Hvis du nogensinde har overvejet at besøge Le Mans Classic, så er det nok i år du skal gøre alvor af det.
ViaRETRO har skrevet om Le Mans talrige gange – eller “24 Heures du Mans”, som det rigtigt hedder på modersmålet, selv om alle bare kalder det Le Mans. Vi har skrevet både løbet selv og de mange historier, der ligger i deltagelser fra konkrete biler, personer, teams, lande og farver – og vi er i øvrigt ikke færdige endnu. Det bliver man aldrig. Ikke bare fordi der hvert år skrives et nyt kapitel (det skriver vi trods alt ikke så meget om, men vi er da også som retroside fulgt med tiden og kommet helt op i halvfemserne på den historiske front), men fordi emnet er stort set ligesom hvis en student fik en opgave med titlen “skriv om verden”.
24 Heures du Mans blev kørt første gang i 1923, og det er altså hundrede år siden. Hvor er der løbet meget vand i åen siden, ikke? Og så alligevel ikke. Dette klassiske løb handler stadig om det samme, og derfor er løbets historie også en fantastisk historie om (racer-)bilens udvikling, og intet sted ser man det bedre end til Le Mans Classic. Dét har i mellemtiden også eksisteret i over tyve år, og siden jeg kørte ned til den første udgave i en lånt Triumph Spitfire i 1998 har det udviklet sig til et af verdens bedste historiske motorsportsarrangementer.
Een af mine yndlingsperioder er de sene tressere/tidlige halvfjerdsere.
Det bliver bedre i år. Jamen, det er jeg bare helt sikker på! Le Mans var et gennemgående tema på sidste uges Retromobilemesse, og det bliver det også for flere andre biludstilinger i år. Hvor de udstillede biler står stille. Men på Le Mans Classic står de ikke stille. De kører ligesom de gjorde dengang, og uanset om ens favorit er Alfa Romeo 8C, Jaguar D-type, Ford GT40, Ferrari 512, Sauber C9 eller Peugeot 905, så kan man til Le Mans Classic stå og se, høre, mærke og lugte dem ned af Mulsanne – eller hvor ens favoritstrækning nu ellers måtte være.
I hundredeåret for løbet ved jeg, at arrangørerne har noget i baghånden, og at den skal have fuld gas. Uden helt at vide hvad eller hvordan. Men hvis I har drømt om at se Le Mans, så bliver der ikke noget bedre tidspunkt end i år.
God weekend
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- NYT til de første hundrede: En Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkeligheden fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Bil(er) fra Firserne
Af Michael S. Lund
Mange (inklusive mig selv) finder, at Firserne bilmæssigt var en ørkenvandring – kunne man ikke bare komprimere det og simpelthen lade det forsvinde?
Årtiet var kendetegnet ved udstrakt brug af nye materialer – hvis det skal lyde spændende – men hvis vi i stedet siger det mere direkte, så kan det reelt oversættes til udstrakt brug af plast og fravær af tidligere tiders detaljer i krom, træ med mere. Formmæssigt var firserne ydermere kendetegnet ved gennemgående at være kantet; man kan kalde det en slags Ritter Sport indenfor biler … kvadratisk, praktisk, god (det sidste dog en sandhed med modifikationer!).
En af dem (1988 og 35 år) var Fiat Tipo, og jeg kan godt røbe, at gensynet med den ikke var noget, der fyldte mig med begejstring. Men så indfandt eftertanken sig – for hvordan så de jævnaldrende biler i samme klasse ud? Ikke meget bedre. Jeg behøver bare at nævne Austin Maestro, Opel Kadett E, VW Golf II (efter min mening en skuffende afløser til Golf I) mv. – faktisk var Ford Escort Mk3 lidt et lyspunkt i den forsamling!
Fiat Tipos forgænger var Fiat Ritmo, som (flere ansigtsløftninger senere) op igennem 1980’erne nærmest fuldstændig havde mistet sit oprindelige udtryk. Samtidig rustede den helt vildt og undervognen var forældet. Fiat Tipo var bygget på en helt ny platform, pladedelene var galvaniserede og bagklappen af plast. Fiat havde med andre ord lagt sig i selen for at få bugt med nogle af de mest åbenlyse problemer. I 1989 kårede motorjournalisterne sågar Fiat Tipo til Årets Bil, men det er jo ikke første gang, de rammer forbi skiven, for køberne var ikke enige.
Spørgsmålet er også, hvor god galvaniseringen egentlig var, for det er jo synd at sige, at der er mange førstegenerations-Fiat Tipoer tilbage (skulle jeg selv have en, ville jeg i øvrigt gå efter en 2.0 16V).
Jeg har gået og spekuleret på, hvordan Fiat endte lige præcis der med Fiat Tipo. Jeg hører jo selv til dem, der mener, at Fiat havde sin modelmæssige storhedstid i slutningen af tresserne … med kulminationen omkring 1970. Men så henledte Søren Wichmann opmærksomheden på et dokumentarprogram om Giovanni (Gianni) Agnelli, også kendt som “L’avvocato”; manden der var i spidsen for Fiat-koncernen gennem tre årtier og blandt andet også var kendt for at være (som minimum) Italiens bedst klædte mand – tak for tippet om programmet, som gav mere stof til eftertanke om emnet.
I modsætning til i Danmark, hvor firserne (“fattigfirserne”) var præget af bl.a. ”kartoffelkuren”, var det ikke sådan i Italien … der gik det faktisk ganske godt efter et uroligt årti i halvfjerdserne. Firserne var tilmed et rigtig godt årti for Fiat-koncernen. Men hvilke Fiat-modeller, udover Tipo, var grunden til, at det gik godt?
Fiat indledte firseræraen med lanceringen af Fiat Panda i 1980. Fiat Panda var designet af Giorgetto Giugiaro og var med sit kantede look rigtig firseragtig, men den havde – og har – også sin helt egen charme.
Det var straks værre med Fiat Uno fra 1983, der også var designet af Giugiaro og (i udpræget grad) en typisk repræsentant for firserlooket.
Tilmed var Uno både smal og høj. Det sidste muliggjorde en særdeles opret siddestilling, så den kunne præsenteres som ægte 4-personers bil. På sin vis snyd at placere passagererne på “spisebordsstole” i stedet for det mere “lænestolsagtige”. Men ok, det gik vel an til ikke for lange ture …
En anden speciel detalje var, at dørene ikke sluttede i en dørkarm foroven, men fortsatte helt op i taget. En detalje der endte med at gå igen i de efterfølgende modeller. Selvom jeg ikke umiddelbart er Fiat Uno-fan, kunne Turbo i.e.-udgaven gå an, hvis det endelig skulle være.
Fiat-koncernen var, gennem ejerskabet af Lancia, hoveddrivkraften i udviklingen af Tipo 4-platformen fælles med Saab, hvor den første model (som resultat af samarbejdet) blev Lancia Thema i 1984. Til trods for at Lancia var et finere mærke i Fiatkoncernen, fandt Fiat det alligevel nødvendigt med en større Tipo 4-baseret model i eget navn, Fiat Croma fra 1985, hvor Giugiaro atter stod for designet.
Man kan gisne om årsagerne, men en der evt. kunne være oplagt, var nogle landes beskatningsregler (der tog udgangspunkt i motorstørrelsen) – et issue Italien selv var et eksempel på. Mindste Fiat Croma var med dens 1,6-liters motor en anelse undermotoriseret til den (på det tidspunkt) store bil. I den modsatte ende fandtes Croma også med en 2-liters motor + turboladning og sidst, men ikke mindst, Busso V6’eren på 2,5 liter – ja tak, hvis det skal være en Croma … men det skal det selvfølgelig ikke, for jeg vil hellere have en Lancia Thema eller den senere Alfa Romeo 164.
1980’erne blev for Fiats vedkommende lukket af med Fiat Tipo; den var så til gengæld ikke et Giugiaro-design, men designet af Ercole Spada, som på det tidspunkt var hos I.DE.A Institute (Institute of Development in Automotive Engineering).
Giugiaro er med rette berømmet for mange af sine bildesigns, men som vi har set det med eksemplerne her, faldt han også i den kantede firserfælde. Det samme gjaldt for Ercole Spada. Spørgsmålet er så, om opfattelsen af firserbildesign vil ændre sig til det bedre over tid? Jeg tror det ikke selv, men måske tager jeg fejl … hvad synes I?
Ugens Foto: Vi skal have en øl
Ugens Fund: 1984 Alfa Romeo 90 til 65.000 kroner
Meget apropos firserbiler har vi her et rigtigt godt eksempel på alt det, som Michael S. Lund skrev om tidligere i denne Matiné. Alfa Romeo 90 er faktisk en forholdsvist kikset sminkning af Alfetta, der i sin grundhistorie er tilbage fra 1972. At Alfa Romeo kunne slippe afsted med at lancere en “ny” bil i 1984 baseret på en to generationer gammel basis siger noget om, hvor god en bil Alfetta var.
Alfetta var et hæderkronet navn fra fortidens racere, og det er passende, at dens efterfølger fik en langt mere simpel talkode uden rigtig mening.
Men: Alfetta kom aldrig med en sekscylindet motor. Nærmeste bestemt en af verdens skønneste V6’ere, den klassiske Busso. Det fik italienerne derimod stoppe i topmodellen af 90, og så har vi fat i noget lidt specielt. En superdiskret berlina med – for perioden – gode præstationer. Bevares, den solgte ikke ret godt, men som klassiker betragtet er det ofte bare en fordel, og i dag kan vi læse af annalerne, at der kun blev bygget godt seks tusind 90 2,5 V6.
Sådan ser en 90 ud, hvis man fotograferer hele bilen på een gang. En udmærket idé, der er meget brugt i brochurer med mere, og med fordel kan bruges i dag i salgsannoncer også.
Sådan een har vi i dag som Ugens Fund. Den kommer ifølge annoncen ud af et langtidsejerskab på over tyve år, hvor der løbende er blevet vedligeholdt og renoveret på den. Ja, sådan står der i annoncen, men hvad det lige vil sige fremgår ikke. Ejeren er tydeligvis ikke fotograf men foretrækker at se bilen i halve, så der er meget overladt til fantasien. Men har skriver at det er den eneste indregistrerede i Danmark (der står sikkert andre og rådner rundt omkring, men det er jo ikke det samme), og det har helt klart sin charme, synes jeg. Ligesom motoren, der bare er en perle.
Efter min mening er det de to ting, der skal trække læsset her: Motoren og sjældenheden. Nåja, og så mærket: Få har et mere loyalt følge end Alfa Romeo. Så den grå 90’er her skal nok finde et nyt hjem, og så kan man køre til Bella Italia med hele familien og vise en ægte veteranbil frem uden at møde en magen til. Jeg behøver ikke at minde om, at man skal se den godt efter for rust, vel?
Tak for tip til Jens Birkholm. Find annoncen hér: Alfa Romeo 90
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Ugens Rædsel: Maggiores Ferrari 308 restomod
Det bedste man kan sige om det her projekt er, at vi der kan lide klassiske biler har fat i noget vigtigt. Det alle andre vil have. Som alle rigtige entusiaster ved vi så godt, at drømmen om den klassiske bil kommer med nogle ulemper, så ruderne måske ikke kan afdugge, store mennesker passer ikke i, elektriske kontakter driller og der skal lige kildes lidt hér og repareres lidt der oftere end med en ny bil. Og så er der måske også det med, at især gamle sportsvogne ser hurtigere ud end de rent faktisk er.
I et forsøg på at kombinere det bedste fra alle verdener er begrebet restomod så opstået: Man restaurerer en gammel bil, men modificerer den samtidigt, så den bliver bedre end ny. Det er i hvert fald den gennemgående mening med restomods, og amerikanske Singers arbejde med Porsches klassiske 911 er nok den mest kendte repræsentant for genren. Men restomods findes også indenfor Mercedes, BMW, Volvo – og Ferrari.
Ferrari er en hellig ting. Og så skal man passe lidt på. Jeg har før skrevet om diverse forsøg på at modificere klassikere fra bilverdenens mest attråværdige mærke – og det bliver meget nemt som at ville sætte nye arme på Venus fra Milo. Meget svær balancegang. Og nu er den gal igen.
Ferrraris “288” GTO fra 1984 var i sig selv den ultimative fortolkning af 308-designet, hvilket måske også forklarer hvorfor det er svært at komme videre derfra.
Italienske Maggiore prøver igen med en 308 som udgangspunkt og en “288” GTO som forbillede. To biler, der hver især i sig selv var tæt på perfektion for perioden. Det Maggiore laver her kan jeg imidlertid ikke finde ord for. Jeg ved ikke hvad det koster, men jeg vil simpelthen komme med et godt råd. Lad være – og spar op til en rigtig “288” GTO i stedet for.
Ugens Grafik: Mazda Cosmo brochure
Så vidt jeg husker var de kantede Fiater faktisk moderne og stramme i stilen i 80erne. Min far købte en splinterny Fiat Uno 1.0 Fire i 1983 og fik den rustbehandlet fra start. Alligevel rustede den over alt. Men den kørte 20 km/l.
Den viste Alfa 90 er nærmest værdiløs, halvdelen af bilen mangler. Attachetasken mangler. Der er et stort sort hul under handskerummet!
Vi ved ikke hvad sådan en Maggiore 308 koster. Det bliver jo nok en 2023 model og så er den jo skudt ned i DK af afgifterne.
Men øøøhh, hvorfor er den nu så slem igen? Vi elsker jo alle Kalmar og Singer?
Jeg synes altså der er fede design elementer, med små kofangere og kort udhæng (dog lidt for voldsom frontspoiler), Naka-agtige griller i siden og meget andet sjovt.
Hvis man nu forestiller sig at man står med en 308 i ringe stand, som alligevel skal renoveres, hva så?
Nå, jeg står nok lidt alene her – igen… 😀
PS. Jeg er vild med den originale 308, hvadenten det er GTS, GTB eller GT4! Så er det på plads. 👍☺
@ole-wichmann, du har ret: Sådan een finder man aldrig igen!
@bisgaard, det er et meget teoretisk spørgsmål, men hvis den på papiret er en modificeret 308 fra for eksempel 1978, så kan man nok godt få meget sjov ud af den afgiftsberegning med SKAT i Danmark. Men du har ret i, at der er frække designelementer, men den LIGNER en 2023-model, og det synes jeg faktisk er en stor del af problemet.
Nu foreslog jeg at spare op til en GTO i stedet, men man kunne jo også bare købe en 308!
Instrumentpanelet i Alfa 90 V6
I modsætning til i går under “Ferrari fredag” (skøn kategori i øvrigt), så er jeg enig med Claus idag. Moderne sportsvogne, (Ferrari inkl.) har alt for mange linier og luftindtag, lygter m.m der krydser hinanden og ødelægger det harmoniske design, der måske gemmer sig indenunder? Maggiore smider 308eren ned ad den vej synes jeg. Jeg tager en original 308 eller gerne en 288 GTO…
Mindes at have læst Uno økonomisk set var en kæmpe succes for Fiat. Men at italienerne efterfølgende med stort talent formøblede den nu ellers bugnende pengekasse på mere tvivlsomme projekter, som handlede om alt andet end personbiler. Hvorfor de så kun nogle få år senere stod med biler der var forældede i forhold til det nyeste fra konkurrenterne og med for lidt penge i kassen til udviklingen af nyt. Det var fra en eller anden faktisk interesant artikel jeg stødte på, som så historisk på Fiat fra den økonomiske vinkel.
Jeg er tilbøjelig til at give dig ret @ole-wichmann . Ser man mere på indholdet end formen, havde Fiat gjort flere ting for at modernisere modelprogrammet. Og kantet eller ej, så er der jo et ikke utydeligt familieskab fra Panda til Croma. Helt overordnet synes jeg bedre om biler fra 1990erne, selvom det var et årti, hvor det gik mindre godt for Fiat, selvom der findes mindst én undtagelse.
Fiat Uno var faktisk en salgssucces, som @westmus nævner. Du må meget gerne sende et link, hvis du kommer i tanke om, hvor artiklen ligger. Jeg er selv meget interesseret i at kende mere til baggrunden for … som f.eks. i dette tilfælde … hvad der lå bag, hvorfor en bilproducent med tilsyneladende godt styr på tingene endte i en ekskurs.
Økonomisk set er Fiat siden den første oliekrise blevet reddet af enkelte succes modeller som 127, 128, Panda, Uno og Punto. Biler som passede til tiden, nemlig billige at anskaffe og eje, velkørende og gode motorer, godt design, praktiske og med god pladsudnyttelse. På mange måder vel nok nogle af de bedste biler i klassen.
Resten af Fiat modellerne sidder ikke rigtig i skabet på samme måde. En hel del er lunkne salgssucceser, andre egentlig katastrofer. Men til gengæld dannede de basis for en række guldæg hos Lancia som Y10, Delta, Prisma og Musa. En forretning Agnelli til fulde forstod at udnytte. Hertil en lille anekdote: Da Lancia Thema blev præsenteret for Fiat direktionen, træf man den beslutning at droppe næste generation af Fiat 132/Argenta som ellers var færdigudviklet, og i stedet bygge på Thema’en.
Michael, du glemte helt at komme ind på den underskønne Fiat Regatta. Det er vel kun Ford Orion, der kan tage kampen op mod den som Worlds Most Forgettable Car…
Meget apropos weekend’s tråd, skulle denne Lancia Trevi nok have været ugens fund :-)
https://www.veteranposten.dk/visAnn.asp?Id=382569
Vedr Alfa Romeo 90 v6 så er der en daglig driver i Havneby på Rømø Jeg har importeret den i tidernes morgen og solgte den til en fra Vejle Den nuværende ejer er en 80 år gammel mand som selv vedligeholder bilen hjemme i garagen hvor han har en grav til undervognsrep Og han har nok reservedele til at holde den kørende i nogle år endnu for der står en mage til under en pressening plus loftet er fyldt op med renoverede dele Og skulle han mangle afgiftforespørgsel til skat så har jeg den nok liggende i gemmerne
Interessant info @John-Skov-Larsen , at der var lagt op til noget andet end, hvad der siden skulle blive til Fiat Croma! Har du noget mere information om den anden løsning, som blev skrottet?
Du har ret @Skaanning , der var også Fiat Regatta. Det var en bevidst udeladelse fra min side (selvom den også blev lanceret i 1980erne), fordi den havde sine rødder i Fiat Ritmo, der jo var en 1970er bil. Fiat og andre bilproducenter har haft det med at lancere sedan-udgaver af hatchbacks, som var mere populære på markeder i f.eks. Mellemøsten og Sydamerika. Fiat Regatta blev da også afløst, i 1990, af Fiat Tempra, som var en sedan-udgave af Fiat Tipo.
@Michael S. Lund, her er lidt om Tipo 4 projektet og i særdeleshed om Lancia Thema: https://infolancia.dk/thema.php
Jeg blev lidt overrasket over at se 80’erne beskrevet som kantet. Det er slet ikke sådan, jeg husker det.
Jeg mener at de kantede biler allerede gjorde deres indtog i 60’erne USA, hvor de svulmende former fra 50’erne blev afløst af 60’ernes kantede og mere stringente former.
Europa var som sædvanlig lidt bagud og begyndte på det kantede design i 70’erne.
Tænk på Granada/Scorpio, Taunus/Sierra, Kadett og Rekord/Omega der alle var lidt runde i 60’erne, blev kantet i 70’erne for igen at få bløde former i 80’erne. Nogle gode eksempler er også Audi 80 og 100. Det er også værd at nævne W123/W124, Alpine, Peugeot, Celica, Supra og selv Golf II var faktisk en opblødning i forhold til I’eren.
Fiat havde nogle kantede 80’ere men det var jo ikke ukendt for dem i 70’erne med bla. 130 Coupe og 131. Men der var da sandelig også andre kantede biler i 80’erne og det lykkedes Volvo at lave en bil med endnu skarpere kanter end 240, nemlig 760’eren. Og nu jeg er i gang, kan jeg også nævne Renault 9 som i dag fremstår som noget charmeforladt.
Det er nok rigtigt, når man siger at det afhænger af øjnene der ser. Jeg husker 80’erne som det vindvenlige årti, der gav os de bløde former tilbage….om man så kan lide dem eller ej.
Mange tak for linket @John-Skov-Larsen . Lancia puristerne begræder jo, at Fiat overtog Lancia i 1969. Jeg synes selv, at Fiat faktisk lod mærket leve videre på en god måde de følgende godt tre årtier. Uden overtagelsen ville det have været slut længe inden. Det er altid skidt, hvis hhv. bean counterne og ingeniørerne får for stor indflydelse. Fylder bean counterne for meget, dør den tekniske innovation og er det ingeniørerne, bliver dækningsbidraget for lille …
Jeg kender det ikke ned til den mindste detalje, men Ferrari motoren i Thema 8.32 havde krydsplanskrumtap i modsætning til fladplanskrumtappen i Ferrari 308. Det passer også bedre til Themaens natur med V8 gurglen i stedet for noget, der lyder som en lidt stresset 4-cylindret.
Overdrivelse sætter ofte gang i tingene @stighansen . For selvfølgelig har du ret i, at ikke alle 1980er bilerne var tegnet med en lineal. Ford Sierra/Scorpio og Opel Kadett E/Omega er eksempler på det modsatte. Til gengæld var de, ligesom de kantede, fyldt med grå plastik, hvor der tidligere havde været krom.
Du har også ret i, at 1980erne var det vindvenlige årti, for det var årtiet, hvor vindtunneler helt naturligt var en del af designprocessen. Bilen, der intuitivt ser vindvenlig ud, er det ikke nødvendigvis. Flere af de kantede biler klarede det faktisk fornuftigt. For man lærte bl.a. at se på udformingen af vognbunden og systematisk at dirigere luftstrømmen hen, hvor der var brug for den: køling af motor og bremser, men kun det.
Hmm, jeg havde slet ikke sat spørgsmålstegn ved det før, @stighansen – men du har jo ret: Firserne var ikke kun kantede. Alligevel er jeg enig med @mslund i, at det er en markant trend, der var med til at definere de tidlige firsere. Det blev mainstream, hvilket man jo ikke lige kan sige om en Countach eller Fiat X1/9 fra halvfjerdserne.
Og så kom jeg til at tænke på, at det nok svarer lidt til, når man i dag kalder årtiet for “fattigfirserne”. Jo, der var kartoffelkur i begyndelsen, men henimod slutningen gik det jo faktisk rigtigt godt.
Fiat Regatta og Tempra er jeg helt med på at glemme.
Nu blev kartoffelkuren jo først indført i oktober 1986 – netop som reaktion på, at det “gik lidt for hurtigt” i samfundet.
En af mine kunder i slutfirserne kaldte sine 75 er for arkitekt biler Jeg så engang en reklame hvor streger var ført videre ud over selve silhuet PS han var arkitekt