Jeg har sjældent været så glad for en ny bil: Min Scimitar blev synet i onsdags, og for første gang nogensinde har jeg fået danske plader på en bil jeg har drømt om i over tyve år.
Af flere forskellige omgange har jeg førhen lovprist Reliant Scimitar GTE på disse sider – og hvor jeg ellers har kunnet kommet til det. Siden jeg første gang lærte modellen at kende engang i slutfirserne/starthalvfemserne har jeg været fascineret af dens koncept, som jeg synes er et intet mindre end genialt kompromis: Grand Touring Estate, står GTE jo for – og når faste læsere så erindrer, hvordan jeg elsker klassiske GT-biler såvel som klassiske stationcars, så giver det jo mening at netop kombinationen af de to ting står højt på min liste.
Så enkelt er det faktisk.
Jeg var nødt til at fremhæve det med nummerpladerne i indledningen, for det er jo trods alt ikke min første Scimitar GTE, men min fjerde. Men først med denne fjerde kom jeg til det forjættede land med nummerplader og brugsret på offentlig vej og hvor jeg ellers lyster det. Og det er ikke så lidt jeg lyster: Bilferie, transport, show og campingvognstrækker og alt derimellem – og sikkert mere til. Jeg har læst alt om modellen igennem tiden, og hvordan den ikke bare i sit koncept men også i sin udførelse af gode, solide britiske bilhåndværkstraditioner lever op til løfterne om at være en fantastisk allrounder.
I mine øjne er svaret klokkeklart: Scimitar GTE
Og det er det jeg vil ha’: En allrounder. Lækker motorlyd, gode præstationer, afslappede touringegenskaber, sportslighed, komfort, plads, fleksibilitet, økonomi, sjældenhed, spændende former, dejlige farver, robusthed, rustmodstandsdygtighed og en bil der gør mig glad at gå hen til: Det har jeg fået.
I kender sikkert godt dilemmaet.
Jeg kan for min dyd ikke komme på en bil, der for pengene kan bare tilnærmelsesvis det hele i samme grad som en Scimitar GTE. Det kan jeg bare ikke. Ja, det skulle da lige være forgængeren SE5 fra 1968-1976, der minder meget om den, men er mindre og lettere og efter sigende mere sportslig. Efterfølgeren som min er på grund af mervægten på godt 100 kilo langsommere, og ikke mindst har den et dårligere ry som væsentligt mindre sportslig. Men det er primært baseret på den første variant, SE6 fra 1976, der var for blød for mange motorjournalisters smag. Det blev rettet i SE6a’eren fra 1977 (som min variant hedder i sin fulde interne modelbetegnelse), og jeg er positivt overrasket: Den har al den sportslighed som jeg behøver.
Den var en dundrende succes for Reliant i sin samtid, og det selvom de 3877 håndbyggede eksemplarer af SE6a’eren ville være langt under bagatelgrænsen for de fleste store bilproducenter. Men jeg forstår succesen: Den solide Ford Essex V6-motor trækker fra tomgang, den manuelle gearkasse med overdrive giver syv gear at fordele momentet med, og de 138 bryggerheste er passende til afslappet men rask fremfærd. Styretøjet i britisk luksustradition alt for let, men præcist – det modsatte kan man sige om gearkassen, men det er der måske råd for senere.
Det kunne være en typisk scene fra mit nye liv med Scimitar GTE. Jeg foretrækker mine Wolfracefælge, men kigger misundeligt på tågelygterne.
Sæderne er topkomfortable, kabinen i sine brune farver et rigtigt dejligt sted at opholde sig, ventilationen god, pladsen rigelig – også bagi. Og skal man bruge mere plads – tadaaah, så slår man et eller to sæder ned: Verdens første bil med den idé. Idéen blev ret populær sidenhen. Sove? Jep, det kan man også deromme. De overordnede former deler vandene, men jeg elsker dem og i det mindste kan ingen sige andet, end at de er markante og ikke kedelige. Jeg har omsider fået min drømmebil.
Det jeg IKKE har fået er en perfekt concoursbil. Men det står heller ikke på listen længere oppe, vel?
Med den brug jeg har i tankerne ville det være unødvendig skyden over målet. Min Scimitar GTE har brugsspor fra de tidligere ejere. Mange brugsspor. I lak og trim og fremtoning. Men ikke rigtigt i sin køremåde: Undervognen er stram og lækker og den virker på ingen måde træt eller udslidt. Jeg havde onsdag en Scimitarkender ude at køre i den, og bortset fra gearskiftet var hans dom positiv. Jeg fornemmede endda, at han ikke var nær så tolerant som jeg, da hans straks kommenterede den højre elrude og omdrejningstælleren, der ikke virker – småting, som jeg indtil videre rask væk ser igennem fingre med. Men basis er sund og solid, og selv synsmanden var overrasket over, hvor godt sådan en gammel bil kan køre. Og lyde.
Guderne må vide, hvordan hun klarede sig uden anhængertræk: Det har min også.
Ja, jeg indrømmer gerne, at jeg er pænt forelsket i min nye gamle Reliant. Og ja, jeg ved godt, at mange ikke kan forstå Scimitar GTE’eren. Men det er jeg sådan set glad for: Det er derfor jeg har råd til en. Og da driftomkostningerne heller ikke skulle være slemme, så har jeg tænkt mig at beholde den. For første gang nogensinde har jeg fået mig en “keeper”.
På de første halvanden dag med nummerplader har jeg kørt 300 kilometer, og bilen fungerer i store træk. Der er lidt raslen og klapren hist og her, lidt vibrationer, lidt rumlen (fra hjullejer?), det med elruden og omdrejningstælleren, lidt lav tomgang til tider, en manglende luftfilterkasse (som jeg købte i går af min Scimitarkenderven) – men det glemmer man altsammen, når man brummer ud af landevejen eller for den sags skyld motorvejen. Der er ingen tvivl om, at Scimitaren skal have mere kærlighed, og det skal den også nok få. Jeg har dog mod på ferien til Frankrig allerede nu, men først foreligger endnu en test: Scimitaren skal trække en campingvogn til Copenhagen Historic Grand Prix. Hvis alt går vel kan begge dele altså beses på ViaRETROs stand på Bellahøj i weekenden.
Forvent ikke perfektion, endelig ikke – men karakter, dét har den i læssevis. Jeg er simpelthen glad – meget, meget glad. Selvom det nu gælder om at komme ud at køre, så har jeg det som om jeg er kommet hjem.
Tillykke Claus. Den holder hele vejen. Lidt som volvo ES, som jeg personlig har lyst til at købe som daily driver
Tillykke med vognen, så skete det. Ser frem til at følge dine eventyr i fremmede lande, på kalø og høre om de solide britiske bilhåndværkstraditioner lever op til løfterne.
Den er super fed Claus – Stort tillykke med den :)
!!!STORT TILLYKKE!!!
Jeg indrømmer, at jeg igennem processen har haft min tvivl mht. om den kom på vejene, pga. de udfordringer du har mødt med den.
Men jeg er så glad for, at du har holdt på, fundet andre veje (og mekanikere), og har gjort min tvivl til skamme!
Jeg kan godt lide designet, som i mine italienske øjne har noget Lancia Beta HPE over sig (eller omvendt må det nok være), og kombinationen af “praktisk GT” er jo det vi alle har manglet på et eller andet tidspunkt, når pladsen har været for trang.
Jeg glæder mig til at se den (og ikke mindst farvekombinationen) i levende live i weekenden.
Claus – den bil passer jo bare perfekt til dig!! Glæder mig til at se den i morgen
Flot bil. Godt valg. Som barn i starten af 70’erne husker jeg den som en superbil. Jeg tog bussen fra Viby til Egå for at se den i forhandlerens vindue. Den danske forhandler af modellen var i øvrigt en virksomhed der levede af at sælge både i netop Egå.
AMEN !! og dejligt den er på gaden og skal bruges til “rejser”… rejser som vi forhåbentlig kan nyde godt af i form a beretninger på ViaRetro.
Godkendt Hr. Ebberfeldt.
Monti.
Tillykke med nummerpladerne, jeg tvivlede aldrig på at du fik dem…til sidst.
Jeg glæder mig til at se den på ViaRETRO standen til CHGP.
Ankommer du allerede i dag?
Vi afleverer Jaguaren i dag inden kl 18, så vi ikke skal så tidligt op i morgen…
Det er en keeper…
Det er en keeper…
Det er en keeper…
Den er bare fantastisk fed Claus. Godt den nu er på landevejen. Den gule farve oser bare 70’erne, og klæder bilen helt vildt godt. Og stereo (?) anlægget ser også fedt ud. Du skal til at spille ABBA på cassette…
Hvis han er glad… men en keeper arhhh næppe, heldigvis !
Tillykke med pladerne og Scimitaren …. en rigtigt lækker vogn med maximalt svaj i bukserne :-)
Jeg er sikker på det er en KEEPER …
/ Schaarup
Hjertelig tillykke. Var selv ‘forelsket’ i en Scimitar. Valget stod mellem indkøb af en Sunbeam Rapier og en Scimitar i England. Snu engelsk forretningstaktik fik mig overtalt til at nappe Rapieren. Ejeren af denne havde nemlig selv haft en Scimitar og kunne ikke anbefale den, men Rapieren derimod……
Mon ikke MotorTV kunne lave en lille film om Scimitaren ved lejlighed
Fedt mand! Glæder mig til at se den hér i week-end’en.
Et stort tillykke herfra med pladerne! Og hvor er det dejligt at læse en glad ejers glæde ved sin erhvervelse!
Staten blev vel osse glad? Tør man spørge, hvad afgiften blev? Blev der trukket noget fra pga højrestyringen?
Jeg forstår den !
Jeg begærer den !
Inden du bevæger dig mod sydligere himmelstrøg, så hold lige øje med de hjullejer.
Det kan ikke være optamalt, at holde på en bjergside i Sydfrankrig, med et rødglødende, sammenbrudt hjulleje.
Og vær sikker (110% !) på, at kølingen ikke er et svagt led. Den SKAL kunne håndtere stillestående bilkøer i storbyerne, inklusive campingvogn.
En halvtime/3-kvarters kø i København er kun nogenlunde anvisende (Danskere har en ret lav tærskel for, hvad de betegner som “intensiv kø-trafik”, som får bilende beboere i andre Europæiske storbyer til at klaske sig hysterisk grinende, på lårene).
Giv os mere Scimitar !!!
PS: En GTE er IKKE en racerbil, men en rejsebil.
En genial bil,
Man bliver sgu så glad i låget over de biler – også over andres glæde:-)
Tillykke med “Det gule lyn”
Stort tillykke med pladerne – og glæder mig til at se den i morgen.
Jeg er vild med modellen, og har egentlig altid ønsket mig sådan en. Dette på trods af min mere sydlandske bilorientering. En eller anden dag måske, men indtil da ser jeg frem til at læse mere om dit gule lyn – en helt perfekt farve til bilen, især sammen med de lækre fælge.
Kæmpe tillykke! Din glæde er smittende! – skønt ovenpå en “sommer”-morgen hvor dagens eneste regnbyge faldt på knægten og undertegnedes tur til bageren på Vespaen. Satser på tørvejr til eftermiddagens udflugt i den råbende dame med kluden nede. God weekend til alle – kommer desværre ikke til CHGP i år.
Breinbjerg
Tillykke med vognen, Claus!
Den er rigtig lækker, specielt farven. Glæder mig til at høre meget mere om den på ViaRetro, nu hvor den forventeligt overtager lidt af det daglige slæb fra Saab’en.
Tillykke! Dejligt med din smittende beretning.
En lille skam, at du ikke lige fik den efterfølgende nr.plade – det havde været et godt nummer :-)
Jesper W
Tillykke med den fine klassiker – den jeg så på Knutstorp, den røde, er jeg helt klar til at swinge fra Crown til Scimitar. Bare Crownen snart bliver solgt.
Tillykke med den, jeg er også fan af bilens linier, og Wolfrace.
En tanke har meldt sig. Er styrtøj, sæder, instrumenter osv også lånt på anden masseproducents hylde, eller er det deres eget?
Tillykke! Hvor er den pæn.
77 er en god årgang: Både min BMW R75/7 og min Peugeot 504 L er 77’ere.
Sjovt så smalt der er i fodrummet, men det bliver der vel nødt til med en bred motor halvt inde under forruden og bahjulstræk.
Den er så fed Claus!
Jeg ville med stor glæde have parkeret ved siden af den her i weekenden, men så skulle min startermotor havde siddet et helt andet sted.
Meget stor beundring herfra – at I sejrede over genvordighederne og kom flot i mål.
Luk ørene hvis onde tunger og mørkets kræfter drilsk kommenterer tallene på nummerskiltet. De ved ikke bedre.
Kør til Kina – og I vil blive budt et par millioner for vognen / nummerpladen – men nej – det er jo en keeper for livstid.
Googlede lige de første cifre:
Six: Sounding like the words for wealth, flow, and business, it is reminiscnet of the idiom “liu liu da shun” (六六大顺), which loosely translates to, “everything will go smoothly.” It can also be used to signify the saying, “liù liù wú qióng (六六無窮) which means “six, six is infinite” — which can also be read as, “six, six is never poor.” While six is lucky, the double six connotes both of these two sayings, and is therefore far more desirable… and higher value.
Så fra nu af kan det kun gå fremad – pas nu på den.
Morten Frost, den starter faktisk med “666”., som er “the number of the beast”
Claus, håber det bliver i en god betydning for dig, og det ikke er et varsel.
Godt at se det gule lyn med gul campingvogn på Bellahøjvej, så kom I hel frem.
Så kan den også køre til Frankrig.
Sejt, tillykke!!
Tak, allesammen! Ja, vi kom helt frem til Bellahøj Park uden problemer, så jeg synes det lover godt for vores liv sammen fremover: Det er immervæk noget af en ilddåb at trække campingvogn på sin første længere tur – og den var jo heller ikke tom i kabinen. Men Scimitaren belønnede min tiltro til den: Den er faktisk rigtigt god med 90 km/t og fjerde gear eller tredie med overdrive på stigninger. Hold op, jeg er glad for den!
Så ja, den kan ses i levende live på ViaRETRO-standen i morgen. Og jeg gentager lige: Forvent ikke perfektion. Men forvent en glad ejer!
PS: Campingvognen er også retro….
Dejlig vogn – dejlig enthusiasme…og en befrielse med noget som ikke fremstår perfekt, men i patineret brugsstand. En helt penibelt perfekt bil besidder kun een fejl: Den bliver brugt for lidt!
Og må jeg så lige kippe med flaget for endnu en gul klassiker på vejene…
Dejligt vogntøj, og sportslig siger du. Vi er jo blevet enige om, at enhver god klassiker har sportslige aner. Jeg søgte derfor på nettet efter Scimitars motorsportslige resultater, men der dukkede flest billeder op med bilen sammen med heste på landet, måske hestesport :-)
Fin vogn – stort tillykke med pladerne.
Tak til ViaRETRO for lækker grillmad og godt selskab. Super hyggeligt som altid.
Tak for modtagelsen gen, alle sammen – og også mange, mange tak til de utallige, der har hilst tillykke i egne høje personer her på Copenhagen Historic Grand Prix. Så vældigt mange pæne ord, at det er ganske overvældende. Jeg er nu endnu gladere og i hvert fald mere stolt.