexico… mindre. I mine øjne, og Ihvertfald i fht. de andre 12 cyl. banditter, der sammenlignes med her ! Men visse forskelle afsløres jo først “på grænsen”, – eller når der køres seriøst sportsligt, under rette forhold og med rette chauffør .

    Vi er nok ikke mange, der har prøvet så mange, – eller dem alle – på den måde …
    Jeg har ikke :-( …. men mener alligevel det hænger sådan sammen ;-)

    Svar
  39. westmus

    Logikken i at Mexico motoren reelt er stand til at tage mange flere omdrejninger end den her er sat op til, kommer sig vel af at det vist er en videre udvikling af 450S motoren som jo var bygget til race, hvilket også kunne give begrundelsen for at den er pænt overkvadratisk. Det er populært sagt nærmest en neddroslet racermotor.

    Svar
  40. Claus Ebberfeld

    Det er en voldsom forsimpling, at gadebilerne blot havde en neddroslet udgave af racermotoren, som jeg også skrev i indlægget om de to eneste gadebiler, hvor det faktisk var tilfældet: https://viaretro.dk/2012/10/undskyld-maserati-5000gt/

    De ligner hinanden, også teknisk. Men de er ikke ens. Og en motor der yder sit maksimum ved 5000 yder altså mindre ved 8000 – det er derfor det hedder “maksimum” ved 5000. Derefter går det ned af bakke igen. Hvis den kan tåle de 8000 i sin grundkonstruktion kan den selvfølgelig bringes til at ånde og forbrænde bedre, så den derefter yder et større maksimum ved 6000, 7000 eller 8000 – men det kommer ikke af sig selv.

    Enig, Ryhl: GT-biler er myter. Og det er derfor jeg elsker dem. Men det gør intet, hvis de kan leve op til myten.

    Svar
  41. Ryhl

    # 45 – 46:
    – Og så skal sådan en 4-5 pers. berlina/berlinetta-hybrid GT, vel heller ikke skrige sig afsted i høje omdr. ;-)

    Men det kan selvf. ikke være forklaringen, da jeg mener Indy og Ghibli har samme motorer, og de senere Khamsin og Bora arbejder indenfor samme område ….
    Så det er vel bare god Maserati stil ;-) som Thomas er inde på !

    Svar
  42. westmus

    47#, hvis ellers resten af motoren ellers kan følge med, er det groft sagt (og ja meget forsimplet) kun knasten(erne) der bestemmer hvor momentkurven ligger og dermed hvor max moment og max hk ligger i omdrejningerne. Knastakslen er “hjernen” i motoren og det er af samme grund moderne motorer meget tit har variabel ventilstyring, så kan man nemlig både blæse og have mel i munden samtidigt .

    Svar
  43. Ryhl

    “GT-biler er myter. Og det er derfor jeg elsker dem. Men det gør intet, hvis de kan leve op til myten.”
    HA HA! Claus… mjaah, jeg synes jo de er ganske troværdige og virkelige, dengang som nu … men der er godt nok mange gode myter omkring dem ;-)

    Årh! og så genopdagede jeg lige at der ikke er meget 5 pers. over Mexico … jeg havde endda studset over den store midterkonsol, der ser ud til at være ganske nagelfast inventar. Det glippede så lige i #48.
    Og så er jeg sgu også forelsket, der er nok kun Khamsin af disse maser V8’ere der overgår … men så er der jo Iso Rivolta og Gordon Keeble …. :-O … – ohh hvilken krise, – skulle der dukke en guldskat op i et af havens muldvarpeskud !!!

    Svar
  44. Ryhl

    # 49:
    Ja – her må jeg erklære mig enig, westmus…
    Men spørgsmålet – vi ikke har fået svar på – er om effektkurven så også stiger efter de 5600, eller det går som Claus beskriver. Men mon dog ikke – ellers er det da billig og enkel tuning, at pille AC pumpen af :-)

    Noget helt tredje til den diskussion, er så om ikke det ville være synd, evt. at ændre knasttider for at hive flere heste ud ved højere omdr … på bekostning at den originale kultiverede motorgang.
    Jeg kan finde på at tune på mangt og meget, men her tror jeg at jeg for en gangs skyld, må erklære mig originalpoliti autoritetstro :-) Der er jo saft og kraft nok, ihvertfald til mig i sådan en Mexico.
    Skulle jeg køre hurtige, ville det netop nok blive en af de nævnte i #50, med US jern under hjelmen, der blev pillet ved. Det ville unægtelig nok også være nemmere/billigere.

    Svar
  45. Søren Navntoft

    #44 “Ikke for at punktere myten om GT-man – der krydser kontinentet i sin vogn med stor motor, velegnede køreegenskaber og mere eller mindre (eller ingen) bagsædeplads …
    Gad vide hvor mange, der egentlig kun har brugt dem til det … ? For ikke at tale om i dag.”

    Dér har du en pointe Ryhl. Alt for mange bruger ikke deres bil rigtigt, kunne man sige. Jeg kører en kontinenttur gennem mit elskede Europa mindst en gang årligt. Normalt går det ud over min miniGT: Alfa GTV, og det går som regel fint. Dog forestiller jeg mig at disse ture i en Mexico må være himmelsk, sådan med maksimum 5500 omdrejninger under overhaling, og ellers på rolige 3200 omdrejninger ved marchhastighed.
    AC pumpen skal naturligvis også med, der er varmt dernede sydpå. Alt over 140 km/t giver mig uro, så ingen tuning til mig.

    En Mexico ser tilbage i tiden, måske gammeldags da den kom på gaden og deri finder jeg dens kvaliteter. Lidt ligesom mit analoge armbåndsur.

    Svar
  46. Heine Hansen

    Fin historie om Claus’s Mexico. Men billederne…. BILLEDERNE !!!!! Fantastisk., eminent…… Hold den standart. De er da imponerende.

    Flot arbejde, drenge !

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.