Et af de mange muligvis sande/muligvis ikke citater fra Enzo Ferrari skulle lyde noget i stil med at “Aerodynamik er for bilproducenter, der ikke kan bygge motorer”.
Hvis det er sandt, så gætter jeg på, at citatet stammer fra de sene halvtredserne eller tidlige tressere, hvor der var nogle ganske få, der begyndte at overveje, om den der usynlige luft mon betød noget særligt. Og Enzo Ferrari var ikke en af dem. Men det er i hvert fald rigtigt, at Ferrari på det tidspunkt havde en af verdens bedste sportsvogns-/racermotorer, nemlig den legendariske Colombo-familie af V12’ere.
Heldigvis så Pininfarina det med aerodynamik anderledes, og det var dengang de kunne hjælpe Ferrari med mere end bare design. Og i øvrigt dengang bilerne fra den italienske sportsvognssmedie ikke var serieproducerede, hvilket gjorde at en karosseribygger havde mere frie hænder end i dag – i sig selv selvfølgelig årsagen til, at der var flere karosseribyggere, i øvrigt. Mange af os bilentusiaster har hver vores yndlingshus, men i min verden er Pininfarina et af de bedste.
Og her har vi så kulminationen af de to: Ferrari 400 Superamerica Aerodynamico. Den stod på forhandleren Girardos stand, helt ude på hjørnet, hvor den rigtigt kunne imponere – selv i et felt af øvrige fantastiske Ferrarier til både gaden og racerbanen. Men i sin mørkeblå lak (farven hedder Blu Notte, og der understreger jo bare endnu en gang, at italienerne fører på sprog – så enkelt og så meget mere sotto voce end Midnight Blue, ikke?) bar denne elegantier sin ultrasjældenhed og hyperhurtighed med en værdighed, som ingen af de andre. Ja, som ganske få på hele Retromobilemessen, vil jeg mene.
Bevares, jeg er farvet af, at modellen altid har stået for mig som noget ganske særligt, og i øvrigt også gør det i Ferraris historie. Superamerica kom frem i 1959 og der er ikke to der er helt ens – den her havde kort akselafstand og inddækkede forlygter, mine foretrukne specifikationer. Modellen er mere sjælden end den senere GTO, der vel er noget nær verdens mest berømte bil. Efter sigende er Superamerica Aerodinamico hurtigere, men dengang i tresserne gik Ferrari ikke så meget op i fakta og journalister gik ikke så meget op i at efterprøve dem.
Motoren er Colombomaskinen i sin ypperste udbygning – og navnet er første gang Ferrari fraveg det gamle princip med, at modelnummereringen er den enkelte cylinders slagvolumen. Så skulle en 400 jo have 4,8 liters slagvolumen, men så meget kunne man ikke strække Colomboblokken til. Motoren er således kun på fire liter, men 400 lyder jo bedre end 330, ikke sandt?
De første røverhistorier lød på, at effekten var nær ved svimlende 400 hestekræfter og topfarten 300 km/t. Hvordan Ferrari senere fik det reguleret ned på 340 og 265 skal jeg ikke kunne sige, men i min verden er det heller ikke dét, modellen handler om.
I stedet står modellen for mig som det ypperste i Super GT-genren nogensinde. Noget af det fineste, dyreste, sjældneste og mest eksklusive som penge og gode forbindelser kunne købe fra dengang Ferrari var et lillebitte firma og kun havde ti-femten år på bagen. Den balancerer hårfint på grænsen mellem overdrevet og elegant i både sit design og teknik, og alt ved den er en bekræftelse af, at jeg foretrækker gamle biler: Denne fabelagtige Ferrari er fra dengang i gamle dage, hvor alt var bedre.
Ferrari Superamericana Aerodinamico har et nærmest overdrevet navn, den er hurtig og sjælden, men den er langt fra den kønneste Ferrari coupé fra den tid. Mærkelig skærmkant/hjælmåbning foran, for kort akselafstand på nogle af dem, uharmoniske ruder og en lidt for tungt hældende bagende. Og så generelt for mange designdetaljer. Man forstår godt, at Enzo havde andre biler som hans design favoritter…
Er du 100 på farven ? er det ikke Blu Sera…
Enig med @Soren W. Den er for tung i måsen. Nuvel, der findes folk, der godt lide store måse. Og fred med det. Jeg er dog ikke en af dem.
Derfor vil jeg, når jeg i næsten uge har samlet flasker nok til at købe en klassisk Ferrari til 150 millioner, købe en GTO. Ikke dagens bil.
Den har en god, afrundet og balanceret mås, som man vender sig om og kigger efter….
Enig med @Søren W og @Skaaning. Skaaning, hvor samler du flasker?
Jeg kan lide store måse, @skaanning – hvis de ellers i øvrigt er velformede og faste. Det er den her. Eller “de her”, for de var jo – helt som måse i virkeligheden – ikke helt ens. Jeg kunne komme med en masse analogier (…) til rigtig kødelige af slagsen, men det vil jeg undlade.
@hp-thygesen, den egentlige pointe holder stadigvæk.
@soren-w, den historie er fortsat mere end tvivlsom: https://viaretro.dk/2022/04/sagde-enzo-ferrari-virkelig-at-e-typen-var-verdens-smukkeste-bil/
Men det er rigtigt, @soren-w, at det ikke er den kønneste Ferrari fra den tid. Nu er der jo bare mere end kønhed i verden, som alle os ude fra den virkelige verden ved.
@Claus Ebberfeld ja, det er jo et spørgsmål om smag. Jeg medgiver, at “kønhed” ikke altid er det vigtigste parameter. Der kan være andre ting, der gør, at en …bil…er spændende. De sjældne og skæve biler, som jeg ved, du kan lide, kan bestemt også noget. I hvert fald i en del tilfælde. Men som udgangspunkt synes jeg nu personligt, at den sammenhængende og afsluttede form fra forlygter til mås er det, der holder bedst i længden. Ikke for mange uafsluttede linjer.
Men hvordan de 2 bemeldte begreber så defineres, er selvsagt subjektivt.
Og det er da rart, at nogen ikke følger den slagne vej mht æstetik og form. For ellers var jeg da aldrig blevet gift med nogen….
Pudsigt så meget modvind et ellers aerodynamisk design kan få… ;-)
Mens hverken Søren, Ole eller Skaaning virker synderligt imponeret, så er jeg 100% på Claus’s side her. Jeg var jo ligeledes på Retromobile i år, og den fabelagtige 400 Superamerica Aerodynamico var også blandt mine absolut favoritter på hele messen. Utroligt nok så var der faktisk to af dem på messen. Jeg faldt nemlig først over en som var lige en tone mørkere blå end den på Claus’s billeder, men det var netop den lidt lysere farve og vigtigere endnu de ‘covered headlights’ som gjorde den på Girado’s stand til en sand vinder.
Bevares, jeg kan godt se at designet ikke er æstetisk perfekt afbalanceret, men det kan også næsten blive for kedeligt når de er det. Tænk blot på de fleste Zagato designs. De udfordre dig, de har kant og de er spændende, måske netop fordi de er alt andet en konventionelle. Det samme synes jeg er tilfældet med 400 Superamerica Aerodynamico.
Dare to be different!
Den er fuldstændig fantastisk flot og velproportioneret – basta bum.
I øvrigt er det en udpræget misforståelse og skrøne at Enzo nogensinde skulle have påstået (endsige hvisket, eller bare tænkt) at E-type var verdens flotteste bil.
Enhver med et bare marginalt kendskab til manden vil vide, at der for ham KUN fandtes Ferrari – og intet andet.
Påstanden er da heller aldrig bevist, og findes hverken på skrift eller fra troværdige vidner. Men den lever – naturligvis – fint blandt Jaguar folket ;)
PS
Jeg synes også at en E-type er fantastisk flot – især som FHC.
OK for at relativere min tilslutning til kritikken, så er den da superfed.
Den er ikke den mest harmoniske, men jeg elsker generelt coupéer fordi de ofte er lidt skæve, men har personlighed.
Tak for flere input, d’herrer – for det fortjener den immervæk.
Ja ja, men jeg vil hellere have denne her:
…eller denne her:
Hmmm..?
Det er da også fair nok, @soren-w. Begge gode, dejlige, kendte og trygge størrelser. Mens en Superfast er en supereksotiker. Det er udover al rationalitet.