Register

sixteen − 2 =

A password will be e-mailed to you.

Hvad har Lotus 72, Porsche 917 og Skoda tilfælles?

Blandt andet det, at jeg fandt dem på een gang, da jeg ryddede lidt op forleden. Eller genfandt, er måske det rette ord. Jeg har en del ting i gemmerne, kan jeg vel godt afsløre – da det vel ikke overrasker nogen alligevel. El hel del af det – for ikke at sige det meste – er relateret til min store kærlighed, bilerne. Og igen det meste af det har jeg selv samlet sammen.

Det er heller ikke så lidt, synes jeg: Fra aluminiumsfælge til gamle japanere, skræddersyede sæder til en Renault 5 over dør (ja, der er kun een…) til Porsche 911 eller rat til Triumph og Ford og sikkert mere endnu. Det er rart at have, da man for eksempel aldrig ved hvornår man får brug for en dør til en 911. Eén, vel at mærke. Af glasfiber. Ja, det er sådan lidt racingagtigt.

Ikke desto mindre blev jeg nærmest rørt over trekløveret i overskriften: De var nemlig gaver fra en ven for snart mange år siden, og valget af gaver fik mig til at indse, at han nok egentlig kendte mig ret godt. Det var de tre herunder:

Ikkesandt? Jeg er selvfølgelig ikke ene om at være nærmest ærefrygtig overfor Porsches legendariske 917-racer, uanset hvilken variant. Eller for den sags skyld enhver Lotus i John Player Special-farverne, for da slet ikke at tale om 72’eren – en af verdens mest succesrige Formel 1-biler nogensinde. Men så smed han lige Skoda ind i ligningen. Det er muligt at man umiddelbart lige tænker at en Favorit kunne være en mulig konebil – men så kunne man i det seneste MotorClassic da lige læse Morten Alstrups udmærkede artikel om Skodas to første Danmarksmesterskaber i rally.

Og et eller andet sted er det vel også mere sandsynligt, at der kommer en Skoda på matriklen end en af de to andre, faktisk.

God Weekend

Claus Ebberfeld

klub_viaretro_sticker1

ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.

Som medlem får du:

  • Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
  • det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
  • adgang til alt på ViaRETRO
  • rabat på udvalgte varer
  • garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
  • samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.

devider2

Du kan bare sætte mig af på hjørnet!

Tekst: Michael Sehested Lund

Sådan har flere børn sagt, når deres forældre kørte dem til skole i bil. Men hvorfor sagde de det? Var det, fordi forældrenes bil var en gammel smadrekasse? Svaret til den del kunne være ”ja”. Men samme besked kunne forældrene få, hvis bilen var en meget fin bil. Svaret på hvorfor kender de fleste af os allerede, men lad os starte med den fine bil først.
Bemærk, at teksten er skrevet i datid, men noget lignende kan sagtens forekomme i dag. ViaRETRO er trods alt et magasin, der handler om livet med klassiske biler, og derfor er det naturligt at se tilbage i tiden.

Tiden er omkring 1980, og stedet var Vedbæk nord for København. Beretningen så jeg for et stykke tid siden i et dokumentarprogram på DR om modeparret Margit og Erik Brandt. Tiden var i parrets storhedstid, og lige netop dér var blandt andet en Rolls-Royce Silver Cloud en del af husstandens bilpark.

En morgen havde der været en del snak og andet omkring morgenbordet, så døtrene Emilie og Julie kom ikke af sted til tiden. Erik Brandt sagde noget i retning af: “Jeg skal alligevel ind på kontoret, så jeg sætter jer af på vejen.” Far og døtre sætter sig derefter ud i bilen, og kursen bliver sat mod skolen. Lige inden skolen siger Julie: “Du kan bare sætte os af på hjørnet, far.” Det gjorde hun, fordi hun syntes, det var for pinligt at blive sat af i en Rolls-Royce foran skolen, selv i Vedbæk. Så vidt døtrene Brandt.

Turen er nu kommet til mig selv, som allerede i slutningen af 1960’erne sagde det samme til min far en morgen, hvor han undtagelsesvis tilbød at køre mig til skole i bil. Jeg kan med det samme slå fast, at der ikke var tale om en Rolls-Royce, men en FIAT 1300. Bilen var fra 1963 og noget af en rustbunke. Blandt andet var det muligt for min far at tjekke vejbelægningen, hvis han tog blikket væk fra vejen et øjeblik og så ned i gulvet …

FIAT 1300 havde noget Chevrolet Corvair over sig med de dobbelte forlygter, den høje hoftelinje og tagskægget – eller kasketskyggen – over bagruden. Nedenfor ses jeg ved den i vinterbeklædning: kameluldsfrakke, uldtørklæde, hue med top i ruskind, rundet af med scooterstøvler.

For mine forældre var en bil bare noget, der kostede penge, og de første fløj ud ad vinduet sammen med bilen, når den blev hentet hos forhandleren. Især min mor, som var ansat i en bank, belærte min bror og mig om det ved enhver lejlighed. Der kunne selvfølgelig være behov for en bil til transport, men det var rigeligt, at den blot lige var kørende. Hos vores bedsteforældre var det anderledes – især hos min morfar. Bilen, de havde, var ikke på nogen måde en entusiastbil, selvom man aldrig kan vide, om der skulle være nogen derude, som synes, en Simca Aronde P60 Montlhéry er det. På billedet nedenfor er jeg som 5-årig bag rattet i den, og dér grundlagdes min interesse for biler.

Da min bror og jeg nåede en vis alder, og det blev aktuelt at have bil, fortsatte modstanden. Min første egenfinansierede bil var en brugt Ford Fiesta 1.1 L fra 1980. Min mor mente anskaffelsen var helt tosset. For hvad i alverden skulle jeg med en bil? ”Du skulle hellere sætte pengene ind på en pensionsopsparing,” sagde hun. Senere er det gået slag i slag for min bror og mig, og vi er endt med henholdsvis Mercedes og BMW som dagligbiler. Det nåede min mor at opleve, og hun syntes stadig, vi var skøre. Alligevel holdt hun meget af at blive kørt op ad Strandvejen nord for København, mens hun så på villaerne: ”Sådan en kunne du måske have boet i, hvis du ikke havde klattet pengene væk på biler,” sagde hun.

Min mor havde også været den drivende kraft i, at min bror og jeg skulle gå på en lilleskole i sovebyen Birkerød lige nord for København, hvor vi boede. Selvom Birkerød ikke var så mondæn som Holte/Søllerød, Rungsted og Vedbæk, var der alligevel nogle skolekammerater, som blev hentet eller bragt i ret fine eller specielle biler – blandt andet Mercedes W108 280SE, Rover 3500 P6 og en enkelt klassekammerat i en lidt eksotisk Willys Jeep. Faren var direktør for en medicinalfabrik, hesteinteresseret og medlem af Eventyrernes Klub. Jeep’en blev kørt af ham, der tog sig af fuldblodshestene i stalden.

På vej mod karrierens tinde havde medicinaldirektøren været udstationeret i Indien, hvor han drev sjakaljagt til hest med seksløber. Hesten hed Highland Heather, og under en sjakaljagt snublede den i en grøft og måtte aflives på stedet med et nådeskud fra seksløberen. Medicinaldirektøren gik kun med butterfly, og grunden til dette var, at han under den første indisk-pakistanske krig havde været på et tog i Kashmir, som var blevet stoppet af pakistanske stammekrigere. Alle passagererne blev ifølge den senere medicinaldirektør dræbt – undtagen ham selv. Han havde låst sig inde på et af toiletterne, men døren blev sparket ind af en stammekriger, der trak sin lange kniv og skar slipset af den senere medicinaldirektør. Stammekrigeren sagde: ”Du slipper med det i dag, Sahib, men kun fordi det er mig!

Et andet eksempel hørte jeg om for nylig, hvor en klassisk bilentusiast fortalte, at han havde arvet interessen for klassiske biler fra sin far. Men fortællingen inkluderede desuden, at han var blevet kørt i skole af faren i den klassiske bil – og det havde han syntes var top-pinligt! Ikke desto mindre var interessen for klassiske biler slået igennem hos ham selv senere. Det er jo faktisk en glædelig udgang på den problemstilling, der ligger i ikke at være helt som de andre, når man er barn.

Eksemplet med den klassiske bilentusiast er, at farens interesse smittede af, mens jeg selv endte som klassisk bilentusiast – eller bilentusiast i det hele taget – selvom jeg blev kørt til skole i en gennemtæret FIAT 1300.

Jeg tænker, at mange af jer ligger inde med noget, der ligner, og det kunne være interessant at høre nærmere om …

devider2

Ugens nær-ved-og-næsten:

Billedet her viser nærmest det perfekte liv. Hvis ikke lige bilen var en Stutz…

devider2

Ugens Fund: 1974 Sunbeam Avenger 1600 til 35.000 kroner

Velkommen til halvfjerdserne! Jeg elsker hvordan billeder af denne Ugens Fund decideret ser ud til at være kunne taget den gang – dels står der er Mercedes i baggrunden, dels er farvestikket i billederne som noget taget på Polaroid. Men prikken over i’et er at huset i baggrunden også passer til det hele. Jamen, jamen – godt set. Hvis det er lavet med vilje.

Det er det nu nok ikke, når man tænker på, at der mangler nogle af interiøret. Det er nemlig ikke uvæsentligt med hverken stand eller farve, men jeg synes man kan ane at det er sort? Jeg havde selvfølgelig håbet på brunt, men OK – standen er nok alligevel vigtigere, når vi er nede i denne prisklasse. Her giver annoncen heller ikke meget at gøre med udover at skrive, at den er meget velholdt. Og sådan ser den da også ud.

Så vidt er jeg fan, for jeg synes også formerne på sådan en Sunbeam Avenger er ganske vellykkede. 4-døres sedan-genren er glimrende for ikke at sige perfekt til budgetklassikerne, som er en anden genre jeg er fan af. Og det efterlader faktisk kun en eneste indvending fra min side – teksten siger den har automatgear. Men tjah, det kan jo være der er nogle derude, der higer efter netop det? I så fald er den her: En Avenger i fed farve og god stand på sorte plader til 35.000 kroner? Ugens fund, simpelthen!

Tak for tip til Claus Schrøder Nielsen. Find annoncen hér: Sunbeam Avenger

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

devider2

Ugens filmtip: Jan Magnussens spildte Formel 1-talent

Det kan godt være nogle tænker, at det ikke er retro at skrive om Jan Magnussen – men hans tid i Formel 1 var faktisk nærmest tredive år siden, så det vil jeg godt modsige: Det er Formel 1-historie. Da jeg mødte Sir Jackie Stewart på Goodwood sidst, så takkede jeg ham faktisk for at have givet Jan chancen.

Det kan så godt være, at Sir Stewart siden fortrød det, for desværre var det ikke et lykkeligt eventyr af slagsen, men snarere en slags tregedie. Talentet var der – men der var meget andet, der gik galt, som vi ved. Og det dækker denne lille film ganske objektivt, så jeg synes faktisk den er værd at se.

devider2

Ugens streamingtip: Goodwood Revival

Det her giver sig selv – og det kan godt komme til at tage nogle timer af weekenden. Men ja, det er stadig mere effektivt end at være tager derover. Hvilket man dog stadig skal huske at gøre mindst een gang i sit liv. Indtil da kan man så nøjes med det her:

devider2

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.

14 kommentarer

  1. Ole Wichmann

    Jeg tror stadig Jan Magnussen er lidt bitter over at blive fyret fra Stewart Racing.
    I de glade Royal Pro/Am dage til Copenhagen Classic Grand Prix, rendte jeg ind i Jan Magnussen i Rolners pit telt. Jeg fortalte at min West Highland White Terrier hedder Jackie Stewart. Jan Magnussen sagde “ Kan du ikke sparke den fra mig”!
    Jeg gjorde det meget forsigt da jeg kom hjem, og forklarede Jackie hvorfor…

    Jeg har også oplevet at min yngste datter syntes at det var akavet at blive kørt i skole i en MGB GT med racernummer #49 på dørene. Det var nok ikke kun bilen, men også faderen der var akavede…

    Svar
  2. Bjørn Stegger

    Michaels fars FIAT 1300 havde reg. nr. BE 22.803. Morsomt nok havde min fars Volvo 544 fra 1962 og hjemmehørende i Rungsted Kyst reg. nr. BE 24.803.

    Svar
  3. Claus Ebberfeld

    @bs, dér kan man også tale om et hus og en bil, der passer sammen – bare smukt!

    @ole-wichmann, typisk Jan Magnussen-comeback! Og ja, selvfølgelig er han bitter. Men når det er sagt er det jo ikke gået ham helt skidt siden, så der er også andet i verden end Formel 1 :-)

    Svar
  4. Michael Sehested Lund

    Der ser ud til at være andre sammenfald @bs. Fik beskåret billedet, så man ikke kunne se Hjortekær huset med built-up taget. Man må lade mine forældre, at stilen måske egentlig passede meget godt sammen …

    @ole-wichmann, min datter syntes også, det var lidt mærkeligt, at hendes far hentede hende og en veninde fra skole i BMW med C.V. Jørgensen “Den store entertainer” på anlægget: “ … Du er international karrieregal på turné med monologer uden mening i. Ja, du har praktisk talt intet på repertoire selvom du underholder eliten ved den franske riviera er du mere død end et fossil … ”

    Svar
  5. Keld Jørgensen

    Min far var minister chauffør og var stolt når jeg blev kørt i skole i Ford Zodiac af min ham , ønskede på ingen måder at blive sat af på hjørnet.

    Svar
  6. Ben

    “Bilen” på det billede af det perfekte liv er ikke en Stutz.

    Det er nærmere et AI-genereret billede med en fantasibil.

    Svar
  7. Tony Wawryk

    In my final year at junior school, aged 10, I played for the school football team, and my father, who worked shifts as a miner, was often able to take me and three of my team-mates to away matches after school, crammed into his Sunbeam Rapier Series IV (I think it was a IV), probably the coolest car he ever owned. They – and I – all loved it. It was dark green with a light green flash along the side. Sadly I don’t have any photos of it – will have to ask my sister if she has any somewhere…

    Svar
  8. jewer

    Intet mindre end min første bil! 1976 Sunbeam 1600 Super. Brun. Heldigvis med manuelt gear. Den gule til salg er i øvrigt hér fra byen – står med jævne mellemrum opbevaret samme sted som jeg har min gamle Julle opbevaret. Aner dog ikke hvem ejeren er.

    Svar
  9. Michael Sehested Lund

    I fully understand you @tony-wawryk! I would have loved to be brought to School in a Sunbeam Rapier Series IV too. With the Raymond Loewy design Sunbeam Rapier Series IV and its predecessors from Series I are really great looking cars.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.