Redaktøren har fået ny bil! Men var det en fejl?

Det var forrige uge, og som sædvanligt var det vigtigt for mig lige at få kørt nogle testkilometer på for ligesom at se hvordan det hele virkede. OM det hele virkede. Første tur var på et par hundrede kilometer, den næste på over tusind. Og så var det at jeg fik en svag følelse af, at dét valg af bil måske var lidt ved siden af.

Det er dog gået helt over nu: Jeg skriver disse ord fra et sted ved Ahr-floden en lille time nord nord for Nürburgring. Og dén lille time havde jeg valgt med omhu, så jeg fik køreglade veje – og om jeg fik? Jeg tror ikke jeg har fundet bedre køreveje siden jeg var på pastur i Alperne for flere år siden. Og hér viste den nye hvad den var gjort af – Den Rette Støbning. Jeg var himmelhenrykt.

Det blev fejret til Oldtimer Grand Prix. Hvor jeg udover racerbiler – som var dem jeg kom for – blev mindet om, hvor mange gadebiler jeg stadig mangler i mit liv. I hvert fald i en periode. Som dem herunder:

Og en anelse irriteret over, at jeg her bagefter ikke kan genskabe ruten som jeg kørte i går. Jeg arbejder på sagen, for det fortjener ruten. Nogle vil måske sige “men hvad er det så for en bil”? Og det kan man se på Aggersvold Concours på søndag, hvor jeg også kører i den. Hvis man altså kan kende den? Jeg har sat en Klub ViaRETRO-sticker i ruden, det er klart – men det vil der nok også være andre biler der har. Håber jeg i hvert fald – når der er over 200 tilmeldte må flere af dem da være for vores lille klub.

Hvis I ikke er på Aggersvold i morgen, så kan jeg da sige, at jeg også tager den til Copenhagen Historic Grand Prix i næste weekend. Og hvis I heller ikke er med dér, så fortvivl ej: Der kommer en udførlig præsentation af den her på kanalen også. Jeg skal bare lige have nogle timer, hvor jeg ikke kører i den!

God Weekend

Claus Ebberfeld

Viskeren

Tekst Michael Sehested Lund

Der er mange ting på en bil, som rækker langt tilbage i historien, og som vi tager som en selvfølge. Tingene kan være eller mindre sexede og i denne artikel, er der helt klart tale om en af de mere usexede. Det skal nemlig handle om vinduesviskerne, som indgår (stort set) i alle de biler, vi bevæger os rundt i – både i klassikeren og hverdagsbilen.

Jeg kom til at tænke på det, da vi var på vej til Le Mans Classic og blev ramt af nogle voldsomme regnskyl undervejs, der satte vinduesviskerne på Porsche 911’eren på mere end overarbejde – og så alligevel ikke, da det viste sig, at 911’eren havde et tredje trin. Skybrud var åbenbart noget, de allerede havde taget i betragtning i Zuffenhausen dengang. Opdagelsen skete for vores vedkommende, lige før vi måtte trække ind til siden.

Foto Michael Sehested Lund

De første biler var rent ud sagt direkte afledt af hestevognen, hvor de levende heste var skiftet ud med mekaniske. I begyndelsen gik det heller ikke meget stærkere, og hvis muligheden var der, blev det begrænset af manden, der gik med flaget foran. Snart blev manden overhalet af udviklingen, og det blev af den grund bekvemt, at føreren og eventuelle passagerer kunne sidde i ly bag en rude. I starten var der ikke meget andet at gøre, end at stige ud og tørre ruden af – eller holde ind til siden, indtil regnen var ovre. Det fik nogle lyse hoveder til at klø sig i hovedet, mens de tænkte, at der måtte være en måde at løse problemet på.

En af dem var Mary Andersson, der egentlig var ejendoms udvikler i New York City. På en tur med sporvognen i byen en vinter så hun, hvordan vognstyreren kæmpede med udsynet og hele tiden måtte læne sig ud af vognen for at tørre ruden af, mens Andersson og de øvrige passagerer fik kold luft i hovedet. Jeg finder sgu på noget tænkte Andersson – og i 1903 fik hun patent på sin vinduesvisker (Window Cleaning Device).

Foto Autozone

Som nævnt var der også andre, som havde tænkt over sagen og udtog lignende patenter – spillet var i gang. Jeg vil dog nøjes med at nævne Mary Andersson her, fordi det på den tid var atypisk, at en kvinde var opfinder.

De første vinduesviskere var hånddrevne, men senere var de enten vakuum- eller elektrisk drevne. De vakuum drevne havde den ulempe, at viskerne næsten gik i stå under acceleration, da vakuummet kom fra indsugningsmanifolden. Det problem har eldrevne viskere ikke, men til gengæld var de første ikke selvparkerende og krævede, at man trykkede på stopknappen i det rette øjeblik – ellers stoppede viskerne midt på ruden.

Vinduesviskere kan være udformet på mange forskellige måder og tilsvarende have forskellige bevægemønstre, hvor den simpleste er cirkulær. Dette havde franskmanden, filmmanden og mimikeren Jacques Tati blik for, som det her ses i klippet fra filmen Trafic.

Jacques Tati spillede altid med i sine film som figuren Monsieur Hublot. I Trafic-klippet er han en af fodgængerne med paraply. Bilentusiasten Rowan Atkinson – også kendt som Mr. Bean – indrømmer gerne, at Jacques Tati har inspireret ham meget til figuren Mr. Bean.

Der er dog et par vinduesvisker setups, Jacques Tati ikke har fået med i Trafic, og det ene er det, som findes i Lancia Flaminia Berlina, hvor der tilsvarende er to vinduesviskere på bagruden. Men ikke nok med det – de er dublerede på den måde, at der også er to vinduesviskere på indersiden af bagruden i kabinen. Det var fra før elvarmetrådene blev opfundet.

Ganske vist har Keld Jørgensen allerede en Lancia Flaminia Coupé, men jeg tænker, at den Pininfarina-designede Berlina med sin ”wrap around”-forrude må være lige noget for ham. Jeg kører gerne med på en tur – dog helst ikke siddende på bagsædet, hvis Keld pludselig sætter på pedal-to-metal på V6’eren i regnvejr. Jeg er ganske vist relativt kortklippet, men kan måske risikere at få ørene i maskinen – eller snarere ørene i vinduesviskeren!

Det andet setup er den enlige visker på Mercedes 190 W201, som ikke bare bevæger sig i en cirkel, men også på fancy vis rækker ud i hjørnerne. Jacques Tati var dog lovligt undskyldt, fordi Mercedes 190 W201 endnu ikke var lanceret på det tidspunkt – måske endnu en grund til, at chefredaktøren bør overveje en Mercedes 190 W201 i en passende udgave som den næste firmabil …

Foto Mercedes Benz billedarkiv

Selvom Jacques Tati har formået at få mange typer af vinduesviskere og konfigurationer med – og mig selv med Lancia Flaminia Berlina og Mercedes 190 W201 – er noget sikkert overset. Det hører vi gerne nærmere om!

PI’eren: Ugens Fund, der blev solgt

De findes derude – altid. Og man skal være hurtig, hvis det er et af de rigtigt gode fund – som dette, der var indsendt at Niels Vegger i vistnok torsdags, og nu er solgt. Det er langt fra altid jeg nævner de tilfælde hvor dette sker, men bilen finder jeg interessant. Ja, mere end det – jeg ville gerne have haft den selv! Det er den herunder:

En Triumph TR5 PI Overdrive fra 1968, der var annonceret til 165.000 kroner. Og nej, det er ikke billederne, der sælger den. Men det har var Triumphs topmodel i 1968 og den her har all the bells and whistles: 150 hestekræfter var mange dengang og den sekscylindrede motor og decideret oldschool fremtoning, konstruktion og hjerte giver sådan en TR5 sin helt egen rå karakter – det er en herresportsvogn som de ikke bliver lavet mere. Teksten forklarer, at den her oprindelig er istandsat af TR Revington i England, der i processen har modificeret indsprøjtningssystemet og undervognen. Det kan man diskutere, men billigt har det ikke været og jeg tænker ærligt talt det fungerer bedre end det originale.

Og den er sjælden: TR5’eren blev kun bygget i 1967 og 1968 og af de knap tre tusind biler i alt var over tusind af dem højrestyrede. Tilsammen gjorde dens dyder, at priserne på sådan en TR5 af den rigtige slags har været nær en halv million kroner.

Så hvorfor nævner jeg dette solgte fund her? Fordi den er et godt eksempel på så mange ting. Det nævnte med, at der stadig er rigtigt godt handler at gøre derude. Fænomenet med, at nogle biler falder i pris selvom de har mange af de samme karakteristiska, der får diverse Porscher og Ferrari til at stige i pris. Og endelig moralen med, at jeg er ligeglad med denne måske ikke er så fashionabel (åbenbart slet ikke!) som så mange andre fine klassikere – for det er dælme en lækker vogn, som jeg ville elske at piske rund hernede i Bergisches Land, hvor solen skinner og vejene er skønne. Og overdrivet ville jeg blive glad for på de sidste sekshundrede kilometer Autobahn.

Men nu er det altså en anden, der får glæde af denne pragtsportsvogn. Tillykke!

Ugens Tip: Tyskland har også pragtfulde køreveje

Jeg ved godt at alle fabler om Alperne. Eller Norge. Eller eller eller. Men som nævnt i indledningen har jeg fundet ny kærlighed til Tyskland, og jeg kan berette, at jeg har fundet tilbage til den sidste del af den rute, jeg skrev så begejstret om dér – og ked af, at jeg havde glemt. Da jeg nu har fundet den igen vil jeg straks sætte mig ud i den nye og med udgangspunkt i Bad Neuenahr køre en omvej i den forkerte retning hjem – så lækkert er det hernede.

Det kan fungere i mange forskellige slags biler, vil jeg tro, og man skal jo heller ikke glemme, at der er andre biler i verden end sportsvogne.

Ugens Fund: 1980 Renault 20 TL til 29.800 kroner

Akja. Så er vi tilbage i budgetklassen, og den er alligevel ikke solgt endnu. Men det er også for feinschmeckere. Eller for frankofile? Eller bare for fortabte sjæle, der kan se det sjove i enhver gammel kasse fra Ritmo til Riley? Men det er i hvert fald ikke mange penge for sådan en næsten direktionsvogn:

For helt op kunne bære dén titel burde det nok være den sekscylindrede 30’er, men her må vi så nøjes med fire. Til gengæld har den stofsæder og ikke læder og heldigvis også manuelt gear. Sådan en forhjulstrukket Renault er helt klart langt, langt fra så køreglad eller -aktiv som den førnævnte Triumph TR5 eller det jeg er kørende i – men til gengæld er den (i dag) nok endnu mere sjælden og ville også være bedre på Autobahn end dem begge, og i teorien kunne man have fem mand og deres bagage med også.

Og den ser faktisk fin ud. 265.000 kilometer på bagen, så man skal ikke bekymre sig om at køre i den heller. Uanset om turen går til iskiosken eller Nürburgring. Godt fund!

Tak for tip til Søren Rahbek. Find annoncen hér: Renault 20TL

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Ugens Morale:

Den bedste vej imellem to punkter er aldrig en lige linie.

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.