Må man spise og/eller drikke i din klassiker?
Jeg kom til at tænke på dette vigtige spørgsmål, da jeg faldt over en række ganske smukke fotos af forskellige former for (mest ulækker) “mad” i biler. Eller på. Eller bare ved. Og det sidste er der jo ikke noget galt med, for mange vil jo nok insistere på, at man tager sin “mad” udenfor som på billedet herunder:
Ja, det er jo ikke mad, men det ER dog noget, som nogle kunne finde på at spise i bilen. Kunne du eller dine passagerer?
Sådan foretrækker jeg det også, men alligevel har jeg aldrig været vildt religiøs med ikke at spise i bilen, da jeg ærligt talt har haft svært ved at undgå det selv: Især de senere år har jeg kørt rigtigt mange kilometer, og nogle gange under tidspres, så der ikke har været tid til det helt store Schnitzelstop. Men under ideelle omstændigheder, så ER det sådan jeg planlægger mine rejser, og da en stor del af dem går igennem Tyskland, så kalder jeg dem faktisk Schnitzelstop og ja, det er ofte dét, der er på menuen. Forlader man Autobahn og kører bare ti minutter længere væk, så finder man nemlig med en smule research (hvis man er to i bilen, så kan det endda ske under kørslen – ellers må man gøre det hjemmefra eller ringe til en ven) fine lokale steder, der laver skøn og landlig og rigtig mad. Det har jeg endnu til gode at finde direkte ved en Autobahn – men jeg hører gerne gode tips derom.
Derfor er det slet ikke unormalt, at der bliver spist i mine biler under kørslen. Med behøring afdækning samt papir- og vådservietter lige ved hånden, selvfølgelig – men trods alt ikke en totalt puritansk afholdstilgang til fænomenet. Men det er mig der bestemmer HVAD der er tilladt, og for eksempel gælder det ikke croissanter (fordi jeg kun tillader de gode, og de krummer helt vildt), underlødig McDonald’s-æde (fordi det er underlødigt) samt sager som Toblerone, der scorer både på svine- og underlødighedsskalaen. Jeg vil heller ikke have Coca-Cola i bilen, Arla-produkter af nogen art ligesom øl skal være af en ordentlig kvalitet, ikke slavepils.
Når jeg kigger i eksemplerne herover tror jeg faktisk kun det er M1-menuen, der ville kunne passere mit nåleøje – selvom det også afhænger en lille smule af, hvor bilen befinder sig henne i verden. Men selv på det sejeste Østerbro ville jeg ikke tillade en avocadomad på speltbrød indenfor, da det også potentielt sviner for meget.
At indtage maden udenfor bil har jo så også den store fordel, at man kan kigge på den imens. Hvis det er Autobahnmad, så er der faktisk en god chance for, at bilen er mere lækker end maden.
God appetit.
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- NYT til de første hundrede: En Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkeligheden fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Jaguar ville sælge biler, ikke motorer
Af Michael S. lund
I artiklen ”Da Aston Martin ville være motorleverandør” Weekend Matiné Nr. 491, var jeg inde på, at Aston Martin på et tidspunkt legede med tanken om at sælge motorer til andre bilproducenter, og for at undgå at hjælpe konkurrenterne for meget, gik det ikke an at sælge den Tadek Marek-udviklede rækkesekser direkte. I stedet var det tanken, at motoren skulle være 4-cylindret.
Siden er jeg dykket mere ned i stoffet, og sandelig om det ikke viser sig, at andre med en berømt rækkesekser også har syslet med en 4-cylindret udgave. Den berømte rækkesekser, der her er tale om er Jaguars XK-motor. I forhold til berømmelse fornærmer jeg nok ikke nogen ved at sige, at Jaguars XK-motor – med al ære og respekt for Aston Martins Tadek Marek-rækkesekser – trods alt slår den.
Jaguars motiv var dog et helt andet.
I årene op til 2. Verdenskrig havde William Lyons produceret biler under SS-navnet, hvor både chassis og motor kom fra Standard. Gennem krigsårene var det Lyons’ ambition at lancere en egenudviklet bil, og ingeniørtrioen William Heynes, Walter Hassan og Claude Baily gik i gang med udviklingsarbejdet. Målsætningen var at udvikle en motor med høj ydelse og en konstruktion, som ville være tidssvarende i mange år. Endelig foreskrev William Lyons, at motoren også skulle se godt ud! Det var hele tiden meningen, at den nye motor skulle findes i en 6-cylindret udgave, men på det tidspunkt ansås det også nødvendigt med en ”indstigningsudgave”. Det stod allerede klart, at økonomien i et krigshærget Europa ville være anstrengt i mange år, og at motoren skulle have halvsfæriske forbrændingskamre. Første skridt på vejen var at bygge en prototype baseret på en blok fra Standard, og et egenudviklet topstykke. Standard-blokken havde sideliggende knastaksel, så det var oplagt at se på, hvad Fritz Fiedler havde gjort med motoren i BMW 328, som jo ikke bare for motorens vedkommende, men i hele sin fremtoning var en inspiration. Med et tilsvarende arrangement med lodrette og vandrette stødstænger, lykkedes det at lave et topstykke med halvsfæriske forbrændingskamre. Motoren gik for så vidt udmærket, men var plaget af en del støj fra ventilmekanismen, så der var ingen vej udenom en ”DOHC”-konstruktion. De følgende prototypemotorer var stadig baseret på en Standard-blok, men nu med et DOHC-topstykke. Næste skridt var selv at lave en motorblok, og hermed er vi ovre i den første XK-motor, som var klar i oktober 1945. Slagvolumenet var på det tidspunkt 1.790 ccm og krumtappen med 3 hovedlejer. Senere øgedes, i 1951, slagvolumenet til 1.970 ccm og krumtappen fik 5 hovedlejer. Den 4-cylindrede XK-motor havde fundet sin endelige form, men den endte med ikke at blive brugt til noget.
Foto Jaguar Heritage Trust
Da XK120 blev lanceret i 1948 var det lige fra begyndelsen planen også at tilbyde en XK100 med den 4-cylindrede XK-motor på 2 liter – til primært det engelske marked. Problemet var bare, at ingen (med William Lyons i spidsen) hos Jaguar brød sig som XK100, selvom den i begyndelsen indgik i markedsføringsmaterialet.
Fotos fra bogen “Jaguar” af Lord Montagu of Beaulieu
Et nok så afgørende problem var, at den 4-cylindrede XK-motor på 2 liter ydede for lidt med sine 113 hk; det passede sig ikke rigtigt for en Jaguar. Men overvejelserne fortsatte alligevel en tid endnu, for der var også behov for en indstigningsudgave af den kommende Mark I-model, og ved at øge slagvolumenet til 2,4 liter, kom ydelsen op på 155 hk, hvilket straks var mere acceptabelt, men dermed opstod et andet problem: Vibrationerne fra de ubalancerede 2. ordenskræfter i den 4-cylindrede motor. Op til et slagvolumen på omkring 2 liter er de til at leve med, mens de er tydelige ved et slagvolumen på 2,4 liter. Det er der selvfølgelig råd for ved at benytte et par modsat roterende (med dobbelt omdrejningstal) balanceaksler, men det er jo med til at øge motorens kompleksitet. Spørgsmålet meldte sig derfor naturligt: Hvorfor ikke bare benytte den 6-cylindrede XK-motor nedboret til 2,4 liter? Svaret var indlysende, for i en 4-takts rækkesekser er ikke alene 1. ordens kræfterne perfekt afbalanceret, men også 2. ordens kræfterne er perfekt afbalancerede. Krumtapslagene er parvis forsat fra hinanden med 120 grader, hvorved der er overlap cylindrene imellem i arbejdsslagene i modsætning til den 4-cylindrede motor, hvor der er 180 grader mellem arbejdsslagene. Et godt valg, den 6-cylindrede rækkemotor er og bliver min yndlingsmotor med sin udsøgte gangkultur.
Den 4-cylindrede XK-motor forbliver et kuriosum, og Jaguar havde aldrig planer om at sælge den til andre bilproducenter. Jaguars mission var i stedet at producere og sælge biler, og det gik jo faktisk meget godt i mange år – med basis i netop den sekscylindrede XK-motor, der om noget blev Jaguars varemærke.
Fotos Gitte S. Lund
Ugens Fejlkøb:
“Hvad Fanden blev der af den snestorm? Nu har jeg lige købt en klassisk Geländewagen til lejligheden, og så kan elementerne bare komme an: Giv mig SNE!”
Ugens Fund (1): 1974 Renault 5 Le Car (?!?!) til 49.000 kroner
Ovenpå Retromobile kunne det næsten ikke være anderledes: Det måtte blive en franskmand, ikke? Både ja og nej: Denne Renault 5 står nemlig i lille Dannevang og i annoncen er den angivet som en “Le Car”. Det vil faktisk sige at den er fra det amerikanske marked, hvor den lille Renault blev markedsført som Le Car – hvilket jo i sig selv er afsindigt morsomt.
Renault 5 hed på det amerikanske marked “Le Car”.
Imidlertid når annoncen et absolut nadir (hvor skønt at få brugt det ord i disse hysteriske tider…) for Ugens Fund-annoncer, selvom disse igennem årene har været endog særdeles ringe. Hvis jeg skal mobilisere mit positive syn på tingene, så står der intet forkert. Årsagen er dog den enkle, at der intet står overhovedet. Ingen tekst. Intet. Nul.
Tre fotos, og så kan man forsøge at gætte sig til resten. Man kan se bilen ser blank ud, og at den har anhængertræk. Det sidste får mig til at tvivle på, at den er amerikansk. På venstre side står den på klassiske Alpine-fælge, på højre side på det jeg mener er tidlige Turbo-fælge? Den står på prøveplader – fordi den er importeret og uden afgift? Hvem ved.
Sådan er der så meget. Der er intet telefonnummer at ringe på, og det skal sælger nok være glad for. En R5 fra 1974 i god stand er en sjælden vare, og jeg synes egentlig alle med den mindste interesse i franske biler skal skrive til sælgeren. Og så komme med hans svar i kommentarerne herunder. Jeg orker det ikke selv.
Tak for tip til Søren L. Nielsen. Find annoncen her: Renault 5 uden et eneste ord
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
En slags kommentar til ringe salgsannoncer, allerede i halvfjerdserne:
Ugens bonusfund: Hyundai Scoupe 1.5 Turbo til 40.000 kroner
Tjah, annoncen er ikke meget bedre end den foregående, men bilen er nærmest uendeligt meget mere sjælden. Der skal nok være nogle kræsne læsere der håber. at det ikke bare forbliver sådan men at Hyundaien her snart bliver til jord igen, men så nemt skal de ikke have det: Hvis I føler sådan, så forklar det lige i kommentarerne, tak. Det handler om bilen herunder:
Den ringe annonce ulejliger sig ikke med at nævne hvornår bilen er fra, men det må være cirka 1993, og dermed er bilen så tredive år gammel og en slags veteran i synsmæssig sammenhæng samt i mange udlande. Desuden er den en Hyundai, der dengang den var ny nok blev hånet og latterliggjort, men mærket sidder i dag solidt på en stor del af nybilsmarkedet med masser af glade (eller i hvert fald ikke-klagende…) købere: Den grimme ælling er blevet en grim svane.
Hyundai brugte faktisk sin egen (korte) historie sidste efterår, da de viste en elektrisk prototype i retrodesign inspireret af deres gamle Pony.
Men hvad det lige betyder for en bil som Hyundai Scoupe er et godt spørgsmål: Bliver den husket som mærkets første indtog på sportscoupémarkedet, anerkendt for sit gejle design og dermed snart en eftertragtet klassiker? Det er en klart formildende omstændighed, at den konkrete Ugens Fund er en Turbo, som jeg faktisk havde glemt den kom med. Dermed er det Hyundais egen motor, ikke de første udgavers Mitsubishimaskine. Jeg formoder man dermed kan sige, at denne Scoupe er en fuldblods Hyundai.
Der står på Wikipedia, at motoren har titanium plejlstænger, og hvis det er rigtigt, så er den næsten værd at købe for dét alene. Det virker dog underligt for en turbomotor, der kun leverer 113 heste på 1,5 liter – men så igen: De havde jo ikke lavet biler så længe.
40.000 kroner må være med afgift, og dermed koster den næsten ligeså meget som den absolut anerkendte klassiker i Ugens Fund Afsnit 1. Kan den det? Når den kommer med rust i skærmene? Kedelig kabine? Mærket Hyundai? Fremtiden foran sig?
Lad mig høre hvad I tænker.
Tak for tip til Claus Nielsen. Find annoncen her: Hyundai Scoupe Turbo
Og så lige noget grønt for øjnene at slutte af på:
Det er snart forår.
Min bil må gerne være vært for indtagelse af diverse madvarer – hvis personen tænker sig lidt om. Jeg har generelt ikke ret mange regler med den kære vogn. Eneste regel er, at man behandler den med respekt. Ikke noget med dåser på taget osv.. Og noget jeg slet ikke kan tage er nedladende tale om den “den har en fejl der” “den er da lidt slidt” osv… det siger måske lidt om, hvor glad jeg er for den.. og det er min, og den er slidt, men det er jeg også og jeg er 11år yngre end bilen.
Det er snart mc sæson (i hvert fald når man arbejder i mit tempo) Den skal males og jeg bryder mit lille hoved med, hvilken farve den skal være. Jeg har hvid maling, men vil nok hellere have den sort. På den anden side er den også meget fed i blå.. ak alle de store problemer man render rundt med. Cyklen er en Ducati monster 900 fra 1994 – og nej den skal ikke være rød :)
Renaultens nummerplade er http://nrpla.de/DS91452
Så er der da lidt mere info at hente 😊
På de lange (læs: kedelige) stint ned igennem Tyskland, er der altid en køletaske, behørigt pakket med lækkerier, snacks og drikkevare..
De nydes som oftest i forbindelse med et tvungent tank-stop.
Køresnacks og drikke er et must og der er ikke nogen regler.
De Tyske motorvejs-menúer, går ind under kategorien “læber & røvhuller”!
Men kører man lidt væk fra alfavej, så ligger der som nævnt altid en landevejs-knejpe, der servere et måltid, så solidt at man sveder bag øjenlågene de næste 4 timer..
I Italien ligger de udemærkede AutoGrill, hvor sandwich med alskens lækre indhold byder sig til, der er som regel også et godt lille udvalg af kølig hvidvin på glas og en hurtig espresso.. La dolce vita..
På min nyelige tur til Retromobile, blev jeg af en god ven, præsenteret for en restaurant der hørte under kæden Les Routiers, som jeg blev fortalt, er en “Michelin Guide” for lastbil-chaufføre i Frankrig.. Fantasisk bistro mad til ustyrligt fornuftige penge.
Det logo vil jeg bestemt holde øje med på min snarlige tur i det Syd-Franske i April
Jo hurtigere den Huyndai bliver til jord, jo bedre.. Det tror jeg faktisk er den pæneste tanke jeg kan komme på..
@Stefan Hvad med sort stel og sølvfarvet tank?
Den Hyundai Scoupe er en sjælden fugl i Danmark. Der er nok kun taget en håndfuld hjem. Det var den gang biljournalisterne skrev “bilmærket, der ikke er brig for”. I samarbejde med Hyundai Bil Import blev der faktisk indsat to stk. Scoupe i Yokohama Cup på Jyllandsringen midt i 90erne. Den ene blev kørt af Hyundais reservedelschef Erik Thygesen, og den anden blev kørt af skiftende kørere. Jeg prøvede den ene baneracer midt i 00erne på køreteknisk anlæg i Kolding. Den var ret rå og ret vild.
Tror faktisk der har eksisteret en udstyrsmodel af 5’eren, der hed LeCar, men blot i start 80’erne.
Nogle biler er, med deltagerantallet i bilen, for små til at man kan spise I bilen, og således må man jo spise ved bilen….
Og nu med billede af maden…🤗
@nick har overvejet “senna” grå, men de mange valg gør det svært 🙂
Jeg er sart med spisning i bilen. Croissant krummer kan støvsuges op, og kaffe kan tørres af. Men fordelen ved at spise udenfor bilen, er at man ofte falder i snak med andre snitzel-stoppere…
Vedrørende den ringe Renault 5 annonce, så er jeg snart træt af at læse om hvor dårlige annoncerne er. Lad dog være med at vise dem. Vis nogle gode annoncer, så må dem med de dårlige annoncer se om der er nogen, der finder dem, og gider se på bilen..?
Jeg er IKKE sart…
Jeg er heller ikke sart, @soren-w – kun med annoncer. Det er så stjernefrustrerende, når man ser billeder af en bil, men ikke bliver klogere af at læse teksten – eller omvendt.
Og jeg forstår det ikke: Enhver der har sådan en bil kigger sikkert også engang imellem efter andre klassiske biler, og det vil SÅ NEMT at sige til sig selv, at de spørgsmål man selv sidder med når man kigger på annoncer, dem er der sikkert også andre der får, når de ser en annonce man selv har lagt op. Hvor svært kan det lige være?!!?
Men jeg hører dig, og vil prøve at følge dit råd. Og hermed også gerne opfordre læserne, der er flinke nok til at finde potentielle Ugens Fund og sende dem ind, til at undgå de ringe annoncer. Lad os se hvordan det går.
Tak for en interessant artikel om Jaguar’s 4 cylindrede motor, jeg undrer mig om jeg er den eneste som ikke har styr på hvad Ordenskræfter er? Det kunne være sjovt med en artikel om “1. ordens kræfterne perfekt afbalanceret, men også 2. ordens kræfterne er perfekt afbalancerede” – hvad er Ordenskræfter og hvordan de spiller ind. Hilsen Erik S.
Sker der noget i KLUB ViaRETRO i 2024..?
Renault 5 “Le Car” var en gængs udgave i DK omkring 1984-85.
Men, den røde farve mener jeg ikke at kunne huske i gadebilledet.
Bliv bare ved med at “fremhæve” dårlige salgsannoncer, måske kan det hjælpe dem som ønsker at sælge deres “guld”.
R5 I første udgave var og er en rigtig god bil, og da de første “vejbump” kom, var en R5 totalt ligeglad med de bump.
Servering udenfor, spise indenfor :-)
Da knejterne var små var reglen, at der ikke blev spist eller drukket i bilen. Jeg brøs mig ikke om ketchup og chokolade på sæderne.
Men jeg må nok indrømme, at jeg har syndet nogle gange, når jeg er alene afsted i klassikeren…
For mig har det med at spise i en bil (dagligbil/klassisk bil er et fedt) været et nogo så langt tilbage, jeg kan huske. Det blev sikkert grundlagt i min barndom, hvor jeg blev sat på toget i København, for at besøge mine bedsteforældre på Møn. Det sidste stykke fra Vordingborg til Møn foregik i rutebil (busser var kun noget, der fandtes i byerne på den tid). I rutebilen sad et skilt, hvor der stod: Is, mad og drikkevarer må ikke nydes i vognen – det har hængt ved lige siden. Ved så ikke lige, hvad jeg ville gøre, hvis jeg var i en drive-in bio … Dog er jeg en stor tilhænger af kopholderen … et af den amerikanske bilindustris helt store bidrag til bilens udvikling … som jeg gerne retrofitter i klassikeren.
Den røde Femmer i annoncen er definitivt IKKE en “Le Car”, for den kom nemlig først i 1977, og kun på de amerikanske marked.
Og dog: I gennem årene blev Renault 5 markedsført i ikke mindre end 35 specialversioner. I november 1978 blev der lanceret en kampanjemodel af Renault 5 TS med “Le Car”-klistermærker på. Modellen blev solgt på det europæiske marked i kun den ene måned.
R5 blev solgt som Le Car på det amerikanske marked.
Spisning i klassiskeren er tilladt – dog kun ved “kontrollerbar” mad. Så ikke noget med sejlende dressinger og lignende. Er i øvrigt helt på linje med Dan Wils på dette punkt. Foretrækker også at køre på landeveje, og finde lokale spisesteder, når vi er på tur.
I øvrigt har en Ferrari 308 et glimrende indbygget varmeskab i form af bagagarummet, der er placeret lige over udstødningen. Man er som absolut minimum garanteret godt og vel lunken mad ;)
Den røde farve på 5-eren ser tydeligvis ud til at være en “salgsbyge”.
I øvrigt har nyere forskning vist at der stadig sidder en del biltosser derude, der ikke har gennemført et kursus i retorik på “unitetet”, så måske har vi alligevel skruet vores forventninger til annoncetekst lidt for højt op? ;o)
@nold, jeg er med på din præmis om annoncetekster, der er et par niveauer under doktorafhandlinger – men der er jo SLET ingen tekst i den nævnte annonce, og det er alligevel noget nyt :-).
Jeg kender sælger. Nul tekst overrasker ikke :-).
Jeg samler udfordringen op @erik . Skal have fundet en passende form, så det rammer så bredt som muligt
Hmm, @mslund, det er et uhyre interessant emne med motorbalance, men jo også ret kompliceret. Det kan blive din største pædagogiske opgave til dato!
Men her et et tip fra redaktøren: ViaRETRO er ikke Ekstrabladet, så du ikke “ramme så bredt som muligt”!
Jeg glæder mig også til at læse resultatet :-).
Michael, endnu et teknisk motorspørgsmål? Hvorfor er en V6 motor i bedst balance med en vinkel på ca. 60 grader, i,ens en V8 er bedst i balance ved omkring 90 grader?
Michael, som supplement til din udmærkede artikel omkring den fantastiske XK motor kan det nævnes, at udviklingen foregik under krigen, hvor de 3-4 designere og Lyons holdt brandvagt sammen på fabrikken. Så imens de holdt vagt efter bomber, slog de stregerne til motoren. Og for øvrigt blev den 4 cylindrede XK prototype brugt i 100 års jubilaren MGs hastighedsrekord-bil EX-135 så sent som 1948.
Som i øvrigt også var på den fine MG-udstilling på Retromobile, @soren-w:
…og man kan endda se den fine 4 cylindrede XK motor under glas 😀
Tror ikke at chaufføren på den fine ,lyseblå XK 120 tænker på mad!
På fotoet kører han til venstre med en lyshåret pige, men på tilbageturen har han selskab af en mørkhåret!
Måske er det den høje temperatur i dag på 12 grader, der giver forårsfornemmelser??
Hilsen Henning Hjorth
UNDSKYLD! Har i aftes spist KFC sammen med familien på frontklappen af min Daily driver Alfa Romeo 159. På vej hjem fra skiferie i Østrig så er det så som så med protesterne fra min side når det har taget 3,5 time at køre 150 km og der er knapt 1200km igen. Men nu er det jo ikke en klassiker endnu, så datteren sad faktisk i bilen.
Med hensyn til motorteknologi og især 1. Ordens og 2. Ordens balance, så kan jeg varmt anbefale “driving for answers” på YouTube. Den unge og meget vidende og vel formulerede unge mand forklarer disse begreber og meget mere på en let forståelig måde. 400+ videoer og over 1 million følgere.