Medlem Søren Navntoft

En opbyggelig historie om hvorfor man ikke skal sidde og fedte på internettet konstant. Heller ikke om fredagen.

Jeg mødte en pige ude på det store djurslandske tirsdagstræf ved Kalø forleden. Sød. Hun sad sammen med Trommeslageren, der som faste læsere ved kører Lancia, og derfor per definition er en standup guy.

Jette sad på Trommeslagerens medbragte klapstol – bødeblokken brændte i lommen ved synet af nylonerne. Trommeslageren fotograferede, og det er hans ven på billedet – jeg ved ikke, hvad han spiller.

Det viste sig, at det var hun også. Eller noget i den retning. Jette, thi det hed hun, havde måttet overtale sin bedre halvdel, men det var så lykkedes (der er håb endnu!), og HUN var for nogle år siden gået i gang med at lede efter deres første klassiker.

Hun havde gjort som alle andre: Kigget på internettet. Da hun var ude efter en Ford Mustang, så havde hun kigget på den amerikanske del af nettet. Og fundet biler, der stod derovre. Ikke helt unaturligt, og mange andre gør det samme. Hun havde fået hjælp, fundet nogle forskellige, og var via en bekendt nået til at have udset sig en bestemt, som skulle være blevet renoveret og som hun ville købe, hvis den var som beskrevet.

Da den så ankom i sin container var den imidlertid ikke som på billederne. Dels fordi der var faldet en anden bil i containeren ned oveni, men vigtigere endnu, fordi den ikke var som beskrevet. Den var faktisk helt anderledes. Og det der vitterligt var lavet på den var lavet dårligt, forkert eller en kombination af begge dele. Hun var lamslået – men i og for sig heldig, fordi hun havde lavet aftalen med den danske bekendt, og derfor så ikke havde købt den alligevel.

Ikke som beskrevet.

Man skal vitterligt bare være på mærkerne, hvis man vil købe bil på den anden side af jorden, næsten. Heldigvis har ViaRETRO tidligere bragt en rigtig grundig guide, skrevet af en rigtig grundig fyr, der har prøvet det mange gange. Genlæs den endelig her i Lørdags Matiné Nr. 61.

Imidlertid kendte Jette ikke ViaRETRO eller guiden eller alle vores gode intentioner. Men hun kendte sin nabo, og vidste han vidste noget om biler. Det er svært at overse, når han kører Singer Le Mans og har en Bultaco under vingerne. Derfor kender jeg ham også – og ved han er hjælpsom.

Han hjalp så Jette – og vupti, fandt hendes drømme-Mustang, der stod 20 kilometer vest for Aarhus. Manuel 289’er med metalblåt indtræk og hele jukeboxsvineriet, og den blev hendes og hun er her tre år senere lykkelig for den.

Fundet 20 kilometer væk. Den var nemmere at bese og den var som beskrevet: Lækker, clean americana af den bedste skuffe.

Morale? Ja, det er jeg sikker på!

Ikke som beskrevet.

Briterne har talemåden “my home is my castle”. På amerikansk kunne det meget vel være “my car” i stedet. Den her fra Kalø i tirsdags tager det meget bogstaveligt.

I går var det britisk på ViaRETRO, i dag er det så amerikansk. Kom ikke og sig, at vi er ensporede. Det bedste er, at forskellen dårligt kunne være mere slående. Mens britiske Lotus arbejdede ud fra mantraet “Simplify, then add lightness”, så er det svært at vide, hvilket mantra Ford har arbejdet efter på denne. Efter al sandsynlighed mere end éet.

Alene navnet er fantalastisk, og jeg vil bede jer smage grundigt på det: “Club Wagon Chateau”, HOLD nu lige op, hvor er det grooooooooovy! Jeg har en svær fetish med amerikansk voldtægt af det franske sprog.

Derfor er det også svært at vide, om målet mon er nået? Men måske er det spørgsmål helt ligegyldigt: Den her Ford synes jeg dæleme er svær ikke at holde af. Jeg har lige siden halvfjerdserne haft en forkærlighed for den grundliggende Econolines form i sin anden generation som denne, og her er den tilsat – ja, lidt af hvert. Komfort, motorkraft, plads, prestige, farve og alt hvad man kunne finde på, ovre hos Ford. Indtrækket hedder “killer houndstooth” — og jeg kan jo ikke lade være med at spekulere over, hvad gardinerne så hedder.

Ovenihatten er denne konkrete bil urenoveret, har gået 19.000 miles, er nysynet og til salg herhjemme i Danmark. Jeg så den på Kalø i tirsdags, og synes ikke den fik så meget opmærksomhed, som den fortjener. Her er en rigtig alt i én bil, og modpolen til gårsdagens Lotus 6 er til at få øje på. Jeg syntes derfor det var passende at vise den på ViaRETRO i dag…og hvis jeg nu lige fortæller, at jeg er vild med både den sølvblanke Lotus i går og den brune bus i dag – forstår I så, hvorfor jeg en gang imellem er nødt til at skifte bil?